Læsetid 6 min.

Hvordan går det med galdestenen på stue 3?

Det superspecialiserede sundhedsvæsen er så besat af diagnoser, at det fuldstændig overser menneskers forskellighed. Resultatet er, at praktiserende læger, der kan analysere og løse folks problemer, bliver udmanøvreret
Det superspecialiserede sundhedsvæsen er så besat af diagnoser, at det fuldstændig overser menneskers forskellighed. Resultatet er, at praktiserende læger, der kan analysere og løse folks problemer, bliver udmanøvreret
Josephine Kyhn/iBureauet
24. november 2014

Det er blevet meget moderne i kredse omkring sundhedsvæsenet at tale om at ’inddrage patienten’ mere i behandlingen.

Jeg har været læge i næsten 50 år og praktiserende læge det meste af tiden, og det kunne ikke falde mig ind at ’inddrage patienten’. Det ville jo betyde, at det var mig, der var hovedpersonen; at det var mig, der var den ansvarlige, som i en eller anden grad kunne ’inddrage patienten’. Men i den verden, jeg har levet i, har patienten været hovedpersonen. Det er patienten, der har et problem, og har valgt at inddrage mig i løsningen af det. Og jeg skal selvfølgelig stille min faglighed til rådighed det bedste, jeg kan, på en måde, så patienten kan bruge den. Man kan sige, at patienten ikke er objekt for min behandling, men subjekt i sit eget liv.

Det her kunne måske af nogle opfattes som ordkløveri, men det er det ikke. Det er et billede på den ændring, der er sket med sundhedsvæsenet og sundhedspolitikken i mit arbejdsliv. Den klassiske model for sundhedsvæsnet er, at et menneske får et problem, som han mener, at sundhedsvæenet måske kan hjælpe ham med. På den baggrund opsøger han sin praktiserende læge, og i samarbejde analyserer de hans situation og problem, og lægen lægger så frem, hvad hun mener, sundhedsvæsnet kan hjælpe med. Herefter beslutter patienten, om han vil benytte sig af det. Oftest slutter forløbet her hos den praktiserende læge med helt enkle tiltag som en penicillinkur, nogle sygedage, en henvisning til fysioterapeut eller noget tilsvarende lavteknisk. Nogle gange bliver man enige om at inddrage det mere specialiserede sundhedsvæsen, og i helt sjældne tilfælde er der brug for en højteknisk behandling på et supersygehus. Men udgangspunktet er altså et menneske, som er kørt fast i et problem, og det er personens problem, og det er personen, der skal ud at leve sit liv videre med de evner, som han nu har, og med den hjælp, som systemet kan tilbyde.

Nogle gange kan det være en hjælp at sætte en betegnelse på sådan et problems medicinske aspekt, eksempelvis diabetes (sukkersyge) for visse forandringer i stofskiftet.

Men det ændrer jo ikke ved, at det er det enkelte menneske, der har problemet, og at det er ham, der skal finde en måde at leve livet videre på med hjælp fra sundhedsvæsnet.

Det bliver jo aldrig lægens diabetes. Og mennesker med diabetes er lige så forskellige som alle andre mennesker. Nogle mennesker har let ved at håndtere denne stofskiftevariant, andre har umådelig svært ved det, selv om det biologiske problem er ens.

Der findes ikke sygdomme

I klassisk lægearbejde taler vi om mennesker med diabetes, jævnfør udtrykket: Der findes ikke sygdomme, kun syge mennesker. Men i moderne sundhedspolitik taler man om diabetikere. Altså fra at tage udgangspunkt i mennesket, der søger hjælp, tager man nu udgangspunkt i en eller anden biologisk variant, som man kalder sygdom.

Ud fra den synsmåde har man udviklet specialer for en hel masse afgrænsede sygdomsgrupper som eksempelvis hjertesygdomme, kræftsygdomme, lungesygdomme og så videre. Og disse specialer har så hver deres sygehusafdeling og hver deres kamp for, at netop deres sygdomme bliver prioriteret højt af de bevilgende myndigheder. Denne afgrænsning af bestemte biologiske fænomener har medført fine resultater og bedrede behandlingsmuligheder for de mennesker, der har haft netop disse problemer som en del af deres livssituation. Ingen tvivl om det.

Kort sagt, så er problemet ikke, at man betegner et bestemt smertefænomen som galdesten. Problemet er, når man på sygehusafdelingen begynder at tale om ’galdestenen på stue 3’, altså hvor diagnosen og ikke mennesket bliver udgangspunktet for personalets adfærd.

Superspecialisering

Når vi taler om klassisk sundhedspolitik op til omkring 1980, så byggede den på almen praksis, altså på at man skulle have et velfungerende første led, hvor lægens speciale var at foretage en grundig analyse og eventuelle enkle behandlinger. Det næste led var rettet mod de omkring 10 pct. af problemerne, som ikke kunne løses i første led. Her havde man brug for et lavspecialiseret sygehus, der kunne modtage de personer, som den praktiserende læge mente havde brug for en hjælp, som hun ikke selv kunne administrere. Det kunne eksempelvis være en person med mavesmerter, som kunne tyde på betændelse i galdeblæren. Her havde vi lokalsygehuset. Og der hvor lokalsygehuset måtte give op, havde man regionale sygehuse og endelig de helt superspecialiserede sygehuse til under en pct. af de mennesker, der søgte sundhedsvæsenet.

Det, vi har set de seneste årtier, er, at planlæggerne af sundhedsvæsenet er begyndt at se hele området omvendt, altså fra den superspecialiserede synsvinkel. Man er blevet så optaget af diagnoser, at man tror, at alle, der søger sundhedsvæsnet, har en defineret sygdom.

Derfor er det vigtigt, at de hurtigt kommer til den læge, der netop er specialist i den sygdom. Og derfor handler sundhedspolitik i dag om cancerpakker, om hjertepakker, om ret til at få en diagnose inden for en måned og så videre. Og hele behandlersystemet bygges op omkring disse sygdomme. Man har fjernet de lokale og regionale sygehuse til fordel for supersygehuse med alle specialer og et stort volumen med mange speciallæger. Og man har de seneste 15 år udbygget lægestabene på sygehusene med 30 pct., men man har ikke udbygget almen praksis. For planlægningen har taget udgangspunkt i, at patienterne har en sygdom.

’Rigtig’ sygdom

Fordi man anskuer sundhedsvæsnets opgave som at behandle veldefinerede sygdomme, udarbejder man kliniske vejledninger, sådan at alle patienterne får netop den behandling, som man fra autoriseret speciallægeside mener er den bedste for den sygdom. Man tager udgangspunkt i sygdommen og overser, at mennesker er forskellige – at det nu engang er mennesker, der er syge.

Man er godt klar over, at der er nogle af de mennesker, der henvender sig, som ikke er ’rigtigt’ syge, altså ikke har en af de veldefinerede sygdomme. De skal sorteres fra. Og dem, der har en rigtig sygdom, skal til den rigtige organspecialist. Denne sortering har man i første omgang tænkt, at de praktiserende læger kunne varetage.

Blandt de, der styrer sundhedsvæsnet, er der imidlertid opstået en betydelig uvilje imod de praktiserende læger, der har den klassiske opfattelse. De, der mener, at deres opgave ikke er at sortere folk efter sygdomme, men at hjælpe folk med at analysere deres situation og løse deres problem, og som mener, at meget af det arbejde ikke kan sættes på kode som definerede sygdomme. Derfor har man på forskellig vis forsøgt at udmanøvrere de praktiserende læger.

1813-ordningen i hovedstadsområdet er et godt eksempel. Administrationen havde den opfattelse, at sorteringen imellem rigtigt syge og ikke-rigtigt syge kunne klares af sygeplejersker med et kort kursus og et computerprogram.

Det har givet en del kaos, men som konsulentfirmaet siger: Det er nok fordi, det er kørt for hurtigt ind! Og ingen i systemet har set, at der skulle være noget principielt forkert i at afprofessionalisere det yderste analyserende led i sundhedsvæsenet.

Man kan have forskellig mening om denne udvikling, og jeg vedkender mig gerne at være en sur gammel mand, der mener, at det klassiske system var bedre. Men det, der virkelig bekymrer mig, er, at udviklingen, som bygger på et helt andet syn på, hvad et sundhedsvæsen er, er sket, uden at dette paradigmeskift overhovedet bliver inddraget i debatten.

Knud Jacobsen er pensioneret alment praktiserende læge

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Marianne Christensen
    Marianne Christensen
  • Brugerbillede for Ulla Holger
    Ulla Holger
  • Brugerbillede for Asger Schnack
    Asger Schnack
  • Brugerbillede for Anne-Marie  Krogsbøll
    Anne-Marie Krogsbøll
  • Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
    Vibeke Rasmussen
  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
  • Brugerbillede for Helge Rasmussen
    Helge Rasmussen
  • Brugerbillede for Oluf Husted
    Oluf Husted
  • Brugerbillede for Michal Bagger
    Michal Bagger
  • Brugerbillede for Rune Petersen
    Rune Petersen
  • Brugerbillede for Marie Cæcilie Kobel
    Marie Cæcilie Kobel
  • Brugerbillede for Nic Pedersen
    Nic Pedersen
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Christian Louw Pedersen
    Christian Louw Pedersen
  • Brugerbillede for Niels  Mosbak
    Niels Mosbak
  • Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
    Jakob Lilliendahl
  • Brugerbillede for Benny  Larsen
    Benny Larsen
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Olav Storm Jensen
    Olav Storm Jensen
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
Marianne Christensen, Ulla Holger, Asger Schnack, Anne-Marie Krogsbøll, Vibeke Rasmussen, Carsten Mortensen, Helge Rasmussen, Oluf Husted, Michal Bagger, Rune Petersen, Marie Cæcilie Kobel, Nic Pedersen, Anne Eriksen, Christian Louw Pedersen, Niels Mosbak, Jakob Lilliendahl, Benny Larsen, Lise Lotte Rahbek, Olav Storm Jensen, Kurt Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lillian Redam

God artikel, som påpeger det, som sker inden for alle områder, der arbejder med mennesker: mennesket bliver reduceret til en diagnose, et måltal, et nyttevæsen. Det er en uhyggelig udvikling, som ikke kan være til gavn for vores samfundsudvikling, hvis vi ønsker at styrke velfærden for alle og ikke reducere vores land til et sted, hvor du kun er interessant som menneske, hvis du kan gøre nytte (skabe profit til nogen) . Et menneske er værdifuldt i sig selv og det bør politikerne og embedsmændene snart indse og lovgive efter det.

Anne Spogard, Helge Rasmussen, Rasmus Kongshøj, Michal Bagger, Anne Eriksen, Martin Madsen, Jakob Lilliendahl, Leif Høybye, Lise Lotte Rahbek og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Lige meget hvad du fejler skal du gå til din praktiserende læge, for evt. at få en henvisning til en speciallæge. Det kan være du har plette på huden, hæmorider, nedgroede negle, en synsforstyrrelse, hovedpine, ondt i skulderen, fortsæt selv - og du får lavet det meste gratis, hvis det kan laves. Men kun hvis du har dårlige tænder, skal du gå direkte til tandlægen. Der behøver du ingen henvisning, til gengæld skal du huske dit dankort. Det har jeg altid undret mig over. Hvad er det ved de tænder, der er så specielt?

Brugerbillede for Olav Storm Jensen
Olav Storm Jensen

Tak for kronikken Knud Jacobsen. Det er virkelig dejligt og befriende at læse et indlæg i sundhedsdebatten, der hviler så solidt på saglig menneskelighed og menneskelig saglighed.
Det område i sundhedsvæsenet, hvor dine betragtninger om forholdet mellem mennesker og diagnoser givetvis har den allerstørste betydning, må være psykiatrien. Man kan se og høre nogle af mine betragtninger (som bygger på ca. 40 års praksisforskning) omkring dette, her:
http://www.sensetik.dk/psykiatri-katastrofe

Ulla Holger, Gert Selmer Jensen, Anne Eriksen, Jakob Lilliendahl og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian Louw Pedersen
Christian Louw Pedersen

Mange tak for en (desværre) tiltrængt diagnose af tidens menneskesyn, som det kommer til udtryk i lovgivningens omformning af sundhedsvæsenet.
Jeg får trang til at genlæse 2 bøger:
Bent Falk: At være der hvor du er
Jørgen I. Jensen: Jeg-automaten

Brugerbillede for Anne Eriksen

Den har jo slået til - Supermodellen - med alle dens pakke- og garantimodeller. Med afmonteringen af almenlægernes selvbestemmelse og initiativer.
Du har 15 min - du har een ting/ problem (i uheldige tilfælde), er der mere, så bestil en tid.
Mod vederlag så skal lægen påhæfte en diagnose, som så videreformidles til Dak- E, der dog ligger underdrejet på ubestemt tid? - gr. manglende tilladelser, spændende.

Så heldigt at læger, der i mange tilfælde kan pensionere sig selv, tager bladet fra munden og protesterer mod "objekterne" og diagnosehysteriet. Du finder jo ikke et enkelt menneske, som ikke kan påduttes en diagnose, i hvert fald psykisk/ psykiatrisk.
Medinddragelse? mystisk, medmindre det drejer sig om at undgå klager over behandlingen? Det kan jo blive dyrt, når de færdigfabrikerede diagnoser blandes med medicinalindustriens sidste nye påfund af symptombekæmpende piller.
Sundhedsstyrelsen har p.t. iværksat en registrering af læger og sygeplejerskers kontakter med medicinalindustrien - måske for at undgå for store int.konflikter?
Og robotter til operation - nej tak - for meget fagre nye verden...

Brugerbillede for Henning Søndergaard
Henning Søndergaard

Tak til Knud Jacobsen for en solid analyse af vores sygdomsvæsen (for sundhedsvæsen kan det ikke længere kaldes)

Jeg har være patient lige så længe som KJ har været læge, og der er I mine øjne slet ingen tvivl om, at det største problem for hospitalerne i dag, er at de ganske enkelt har glemt patienten i deres apparatfejlslogik. Den enorme specialisering, som har reddet rigtig mange menneskeliv, er og bliver lægevidenskabens akilleshæl - det er langt de færreste der magter at nørde i årevis med en eller anden lille del af en enkelt organ, samtidig med at de lærer at forholde sig til det mennesker, som er ejer af organet.

Desværre bliver det nok ikke bedre i en overskuelig fremtid. De det bestemmer er jo DJØF'er alle sammen, og de er om nogen endnu mere anti-humanistiske end moderne læger. Så det er ikke godt at vide, hvordan vi skal få mennesket puttet tilbage i denne gren af naturvidenskaben, som i udgangspunktet handlede om at hjælpe det HELE menneske til at få det godt. Der er jo en grund til at vi engang kaldte det HELbred.

Brugerbillede for Anette Giertsen
Anette Giertsen

Tak for et godt og vigtigt indlæg fra en mangeårig praktiserende læge.
Som mangeårig pårørende til flere alvorligt syge nære, både hos prak. læger samt i hospitalsvæsenet - og nu selv - med nylig erfaring som patient - ser jeg dog det største problem i sundhedsvæsenet ligge et lidt andet sted. Eller med en lidt anden drejning.

Dels finder jeg, der er opstået en tendens inden for lægestand, og hospitalslæger især til,netop ikke at se patienten som, den, der kan give lægen det bedste udgangspunkt til at finde årsag til en given lidelse. Til IKKE at indgå i et egtl. samarbejde, men lytte mindst muligt - og så selv være den, som diagnosticerer. Hvad også er lægens opgave - men alt for ofte, med denne ensidige "metode"- kaster patienten ud i en langt, anstrengende, fordyrende og helbredstruende forløb med forværrelse af den egtl. lidelse til følge. Som for sent findes - FORDI - der ikke er respekt for patienten, og patientens viden og indblik i egen krop, fordi for mange læger har et "tunnelsyn" - ser sig blind ud fra forudfattethed og egne specialer. Og ikke giver sig tid til at indse vigtigheden af at få patienten til at beskrive sygdoms-problemet.

For det andet ser jeg det største problem i sundhedsvæsenet består i, at systemet har fået lov at udvikle sig til et samlebåndssystem inden for hospitalsvæsenet, hvor en patient i et - endog helt kort hospitalsforløb - tilses af utallige, forskellige læger. Hvor ingen ydermere har det overordnede ansvar, og hvor næste overlæge eller bagvagtslæge helt kan omstøde det aftalte i et forløb, udskrive patienten, give anden medicin etc. Inden for alle andre områder af arbejdslivet ville sådan arbejdsgang være helt utilstedelig, og alle ved - alle andre steder end i sundhedsvæsenet - at hvad enten det drejer sig om en skoleklasse, et supermarked, et reklamebureau eller en Avis - ville kvalitet, kontinuitet og alt gå i fisk og elever og kunder forsvinde fra dag 1 - hvis her var nye lærere hver dag, ny leder og medarbejdere i supermarkedet hver dag, det samme på reklameburauet - og nye journalister som tog over på avisen hver time, for at skrive videre på begyndte artikler, research og kundekontakt.

At der ydermere ofte ikke er kontakt mellem praktiserende læger og hospitalslæger i et sygdomsforløb, inden for afgørende specialeområder dårligt samarbejde mellem vigtige hospitalsafsnit samt ikke i DK er tradition for at indrage andre læger end egne specialelæger i de såkaldte ugentlige konferencer omkring patienterne, hvor dette selv ud fra sund lægmandsbetragtning burde være sole-klart - gør naturligvis de to skitserede hovedproblemer endnu større.

For flere år siden oplevede jeg ved selskab i udlandet at træffe en del udenlandske læger. Fra dem lød det forstemmende, at danske læger havde ry for i udlandet at være meget dårlige til at diagnosticere. Hvilket jeg siden - også gennem mange, mange beretninger fra venner, bekendte og mennesker på min vej - desværre er blevet bekræftet i, der er noget om - hvilket i min optik ikke er underligt, når "systemet" har fået lov at udvikle sig i den retning, jeg har skitseret.

Det ville være frugtbart, hvis politikere og hospitalsledelser ville åbne op for, at her blev nedsat nogle brede udvalg af fornuftige, engagerede mennesker, med patient og pårørendeerfaringer som sammen med hospitalsledelse, læger og hospitalspersonale kunne gennemgå "systemet", arbejdsgange, knaster og hovedområder - og komme med et godt udspil til forandringer indenfor et sundhedsvæsen, som - desværre - for,nogle hospitalers vedkommende - virker mere og mere, som lukker de ,sig om sig selv.

Som en intern joke lyder på et stort hospital i Københavnsområdet:
"Det er verdens bedste arbejdsplads. Blot her ikke var nogen patienter."

Det mærker man desværre mere og mere som både patient, og pårørende - ikke er den rene spøg,,på flere hospitaler. Og det - er et sygdomstegn, som i sig selv taler sit tydelige sprog om, at "patienten"/systemet kun kan helbredes ved, at læger og brugere/kunder går sammen om at løse det!

Anne Spogard, Michal Bagger, Hanne Koplev, Anne-Marie Krogsbøll, Anne Eriksen og Hans Kvisgaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Matias Rohrberg
Matias Rohrberg

Selv er jeg snart færdig med uddannelsen og forventer at gå videre i almen praksis. Jeg glæder mig til at tage udfordringen op, for en udfordring, det er det uden tvivl.

Jeg må indrømme at jeg ikke genkender problemet i at kategorisere en gruppe af mennesker med diabetes som diabetikere. Ligesom en gruppe af mennesker fra Danmark er danskere. Når det så er sagt vil jeg tilføje at jeg synes det er synd at det arbejdspres som jeg fornemmer at læger arbejder under i dagens Danmark gør ét menneske med diabetes til endnu en diabetiker som alle de andre, for selvfølgelig er vi forskellige og skal behandles forskelligt. Set både fysisk(medicin/kirurgisk) og psykisk(samtale/inddragelse/vejledning).

Men er det ikke også en af de fineste ting ved lægekunsten - specielt i almen praksis? Kunsten at kende sin patient og give den rette vejledning / behandling centreret omkring patienten ud fra alle de gode nationale guidelines for generelle sygdomsbilleder? Bliver vi ikke uddannet til at være vejviseren i viden omkring sygdom og sundhed? Er det ikke nødvendigt at se mennesker som en del af en/flere grupper, for at kunne generere viden om, hvad man i et "standard" forløb fungerer bedst, næstbedst osv? Og er problemet i virkeligheden ikke, at vi bliver uddannet til at give den bedste medicinske behandling og meget lidt i vigtigheden af at give den næstbedste behandling i situationer, hvor det passer til patienten?

Jeg synes det er et gennemgående problem på mit studie at folk ikke bliver uddannet i at træffe svære beslutninger, men til at træffe dem. Jeg skal ikke kunne sige om dette gør sig gældende på alle landets lægeuddannelser, men skulle ikke undre mig. Det passer til den generelle defensive/passive indstilling vi (i vores kultur) har i alle livets aspekter - frygten for at gøre noget galt, som ikke kan gøres godt igen.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Når en uddannelse lægger stor vægt på medicinsk behandling og det er svært at lære en patient at kende på den afmålte tid, når så mange andre krav skal tilgodeses i form af "kontrol" materiale m.m., vil resultatet uvægerligt ende med standard undersøgelser.
Vi har ikke USA retssager om million erstatninger, men konfliktskyhed har vi. Selv politikerne undsiger tit sig selv eller finder noget embedsværk. De guidelines, der bliver udstedt tager så udgangspunkt i såkaldte effektiviseringer og alle - også lægerne - presses imod deres egen overbevisning til at følge med.
Det stressende arbejde bliver så medvirkende til at resultatet fortaber sig til en umiddelbar "succes"i antal undersøgelser/ behandlinger.
Som patient skal man være ret hårdfør for ikke at tænke, lægen har nok ret...
Men vi er ikke biler, der skal renoveres eller have en del udskiftet (det er vanskeligt) og kun erfaringen og de mange års praksis klæder dig i virkeligheden på til at vurdere på et sygdomsforløb med patienten i centrum.

Anne Spogard, Michal Bagger, Anne-Marie Krogsbøll, Anette Giertsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for lone bording

Speciallæger på en mave tarm afdeling har fået svært ved at diagnosticere en patient med blindtarmsbetændelse. Samtidig har'den topstyrede kvalitetskontrol på specialafdelinger indført et fast program for akutindlæggelser der gør at blindtarmen når at sprænge danne bylder eller sprede sig til bughinden. Patienten med en relativ mindre akut lidelse kommer så i et længere behandlingsforløb og nogen får varige men - Alm sygdomme der ikke er kroniske og alvorlige kommer på den måde til at belaste mere end nødvendigt

Hans Kvisgaard, Anne Eriksen, Kurt Nielsen og Anette Giertsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marianne Christensen
Marianne Christensen

Hvis de brugte flere resurser på dem, der henvender sig til systemet og færre på de andre, ville meget være nået.

Jeg får flere henvendelse omkring screeninger for sygdomme jeg ikke har bedt om at blive screenet for end henvendelser om det jeg rent faktisk fejler, og som jeg gerne ville have mere fokus på.

Eksempelvis er jeg i efteråret blevet bedt om at indsende en klat prut for at spotte noget jeg måske kan komme til at fejle, tilsendt spørgeskemaer, og er blevet tilbudt brystscreening.
Til gengæld er jeg endnu ikke blevet indkaldt til kontrol for den operation, jeg fik foretaget i september. Det skulle ellers ske "om en måned"-

altså kære sundhedsvæsen. Hvad med at koncentrere de kraftigt nedskårne tilbud til dem som henvender sig - fordi de er syge.

Hans Kvisgaard, Kurt Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Marianne Christensen - Det kan de ikke finde ud af!
Sundhedsvæsenet fokuserer ikke på "person-sager" - men kører kampagner til millioner for at "forsikre" befolkningen om, at man er forudseende og kompetent i forhold til at se problemerne, før de melder sig.
Det er i virkeligheden spildt - hvor mange tror virkelig på det? Der er jo så mange "sygdomme", som kan imødeses ved oplysning og sund levevis.
Men vi fortsætter af den vej - det upersonlige "sikkerhedsnet", så alle føler sig trygge!
Da processen gjorde mig mere usikker og tvivlende, har jeg for længst stået af på alle de "sikkerhedsforanstaltninger", man tilbød mig.
Men til gengæld er det meget svært at overbevise "lægestanden" om egne observationer og ønsket om undersøgelse/ sikkerhed - man følger proceduren!

Hans Kvisgaard, Marianne Christensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anette Giertsen
Anette Giertsen

Økonomi - skal ikke glemmes i alt dette. Jo flere som undersøges for den og den lidelse, jo bedre statistisk materiale, som danner baggrund for øget støtte til området, fra såvel stat/kommune - som fra medicinalindustri. Hvilket får områder, der ikke har vokset sig store - til helt at forbigåes i dette farlige spil.

Hans Kvisgaard, Kurt Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar