Kronik

Hvide, velmenende ikkeracister er også racister

Jeg vil ikke have at vide, at jeg skal se det som en god ting, at jeg er eksotisk; og jeg vil ikke have at vide, at jeg ikke skal skamme mig over min baggrund, når jeg nægter at dele mit stamtræ med fremmede, hvide mennesker. Jeg vil ikke legitimeres af en hvid person … jeg vil ikke overrækkes min danskhed
Jeg vil ikke have at vide, at jeg skal se det som en god ting, at jeg er eksotisk; og jeg vil ikke have at vide, at jeg ikke skal skamme mig over min baggrund, når jeg nægter at dele mit stamtræ med fremmede, hvide mennesker. Jeg vil ikke legitimeres af en hvid person … jeg vil ikke overrækkes min danskhed

Josephine Kyhn/iBureauet

15. november 2014

I den senere tid, efter Dan Park-sagen og Nationalpartiets fødsel, er det blevet trendy blandt hvide danskere at bruge sociale medier til at tage afstand fra racisme. Det foregår ved at dele eksempler på højreekstrem racisme i form af statements som f.eks.: »Stod det til mig, skulle alle de sorte aber have et nakkeskud,« og tilføje en statusmeddelelse, hvor man tager afstand til racisme, idet man jo ikke selv er racist. Ofte tilføjes en linje om, at brune mennesker ikke må tro, at alle danskere er racister, og at brune mennesker skal føle sig velkomne i Danmark … måske tilføjes endda noget i stil med: ’De er jo danskere’.

Jeg er et utaknemmeligt brunt menneske. De racistiske bemærkninger, som bliver delt i stimevis på sociale medier, er rettet mod mig udelukkende på grund af min hudfarve. Hvides hyldest til egen ikke-racisme emmer af uerkendte privilegier. Jeg bliver utrolig stødt. Racisme er ikke kun en disciplin, der dyrkes af højreekstreme nynazister.

Racister er vi alle. Det er en nødvendig konsekvens af vores historie, som gennem tusinde år har dyrket et farvehierarki. Konsekvensen af den racismeblindhed, som bliver dyrket i fetichlignende grad for tiden, er, at racismen trives endnu bedre.

Hvidhedsdyrkelse og racisme

En hvid person har ikke noget at miste ved at dele og tage afstand fra højreekstrem racisme. En sådan proklamation er med til at dyrke afsenderens idealiserede selvbillede som god mod verden. Logikken er lidt den samme som hos hjælpearbejderen, der rejser til ’Afrika’ for at redde de stakkels små sorte helt uden at tage hensyn til det racistisk-kolonialistiske underlag og uden at gøre sig overvejelser om de paternalistiske patriarkalske implikationer, der ligger i at være hvid og ville redde ’de mindre udviklede’.

Udover den hvide gruppemasturbation dyrker alle disse påstande om ikke-racisme diskursen om, at racisme ikke for alvor findes i Danmark.

Det er en måde at sige, at racister kun findes på de ekstreme fløje; ikke i det ’rigtige’ Danmark. Den slags påstande er grov vold mod brune minoriteter. Det er at fratage den brune person berettigelsen til at opleve racisme, for det må være en umulighed, hvis racisme ikke findes her. Det er umuligt for en hvid selverklæret ikke-racist at handle racistisk, for personen er jo ikke-racist.

Selve proklamationen ’jeg er ikke-racist’, er racistisk. Hvis du er hvid og kalder dig ikke-racist, insisterer du på, at du ved, hvad racisme er, og i hvert fald hvor det ikke er.

Næste skridt er at kalde minoriteter for overfølsomme, for hvis du ikke er racist, og nogen bliver stødt af, hvad du (eller nogen du minder om) gør eller siger, kan det umuligt være dig, den er gal med. Du har jo højt og helligt sværget, at du ikke er racist.

Populæropfattelsen af racisme er, at der skal være intention bag. Men racisme er ikke kun intentionel. Når racisme er indgroet i systemer, strukturer, sprog og mennesker, er intentionen ikke at finde længere.

Racisme er blevet en præmis frem for et aktivt tilvalg. Noget så simpelt, som at en hvid person spørger til en brun persons oprindelse, er racistisk. Ikke fordi personen aktivt vælger racisme-ideologien til, men fordi en hvid person definerer en brun som ikke-dansk.

Man udøver den magt, som den hvide mand igen og igen har udøvet gennem historien: Man producerer og reproducerer racer, stereotyper og en brun persons udanskhed.

Masochistiske magtudøvelser

Hvide menneskers dyrkelse af deres egen ikke-racisme er en demonstrativ magtudøvelse. Man demonstrerer sin magt til at definere sin magt til at positionere sin magt til at legitimere.

Man definerer den brune som dansk/ikke dansk ved at tale om denne som enten ’indvandrer og efterkommer,’ eller som ’du-er-jo-dansk,’ som oftest i en kombination. Budskabet bliver: Du er dansk, men ikke rigtig-dansk. Det er den hvide, som bestemmer, hvilken kategori den brune tilhører.

Man demonstrerer sin magt til at positionere ved at holde sig selv i den definerende position og ved at påstå at varetage den brunes interesser.

Det er en paternalistisk hånende, masochistisk måde at bestemme for andre, hvad racisme er for dem ved at tvære billeder af ekstrem racisme ud i hovedet på dem. Det er at udøve vold at dele voldelige billeder, som nødvendigvis er voldelige mod den brune, ikke den hvide.

Ved som hvid at fortælle, hvad racisme er, hvem den brune er, og hvilken racisme der er racisme, fratager man en brun person hans eller hendes ret til selvbestemmelse og indflydelse.

Man fastholder sin magt til at fælde dom over, hvad der er legitimt og illegitimt. Det er legitimt at kalde højrenationalister for racister, men det er kun hos dem, man finder racismen. Det er ikke legitimt at kalde den hvide ikke-racist for racist. For denne ved, hvad racisme er. Forsvaret er klaret – de brune kan ikke påstå, at der er racisme i Danmark.

Vi er ikke lige

Brune og hvide mennesker er ikke lige. Vores hverdag er ikke lige, og vores muligheder er ikke lige. Den hvide persons position er privilegeret.

Hver gang jeg læser racistiske kommentarer, gør det ondt i mig, fordi det er mig, kommentarerne retter sig mod. Når en hvid person læser de samme kommentarer, oplever han dem ikke, som en brun person gør. Derfor kan det ikke understreges nok, at farve findes, og farve har effekt og indflydelse.

Først når man anerkender det; anerkender, at nogle farver har tilhørende privilegier, mens andre ikke har, kan man begynde at snakke om anti-racisme. Kategorien ’ikke-racist’ er en umulig kategori i vores tid.

Kun ved at sætte sig ind i, hvad racisme egentlig er, og hvordan man selv er en del af problemet, kan man begynde at fornemme en løsning: At stoppe med at udøve den magt, man har på baggrund af sin privilegerede position. Den eneste magt, man som hvid person mister ved dette, er magten til at undertrykke. Og man kan endda genoptage den, når som helst man vil, for det er et af privilegierne, ved at være hvid.

Når man påstår menneskers lighed, kan man kun gøre det som en moralsk dom. Det eneste lige mellem hvide og brune mennesker er deres værdi. En sådan påstand er en holdning, man må tage op med sig selv, om man kan erklære sig enig i eller ej. Men så længe man er overbevist om, at hvide og brune mennesker har lige muligheder, udøver man en magt, som vedligeholder hvidt hegemoni.

Hvis de eksisterende magtstrukturer skal ændres, må vi erkende, at vi altid selv har en rolle, ud fra hvordan vi er givet til situationen.

Er du hvid, har du højest sandsynligt privilegier. Er du brun, har du højest sandsynligt ikke de samme privilegier.

Jeg vil ikke legitimeres af en hvid person – jeg vil ikke overrækkes min danskhed, jeg vil ikke have at vide, at jeg skal se det som en god ting, at jeg er eksotisk, og jeg vil ikke have at vide, at jeg ikke skal skamme mig over min baggrund, når jeg nægter at dele mit stamtræ med fremmede, hvide mennesker.

Vi er alle sammen ofre, brune som hvide, for den racisme, vi selv holder på, da den er et uomgængeligt produkt af vores historie og vores samfund. Men vi er ikke alle ofre for racisme.

Tara Skadegård Thorsen studerer filosofi på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Friis
  • Tanni Kromann
  • Philip B. Johnsen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Reda Ammari
  • Markus Lund
  • Anne Eriksen
  • Niels Duus Nielsen
  • Britta B.
  • Rasmus Underbjerg Pinnerup
  • Torsten Jacobsen
  • charlotte keck
  • Thorbjørn Aksel Nielsen
Michael Friis, Tanni Kromann, Philip B. Johnsen, Robert Ørsted-Jensen, Kurt Nielsen, Reda Ammari, Markus Lund, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Britta B., Rasmus Underbjerg Pinnerup, Torsten Jacobsen, charlotte keck og Thorbjørn Aksel Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Harald Johansen

Dette er ikke en svær artikel at læse. Den beskriver, hvad tyrannen ønsker af den tyranniserede.

Det er en klassisk psykologisk dobbeltbinding; at hvad end du gør, så er det forkert.

Tara Skadegård Thorsen vil være fornærmet og krænket uanset, hvad du siger og uanset, at du elsker kvinder og smuk hud;

Du vil altid være forkert: Dette er den psykologiske dobbeltbinding overgrebsmanden foretager overfor sit offer; som den pædofile udøver på barnet; som din borderline ægtefælle udøver på dig.

Ikke en svær artikel, når man ser igennem bullshittet.

Jan Mogensen, Kurt Nielsen, Jens Kofoed, Lennart Kampmann, stefan kjær jensen, Martin Lund og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar

Puha, jeg synes at mange af kommentarerne her fokucerer på Tara Thorsens brug - og i mine øjne i høj grad misbrug - af begrebet racisme (men det er nu engang blevdet så moderne).
Hendes pointe er, at det som født i DK, som 2 g'er, adopteret med mørk hud eller mange, mange årig borger i DK er belastende at skulle svare på, hvor man kommer fra - uanset at man taler perfekt dansk og har dansk pas. For det udstiller en ubevidst ide om, at danskere nu engang ER lyserøde.
Det er den ide, vi må væk fra. Så ville også min afdøde far - der i øvrigt ikke have det ringeste imod negre - havde kunnet se Rascheed Lawal som det han var: århusianer/ dansker skønt han ikke havde "hudfarvet hud" som Niels Hausgaard så rammende formulerer det.
P.S. jeg synes, Tara Thorsen i allerhøjeste grad skyder sig selv i foden ved sin brug af begrebet racisme og en trang til offerrolle.

stefan kjær jensen

Ja, det er ærgeligt hvordan reel interesse for andre mennesker skal misforstås som krænkende nu til dags. På mit tidligere studie var der nogle stykker som i tide og utide spurgte ind til min og nogle andre vendelboers accent/dialekt. Selvom det kunne være træls at svare på de samme spørgsmål igen og igen, accepterede jeg interessen for min talemåde. jeg vidste nemlig, at det ikke var i ond hensigt.

Hvorfor vil mange brune gerne være hvide?

I Afrika sælges der masser af sundhedsskadelig blege sæbe og i Asien er reklamer fyldt med hvide kaukasiske kvinder eller blege Asiatiske kvinder.

- At være bleg eller hvid er et skønhedsideal verden over.

Men det stopper ikke her. I mange asiatiske lande er kvinderne vilde med, at få opereret deres næser smal, så de ligner den kaukasiske kvindes næse.

I Danmark har man altid været anset for, at være en bonderøv, hvis man taler Sønderjysk. Det er jo fuldstændig vanvittig.

Og for mig som mand er det den originale kvinde, som er smuk uanset hvor hun kommer fra i verden.

Det originale er smukt og unikt. Det være sig etnisk udseende eller dialekt. Eller en kvinde uden sminke for den sags skyld.

- Det er det naturlige som er skønheden. Ikke det tilpassede udseende eller væremåde.

John Rohde Jensen

Nu må I sku tage jer sammen. Er jeg en skabsracist når jeg taler med fremmed person, som ikke taler et ord dansk og nysgerrigt spørger hvilket land han/hun kommer fra?

Jeg har selv prøvet at være udlænding og selv når vi udlændinge mødtes var nationaliteten det første vi talte om. Som regel havde vi de enormt sjovt med at tage pis på karikaturer af vores nationale egenarter. Det er en endeløs kilde til morskab når ikke man tager sig selv for alvorligt. Alle expats leger den leg.

Indlæget er helt enkelt noget vrøvl.

Preben Haagensen

Det er egentlig en absurd debat, som der burde bruges andre udtryk for end racisme. Der findes jo kun en menneskelig race Homo Sapiens, hvad vores filosofi studerende burde være klar over. Rigtig der har været en anden race Neandertalerne, men de forsvandt da Homo Sapiens indvandrede i deres bosættelsesområder, selv om noget af deres DNA utvivlsomt er gået over i Homo Sapiens.
Evolutionen af forskellige grupper og hudfarver er sket efter vores forfædre (med mørk hud) udvandrede fra Østafrika til nordlige lande da isen trak sig tilbage.
Hele racelæren stammer fra en fransk filosof i 1800 tallet, og hviler på et forkert grundlag, men fik jo et katastrofalt udtryk i nazismen.
Hvis man egentlig skal tale om racisme, må man jo forstå det er noget som alle grupper i verden har gjort sig skyldig i, altså noget alment menneskelig, og vores vestlige civilisation er ikke den værste, da selv om det tager tid, retter vi normalt vores fejltagelser, hvad mange andre ikke gør.
Selve klummen er et forvrøvlet indlæg, som spiller på offer rollen, og derigennem prøver, at få et moralsk overtag.

det er altid godt at diskutere problematiske forekomster i vores kultur, men jeg synes nu forfatteren ikke efterlader meget plads til at røre sig.

Risikosamfundet

Krænkelseskulturen er blevet manifest – den mindste forkerte ytring eller handling, som ikke passer i ens kram, opleves som en kritik af personligheden og man spiller dybt krænket – kan ligefrem også, alt for ofte i visse kulturkredse, postuleres som en eksistentiel trussel, som derfor kræver et øjeblikkeligt aktion i form af alt lige fra én på bærret til egentlige dødstrusler – hvor kommer alt dette juks egentlig fra? …

Sociologen Ulrich Beck peger på, at vi skal være opmærksomme på, at vi lever i en sammenhængende verden, hvor vi i fællesskab producerer en række risici, som får helt håndfaste konsekvenser for vores hverdag. Men Beck har også en vis optimisme i forhold til, at der kan opstå en ny type borgere, som er mere bevidste om, hvilke handlemuligheder det enkelte individ har i forhold til at påvirke udviklingen af nye risici …

Men her tænker Bech mest på ’samfundsskabte risici’ som miljøforurening og sådan noget stads – men bør vi ikke også interessere os mere for en ny type borgere, der lancerer noget man kunne kalde ’kulturskabte risici’ under påberåbelse af, at være noget så elitært som krænket uden selv at ville bidrage med f.eks. den nødvendige tolerance …

Man må da kippe med hatten for dette lidet konstruktive, men ganske fantasifulde forsøg på, at iføre eventuelle opponenter en uaftagelig spændetrøje af skam, arvesynd og tvangsmæssig adfærd.

I min egen studietid var fristelsen til at træde ind i De Binære Oppositioners Land da også stor og besnærende. Flere af underviserne var endog mere end villige til at vise vej.

Det bliver ikke nemmere; én generaliserende teori, man bare kan hælde nedover verden, så den ligner de skønne teorier i de eksotiske lærebøger (og tankerne i det altid opkørte, studentikose sind).

Men, som man nok ved på filosofi-studiet, så er skønhed ikke altid lig med sandhed.

På den ene side et udemærket indlæg til eftertanke, for debattøren har som sådan fat i en rigtig vigtig problematik: hvem definerer hvem som hvad? Og hvornår/hvorvidt har vi ret til at definere andre som dette eller hint? (racist/ikke-racist/tredje mulighed, etnisk dansk/etnisk ikke-dansk, m.m.) Og mest centralt, hvordan kan vi med sund respekt for vores medmennesker håndtere disse definitionsvanskeligheder i dagliglivet uden at skabe en masse problemer for hinanden?

På den anden side er det voldsomt foruroligende og potentielt fornærmende at skulle belæres om, at man ingen evne har til at erkende og definere sig selv (eller i bedste fald kun har ringere evne end udenforstående). Ud fra debattørens indlæg har jeg tabt på forhånd, hvis jeg vil tage et standpunkt ift. racisme, idet jeg åbenbart er racist uanset min personlige historik - en farlig logik der essentielt set bygger på et "alle er forskellige, ergo er alle ens"-paradoks. En total udslettelse og umuliggørelse af et alternativ til racismen. Og hvad standpunktstagen angår er der sandelig mange variationer over dét tema: ingen tvivl om at disse socialt medierede eksempler på næsten karikeret racisme er temmeligt tåbelige, men nu findes der jo også mennesker der lever tilværelser udenfor fjæsbogens vægge og youtube-kommentarernes horrible septiktanke. Da jeg antager at debattøren netop har en bredere horisont end dette, undres jeg noget over dette valg af argumentgrundlag.

Jeg efterlades i det hele taget med nogle brændende spørgsmål: er debattørens deklaration af alle som racistiske mere problematisk end racismen i sig selv, idet den nærmest umuliggør en overvindelse af fænomenet? Og hvis debattøren så skråsikkert kan fortælle mig at jeg er racist uanset hvad jeg ellers måtte indvende, så kan jeg måske også - jævnfør indlæggets overskrift - få at vide om jeg er hvid? Om jeg er velmenende? Hvad mon debattøren ellers med absolut sikkerhed kan afgøre om mig? Et spændende og semi-telepatisk felt at bevæge sig ind i.

Maja Spang-Hanssen, Vibeke Rasmussen, Henrik Nielsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Som jeg måtte svare:"bare i ikke spiser mig", da mine afrikanske kolleger høfligt spurgte, om jeg var bange for at arbejde sammen med dem.

Jan Weis:
' -men bør vi ikke også interessere os mere for en ny type borgere, der lancerer noget man kunne kalde ’kulturskabte risici’ under påberåbelse af, at være noget så elitært som krænket uden selv at ville bidrage med f.eks. den nødvendige tolerance …'

Elitært? Uden selv at ville bidrage?

I mine øjne er det, at føle sig krænket noget af det mest elementære, en person kan opleve og alt andet end elitært. Og det kan uden tvivl have alvorlige påvirkninger på såvel personen som - i sidste konsekvens - samfundet som helhed.

Hvor du så tager det fra, at disse borgere ikke vil bidrage (med fx den nødvendige tolerance...) kunne jeg godt tænke mig, at få et hint på. For mig er denne påstand taget ud af den blå luft.

Hadet starter med sammenrotningen og det eneste sted denne hastigt voksende lidelse spiral kan brydes er i sammenrotningen og hos den der definere "den forkerte".

Studer en gruppe 1. kl. piger.
De laver sammenrotninger, udstøder og nedgør.
Som forsvar bruger de STAKLEN, som man jo skal have undt af.
Den LEDE KÆLLING, som giver kold og groft igen.
HEKSEN, som med klinisk kold nøjagtighed nedslagter.

Mor der rotter sig sammen med børene mod far.
Kvindekampen som rottede sig samme mod mændene.
Sammenrotningen mod flygtninge indvandre.

Sammenrotningen udpeger et offer (udpeget som den forkerte) som det er legalt at hælde sit affald ud over, så udover, at det at blive udstødt er smerteligt og angstprovokerende, bliver ofret også tilført sammenrotningens affald, altså en voldsomt komprimeret mængde lidelse.

Mor gør far til bussemand.
Kvindekampen gør mænd til mistænkelige potentielt børnkrænkende volds individer.
Sammenrotningen mod flygtninge indvandre, gør dem til kvindeundertrykkende svært omgængelig “perker”.

Hadet starter med sammenrotningen og det eneste sted denne hastigt voksende lidelse spiral kan brydes er i sammenrotningen og hos den der definere den forkerte".

Danskere spørger ikke kun indvandrere, men også hinanden, hvor de kommer fra, ligesom de spørger hinanden, hvad de laver. Det er indgroet i vores homogene struktur, og hvis den skal fortsætte med at være homogen, må den bare inkludere nogle flere under den.
Problemet er, hvorvidt spørgsmålet indeholder hierarkiske forestillinger, og det er ikke nødvendigvis tilfældet, men kan meget vel blive det, hvis reaktionen på spørgsmålet er, som om vi ikke var i Danmark, men i resten af verden.
Danskerne driver et samfund, og de vil gerne vide, hvor folk passer ind i helheden, de er også beboere i et lille land, hvor alle er ganske få led fra hinanden, og det gælder også langt de fleste af vore indvandrere.

Et ord kan tales ihjel. Jeg savner en definition og prøver her :

Racer findes !
Positiv og negativ karakteristik af mennesker findes.

Beskrives et menneske positivt - racisme ? Nej.
Beskrives et menneske negativt - racisme ? Nej.
Beskrives en race positivt - er det så racisme ? Nej.
Beskrives race, menneske og det negative sammenkoblet - Måske. En juridisk afgørelse. Læs "racismeparagraffen".
En almindelig, videnskabelig karakteristik af racer kan ikke være racistisk.

Hilsen en dansker af Cimbrer afstamning. Forfærdelige mennesker, de vikinger.

Hmm, jeg er da bestem enig i artiklens pointe eg er enig i artiklens pointe om, at diskrimination sker i alle mulige former for magtstrukturer, men altså come on.. Det kan jo ikke nytte noget, at man ikke en gang må definere hvordan forskellige mennesker ser ud. JA folk er jo forskellige, og JA nogle mennesker er lysere i huden og andre er mørkere i huden, det kan en hver jo se. Hvis vi skaber et samfund hvor man ikke en gang må definere hvordan folk ser ud, så kan vi sgu da lige så godt flytte til forbuds-Sverige og censurere alle brune kager i bageren og alle Pipi Langstrømpe børnebøger. Jeg mener KLART at der er forskel på at sige; "du er sort i huden og derfor er du dum", eller "du er hvid i huden og derfor er du dum", og så at sige "du er mørk/hvid i huden, hvor kommer du fra". Jeg har rejst mange steder i verden og er blevt mødt med alt fra "Mzungu" (hvide menneske på Zwahili) til "white girl", og jeg bliver da ikke fornærmet over at folk KONSTATERER hvordan jeg ser ud - jeg kan jo ikke rigtig sige dem i mod. Hvis vi vil have nogle forhåbninger om at skabe et samfund hvor alle er lige og frie trods hudfarve, køn, eller hvad der nu end skaber divergens, så bliver vi altså nødt til at kunne skelne mellem had/racisme/fordomme og helt almindelige nysgerrige konstateringer og definitioner. Jeg er overbevist om at berøringsangst (som vi ser det i Sverige) ikke skaber mindre had/racisme/fordomme. For at kunne bekæmpe samfundsproblemer er man altså nødt til at kunne definere hvordan og hvorfor folk er og ser forskellige ud. Der hvor problemet opstår er jo netop når man begynder at rangere folk eller italesætte at det ene er bedre end det andet. Men det opstår altså ikke ud af, at man spørger et menneske hvor i verden hun/han genetisk set stammer fra!

Birgitte Gøtzsche, Vibeke Rasmussen, Kristine Skøtt-Jensen, J k og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Maja, jeg har tænkt lidt mere over din holdning med, at det må være ok at spørge til en persons baggrund, når vedkommende taler med accent.

Jeg har forsøgt at forestille mig en situation, hvor jeg i mit hjemland, hvor jeg taler mit eget modersmål, møder en person med en anden hudfarve, der taler sproget perfekt og må erkende, at jeg næppe ville tillade mig, uden videre at spørge ind til vedkommendes baggrund (da det jo er tydeligt, at vedkommende som det mindste er opvokset i landet), så jeg ville umiddelbart se vedkommende komplet som indfødt.

En person der taler det lokale sprog med accent har truffet et valg som voksen om at komme til dette land. Til trods for, at jeg personligt er temmelig træt af at skulle svare på de samme spørgsmål og endnu ikke har fundet en optimal og effektiv måde at håndtere situationen på (som de fleste ønsker jeg jo heller ikke at virke uhøflig og er jo godt klar over, at der ikke ligger nogen dårlig intention bag - blot ubetænksomhed, i hvert fald hvis baggrunden bliver 'boret i'), vil jeg medgive, at det er mere berettiget at spørge til accenten og dens oprindelse. Netop fordi det handler om en voksen persons beslutning og ikke om et menneske, der tilfældigvis bliver født ind i eller opvokser i et land, som andre har taget en beslutning om (typisk forældrene).

Know what I mean?

Britta Hansen: - inden du nu føler dig alt for krænket kunne én form for elitisme f.eks. være, når en underviser i et gymnasium nægter at trykke kvindelige elever i hånden til eksamen og samtidig påberåbe sig særhensyn, som i sin konsekvens definerer et specifikt tilhørsforhold til grupperinger, som samtidig selv skilter med en påfaldende mangel på tolerance - men det er en risiko, samfundet også må leve med …

Nå, DEN diskussion, Jan Weis. Der vil jeg gerne indrømme, at der er nul tolerance fra min side. Over for den diskriminerende underviser, for at forstå mig korrekt.

Kristine Skøtt-Jensen

1.klasse. 1/3 af drengene hedder Noah.
Barn 1: "giv lige bogen til den brune Noah".
Barn 2: "Du må ikke sige Noah er brun".
Barn 1: "Hvorfor ikke? Han er jo brun"
Barn 2: "Så er du racist"
Barn 1: "Hvad er racist?"
Barn 2: "Det betyder at du ikke kan lide folk med en anden farve".
Barn 1: "Jamen jeg kan godt lide Noah"
Barn 2: "Jamen du må ikke sige, han er brun"
Barn 1: "Hvordan kan man så vide, hvaffen Noah der skal have bogen?"

Barn 1 er min datter, og efter den samtale er hun pludselig begyndt at lægge mærke til de andre børns farve som andet end et objektivt karakteristikum, og om det måske betyder noget for, om man kan skal kunne lide hinanden eller ej, og om der måske er noget specielt ved den omtalte Noah.
Så det kan også blive for sart det hele.

Birgitte Gøtzsche, Morten Pedersen, Kurt Nielsen, Vibeke Rasmussen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Tara, allow me to write in English, just to be inclusive of others.

| Skriver lige på Engelsk, blot for at inkludere andre (ikke-Dansk-talende).

Whereas your sentiment (in an emotional context) is understandable enough, the reasoning itself is not quite sound.
Since you're a philosopher, you may be familiar with Stove's Gem. [1]

A sample argument in a similar vein:

One can only declare onself anti-racist if one knows racism.
Therefore, if one rejects racism, one is a racist.

| Man kan kun erklære sig anti-racist hvis man kender racisme.
| Derfor, hvis man forkaster racisme, er man racist.

I sense a whiff of post-modernism (Derrida?), which may be wrong.
It may, however, explain somewhat questionable logic. ;)

Just FYI, I've lived abroad for some years, in a cool multi-ethnic society.
Asking questions towards cultural backgrounds and such, does not seem commonly associated with (negative) differentiation.
In other words, apart from reasoning alone, there's also evidence to consider.

Sincerely
Jørn

[1] http://web.maths.unsw.edu.au/~jim/worst.html

Jeg havde den samme umiddelbare reaktion, som de fleste her på tråden. Men man kan måske godt diskutere, om man sommetider bliver de facto racist, selvom det ikke er intentionen. Nogle gange kan noget udvikle sig, så det bliver racistisk. F.eks Astrid Lindgrens, hvor Pippis far er negerkonge, som jeg heller ikke selv synes er racistisk, men nu hvor det har udviklet sig politisk er jeg ikke længere så sikker. Der kører netop nu en sag i Holland, om den lille sorte Peter, og i den sag er mener jeg faktisk den er blevet så politisk, at jeg synes at figuren sorte Peter er klart racistisk, også selvom jeg tror den ligger på linie med Pippis far. Så nogle gange er man måske de facto racist, uden egentlig at ville det.
http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2014/11/16/133649.htm

Jørgen Bengtsson

Meget tankevækkende artikel. Jeg kan virkelig bruge det og der jo rigtigt at det er utidigt at spøge ind til alle disse ting. Jeg selv har i mange år været praktiserende læge og har været i nogle lidt akavede situationer når jeg har spurgt om hvor folk kommer fra, idet jeg havde brug for at vide om de var fra Jylland eller Hvidovre af hensyn til hvor deres videre behandling skulle foregå. Jeg arbejdede i et område med rigtig mange mennesker fra mange lande i Verden, så det var en dagligdag, men de havde jo børn, som var født i Danmark og disse børn forstod jo så mit spørgsmål som ville jeg vide hvilket land de stammede fra! Undertiden var de da forbløffede når det gik op for dem at det ikke lige var det, der var mit spørgsmål.
Men, rigtig godt at problemerne tages op som i denne artikel - tak for det.

Kurt Nielsen, charlotte keck og Camilla Golden anbefalede denne kommentar

Racisme :
1 - Juridisk strafferetsligt begreb : .....offentligt...trues, forhånes og nedværdiges p.g.a. sin race......
2 - Udefineret sludder og vrøvl, henhørende under ytringsfriheden.

Bravo, bravo! Meget indsigtsfuld artikel! Dens indhold vil helt sikkert afføde mange protester, men det er jo en del af billedet. Vi VIL ikke kendes ved os selv som værende andet end "farveblinde". Men den systemiske racisme vi lever i, den findes også i vort ubevidste. Også når vi mener det godt og iøvrigt er gode, rare og medmenneskelige mennesker. Indtil, måske, vi erkender den i et snært her og der – og aktivt kan modarbejde den i os selv. Denne artikel er en begyndelse!

Kurt Nielsen, charlotte keck og Per Langholz anbefalede denne kommentar

Camilla G.

Mener du dermed, at fordi en studerende har skrevet en artikel hvor han fremkommer med et postulat , så er andres modsigelse af dette postulat lig med at postulatet er sandt ?

I så fald er dette er ret primitiv logik.

-"Jeg påstår at jorden er flad, men ved at folk vil protestere"

-"jamen; Jorden er jo rund !"

- "Der kan I bare se "

ha ha, nej det mener jeg ikke! Hvorfor skulle jeg dog det!

Men for nu at bruge dit eksempel, så ser vi at påstanden "at folk vil protestere" viser sig at være sand nok.
Om "jorden er rund" også er sandt må man jo så undersøge for at vide med sikkerhed. (!)

Det er to forskellige ting.

Camilla G.

Vi havde en lignende debat for få dage siden.
Her kom en artikel-skribent med det postulat at "Alle danskere er racister, de vil bare ikke indrømme det".

Et sådant postulat, vil ved modsigelsen ; "Jeg er ikke racist", straks af skribenten blive betragtet som en beskæftigelse af sit postulat.

I denne artikel stiller skribenten et lignende postulat op, hvor han sætter en præmis for hvordan modtagere opfatter spørgsmål.

Men det er dog langt fra sikkert at ret mange modtagere vil opfatte det sådan.

Ren snik-snak med rod i den "politiske korrekthed"

Kronikøsen og nogle krænkede debattører får det meget nemmere og kan slappe helt af i fremtiden – da har alle terrestriske hominider nemlig stort set samme hudfarve – og de skønneste kvinder kommer til den tid stadig fra Java og øerne deromkring – men som de gamle vikinger altid sagde: det er godt at blande blod – det giver sådan en pæn teint – selv uden sminke …

Mads Algreen Torp

Jeg vil absolut ikke undsige din kritik som et hele. Du kan have fat i noget centralt som majoriteten i et givet samfund, kan være komplet blinde for.

MEN

Jeg er altså meget uenig i din præmis om at;
"noget så simpelt, som at en hvid person spørger til en brun persons oprindelse, er racistisk. Ikke fordi personen aktivt vælger racisme-ideologien til, men fordi en hvid person definerer en brun som ikke-dansk."

I mine øjne er det fuldstændigt sideordnet at spørge Stine med den anderledes dialekt hvor fra i landet hun kommer, som at spørge Sarah hvor hun (også?) har etniske rødder henne.
Begge dele finder jeg interessant.
Det kan være sjovt nok at vide at Stine er fra Aalborg, men var hun fra Thy havde vi haft en masse fælles at snakke om, der har jeg nemlig venner.
At Sarahs far er Marokkaner, finder jeg veldigt interessant, da jeg har rejst og har venner i Marokko.
- Skulle jeg nægte mig selv og min samtalepartner den viden, udveksling, og samtale af frygt for at det skulle opfattes racistisk?

Her kommer lige et "tilbage"-bjæf:
...Den subalterne har også en magt der kan være svær at give fra sig; den moralske magt til at positionere de andre som amoralske "undertrykkere" ... sagde Spivak engang.

John Christensen

Spøjst, ikke at være stolt af sit ophav, var min første og umiddelbare reaktion. Dernæst ærgede jeg mig over at sidde med papiravisen uden at være online.
Debatten råder allerede bod på at rette op på Taras vildfarelser, i forhold til racisme og ikke-racisme.

Hvor er du fra.......jeg er fra havnen, sang Jokeren, som i virkeligheden kommer fra Hillerød!
Det fremgik i det mindste af klistermærker på lygtepæle på Christians
Havn.

Jeg er opvokset i provinsen.
Et sted hvor dialekterne, indenfor et ret begrænset geografisk område, var ret store.
Kom du blot 10 - 20 km udenfor hovedbyen, talte man "fint" i skolen - for at undgå mobning, og for at blive forstået!

Efter min opfattelse - er det da hamrende interessant hvor du kommer fra - hvis jeg skal kunne interagere med dig, i en ligeværdig dialog. Med respekt for din kultur og dit sprog mv. naturligvis.

Taras indlæg synes jeg, beder os om, at holde op med at være sådan som jeg i grunden selv holder meget af at være. Nysgerrig på hvem er du, hvad er du rundet af?

Gad vidst om det kan være fordi hun kommer fra et sted, som vi ikke er begejstrede for?

Min søn er halv brasilianer, brun og høj. En rigtig eyecandy!

Alle kan lide brasilianere!
Vel især på grund af fodbold, karneval og samba, og deres smeltedigel af racer. Alt blandet sammen i en pærevælling.
Også det at de lever i nuet, i betydelig højere grad end vi selv gør, gør dem spændende.
Mine egne aner er til dels ukendte og uinteressante. Jeg har sikkert i nogen grad sigøjnerblod i årene - og det er jo ikke nær så eksotisk og "interessant", som eksempelvis min søn..
Kunne faktisk godt tænke mig at vide hvor Tara kommer fra?
Er fintfølenhed evt. karakteristisk for mennesker derfra, så er da jo en forklaring.

Jeg er "ikke-racist" i ordets egentlige forstand, men jeg nysgerrig på - hvor du er fra. Hvad du rummer og er rundet af. Jeg anerkender ikke Taras præmis.
Man skal ikke stigmatisere folk ud fra race, etnicitet, nationalitet, mv., men der fra og så til ikke at måtte stille bestemte spørgsmål uden at være racist. Den køber jeg bare ikke.

God dag der ude

Vi hvide europæere har undertrykt verden og faktisk udryddet en hel del af de brune mennesker og udnyttet resten.Vi har smadret mange kulturer og har ødelagt infrastrukturene, så de kulturer blev afhængig af den infrastruktur, som "de hvide" medbragte og pressede ned over hovedet på folk. Og lokkede/tvang dem til at gå over til vores religion.
Den er svær at løbe fra.
Når det er sagt, så ligger der sikkert for mange en helt uskyldig interessse for, hvor folk kommer fra, når de nu ikke ligner os.
Men det er da klart, at det bliver følsomt og overfølsomt for dem, der føler sig patroniseret af det.
Og her gør det da ikke noget, hvis vi hvide prøver at forstå dét.
Det var samme problem, rødstrømperne gjorde opmærksom på. Rødstrømpe har alle dage også været et skældsord, som antyder at en kvinde er skinger og frustreret.
Sådan har det egentlig været hele tiden. Rødstrømper blev af mange i 70'erne, både mænd og kvinder, set som skingre frustrerede mennesker.
Ikke desto mindre gik det op for min datter, hvor rå kvindeundertrykkelsen havde været i 60'erne, da hun så en hel del af Madmen. Dér kunne hun se den nedgøring af kvinder, som var helt almindelig og accepteret, og som rødstrømpebevægelsen og andre tiltag fik ændret på.
Så Tara. Du har fat i den lange ende. Men du får høvl for det, ligesom rødstrømperne

Birgitte Gøtzsche, Kurt Nielsen og Britta B. anbefalede denne kommentar

Hygge Factory

Ved lidt søgning på nettet kan man ret hurtigt finde frem til, at Tara ikke kun er filosofistuderende på KU, men også med i (initiativtager til?) en såkaldt 'non-profit' organisation kaldet Hygge Factory. Her præsenterer hun sig selv på følgende måde:

"Tara er især et menneske med interesse for andre mennesker og hvad de kreerer,og så dyr. Hun læser filosofi på KU, og har i løbet af hendes liv øvet sig en del på både at modtage og give feedback på andres og egne projekter. Hun er fascineret af menneskers forskellige oplevelser af verden, og nyder at lære af andres historier og liv. Hun tror på at kommunikation højest sandsynligt er en af de stærkeste løsninger på det meste her i verden. Og kommunikation som kunst kan være vejen til lykke."

Jeg indrømmer gerne, at jeg er lidt målløs. Hvordan hænger hendes indlæg i Information, hvor hun igen og igen slynger stereotype karakteristikker i hovedet på andre, sammen med denne sympatiske selvfremstilling, der lovpriser interkulturel kommunikation. Kan man overhovedet interessere sig for, ja blive fascineret af "menneskers forskellige oplevelser af verden", hvis man ikke må omtale (ja endog ikke tænke på) menneskers forskellighed?

Jeg spørger bare, for jeg kan ikke få det til at hænge sammen - logisk. Men jeg begynder at danne mig et indtryk af de mulige motiver og årsager. Dem lader jeg ligger hér.

Nettets paradoks, Mihail Larsen! At problematisere sin base og måske også gribe fat i nogle erfaringer, der modsiger den ideelle og generelle strategi for sin færden i livet. Det, synes jeg, der i den grad er brug for og skal være plads til.

Ja, Peter

- men stregen i sandet går der, hvor en personlig inkonsistens ikke kun er et personligt problem, men bliver blæst ud i hovedet på alle andre som DERES problem. Med fare for at lyde belærende og undertrykkende, så er forståelsen af denne forskel det, der adskiller den voksne fra barnet.

Den sværeste kunst mellem mennesker er ikke, at blive enige om f.eks. at sende en bemandet rumraket til Månen eller forske i unge OB-stjerners magnetiske felt fra et observatorium på en bjergtop i Chile – men at kommunikere fornuftigt med andre mennesker – gammel lærdom fra min professionelle tidsalder …

I dag skilter 'barnet' bare med – jeg er i gang med at tage min Ph.d. inden for filosofi på KU – det lyder da meget godt, men hvad fører det til og hvad bliver kvaliteten af outputtet - narcisismens postmoderne apoteose – her gælder det ikke om at kunne noget, men bare at synes af noget …

Karen Helle Grue
Hun får høvl fordi hun kommer fra ”stakkel kvinden”, som er kvindagtighedens hæsligste ansigt, hvis du spøger mig.

Mange af kommentarerne i denne tråd viser tendenser, der mere end alt andet retfærdiggør artiklen og dets indhold.

Artiklens forfatter bliver nedgjort, latterliggjort, hånet. Vigtige elementer tages knapt nok op eller tråden forfølges ikke videre (fx evt. kolonialistisk tænkemåde ved projekter i de såkaldte u-lande). Nogle kommentarer om mulig parallelisering mellem racisme-problematikken og kønsproblematikken bliver endda slettet.

Jeg formoder, at mange af kommentatorerne bruger disse midler, da DE føler sig krænket. Krænket, fordi de nu troede, de var så åbne, uforbeholdne og gennemgående anti-racister, at de nægter enhver berøring med emnet, afviser enhver refleksion over, hvorvidt i det mindste elementer i artiklen kunne være sande.

Den åbenlyse mangel på empati og indfølingsevne, jeg har læst mange steder i tråden er svær at sluge. Jeg må acceptere, at det er sådan. Skuffet er jeg alligevel.

Tak for artiklen, Tara. Og godt, at der i det mindste kom en diskussion i gang. Den er meget påkrævet.

”Stakkel kvindens” manipolerende og falske budskab om at omgivelserne skal tage ansvar for at indrette sig efter hende fordi hun er en stakkel, må være det mest frastødende kvindagtigheden endnu er kommet op med.
Jeg vil ikke ha’ hende og jeg vil ikke tage ansvar for hende, hverken som mand eller som menneske.

Britta Hansen
Tara har da klart en (god) pointe. Lige som vi aldrig fuldstændig kan sige os fri af vores køn, kan vi heller ikke fuldstændig ignorere vores race (farve). Det gælder i øvrigt også en masse andet: Vores kultur, vores sprog, vores opvækst. Vi slæber alle rundt med en kuffert fuld af historiske erfaringer, der med større eller mindre kraft indvirker på vores opfattelse af andre mennesker.

Men Tara nøjes ikke med en sådan, historisk relativ konstatering. Hun foretager en absolutering, der stiller hendes diskussionspartnere skak-mat på forhånd. Vi er racister, uanset hvad vi selv mener, tænker og gør. Ligesom mænd er chauvinister, bare fordi de er mænd. Basta. Det giver jo ingen chance for 'kommunikation' - endsige for 'empati'.

Det er hendes retoriske arrogance, der får mig op af stolen. Ikke hendes invitation til selvkritik og samtale - for det lægger hun ikke op til.

Birgitte Gøtzsche, ellen nielsen, Carsten Hansen, Jens Thaarup Nyberg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Splittet mellem enighed og uenighed med din konklusion, Mihail Larsen. Artiklen kan virke, som om alle skæres over en kam med stagnation til følge.

Men der er nogle åbninger, hvor læseren har mulighed for at sætte ind:

'Logikken er lidt den samme som hos hjælpearbejderen, der rejser til ’Afrika’ for at redde de stakkels små sorte helt UDEN AT TAGE HENSYN TIL det racistisk-kolonialistiske underlag og uden at gøre sig overvejelser om de paternalistiske patriarkalske implikationer, der ligger i at være hvid og ville redde ’de mindre udviklede’.'
Med mindre, samtlige 100% af hjælpearbejdere ikke tager hensyn til det r-k underlag, er de hjælpearbejdere, der reflekterer over underlaget ikke omfattet af denne kritik.

'Racisme er blevet en præmis frem for et aktivt tilvalg. Noget så simpelt, som at en hvid person spørger til en brun persons oprindelse, er racistisk. Ikke fordi personen aktivt vælger racisme-ideologien til, men FORDI EN HVID PERSON DEFINERER EN BRUN SOM IKKE-DANSK .'
Læseren kan spørge sig selv, hvordan han/hun de facto definerer det at være dansk og hvem der egentlig er omfattet af denne definition.

'FØRST NÅR MAN ANERKENDER DET; anerkender, at nogle farver har tilhørende privilegier, mens andre ikke har, kan man begynde at snakke om anti-racisme. Kategorien ’ikke-racist’ er en umulig kategori i vores tid.'
Så selv Tara giver læseren en chance her. Ved at anerkende forholdene som de er. Derfra kan udvikling og ændring ske.

'Vi er alle sammen ofre, brune som hvide, for den racisme, VI SELV HOLDER PÅ, da den er et uomgængeligt produkt af vores historie og vores samfund. '
Igen her er det den enkelte, der kan give slip på racistiske automatismer (de skal dog lige opdages og anerkendes først) - dvs. mulighed for handling.

Ja, vi er 'fanget' i den samme spiral, de hvide og de brune. Og der skal fælles beslutninger og handlinger til at bryde spiralen.

Invitere til selvkritik?

Ja-da. Det kan man skam godt ved at møde andre mennesker med et åbent sind. Det gør det muligt for 'den anden' at reflektere over egne fejl uden straks at krybe i en pindsvinestilling eller skyttekrav.

Et egnet eksempel kunne være forrige års lærerkonflikt. Her mødte regering og kommuner op arm-i-arm med en dundrende mistillid til lærerne (en mistillid, som de også fodrede offentligheden med). Lærere er naturligvis ikke fejlfri, og der var plads til reformer - det erkendte og anerkendte ikke mindst Danmarks Lærerforening. Men når man udsættes for et stalinorgel af beskyldninger, er det mest naturlige at indtage en forsvarsposition og spare på indrømmelserne.

For årtier siden prøvede jeg det samme på RUC. Her var mildest mange forskellige meninger om den faglige politik, men et massivt, ydre, politisk pres (der også rummede trusler om nedlæggelse af universitetet), fik en tid lang medarbejderne til at nedtone deres interne uenigheder for at stå sammen mod det ydre pres.

Hvis jeg i dag får at vide, at jeg er racist og chauvinist uanset hvad jeg tænker, mener og gør, så er det første, jeg kommer i tanke om, ikke at gå til bekendelser, piske mig med selvbebrejdelser og lægge mig fladt ned, men at stå op og sige: Hvad fanden bilder du dig ind?

Birgitte Gøtzsche, Nic Pedersen, Vibeke Rasmussen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lærke-Sofie Klok Due

BEGREBSMÆSSIG UKALRHED I ARTIKLEN!

Det, denne artikel mangler, er et mere nuanceret syn på, hvad racisme er.
Som jeg ser det, findes der nemlig to former for racisme.

A) Strukturel racisme. Den institutionaliserede racisme, der gennem vores sprog, historie og systemer underlægger mennesket en racisme, der ikke sådan lige er til at slippe af med.

B) Intenderet racisme: Det, at et menneske ikke ønsker at ændre ovenstånde form for racisme, velvidende, at den eksisterer.

Det vil altså sige, at for så vidt man vitterligt ønsker at ændre det historisk betingede racistiske system (eller system med racistiske tendenser, for at udtale sig mere nuanceret) mener jeg godt, man kan sige, man er ikkeracist - også uden samtidig at være det!

Birgitte Gøtzsche, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen og Britta B. anbefalede denne kommentar

Sider