Kronik

ISIL er svag og presset fra alle kanter

Fornuftige og nøgterne analyser af ISIL og deres handlinger synes at blive overskygget af et massehysteri, der sælger aviser og stemmer. Det gør det vanskeligere at komme problemet ISIL til livs
»At ISIL er svag, betyder ikke, at organisationen ikke er farlig, for det er den. Også for os. Blandt andet fordi det er noget rigtig skidt, at unge rodløse mænd herhjemme kan tage et sted hen, som nok kan give dem et umiddelbart formål med deres liv, men som samtidig er så forskruet, at det muligvis kan betyde terroraktioner i Danmark. Så ISIL er altså et problem, der skal bekæmpes, og det er vigtigt, at vi gør det ordentligt,« skriver dagens kronikør

»At ISIL er svag, betyder ikke, at organisationen ikke er farlig, for det er den. Også for os. Blandt andet fordi det er noget rigtig skidt, at unge rodløse mænd herhjemme kan tage et sted hen, som nok kan give dem et umiddelbart formål med deres liv, men som samtidig er så forskruet, at det muligvis kan betyde terroraktioner i Danmark. Så ISIL er altså et problem, der skal bekæmpes, og det er vigtigt, at vi gør det ordentligt,« skriver dagens kronikør

Scanpix

26. november 2014

Flere tolker Islamisk Stat i Irak og Levantens (ISIL) fremrykning ind i Libyen som et udtryk for og en bekræftelse på, at organisationen er meget stærk. Men ISIL’s tilstedeværelse i Libyen har intet med styrke at gøre – det er derimod et udtryk for Libyens totale kollaps.

ISIL tog oprindeligt form i Irak, omkring Baghdad, men fik aldrig rigtig fodfæste, da de blandt andet ikke havde tilstrækkelig sunnimuslimsk opbakning til at stå imod den shiamuslimske modstander. Syriens kollaps efter 2011 skabte store områder mellem Syrien og Irak, hvor der ikke længere var opsyn med noget. ISIL fik derfor et område forærende, hvor de kunne få det nødvendige fodfæste til senere at gå tilbage ind i det fortsat degenererende Irak. Deres succes i Mosul sagde alt. 5.000 mand fra ISIL fik 90.000 irakiske soldater til at tage hjem til lillemor, fremfor at udføre deres arbejde, fordi de simpelthen ikke kunne se, hvad det skulle nytte at miste så meget som 10 soldater for den irakiske regering i Bagdad. ISIL’s sejr i Mosul er altså ikke et udtryk for 5.000 mands imponerende organisering og kampgejst, men for en dyb afgrund mellem befolkning og centraladministration i Irak.

Nu er der kommet et tilpas stort fokus på ISIL til, at vi er begyndt at hjælpe med slå dem tilbage i både Syrien og Irak, og fordi ISIL ingen styrke eller reel legitimitet har i de områder, de bevæger sig i, vil de være presset til at finde andre græsgange, præcis som de gjorde det, dengang de gik ind i Syrien.

Helle i Libyen

Her er Libyen et godt bud. Libyen er i en tilsvarende sørgelig forfatning, efter vi bombede Muammar Gaddafi ud – hvilket var nødvendigt, men efterspillet har ikke været så kønt.

Men ISIL har ikke noget at gøre i Libyen, og ligeså snart der findes en nogenlunde konsolideret magtenhed i Libyen, vil ISIL blive sparket ud så let som ingenting. Ligesom de vil i Syrien og i Irak.

Problemet kan ses som et immunforsvar, der er helt i bund, hvilket inviterer til at alskens snavs og utøj kan få lov at udvikle sig. Uden nogen form for modstandsdygtighed bliver lande såvel som kroppe inficerede med ødelæggende vira, som ikke ville have en chance mod en bare nogenlunde fungerende krop. Der er ikke behov for stærke stater, som vi kender dem herhjemme fra, for at kunne stå imod fænomener som ISIL; men stater uden noget som helst samfundsmæssigt immunforsvar er modtagelige over for hvad som helst.

Presset fra alle sider

Fund på ISIL-kontorer har vist, at organisationen registrerer sine medkumpaner og holder regnskab. Det er flere gange fejlagtigt blevet udlagt som et tegn på en velorganiseret bevægelse. Senest skete det, da man dræbte ISIL’s ’nummer to’. Historien blev, at de dokumenter, der blev fundet i den forbindelse, var tegn på, at ISIL var særligt velorganiseret.

En mere oplagt historie, man kunne have fået ud af den hændelse, var, at ISIL’s operative leder blev slået ihjel kort efter, at deres åndelige leder var blevet hårdt såret, og senest har vi erfaret, at deres leder i Nordirak også er blevet slået ihjel – hvilket altså er et tegn på stigende svaghed. Til sammenligning har f.eks. Taleban, al-Qaeda, Boko Haram og al-Shabaab alle formået at undgå så signifikante tab i deres organisationer i meget længere tid ad gangen. Det kan de, fordi de har bedre styr på deres tropper, og fordi de har en større legitimitet i de befolkninger, de befinder sig iblandt – et udtryk for en reel styrke, ISIL ikke besidder.

ISIL har derfor en tabersag både internt, i forhold til sunnimuslimer – også de mere rabiate af slagsen – og eksternt, i forhold til det internationale samfund, hvor støtten er til at overse, især sammenlignet med for eksempel al-Qaedas eksterne økonomiske støtte. De er altså presset fra alle leder og kanter, ikke kun fra kurdere, shiitter, amerikanere og danskere.

At ISIL er svag, betyder ikke, at organisationen ikke er farlig, for det er den. Også for os. Blandt andet fordi det er noget rigtig skidt, at unge rodløse mænd herhjemme kan tage et sted hen, som nok kan give dem et umiddelbart formål med deres liv, men som samtidig er så forskruet, at det muligvis kan betyde terroraktioner i Danmark. Så ISIL er altså et problem, der skal bekæmpes, og det er vigtigt, at vi gør det ordentligt.

Græsset skal slås

Hvis vi forstår, at ISIL er svag, og organisationens succes ikke er et udtryk for en imponerende effektiv organisation, men derimod et udtryk for magtvakuum forskellige steder i regionen, kan vi nemmere, hurtigere og billigere komme videre i teksten.

Vores aktuelle militære engagement mod ISIL er nødvendigt, for ’græsset’ trængte virkelig til at blive slået, men vi skal træde varsomt, da for meget af denne type græsslåning kan have negativ effekt på resten af regionen. Hvor meget vi end gør det rigtige, er vi stadig en udefrakommende magt, der blander sig i en betændt intern affære. Udover det, er der andre mere gennemskuelige konsekvenser forbundet med den forkerte tilgang til problemet ISIL. Det er blandt andet forkert at støtte kurderne for meget og overhovedet at støtte shiitterne, fordi det øger spændingen mellem de i forvejen kæmpende etniske grupper. Hånden skal rækkes ud til det mere moderate sunnimuslimske flertal, for de har både interesser og kompetencer til at knuse ISIL fra alle leder og kanter – civilt som militært. Men disse sunnigrupper skal vide, at de kæmper for noget, der gavner dem på den lange bane, hvilket vil sige en reel højere inklusion i de irakiske institutioner. Med denne tilgang er iranerne pludselig heller ikke længere en smart allieret, da de støtter den shiamuslimske del af Irak, som i forvejen har for meget handlefrihed i forhold til den shiamuslimske regeringstop.

Indbringende hysteri

Forklaringen på at så få synes at være kommet til fornuft, når det drejer sig om ISIL, handler meget banalt om, at der er penge og stemmer i at puste til den frygt, som ISIL så dygtigt symboliserer (den ’ros’ skal organisationen da ha’). Medier og politikeres kortsigtede incitamenter i at blæse den store farlige Muhammad op er altså større end det langsigtede incitament til at konkludere, at vi (stadig) ikke er truede på vores værdigrundlag – og da slet ikke af Koranen – fordi nogle tosser råber islamisk stat i diverse ødelagte lande. Det, vi derimod er truet af, er kollapsede stater, der ikke har den mindste mulighed for at opfylde deres befolkningers ønsker og forventninger. Stater, som skaber al mulig ballade i hele vores internationale system – det være sig både økonomiske og sikkerhedsmæssige ubehageligheder.

Og ja, jeg benytter konsekvent termen ISIL i denne tekst – at benævne organisationen Islamisk Stat er med til at styrke den underlødige opfattelse af truslen fra islam, når det vi i virkeligheden bør føle os truet af, er kollapsede stater.

Anton Asklund Johnsen er analytiker ved Forsvarsakademiet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Arne Nørgaard Knudsen
  • HC Grau Nielsen
  • Rasmus Knus
  • Espen Bøgh
  • Henrik Petersen
  • Kurt Nielsen
  • Ivan Gullev
Niels-Arne Nørgaard Knudsen, HC Grau Nielsen, Rasmus Knus, Espen Bøgh, Henrik Petersen, Kurt Nielsen og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

ISIL er det PERFEKTE FJENDEBILLEDE intet andet.
Yderst velegnet til at få almindelige mennesker til at støtte krige, som i bund og grund ikke er i vores interesser.
De kollapsede stater som iflg skribenten udgør den største fare - har VI selv medvirket til at smadre!

SABORTER KRIG IMOD TERROR Den lovløse krig anført af USA og proselytter.

God dag der ude

Rune Petersen, Janus Agerbo, erling jensen, Jacob Jensen, Peter Ole Kvint, Espen Bøgh og Emil Urhammer anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Det er dumt at slå på nogen der er større og stærkere end en selv. Derfor vælger vi at kaste bomber efter nogen, som ikke kan kaste bomber på os.

Og da en bombe koster det en bombe nu engang koster, så kan der tjenes lige så mange penge på at kaste dem efter relativt ufarlige mål.

Hele det KAOS som vesten har skabt i Mellemøsten, primært med Amerika i spidsen, og alene udsprunget af gammel hævn mod henholdsvis Saddam Hussein fra Bush sr. regering, og helt tilbage til Reagan perioden for Libyens vedkommende.

ISIL er en religiøs organisation med Kalifatet som mål, og dets metoder er ganske afskyelige, og har næppe stor opbakning i befolkningen som helhed, men deres udbredelse er et efterspil af vor egen, primært Amerikas, magtbrynde overfor svage stater iblandet som nævnt hævnmotiver.

Våbenmagtens arrogance i vesten er skyld i nutidens kaos omkring ISIL, og har gjort ISIL mulig, og ganske rigtigt kender vi vel næppe deres reelle styrke, men åndeligt og materialistisk kan kalifatet ikke opfylde befolkningens behov i forhold til fortidens viden om mulighederne i et samfund.

Fra historien ved vi, at indsnævringen af folks åndelige tankegang ikke holder evigt, og heller ikke er troværdigt, så fremtiden for ISIL ser sort ud i længden, men indtil da kan de gøre meget skade.

Irakiske soldater der hellere vil hjem til "lillemor" og den varme mad, fortæller en anden historie om tilhørsforholdet til regeringen og troen på deres lands institutioner.

Her er det religiøse tilhørsforhold en vigtig brik i forståelsen af den manglende motivation til ikke at ville kæmpe for Irak, - hvorfor dø for en sag med politisk religiøs baggrund, som man, eller ens egen religiøse gruppe ikke er en del af, eller har udsigt til at blive?

Så er der problemet med de unge fra vesten der rejser til Mellemøsten for at kæmpe, nogle for friheden og atter andre for ISIL, og det sidste giver anledning til at tænke dybere over hvorfor?

Det er jo næppe førstegangs indvandrerne der rejser ned til ISIL, så det må være efterkommere af dem, og det rejser automatisk spørgsmålet om deres integration, - ikke om den er forfejlet, for det må den være, men om hvilket tilhørsforhold de ser sig selv i den forbindelse?

Hvis det er Fædrelandskærlighed der får dem til at rejse ud, så ser det da galt ud, men er det religionskærligheds betinget, så er det virkelig meget værre ud end vi kan forestille os!

Man kan jo bede til at Amerika ikke udbreder sin magtarrogance til nye områder i verden, der så skal leve med og under KAOS-TILSTANDE, og som resten af vesten afstår fra at deltage i, da læren må være, at vi ikke skaber; "FRED, DEMOKRATI, FREMGANG"!

- Det oveni købet steder der ligger så fjernt, at de ingen reel trussel udgør mod vort samfund i vesten!

- Ikke mere formålsløs krig Amerika!

Per Torbensen, Rune Petersen og erling jensen anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Godt nok har Islamisk stat henrettet måske 1500 mennesker. Men vis vi har kaster 800 bomber og de har dræbt 2 i gennemsnit så har vi dræbt 1600 mennesker. Og føre i blodtørst.
Hvad er meningen?

Anton Asklund Johnsen bruger et særdeles uheldigt ordvalg, når han "Græsset skal slås".

Det var det samme Netanyahu-regimet sagde om civilbefolkningen i Gaza, da de Israelske besættelsesstyrker indledte en serie systematiske terror-angreb mod civilbefolkningen i Gaza. Derfor er udtrykket "at slå græsset" synonymt med terrorisme, og bør ikke bruges i en sammenhæng der handler om det modsatte. Nemlig at begrænse Islamisk Stats udbredelse.