Læserbrev

Helena Somers Abildgaard, 34 år: Skru ned for forventningerne

»Så er det, jeg får lyst til at spørge: for hvis skyld er det lige, at vi samles i 0.A for at skære græskar?«
11. november 2014

Fredag den 31. oktober. En ny, men vigtig dato at huske som børnefamilie i dagens Danmark. Halloween. Sidste år glemte jeg den, hvilket resulterede i særdeles spontan udklædning og ansigtsmaling af yngstebarnet, efterfulgt af en travetur rundt i kvarteret, i alt for tynd jakke, med hunden på slæb og en 6-årig dreng, der stemte dørklokker alene. Havde jeg nu været en anelse mere fremme i skoene, havde jeg vidst, at Halloween på naturligste vis medfører grundige forberedelser for så vidt angår udklædning, aftaler om at stemme dørklokker med kammeraterne og indkøb af spændende slik at tilbyde, når det var vores egen dørklokke, det gik ud over. Men det var jeg ikke. Jeg tror dog, jeg klarede frisag. I hvertfald hyggede den 6-årige sig så meget, at han i de efterfølgende 364 dage mindede mig om, at vi også skulle stemme dørklokker sammen med hunden til næste Halloween. Så lærte jeg det. Halloween i år blev tilrettelagt i lidt bedre tid, men alligevel er det som om, at disse kommercielt skabte arrangementer og forventningen om total dedikering kolliderer med det faktum, at børnefamilier simpelthen har for lidt tid til 'at være'.

I år var det Mikkels mor, der havde glemt Halloween. Det var Mikkel, der hægtede sig på mig og min familie, da der skulle skæres græskarhoveder ud mellem kl 8 og 9 fredag morgen i 0.A, mens Mikkels mor drønede gennem byen på dette ukristelige tidspunkt for at skaffe sønnike byens sidste græskar, som hun kom halsende med 20 minutter før seancen sluttede, og som jeg hjalp Mikkel med at skære ud, fordi Mikkels mor ikke havde mulighed for at undlade at arbejde mellem 8 og 9.
Så er det, jeg får lyst til at spørge: for hvis skyld er det lige, at vi samles i 0.A for at skære græskar? Mikkel havde i hvertfald ikke nogen vildt fed morgen, og det er jeg ret sikker på at Mikkels mor heller ikke havde? Min egen søn, som denne gang ellers var veludstyret med både forældre og græskar, har efterfølgende glemt, at vi overhovedet havde skåret græskar.

Så kære medforældre – skru nu ned for forventningerne. Vær derhjemme og vær gode forældre for jeres egne børn. I behøver ikke dokumentere det, før det bliver virkeligt. Jeg tror faktisk, vi ville få nogle roligere og knap så stressede børn, hvis vi alle sammen kunne blive lidt mere 'hos os selv', og ikke hele tiden ude i fællesskabet – hvad enten det er på de sociale medier eller i sociale sammenhænge. Vi behøver ikke hele tiden vise, at vi godt kan, (hvis vi anstrenger os vildt meget,) og vi behøver ikke diverse sociale arrangementer i diverse klasser for at få et forældresamarbejde til at køre.

Vi har nok at se til, og jeg mangler tiden – tiden til at læse en bog for mine børn i stedet for at granske forældreintra for vigtige begivenheder, som potentielt kunne være mit barn til last fremfor til gavn. Som det for eksempel var for Mikkel forleden dag. Vi forældre skal trækkes os lidt tilbage og lade børnene være børn, uden at forældrene skal knokle for at fremme ungernes sociale relationer. Jeg tror faktisk godt, at de kan selv. Det kunne vi i hvertfald, da jeg selv var skolebarn i midtfirserne. Og det gik sgu meget godt.

Tænk hvis vi børnefamilier kunne få frigivet lidt mere tid til at være forældre på en lidt mere nærværende måde, end vi alt andet lige kan være, når vi skærer græskarhoveder ud med den ene hånd og med den anden forsøger at holde en eller flere smalltalks kørende med forældrene ved samme bord.

Jeg drømmer om en lidt enklere hverdag med knap så mange forventninger fra omverdenen. Jeg vil nemlig meget hellere være den forælder, mine unger fortjener, end jeg vil være den forælder, som festudvalget synes 0.A fortjener. O.A kan klare sig uden, det kan mine unger ikke. Og blandt andet derfor er jeg nu en af de forældre, der konsekvent boycutter forældrefester og den slags, og jeg håber snart, at der er nogle flere forældre, der opdager, at ungernes sociale relationer fungerer udmærket – selv uden vores indblanding.
Giv os selv noget mere nærhed, for når alt kommer til alt, er det det, vi senere vil savne, når vi tænker tilbage på årene, hvor børnene var små. De der år, der susede afsted med 230 km/t.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Leo Nygaard
Niels Duus Nielsen og Leo Nygaard anbefalede denne artikel

Kommentarer