I de seneste uger har der været en del medierøre over den såkaldte chikanesag fra Mariager, hvor en lesbisk familie har modtaget fordømmende breve og har oplevet, at deres ejendom er blevet udsat for lettere hærværk.
Nu er chikane og hærværk selvfølgelig forkasteligt – og det er i øvrigt uafhængigt af, hvem den går ud over, og hvad motivet er. Alligevel kan jeg som homoseksuel ikke lade være med at tænke på, at det da går os homoer i Danmark ganske godt, hvis en sådan trods alt rimelig lille sag i den grad kan få folk op at køre. Der er jo hverken tale om vold eller trusler om vold, men i stedet om chikane, der mest af alt ligner en enkeltstående psykisk syg persons værk.
Uden for det gode selskab
Den forargelse – ja vrede, som sagen fra Mariager har udløst, afspejler imidlertid et forhold, som ofte bliver overset, nemlig at homoseksuelle i Danmark ikke bare har opnået fuld juridisk ligestilling med heteroseksuelle, men at vi også i meget høj grad har vundet kampen om diskursen, eller om den offentlige moral om man vil. At afvise, fordømme eller ligefrem afsky homoseksuelle er i dagens Danmark ikke bare yt, det er moralsk forkasteligt. Det er udtryk for, at man står uden for det gode selskab, og at man faktisk ikke er stueren.
Det betyder ikke, at den ene eller anden offentlige person – ofte en politiker fra Dansk Folkeparti – er hævet over at lade en antihomoseksuel finke ryge af panden i ny og næ, men de kan være sikre på at blive mødt med en bølge af protester, når det sker. Det ender typisk med, at de må æde deres ord igen, godt krydret med forsikringer om, at de da slet ikke har noget imod homoseksuelle.
Vestlig regnbuehyldest
Det er ikke bare blevet en dansk norm, at man skal være prohomoseksuel, nej, det er i høj grad blevet en vestlig norm. Accepten af homorettigheder bliver i Vesten ofte udlagt som helt centralt for et demokrati – og spørgsmålet om, hvorvidt homoseksuelt samliv er en menneskerettighed eller farlig samfundsnedbrydende dekadence er i dag med til at opretholde opdelingen af verden i øst og vest – nord og syd.
Denne vestlige norm er meget ny. Den har udviklet sig i løbet af få årtier. Da min far blev født, var sex mellem mænd for eksempel en kriminel handling her i Danmark. Selv var jeg 12 år, da homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske lidelser. En pænt stor del af den danske befolkning er altså vokset op i et samfund, hvor accept af homoseksuelle ikke var en norm, hvor homoseksualitet stadigvæk var forbundet med perversion – og ja, alt andet end noget pænt. Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at der under det ydre lag af næsten tvangsmæssig homoaccept flyder nogle andre understrømme. Når de bryder op gennem pænhedens overflade, kan de udløse noget nær moralsk panik både hos befolkningen og ikke mindst blandt homoseksuelle.
Det ligger så snublende nær at møde disse tilfælde af homofobi, homoforagt eller hvad man nu skal kalde det ukære barn, med moralsk fordømmelse og måske sågar ønske om straf i håbet om at jage de uønskede følelser og holdninger endnu dybere ind i skabet. Og så er der selvfølgelig også altid ideen om, at homoforagten kan kureres med genopdragelse i form af f.eks. de såkaldte normstormere, hvis opgave det er at lære unge mennesker, at samfundets norm altså er, at man skal anerkende homoseksuelle, hvis man selv vil anerkendes som et ordentligt menneske.
Homohad som ventil
Men alle de ganske velmenende homoaktivister og deres politiske allierede, der gerne vil profilere sig på en sikker vindersag, overser, at det massive normpres for accept af homoseksuelle kun virker på dem, der grundlæggende ønsker at være en del af det såkaldt danske normfællesskab. Vil man gerne være stueren, så lærer man med tiden at udtrykke sig pænt, selv om man måske ikke tænker pænt.
Har man omvendt opgivet at blive en del af det pæne selskab, ser situationen noget anderledes ud. Måske er vi faktisk ved at nå derhen, hvor det at være intolerant over for homoseksuelle har udviklet sig til at være en form for modkulturel protestidentitet. Hvis man i dag på grund af sin religion, hudfarve, økonomi, eller hvad ved jeg, oplever, at man bliver marginaliseret og stillet uden for normen, er det efterhånden snublende nærliggende at se homoseksuelle som fortropper for det samfund og de normer, som holder en udenfor. Og hermed kan både verbale og fysiske angreb på homoseksuelle blive til en ventil, der kan lette trykket fra den indestængte vrede og frustration, mange føler. Det er måske ikke det, vi ser i Mariager, men det er nok det, vi ser på for eksempel Ydre Nørrebro, hvor homochikanen kan tage noget voldsommere former end smædebreve og affald i haven.
Karen M. Larsen er lektor
"Hvis man i dag på grund af sin religion, hudfarve, økonomi, eller hvad ved jeg, oplever, at man bliver marginaliseret og stillet uden for normen, er det efterhånden snublende nærliggende at se homoseksuelle som fortropper for det samfund og de normer, som holder en udenfor."
Hvorfor skulle det være nærliggende? Er der ikke snarere tale om, at en minoritet forsøger at distancere sig fra en anden, for selv at fremstå mere normal?
Er dette i virkeligheden en forsvarstale for homo-bashere af anden etnisk oprindelse, eller hvad foregår der? Og hvad er det vi ser i Mariager? Mig bekendt, én tosse der har terroriseret en familie.
Ak ja, relativismen tager mange omveje, men ender altid det samme, sørgelige sted.
Jeg bryder mig ikke om homoseksualitet, jeg har aldrig nogensinde gjort det, og jeg kommer heller aldrig nogensinde til det, fordi jeg som 14-årig dreng gennemlevede seksuelt misbrug på et drengehjem med homoseksuelle lærere, der bildte mig ind klokken 02.00 om natten, når de begyndte at befamle mine umodne kønsdele, at det var helt naturligt og dejligt med sex mellem to mænd.
Heldigvis vidste jeg bedre, fordi jeg i smug havde læst den amerikanske forfatter Henry Millers selvbiografiske roman ”Sexus”, som dengang var total forbudt læsning. Her lærte jeg at forstå gennem hans erotiske beretninger, at den fysiske kærlighed mellem en mand og en kvinde hører til naturens orden. Alt imens kærlighed imellem to mennesker af samme køn er og bliver naturstridigt, og i uoverensstemmelse med de kristne værdier i almindelighed og det kristne vielsesritual i særdeleshed.
Gør det mig til et marginaliseret og homofobisk menneske?
Nej, selvfølgelig ikke, fordi jeg som et rimeligt begavet og oplyst menneske anerkender den kendsgerning, at politikerne i repræsentativt demokratisk flertal har besluttet, at de 5% homoseksuelle mennesker skal have de samme personlige frihedsrettigheder som de 95% heteroseksuelle, og jeg kunne aldrig drømme om at råbe ”lebber” på gaden efter to kvinder i Mariager eller chikanere dem privat.
Homoseksuelle mennesker er ikke desto mindre nødt til èn gang for alle at forstå, at de ikke kan tvinge andre mennesker til at kunne lide dem, holde af dem, elske dem, respektere dem mod de heteroseksuelles vilje. Alle heteroseksuelle mænd og kvinder har al mulig ret til at græmmes ved synet af seksuel kontakt mellem homoseksuelle, fordi det er og bliver naturstridigt, at to menneskelige pattedyr af samme køn elsker med hinanden, når bare man ikke som heteroseksuel overfalder homoseksuelle fysisk eller udstøder dem menneskeligt fra samfundslivet.
I de oplyste demokratier i Vesten har de heteroseksuelle trods alt gennem de sidste 30 år vist en høj grad af tolerance og mangfoldighed over for de homoseksuelle, og givet dem nøjagtig de samme rettigheder som dem selv. Begyndende med det registrerede partnerskab i 1989, og de sidste par år også med den kirkelige vielse, selv om det for mange kristne strider mod ånden i folkekirkens kristne vielsesritual.
De homoseksuelle europæiske LGBT-organisationer tordner imidlertid hæmningsløst derudad med krav om, at homoseksualitet skal fuldstændig ligestilles med heteroseksualitet, skønt de kun repræsenterer 5% af verdens befolkning. De vil ind i folkeskolerne og have fat i vores børn i 10-12 års alderen for at overbevise dem om, at når de bliver modne og voksne, ja, så er det helt ligegyldigt om de bliver heteroseksuelle eller homoseksuelle, for man kan blive lige så lykkelig som bøsse eller lesbisk eller transkønnet.
LGBT-organisationerne burde derfor tænke grundigt over, at deres ofte aggressive og provokerende strategier på bekostning af det store heteroseksuelle flertal i Europa, på et tidspunkt kan medføre store opsplitninger af befolkningerne på det europæiske kontinent, hvis de fortsat tordner frem med deres åbenlyse forsøg på, at fremelske homoseksualitet på bekostning af heteroseksualitet blandt for eksempel skolebørn i 10-12 års alderen, ligesom de hele tiden skal promovere deres seksualitet gennem alle mulige events.
Grundlæggende har alle nyfødte børn det bedst med, at blive opdraget af biologiske forældre til at leve i et heteroseksuelt parforhold, så de èn dag kan stifte deres egen lille familie. Hvis de endelig ønsker at være bøsser eller lesbiske eller transkønnede, ja, så kan de fremelske deres homoseksualitet på egen hånd efter det fyldte 18 år, hvor de bliver myndige, og ikke gennem indoktrinering i folkeskolen og på alle mulige andre niveauer i samfundet.
Men ...
At man som heteroseksuel ikke bryder sig om homoseksualitet er jo ikke ensbetydende med, at man ikke kan lide homoseksuelle mennesker, som man træffer på livets vej. Jeg kender flere, og personligt kunne jeg som nævnt aldrig drømme om, at råbe grimme ord efter dem på gaden eller i nattelivet. Jeg forbeholder mig dog retten til at vende dem ryggen, hvis jeg får opkastningsfornemmelser over, at se to ubarberede mænd sidde og tungekysse hinanden med flettede fingre, mens jeg spiser brunch søndag formiddag på en københavnsk restaurant.
Derfor bør alle med et følelsesmæssigt intellekt som nævnt gøre sig klart, at du ikke kan tvinge andre mennesker til at kunne lide dig, holde af dig, elske dig, respektere dig mod deres vilje. Hvad enten du er heteroseksuel eller homoseksuel. Respekt er noget man gør sig fortjent til i andres øjne. Man kan ikke tvinge eller true den heteroseksuelle befolkning på 95% til at knuselske de 5% homoseksuelle, hvis de ikke bryder sig om forholdet mand til mand eller kvinde til kvinde. Og slet ikke de muslimske samfund herhjemme med alle deres patriarkalske familietraditioner og middelalderlige islamiske værdier.
Og, nej, Karen M. Larsen, jeg er ikke en marginaliseret borger.
Homohad er uforeneligt med kristendommen, Ole Brockdorff.
Hvad med de piger, der på lignende måde er blevet misbrugte og som derfor vælger den modsatte strategi i livet og bliver lesbiske?
Læs, Ole Brockdorff Jens Eisenhardts to glimrende bøger "Kim, min elskede" og "Køtere i natten", hvis de ikke er blevet udrensede på biblioteket.
Det ville ikke være første gang i historien, de fattige og foragtede finder en minoritet at hade, for selv at føle sig bedre. Ulighed skaber jo så meget spændende dynamik i samfundet.
Homoseksuelle og lesbiske mennesker har eksisteret lige så længe som menneskeheden har
eksisteret. Ja, de er en minoritet, men er dog stadig en del af menneskeheden.
De har ført, og fører, en måske, overeksponeret kampagne for deres seksuelle orientering, som
bunder i en historisk diskriminering.
En anden provokerende faktor, kan være at disse mennesker faktisk i mange sammenhænge
bærer meget større talenter og evner, end den almindelige majoritet blandt mennesker.
De kan bare noget vi andre ikke kan.!
"Der er jo hverken tale om vold eller trusler om vold, men i stedet om chikane, der mest af alt ligner en enkeltstående psykisk syg persons værk."
For det første har politiet endnu ikke undersøgt og taget stilling til om hændelserne kan betegnes som chikane (som om man kan være i tvivl!), for det andet er 'chikanen' fortsat, også efter at den angiveligt psykisk syge er blevet anholdt:
"For mindre end en uge siden var omkring 300 mennesker fra hele landet samlet i Mariager for at støtte Tulle Krøyer og hendes familie. Her blev der snakket om mangfoldighed og plads til alle, men flagdagen har nu vist sig at have fået chikanen til at eskalere.
I løbet af den seneste uge er Tulle Krøyer og hendes familie blevet chikaneret både fysisk og telefonisk på grund af deres seksualitet. Det har nu fået familien til at flygte fra byen.
- Jeg troede, at flagdagen ville sætte punktum for den her sag, men det har den langt fra gjort. Den sidste uge har flere banket på vores dør, hvor de spørger, om de kan hjælpe os, og inden man ser sig om, så står de og siger, at vi lever i synd, siger Tulle Krøyer til TV2/Nord.
Tulle Krøyer har sammen med sin kone og to børn allerede valgt at flytte fra Mariager, og den seneste uge har specielt været hård for parrets børn.
- Der har været besøg og opkald på alle tider af døgnet. Selv når gardinerne er rullet for klokken ti om aftenen, så kommer de og banker på. Det har ikke været til at holde ud for os, men specielt vores børn har haft det hårdt, siger Tulle Krøyer.
Tulle Krøyer har taget kontakt til Himmerlands Politi, og her undersøger man lige nu, og de seneste ugers hændelser kan karakteriseres som chikane.
Efter planen flytter familien fra Mariager i denne weekend."
http://www.tv2nord.dk/artikel/328224:Regionale-nyheder--Tulle-er-nu-flyg...