Kronik

Hvide, velmenende ikkeracister er også racister

Jeg vil ikke have at vide, at jeg skal se det som en god ting, at jeg er eksotisk; og jeg vil ikke have at vide, at jeg ikke skal skamme mig over min baggrund, når jeg nægter at dele mit stamtræ med fremmede, hvide mennesker. Jeg vil ikke legitimeres af en hvid person … jeg vil ikke overrækkes min danskhed
Jeg vil ikke have at vide, at jeg skal se det som en god ting, at jeg er eksotisk; og jeg vil ikke have at vide, at jeg ikke skal skamme mig over min baggrund, når jeg nægter at dele mit stamtræ med fremmede, hvide mennesker. Jeg vil ikke legitimeres af en hvid person … jeg vil ikke overrækkes min danskhed

Josephine Kyhn/iBureauet

15. november 2014

I den senere tid, efter Dan Park-sagen og Nationalpartiets fødsel, er det blevet trendy blandt hvide danskere at bruge sociale medier til at tage afstand fra racisme. Det foregår ved at dele eksempler på højreekstrem racisme i form af statements som f.eks.: »Stod det til mig, skulle alle de sorte aber have et nakkeskud,« og tilføje en statusmeddelelse, hvor man tager afstand til racisme, idet man jo ikke selv er racist. Ofte tilføjes en linje om, at brune mennesker ikke må tro, at alle danskere er racister, og at brune mennesker skal føle sig velkomne i Danmark … måske tilføjes endda noget i stil med: ’De er jo danskere’.

Jeg er et utaknemmeligt brunt menneske. De racistiske bemærkninger, som bliver delt i stimevis på sociale medier, er rettet mod mig udelukkende på grund af min hudfarve. Hvides hyldest til egen ikke-racisme emmer af uerkendte privilegier. Jeg bliver utrolig stødt. Racisme er ikke kun en disciplin, der dyrkes af højreekstreme nynazister.

Racister er vi alle. Det er en nødvendig konsekvens af vores historie, som gennem tusinde år har dyrket et farvehierarki. Konsekvensen af den racismeblindhed, som bliver dyrket i fetichlignende grad for tiden, er, at racismen trives endnu bedre.

Hvidhedsdyrkelse og racisme

En hvid person har ikke noget at miste ved at dele og tage afstand fra højreekstrem racisme. En sådan proklamation er med til at dyrke afsenderens idealiserede selvbillede som god mod verden. Logikken er lidt den samme som hos hjælpearbejderen, der rejser til ’Afrika’ for at redde de stakkels små sorte helt uden at tage hensyn til det racistisk-kolonialistiske underlag og uden at gøre sig overvejelser om de paternalistiske patriarkalske implikationer, der ligger i at være hvid og ville redde ’de mindre udviklede’.

Udover den hvide gruppemasturbation dyrker alle disse påstande om ikke-racisme diskursen om, at racisme ikke for alvor findes i Danmark.

Det er en måde at sige, at racister kun findes på de ekstreme fløje; ikke i det ’rigtige’ Danmark. Den slags påstande er grov vold mod brune minoriteter. Det er at fratage den brune person berettigelsen til at opleve racisme, for det må være en umulighed, hvis racisme ikke findes her. Det er umuligt for en hvid selverklæret ikke-racist at handle racistisk, for personen er jo ikke-racist.

Selve proklamationen ’jeg er ikke-racist’, er racistisk. Hvis du er hvid og kalder dig ikke-racist, insisterer du på, at du ved, hvad racisme er, og i hvert fald hvor det ikke er.

Næste skridt er at kalde minoriteter for overfølsomme, for hvis du ikke er racist, og nogen bliver stødt af, hvad du (eller nogen du minder om) gør eller siger, kan det umuligt være dig, den er gal med. Du har jo højt og helligt sværget, at du ikke er racist.

Populæropfattelsen af racisme er, at der skal være intention bag. Men racisme er ikke kun intentionel. Når racisme er indgroet i systemer, strukturer, sprog og mennesker, er intentionen ikke at finde længere.

Racisme er blevet en præmis frem for et aktivt tilvalg. Noget så simpelt, som at en hvid person spørger til en brun persons oprindelse, er racistisk. Ikke fordi personen aktivt vælger racisme-ideologien til, men fordi en hvid person definerer en brun som ikke-dansk.

Man udøver den magt, som den hvide mand igen og igen har udøvet gennem historien: Man producerer og reproducerer racer, stereotyper og en brun persons udanskhed.

Masochistiske magtudøvelser

Hvide menneskers dyrkelse af deres egen ikke-racisme er en demonstrativ magtudøvelse. Man demonstrerer sin magt til at definere sin magt til at positionere sin magt til at legitimere.

Man definerer den brune som dansk/ikke dansk ved at tale om denne som enten ’indvandrer og efterkommer,’ eller som ’du-er-jo-dansk,’ som oftest i en kombination. Budskabet bliver: Du er dansk, men ikke rigtig-dansk. Det er den hvide, som bestemmer, hvilken kategori den brune tilhører.

Man demonstrerer sin magt til at positionere ved at holde sig selv i den definerende position og ved at påstå at varetage den brunes interesser.

Det er en paternalistisk hånende, masochistisk måde at bestemme for andre, hvad racisme er for dem ved at tvære billeder af ekstrem racisme ud i hovedet på dem. Det er at udøve vold at dele voldelige billeder, som nødvendigvis er voldelige mod den brune, ikke den hvide.

Ved som hvid at fortælle, hvad racisme er, hvem den brune er, og hvilken racisme der er racisme, fratager man en brun person hans eller hendes ret til selvbestemmelse og indflydelse.

Man fastholder sin magt til at fælde dom over, hvad der er legitimt og illegitimt. Det er legitimt at kalde højrenationalister for racister, men det er kun hos dem, man finder racismen. Det er ikke legitimt at kalde den hvide ikke-racist for racist. For denne ved, hvad racisme er. Forsvaret er klaret – de brune kan ikke påstå, at der er racisme i Danmark.

Vi er ikke lige

Brune og hvide mennesker er ikke lige. Vores hverdag er ikke lige, og vores muligheder er ikke lige. Den hvide persons position er privilegeret.

Hver gang jeg læser racistiske kommentarer, gør det ondt i mig, fordi det er mig, kommentarerne retter sig mod. Når en hvid person læser de samme kommentarer, oplever han dem ikke, som en brun person gør. Derfor kan det ikke understreges nok, at farve findes, og farve har effekt og indflydelse.

Først når man anerkender det; anerkender, at nogle farver har tilhørende privilegier, mens andre ikke har, kan man begynde at snakke om anti-racisme. Kategorien ’ikke-racist’ er en umulig kategori i vores tid.

Kun ved at sætte sig ind i, hvad racisme egentlig er, og hvordan man selv er en del af problemet, kan man begynde at fornemme en løsning: At stoppe med at udøve den magt, man har på baggrund af sin privilegerede position. Den eneste magt, man som hvid person mister ved dette, er magten til at undertrykke. Og man kan endda genoptage den, når som helst man vil, for det er et af privilegierne, ved at være hvid.

Når man påstår menneskers lighed, kan man kun gøre det som en moralsk dom. Det eneste lige mellem hvide og brune mennesker er deres værdi. En sådan påstand er en holdning, man må tage op med sig selv, om man kan erklære sig enig i eller ej. Men så længe man er overbevist om, at hvide og brune mennesker har lige muligheder, udøver man en magt, som vedligeholder hvidt hegemoni.

Hvis de eksisterende magtstrukturer skal ændres, må vi erkende, at vi altid selv har en rolle, ud fra hvordan vi er givet til situationen.

Er du hvid, har du højest sandsynligt privilegier. Er du brun, har du højest sandsynligt ikke de samme privilegier.

Jeg vil ikke legitimeres af en hvid person – jeg vil ikke overrækkes min danskhed, jeg vil ikke have at vide, at jeg skal se det som en god ting, at jeg er eksotisk, og jeg vil ikke have at vide, at jeg ikke skal skamme mig over min baggrund, når jeg nægter at dele mit stamtræ med fremmede, hvide mennesker.

Vi er alle sammen ofre, brune som hvide, for den racisme, vi selv holder på, da den er et uomgængeligt produkt af vores historie og vores samfund. Men vi er ikke alle ofre for racisme.

Tara Skadegård Thorsen studerer filosofi på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Friis
  • Tanni Kromann
  • Philip B. Johnsen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Reda Ammari
  • Markus Lund
  • Anne Eriksen
  • Niels Duus Nielsen
  • Britta Hansen
  • Rasmus Underbjerg Pinnerup
  • Torsten Jacobsen
  • charlotte keck
  • Thorbjørn Aksel Nielsen
Michael Friis, Tanni Kromann, Philip B. Johnsen, Robert Ørsted-Jensen, Kurt Nielsen, Reda Ammari, Markus Lund, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Britta Hansen, Rasmus Underbjerg Pinnerup, Torsten Jacobsen, charlotte keck og Thorbjørn Aksel Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fair nok, men det afskærer jo debatten. Jeg vil gerne forsøge at omformulere de passager, der forekommer 'ulæselige' - hvis du ellers vil give mig et hint.

Jan Weis,

Tak for dit svar. Jeg er ikke helt enig med dig og synes, at en sætning som: Da alle mennesker er mennesker og har samme værdi, skal alle mennesker behandle hinanden grundlæggende på lige vis, alle mennesker skal have ens chancer i verden og udvises samme respekt.

Alle mennesker kan også fejle. Men lad os da tage det som udgangspunkt!

Britta Hansen

Kronikkens offensive tilgang til fænomenet racisme - et sejlivet tema, som ingen vel ved sine fulde fem kan eller vil acceptere - minder mest af alt om alle disse ørkesløse diskussioner om kønsdiskriminering, kvoter og andet godt fra de militaristiske feministas og deres ’krigsretorik’, hvor lavementerne som regel starter med useriøse anklager mod andre - patologisk betinget næsten udelukkende mennesker af hankøn - 'disse svin' (jfr. en aktuel debat) …

Erindrer også i den forbindelse en disput her i spalterne, hvor amerikanske (igen!) feminister anklagede den for længst afdøde Isaac Newton – ham 1600-tals fysikeren, du ved – for at være ’male chauvinist’ eller noget lignende deromkring – det er ikke altid en fordel, at alle lærer at læse og skrive eller studere på universitetsniveau – især ikke folk med skjulte dagsordner …

Derovre har rabiate koner, endda som regel med akademiske uddannelser – også i filosofi, travlt med at finde historiske ’hår i suppen’, og naturligvis går en Immanuel Kant heller ikke fri – men denne bizarre tilgang til ’kønsdebatterne’ finder så desværre også vej over dammen og forplumrer mere end oplyser – her er en Annegrethe Rasmussen på nærværende dagblad hurtig ved sprøjten til at viderebringe disse ’skyller’ af uartikuleret amerikansk feministisk middelklassefilosofi hældt ud over de formastelige ’mænner’ – døde eller levende, det generer ikke de store ånder – men det gør hun professionelt i oplysningens tjeneste! …

PS: tror nok din sætning kunne trænge til en mindre ’kantiansk afpudsning’ – noget med ’middel’ og ’mål’ …

Jan Weis: vil du være så venlig, at udvikle sætningen videre, så den bliver lidt mere brugbar? Det synes jeg, kunne være en fin og frugtbar afslutning på vores udveksling :-)

Britta Hansen – behandling og behandling kan være flere ting -
Handl, således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål. - men det er sikkert også det du mener - og tak for 'udvekslingen' … :-)

Jan Weis - fint forslag og definitivt mere filosofisk og abstrakt udtrykt. Det giver dog muligvis en masse plads for fornyede spekulationer. Jeg holder på min sætning, du på din, så er der dobbelt tjek på problematikken!

Lige en anden vinkel.

Er der et mildt asocialt temperament i Tara's artikel?
Enhver har selvfølgelig ret til at være asocial, men det gør vel ikke mere øhh selskabelige folk til racister? :-)

Mike Tyson (mørkhudet bokser) og A J Ayer (blegfjæs filosof) rendte på hinanden til en fest:

Tyson til Ayer: "Do you know who the fuck I am? I'm the heavyweight champion of the world."
Ayer til Tyson: "And I am the former Wykeham Professor of Logic. We are both pre-eminent in our field. I suggest that we talk about this like rational men."

Og så fik de efter sigende en god snak.

Vibeke Rasmussen:

På din beklagelse af udeblevet undskyldning på den angivelige skidtspand, jeg skulle have hældt ud over dig, har jeg så læst vores respektive kommentarer igennem og har også lyttet til den omtalte del af P1 udsendelsen (hvilket faktisk gjorde en forskel for mig og giver mig bedre indsigt i den beskrevne situation).

Det er den svenske kvinde selv, der i sin introduktion nævner, at hun kommer fra Sverige og at hun nok taler lidt 'svansk'. Peter Lund Madsen gentager blot hendes ord og tilføjer så 'men ved du hvad, du snakker rigtigt godt'. Det virker ikke, som om han vil gøre mere ud af det, og han tilføjer bare, at hvis der skulle opstå et sprogligt problem, vil han være behjælpelig.
Du skriver så efter situationsbeskrivelsen: Måske man fremover, for at undgå mistanke, bare skulle tage den udtryksform til sig, hvis man vil rose nogen for deres sprogkundskaber. :)'
Hvilken udtryksform - 'svansk' eller '...du snakker rigtigt godt'.

Hvad er det så derudover, jeg har misforstået?

Du taler om at 'rose' nogen for deres sprogkundskaber, og det var det jeg hæftede mig ved og svarede på. Mit svar var hidsigt og temperamentsfuld, men jeg ser ikke, at jeg hælder noget som helst ud over dig, og jeg bliver ikke personlig i mit svar. Jeg tilkendegav, at jeg følte mig provokeret. Det skal ses på basis af mine personlige oplevelser, som jeg har beskrevet gentagne gange i tråden, at jeg blev oprevet over tanken, at skulle roses for sprogkundskaberne. Og jeg specificerer, at dette er specielt belastende, hvis det har stået på igennem flere årtier.

Og selv om jeg i en anden kommentar rent faktisk ændrede mit syn på, hvorvidt det kunne være mere berettiget, at spørge en person med accent end en person med afvigende hudfarve, der taler perfekt dansk, om sin herkomst, så bliver jeg alligevel berørt af emnet 'rose sprogkundskaber'.

Den svenske kvinde har gjort det helt rigtige, en taktik, jeg tit selv bruger i lignende situationer (hvis jeg skal tale i forum eller foran en gruppe): hun nævner som noget af det første sin baggrund. Jeg har så aldrig fundet på sådant et udtryk, fordi jeg ganske enkelt taler dansk med accent og ikke en blanding mellem to sprog (hvilket muligvis er tilfældet hos den svenske kvinde, det må andre bedømme). Jeg bruger denne taktik for at frigøre de andre for hele tiden at spekulere over 'hvor er det hun kommer fra' og for at undgå, at spørgsmålet kommer (under garanti).

Vibeke, jeg beklager, hvis min kommentar virkede arrig og stødte dig, der jo egentlig prøvede at komme med et indlæg, der skulle virke lidt morsom. Beklager, at jeg ikke helt forstod/forstår det morsomme i det og ikke kunne smile.

Vibeke Rasmussen

Britta Hansen, nu er det ofte nemt at gå fejl af hinanden, når man kun kommunikerer på skrift. Men jeg tror desuden, at du og jeg læser og hører ting meget forskelligt, og derfor sikkert går endnu mere fejl af hinanden. Min kommentar om ordvekslingen fra 'Hjernekassen' var ment som et forsigtigt opråb til at slappe lidt af og ikke se racisme allevegne. I en tråd – denne ;) – hvor kommentarerne til et indlæg, som vi var/er flere, der fandt/finder meget ubehageligt, også var ved at udvikle sig til at blive ubehagelige. Derfor kom din reaktion helt bag på mig. Måske overreagerede jeg, men min reaktion var om ikke andet ærlig. Ingen bryder sig om at blive kaldt racist, eller som jeg – måske fejlagtigt – fornemmede, at du insinuerede jeg var; især ikke når man selv véd bedre.

Men jeg kan også se, at vi, du og jeg, oplever udsendelsen, som jeg refererede til, næsten fundamentalt forskelligt – i øvrigt har jeg stor respekt for, at du har gjort dig den ulejlighed at finde frem til udsendelsen og har lyttet til den. Men vi hører bare noget forskelligt. Jeg hører overhovedet ikke noget forsøg fra den svenske kvindes side på at bruge en 'taktik'.

Måske fordi jeg er bekendt med både udsendelsen og værten, er jeg overbevist om, at Peter Lund Madsen simpelthen ikke har det i sig at være hverken nedladende, patroniserende, have en skjult bagtanke med det han siger eller noget som helst andet i den stil. Han introducerer den første gæst ved blandt andet at påpege, at allerede når hun nu begynder at svare på spørgsmålet "Hvem er du?", får vi noget at vide. Og det gør vi jo! Vi finder ud af, at hun er svensk! Det er så fint set og sagt. Efter at have præsenteret sig tilføjer hun så, "jeg er svensk og snakker lidt svansk", hvortil han siger at ja, hun snakker svansk, men hun snakker også rigtig godt. For mig er der intet odiøst i den ordveksling, intet. Tværtimod syntes jeg, det var et godt eksempel på, hvordan vi kan kommunikere, tale sammen og forstå hinanden, selv om vi ikke taler hinandens sprog perfekt. Det nævner Peter Lund Madsen også senere i udsendelsen, hvor han med en henvisning til hendes forklaring om bakterier og 'alt deres væsen', nævner, at han vil meget hellere interviewe hende end en bakterie, for "vi kan snakke sammen, selv om vi kommer forskellige steder fra". Ja, og det er da mageløst.

Mht at rose andres sprogkundskaber, er der for mig heller ikke noget som helst negativt i det: Jeg nærer den dybeste beundring for mennesker, der kan udtrykke sig velformuleret i tale såvel som på skrift. Jeg er som man siger på engelsk en 'sucker' for veltalenhed. Modsat dig, der, som jeg forstår det har haft dårlige oplevelser med at få spørgsmål angående din accent. Det finder jeg beklageligt, ikke mindst fordi jeg personligt synes, at dansk er allermest charmerende, når det bliver talt med accent. :)

I øvrigt har du anbefalet den kommentar, vi 'talte' om. Men det skal nu ikke skille os. Tværtimod. ;)

Vibeke Rasmussen

Det virker virkelig, som om vi har svært at kommunikere og/eller at forstå hinandens tanker.

Du skriver: 'Jeg hører overhovedet ikke noget forsøg fra den svenske kvindes side på at bruge en 'taktik'. - Måske fordi jeg er bekendt med både udsendelsen og værten, er jeg overbevist om, at Peter Lund Madsen simpelthen ikke har det i sig at være hverken nedladende, patroniserende, have en skjult bagtanke med det han siger eller noget som helst andet i den stil.'

1. Prøv at udskifte begrebet 'taktik' med 'strategi' - måske lyder det mindre beregnende. Det er ikke noget, hun skal give udtryk for (at det er en strategi), det er det dog alligevel. Det er en forklaring på hendes (afvigende) måde at tale på med det formål, at det ikke kommer bag på folk og for at skabe afklaring (med alt, dette måtte indebære, som fx for mig personligt, at folk kan befri deres hoveder for spørgsmålet, og at jeg ikke behøver besvare unødvendige spørgsmål undervejs, når fx indholdsmæssige aspekter ville være mere relevant at diskutere).

2. Jeg kan overhovedet ikke se, at jeg på nogen måde skulle have givet udtryk for nogen som helst skjult dagsorden, værten skulle have forfulgt, at jeg mener, han opførte sig patroniserende eller nedladende. Tværtimod: informationen var vigtig (s.o.), og den er derudover perifer, og der er for ham ingen grund til, at uddybe den. Hans overledning er så '...men ved du hvad, du snakker meget godt.' (Underforstået: det skal nok gå, og, som han siger: jeg hjælper til, hvis der skulle opstå forståelsesproblemer - lad os komme videre i indholdet.) Slut. Ikke mere at sige om det. Jeg kan ikke få øje på en skjult dagsorden eller noget som helst i den sammenhæng og ved ikke, hvor du læser i min kommentar, at jeg mener, denne fandtes?

Jeg vil gerne sige, at også mine reaktioner og det jeg skriver er ærlig(e).

Men jeg savner stadig et svar på mit spørgsmål, hvilket udtryk du henviste til, da du oprindeligt foreslog: 'Måske man fremover, for at undgå mistanke, bare skulle tage den udtryksform til sig, hvis man vil rose nogen for deres sprogkundskaber. :)'

Var det 'svansk'? Hvis det er, så mener jeg, det er noget HUN selv gerne må sige (hvilket hun jo gør i udsendelsen) - andre skulle i mine øjne være yderst forsigtig med at benytte sig af et sådant udtryk for en anden persons måde at tale på. Det kan opfattes som en udtalt fornærmelse, når det kommer fra andres side.

Vibeke Rasmussen

Britta Hansen, vi kommunikerer bestemt ikke på samme bølgelængde, og jeg tvivler mere og mere på, at vi nogensinde vil komme til det.

Da jeg skrev min uskyldigt henkastede kommentar med henvisning til en uskyldigt henkastet replik, havde jeg aldrig drømt om, at jeg skulle komme til at bruge meget tid, gøre mig mange tanker om eller blive vedholdende holdt fast i at prøve at forklare, forsvare og … dissekere denne uskyldigt henkastede replik.

Jeg synes, jeg har forsøgt. Efter bedste, men åbenbart fattige, evne. Nu strækker jeg våben. Jeg orker ikke mere. Nok er nok.

Det eneste, vi kan blive enige om nu, er vist bare … at vi er uenige.

Vibeke, jeg er mindst lige så træt af denne diskussion, som du er. Jeg har gjort mig stor umage med at undersøge, besvare og forklare. Og jeg vil gerne minde dig om, at det var dig, der beskyldte mig, for at have hældt en skidtspand ud over dig og at det var dig, der beklagede sig over, at der ikke var kommet en undskyldning fra min side, hvilket gjorde, at jeg tog det op igen.

Nogle gange giver 'uskyldigt henkastede' kommentarer anledning til yderligere eftertanke og efterspørgsel. Sådan et tilfælde var det her.

Som sagt

Den sværeste kunst mellem mennesker er ikke, at blive enige om f.eks. at sende en bemandet rumraket til Månen eller forske i unge OB-stjerners magnetiske felt fra et observatorium på en bjergtop i Chile – men at kommunikere fornuftigt med andre mennesker – gammel lærdom fra min professionelle tidsalder …

Sagde den ene til den anden –
Min kone hun snakker og snakker –
Nå, hvad fortæller hun da? –
Ja, det siger hun ikke
… :-)

Birgitte Gøtzsche

Hvad er der egentlig i vejen med at være "ikke-dansk"? Jeg mener, siden det skulle være 'racistisk' at antage at nogen var det .....
Jeg har i mange år arbejdet med undervisning af unge/voksne, heriblandt en betydelig del flygtninge/indvandrere. I mange år var jeg politisk korrekt og spurgte dem ikke hvor i verden de var kommet til Danmark fra. Da det (langt om længe) gik op for mig at det jo var (omend positivt ment) forskelsbehandling, da jeg jo spurgte danskere med dialekt hvor i landet de var kommet til København fra, så begyndte jeg at spørge! Og hvor var det godt at jeg var blevet klogere! De har uden undtagelse oplevet det som interesse for dem som mennesker og har fortalt en masse (for mig meget oplysende og interessant og undertiden rystende) om sig selv og deres historie. Og de kunne - også selv om jeg som deres underviser sad inde med noget magt - godt have afvist mine spørgsmål.
Jeg er med på at jeg som priviligeret 'hvid'/dansk tit handler ureflekteret indenfor noget strukturel racisme. Og jeg bliver lidt klogere på det hver gang nogen viser mig hvordan jeg har gjort det. Og så kan jeg blive bedre til ikke at gøre det. Fint, det glædes jeg over. Men jeg har det svært med mennesker, der påtager sig en offerrolle. Min priviligerede stilling vil jeg godt tage på mig, og jeg vil virkelig gerne forsøge at blive god til ikke at udnytte den - men jeg nægter at føle mig skyldig over den. Ingen af os har haft indflydelse på hvad vi er født ind i - nogle har den ene, andre den anden farve, nogle er opdragede med det ene sæt tankeformer og værdier og andre med det andet, nogle har det ene køn, andre det andet, og sådan kan vi blive ved - lige nu, i dag, er den ene ung og den anden gammel ..... Ligemeget hvad jeg har og er, vil jeg gerne gøre mig umage med at opføre mig ordentligt, og tager gerne mod hjælp - men jeg vil s** ikke føle mig skyldig bare fordi jeg er til!
Og igen: hvad galt er der i at antage at nogen ikke er dansk? Hvad galt er der i at være ikke-dansk?

Birgitte Gøtzsche:

"Hvad galt er der i at være ikke-dansk?"

Ingenting. Men argumentet er vist, at man ekskluderer folk fra den danske stamme, ved at spørge til deres anderledeshed, eller blot konstatere den. Hvilket jo er en absurd teoretisk manøvre, hvis eneste mål er at udnævne så mange "racister" som muligt, og herved yderligere fremhæve sin egen postulerede offer-status.

Sider