Læserbrev

Helle Schønberg, 52 år: Konkurrencen starter allerede, når man er meget lille

»Konkurrencen starter allerede, når man som meget lille starter i vuggestue og har et basalt behov for omsorg. Den omsorg kan man ikke altid kan få, fordi der er for få hænder.«
11. november 2014

Jeg er ud af en børneflok på fire, og jeg har selv fire børn. Jeg oplever i dag mere barnet som samfundets ansvar, end da jeg og mine søskende var børn. Daginstitutionen er ikke længere bare en pasningsforanstaltning, for der er kommet læring på programmet, og det er lige fra barnet starter i vuggestuen. I uddannelsessystemet er der er i dag et langt højere fokus på det at blive til noget og helst så hurtigt. I dag er børn enkeltindivider med forskellige personligheder. Det var vi også, da jeg var barn, men der var ikke så meget fokus på den enkelte som i dag.

Konkurrencen starter allerede, når man som meget lille starter i vuggestue og har et basalt behov for omsorg. Den omsorg kan man ikke altid kan få, fordi der er for få hænder. Det kan diskuteres, hvorvidt det er sundt for børn under to år at gå i daginstitution, men de fleste forældre i dag ønsker at være på arbejdsmarkedet, og børnene indordner sig under de levevilkår, vi vælger for dem.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Birgit Hviid Lajer

Børnene har jo ikke noget valg, og de er ikke parate til vuggestue-pasning, fordi det eksklusive forhold mellem mor og barn ødelægges. Barnet bliver utrygt, får for mange 'mødre', for mange 'søskende'. Og - barnets hjerne er ikke udviklet til at forstå en sådan situation og slet ikke en konkurrence, hvor det for tidligt ligefrem 'mister' sin mor og hendes kærlighed.

Det giver 'huller' i opvæksten, som siden ikke kan indhentes - og hvor fx narcissisme ikke siden er ukendt hos den voksne, hvor den under et barns udvikling er naturlig og derfor på sin plads. Ikke siden.

Forholdet til indlæring læres ved moderbrystet, hvor tillid, tryghed mm skabes for det enkelte menneske. Andet er vold mod børn, fordi de skal passe ind i et samfundsskema, hvor deres optimale behov i deres udvikling underkendes igen og igen. De skal være små voksne før tid. Og - de ses at skulle undvære tid med deres forældre igen og igen.

Det duer ikke, hvis vi ikketager skeen i den anden hånd og anerkender forældreskabet og forstår barnets tidlige behov. Det er i hvert fald ikke, hvad vi byder dem nu. Vi vil få flere og flere vanskeligheder, neuroser, i vort samfund at bekæmpe - og det kan de færreste alligevel ikke, fordi det ikke er nok altid kun at se tingene fra det bevidste plan, det også rationelle.

Der skal nemlig i mange behandles indefra og ikke udefra.

Vi gør lige, hvad der passer os, og mange er selv blevet passet tidligt i vuggestuer, hvorfor vi tror på det og måske fordi vi mere og mere mister evnen til at varetage opgaven selv.

Der er gået konkurrence imellem mænd og kvinder - fremfor at se, at moren er den første og vigtigste person i barnets liv på fuld tid - og hvor faren så kommer lige efter, hvor hans nærvær er vigtigt for både pige og drengs kønsudvikling fx.

Der pløres rundt efter smag og behag; mænd skal ikke erstatte moren i de første år - men de er vigtige for både mor og barn som en slags hjælpende hånd, hvor rollerne så skifter, når barnet er lidt ældre, omkring de 3-5 år, hvor faren bliver den primære person og moren den mere hjælpende hånd.

Helt ærligt - det kan jo ses på små børn, hvordan de agerer, først med moren, hvor de så langsomt vender sig mere og mere udad - men stadig holder øje med, om mor er der - indtil de tør slippe hende af syne, og hvor faren så er aldeles vigtig er for dem.

I gamle dage kaldte mand et for at være mor-syg. Det er blot den naturlige udvikling for barnet ..verden er stor og læres lidt efter lidt - som et studium, hvor der begyndes og læres videre og hvor der bygges ovenpå igen af viden og så fremdeles.

Lad forældrene selv bestemme, hvad de mener at kunne kapere - men støt dem gerne i deres eksklusive rolle her for barnet - og hvad ligestilling angår, så gi'r den sig selv med mor først og far lige efter. Vi mangler bare en ordentlig familiepolitik - og vi poster gerne penge i fremmed hjælp til børnene; men ikke i forældrenes - det siges dog stadig, at det er disses ansvar? Eller?

Ligesom med skole-politik! Uh, nu er der 1/5 der ikke lever op til loven om, at de, der ikke vil have lektiehjælp, ikke bliver underholdt på skolen i denne tvangsforanstaltning med evig institutionspasning, hvor deres fritid og andre interesser og gøremål fuldstændig likvideres.

Som - når forældre smider barnet ud med badevandet, fordi det er den nye samfundsorden i menneskehedens historie - og vi har altså 40-50 år på et arbejdsmarked.

Vi overser - og nu med erhvervslivets iver og 'hjælp' ganske barnets behov. De aner ikke, hvordan man netop får kreative børn og innovativt halleluja og dit og dat, som jo er vigtigt for vort samfund ..Surt show med sådan beton-tænkning.

Rasmus Kongshøj

"... de fleste forældre i dag ønsker at være på arbejdsmarkedet, og børnene indordner sig under de levevilkår, vi vælger for dem"

Det er en meget naiv fremstilling af virkeligheden. Forældre i dag har ganske enkelt ikke råd til at passe deres egne børn i to år. Mange kunne sikkert godt have lyst til at gå hjemme med børnene helt eller delvist, men det er kun få familier forundt at kunne klare sig på kun én indkomst.

Det 'vi', der vælger børnmenes levevilkår er ikke de enkelte forældre. Det er derimod den elite, der har bestemt, at almindelige mennesker ikke skal have råd til at passe deres egne børn.