Kronik

Den ’gode’ gamle uoverskuelighed

Murens fald varslede Den Kolde Krigs ophør og fredeligere tiders komme. 25 år efter må vi sande, at krigene er kommet for at blive, og at kapitalismen ikke var løsningen på alle problemer, snarere tværtimod
End så mange andre fremtidsscenarier er det nemmere at forestille sig, at flere indser, at klimaudviklingen må føre til et internationalt politisk sporskifte.

Bax Lindhardt

8. november 2014

Modige og glade folk i Berlin hakkede Muren i stykker og spejdede nysgerrigt over på den anden side. Frygtløse folkemasser gik på gaderne i Prag uden at vide, om det ville ende med massearrestationer eller frihed. Gamle forstokkede regimer faldt sammen på stribe, og euforien ville ingen ende tage. Fra gadens dansende masser og de velvilligt absorberende mediemaskiner bredte håbet sig og satte varige aftryk i de mentale styre- og fortolkningssystemer. »We don’t need no thought control.« Den kolde krig syntes afblæst overnight, og menneskeheden kunne nu forberede sig på at træde ind over tærsklen til det nye årtusinde som kosmopolitiske verdensborgere. »The end of history,« var nær, forlød det.

Den permanente nutid parkerer de historiske forvandlinger på et støvet museum. Tandemparret kapitalisme og demokrati ophøjes til at være samfundets normalmeter.

25 år, talrige (igangværende) krige, flere statsbankerotter og en langstrakt finanskrise senere, tilsat massearbejdsløshed, store flygtningestrømme og en anmassende global vækstdagsorden, der bidrager til at producere ustyrlige miljøkatastrofer, må vi sande, at euforien er blevet afløst af vedvarende tømmermænd, der ikke blot er ubehagelige, hvad den slags altid er, men også synes udvejsløse. I Putin-land har en lille magtfuld elite annekteret store dele af samfundets rigdomme og sat sig på staten, og i Kina viser det sig desværre, at høje økonomiske vækstrater og et totalitært politisk system sagtens kan konvergere.

Allerede i 1985 skrev den verdensberømte (vest)tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas en lille stor bog: Die neue Unübersichtlichkeit, og samtidens label og titlen på et endnu ikke skrevet kollektivt værk med millioner (milliarder?) af potentielle forfattere kunne vel passende og kongenialt være: Den ’gode’ gamle uoverskuelighed. For hvor er det nu lige, vi skal kigge hen for at få øje på, der måtte bære en bedre og kvalitativt anderledes fremtid i sig? Quo vadis? Har man spurgt på latin i mindst 2.000 år, og Hvad bør der gøres?, skrev Lenin for over 100 år siden.

Alternativer til status quo

Det mest sandsynlige er, at tingenes skæve tilstand fortsætter, og at det kortåndede politiske system fortsætter med at stresse, effektivisere og ’reformere’ arbejdslivet, uddannelsesverdenen og hverdagen for os alle i økonomiens profane navn.

Men voves pelsen, sættes kikkerten for det fremtidsanende øje, og lader man tankerne flyde frit, så tegner der sig en række forskellige muligheder.

Den første fortælling er, at kapitalismen bryder sammen af sig selv og afløses af videnskommunismen. Inden for vidensøkonomien vil det nemlig i længden være umuligt at opretholde den private ejendomsret til det, der byder sig til på generøsitetens globale net. Profitlogikken dør, og vareformen skrælles af de ting og immaterielle ydelser, der vil blive udvekslet mellem os. Marx’ utopi fra Grundrisse der Kritik der Politischen Ökonomie(1857) får konkrete ben at gå på. Rigdommens mål er ikke at akkumulere (mer)værdi, men at have fri tid til at være menneske i.

Den anden opbyggelige fortælling handler om viljen til at gøre tingene ordentligt. Om studerende, der studerer for at studere – om tømrere, der nægter at bruge dårlige materialer og at bygge noget under niveau – om museumsfolk, der agerer uden at tænke ’kundeorienteret’ og oplevelsesøkonomisk. Ambitionerne om, at arbejdet må være styret af håndværksmæssig excellence for at være noget værd, breder sig. Brugsværdierne gør oprør mod bytteværdierne og nægter at underkaste sig deres kvalitetsindifferente kræfter. Nysproget sendes til kogevask, og kun med allerstørste forsigtighed og præcision bruges fortyggede ord som læring, kompetencer, innovation, kreativitet og værdi. Udfordringen er at få dem til at tale af egen erfarings uden en tvang til positivitet.

Den tredje fortælling tilsiger os, at ophobningen af økologiske ubalancer kommer til at piske os til radikalt at gøre op med vækstlogikken. Når vandstanden stiger to meter, og store dele af verden oversvømmes; når fiskene fra Middelhavet farer retningsforvirrede rundt i Øresund; når Helsingørmotorvejen ved Emdrup bliver til Søerne version 2.0, så må folk vågne op. ’Får’ vi et økofascistisk diktatur, eller kan ordet bæredygtighed realiseres på en måde, der vil vise sig at være sit eget navn bekendt? Under alle omstændigheder vil forståelsen af, at naturen er andet og mere end et råstof, brede sig. Den humane natur lader sig heller ikke reducere til human kapital.

I den fjerde fortælling har World Social Forum og Occupy-bevægelsen fået en gevaldig revival og er blevet verdensomspændende. Anarkistiske fribyer breder sig nordpå fra Spanien, og millioner af mennesker fra Afrika og de arabiske lande bosætter sig, hvor de vil. Landegrænserne ophører med at eksistere, og alle krige ebber ud. Våbenindustrien afvikles. F-16-flyene får afmonteret deres bomber og bliver integreret i legepladsarkitekturen som forvoksede og meget populære devices sammen med Leopard-kampvognene. Rådsorganiserede lokale demokratier opfinder nye internationale koordinationsformer. Politik bliver transformeret til noget andet og mere end at afgive sin stemme hvert fjerde år. Man præsenterer ægte politiske ideer for hinanden i offentligheden. Res publica genfødes samtidig med, at det viser sig, at repræsentationsdemokratiet og den lammende politiske konsensus omkonkurrencestaten og New Public Management ikke er historiens finale udtryksform.

Den femte fortælling udstyrer os alle med en 3D-printer, så vi selv kan lave det, vi har brug for. Printerne bliver efterhånden så fikse, så vi ikke længere får brug for at shoppe eller at arbejde for at få løn, vi kan købe varer for. Markedet bryder sammen. Til gengæld rejser nysgerrige folk rundt for at se, hvad de andre mennesker finder på at printe: trekantede huse af glas og genbrugstræ, ottekantede soldrevne biler og hyldeblomstduftende digtsamlinger …

Den sjette fortælling er posthumanistisk. Det genetisk forædlede menneske vokser sammen med de aflastende og livsforlængende teknologier, og vi kommer til at leve i 300-500 år. Døden er livets fjende; men ved hjælp af intelligente opfindelser kan den afskaffes, forlyder det optimistisk fra fronten af begejstrede antropofuturister.

Visionært eller uhyggeligt?

Fælles for disse seks fortællinger er, at de rendyrker trends i samtiden. Om de er realistiske, visionære og vederkvægende eller tværtimod ubehagelige, uønskede og uhyggelige, kan vurderes i enerum eller endnu bedre diskuteres sammen.

Spørgsmålene og reservationerne vælter uimodståeligt frem. 3D-printerne har ikke varme hænder. Mennesker lader sig ikke printe eller fremtrylle via et tryk på en knap, så hvem skal træde til, når vi har hjælp nødig? Og hvor skal råmaterialerne til alle herlighederne komme fra?

Umiddelbart er det lidt sværere at forestille sig, at verdenskommunismen kommer af sig selv, at døden lader sig eliminere, og at krigene og landegrænserne forsvinder, end at folk får udviklet så meget stamina, så de vil insistere på at gøre tingene ordentligt og kun bruger ord, der ikke er tomme flovser, og erkender, at alvoren i skævvridningerne af økosystemet må føre til et internationalt politisk sporskifte.

Ét er sikkert: Den uoverskuelige fremtid er allerede begyndt.

Steen Nepper Larsen er lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Tom Paamand 
  • Grethe Preisler
  • Johannes Lund
  • Steen Sohn
  • Jan Weis
Lise Lotte Rahbek, Tom Paamand , Grethe Preisler, Johannes Lund, Steen Sohn og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Nej. Euforien varede ikke ved. Det ville da også være enestående hvis alle gik rundt i en livslang eufori. Det sker nok først når vi alle bliver udsat for de hårde stoffer.
Det Der eR er blevet til Det Der ikke længere eR(heller ikke de andre der var), og det er så hvad det er. Godt nok. En del af de samme modsætninger mellem os ser ud til at leve videre, til dels på de samme måder (f.eks. "røde blokke" og "blå blokke"), og om denne fortsættelse også er så god eller blot giver god mening er et andet og større spørgsmål. Er der f.eks god mening i at være "for" eller "mod" det samme af de samme grunde som længe før 89? Jeg tvivler. "Vesten" ,"U.S.A", "Europa" står måske ikke helt for det samme(""kapitalisme", "demokrati", "global dominans") og deres modpoler slet ikke. Men vi deler os op næsten som om de gjorde.

Den uoverskuelige fremtid er allerede begyndt. - man kunne måske tidsfæste begyndelsen på denne fremtid, nemlig den 9. oktober 1989 i Berlin – alle i Øst og Vest var længe om at forstå, hvad der egentlig gik for sig den aften og nat – det siger i hvert fald de folk, der var tættest på begivenhederne - men det hele startede med en omgang civil ulydighed på alle niveauer - for kradser man i overfladen på et diktatur med kommandodisciplin braser hele systemet sammen - i et såkaldt demokrati haben wir ganz andere Methoden og kan derfor normalt holde systemet flydende lidt længere … :-)

Alene sprogbrugen afslører divergerende opfattelser, dengang som nu – Maueröffnung i Øst og Mauerfall i Vest – og aktuelle politiske analyser taler igen om Stasi-lignende systemer her i Vesten (hvor mon?), hvor der også strides om navnet på dette tyske sogenannte DDRUnrechtsstaat eller bare endnu en stat med indbygget uret – men hvor en altid charmant syngende enfant terrible, Wolf Biermann, i den tyske rigsdag i hvert fald ikke er i tvivl –

http://www.tagesspiegel.de/politik/deutsche-einheit-war-die-ddr-ein-unre...

http://www.spiegel.de/politik/deutschland/mauerfall-biermann-nennt-linke...

Niels Engelsted

I Putin-land har en lille magtfuld elite annekteret store dele af samfundets rigdomme og sat sig på staten, skriver Nepper-Larsen.

Det er sandt, men hvis det ikke skal give fornyet næring til de falske forestillinger om 'Putin-land', som er daglig dosis i vores medier, så er det vigtigt, at man bliver mindet om, hvordan oligarkerne faktisk kom til magten i det tidligere Sovjetunionen--Rusland, Ukraine, Hviderusland, Kazakhstan og så videre.

En fremragende kort og præcis beskrivelse af 'Putin-land' og dets nyere historie og nuværende udfordringer giver professor James Petras os i denne særdeles anbefalelsesværdige sammenfatning:

http://www.globalresearch.ca/russias-vulnerability-to-eu-us-sanctions-an...

Petras indleder således:
Over the past quarter century, several trillion dollars worth of public property in every sector of the Russian economy was illegally transferred or violently seized by gangster-oligarchs acting through armed gangs, especially during its ‘transition to capitalism’. From 1990 to 1999, over 6 million Russian citizens died prematurely as a result of the catastrophic collapse of the economy; life expectancy for males declined from 67 years during the Soviet era to 55 year during the Yeltsin period. Russia’s GNP declined sixty percent – a historic first for a country not at war. Following Yeltsin’s violent seizure of power and his bombing of the Russian parliament, the regime proceeded to ‘prioritize’ the privatization of the economy, selling off the energy, natural resources, banking, transport and communication sectors at one-tenth or less of their real value to well-connected cronies and foreign entities. Armed thugs, organized by emerging oligarchs “completed” the program of privatization by assaulting, murdering and threatening rivals. Hundreds of thousands of elderly pensioners were tossed out of their homes and apartments in a vicious land-grab by violent property speculators. US and European academic financial consultants “advised” rival oligarchs and government ministers on the most “efficient” market techniques for pillaging the economy, while skimming off lucrative fees and commissions –fortunes were made for the well-connected."

I de her dage, hvor den aldrende Mikhail Gorbatjov præsenteres ved den mur, som præsident Reagan med held opfordrede ham til at rive ned, og hvis fald er anledningen til Nepper-Larsens artikel, giver James Petras' sammenfatning anledning til nogle sammenligninger.

Gorbatjov er en tragisk figur. Ovenstående var ikke, hvad han forestillede sig, da han rakte Vesten hånden og gik igang med Glasnost og Perestrojka, men begivenhederne og Jeltsin tog magten fra ham og leverede det russiske samfund til privatkapitalistiske gangstere og udbyttere finansieret og rådgivet fra Vesten. Putin er Jeltsins protege, men også den, der har forsøgt at rette Rusland op efter Jeltsin-perioden blandt andet ved at gå efter de røverbaroner, der ikke ville være med til en national genopretning. Det er denne politik, (og ikke Pussy Riot), der har vakt Vestens vrede og er grunden til, at Putin udstilles som djævelen selv i vestlige medier. Hvis Putin selv mener, at det er stærkt uretfærdigt, forstår man ham. Han har nemlig, som James Petras beskriver, fortsat Gorbatjovs appeasement-politik og bestandigt rakt hånden ud til Vesten. Putin er i den forstand en genopstanden Gorbatjov.

Men i så fald er der også en enkelt pointe i den sammenligning mellem Putin og Stalin, som er så overordentlig populær hos vestlige kommentatorer!

Stalins og Sovjetunionens store tragedie var, at han rakte hånden ud til Hitler og i et forsøg på appeasement eksporterede de landbrugsvarer og råstoffer, som tyskerne havde hårdt brug, selv om han burde vide, at Nazi-Tyskland ikke ville Rusland noget godt. Og da det blev tydeligt på utallige måder, nægtede han stadig at tro det, selv efter overfaldet var begyndt, nægtede han længe at tro det.

Dengang lykkedes det russerne at stoppe invasionen fra vest 30 kilometer fra Moskvas porte og ved selve bredden af Volga, men det er mere tvivlsomt, som Petras forklarer, om noget tilsvarende vil lykkes for Putin. Sandsynligheden er, at også han i fremtiden som Gorbatjov vil blive udstillet ved vestlige sejrsceremonier og måske tilmed få pæne ord i den vestlige presse. Ingen er så elsket som en besejret modstander.

Niels Engelsted

Og for fuldstændighedens skyld er dette også sandt:
I Obama-land har en lille magtfuld elite annekteret store dele af samfundets rigdomme og sat sig på staten.

Marina Kasimova, Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Frederik Strandbygaard

Ja, og man kan yderligere føje til, at Niels Engelsteds markante pointer jo faktisk understøtter Steen Nepper Larsens beskrivelse af elendigheden efter Murens Fald!