Det var december 2010. I godt og vel halvandet år havde Lars Løkke Rasmussen (V) været statsminister, og hvad ingen vidste, var, at han om få dage ville benytte nytårstalen til at lancere et opgør med efterlønssystemet. Der var brug for at sprøjte nye vitaminer ind i VK-projektet, hvis partierne ville gøre sig forhåbninger om at genvinde magten. En Epinion-måling fra julemåneden viste, at blå blok kun stod til at få 45 procent af stemmerne. Efter ti år som ministre kunne en lang række VK-profiler se frem til at blive menige folketingsmedlemmer igen. Det var nok ikke den mest attraktive udsigt. Alligevel kom det som en overraskelse for de fleste, at daværende økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i et interview med Altinget ganske offentligt luftede sine tanker om lysten til at blive i politik efter et folketingsvalg:
»Det afhænger meget af, om vi er i regering eller ej, så jeg kan ikke sige, om jeg er politiker om fem år eller ej. Hvis jeg ikke er politiker, er jeg direktør et sted, eller også arbejder jeg i udlandet. Hvis jeg forbliver minister, bliver jeg i politik,« sagde Brian Mikkelsen.
Der var mange hvis’er i det citat, men Brian Mikkelsens melding blev udlagt som en offentlig jobansøgning til de virksomheder, der manglede en direktør. Han var parat – for sandsynligheden for et genvalg af Løkkes ministerhold var på det tidspunkt ikke stor.
Brian Mikkelsen kom ikke væk. Han er stadig i dansk politik. Men det er der efterhånden mange af de politikere, der blev valgt i 2011, som ikke længere er. De har alle fundet ’drømmejobbet’. I denne uge droppede Lene Espersen (K) sit mandat. I oktober var det justitsminister Karen Hækkerup (S), som hellere ville stå i spidsen for landbruget end lave landets love. Margrethe Vest-ager (R) ville hellere til Bruxelles, mens Christian Friis Back (R) ville til Geneve og FN. Hos Venstre har to tidligere ministre også forladt Folketinget: Lykke Friis ville tilbage til universitetsverdenen, mens Gitte Lillelund Bech i dag er direktør for Danske Havne. Det er blot et udpluk af de mest prominente navne, der er stoppet i utide i denne valgperiode. Læg dertil alle de nuværende folketingsmedlemmer, som allerede har annonceret, at de ikke agter at stille op ved næste folketingsvalg – og det er ikke, fordi alderen er begyndt at trykke. Det gælder eksempelvis de radikales Jeppe Mikkelsen og Nadeem Farooq, SF’s Pernille Vigsø Bagge og konservatives Tom Behnke.
Nu står det selvfølgelig enhver frit for, hvad man vil bruge sin tid på, og i hvert enkelt tilfælde ligger der sikkert gode grunde bag beslutningen om at droppe hvervet på Christiansborg til fordel for noget andet – hvad enten det er i det private eller et andet tillidshverv. For de yngre medlemmer af Folketinget kan det sikkert være meget fornuftigt at komme ud på det ’rigtige arbejdsmarked’, mens det er svært at fortænke personer, der har været 20 år i politik, i at de godt kunne tænke sig nogle år uden for murene.
Enhver personalechef med 179 medarbejdere vil næppe hidse sig op over at have en vis medarbejderomsætning i løbet af fire år. Men tendensen er uheldig, for det devaluerer værdien af at repræsentere sine vælgere, når man stopper, før valgperioden løber ud. Fra at politik har været et kald, hvor man kæmpede fra dør til dør, fra gadehjørne til gadehjørne for at overbevise potentielle vælgere med sine argumenter, skal vi i højere grad til at betragte jobbet som folketingsmedlem som et helt almindeligt job – bare med en noget anden ansættelsesproces. Men at være folketingspolitiker er dog ikke ligesom en være menig medarbejder. Det bør være noget langt mere betydningsfuldt. At være politiker er at repræsentere de mennesker, der har ulejliget sig med at stemme på en.
Brian Mikkelsen, han har stadig ingen planer om at forlade politik, siger han til pol.dk:
»Jeg føler et ansvar for Det Konservative Folkeparti, så derfor forlader jeg under ingen omstændigheder partiet. Jeg bliver. Og det er 100 procent det her, for der er brug for, at vi får rejst partiet op til en større størrelse.«
Men når man først en gang har flirtet med livet uden for Christiansborg, så ...
Man har et standpunkt til, man tager et nyt. Man har et drømmejob til, man får et nyt.
Casper Dall er leder af Informations Christiansborg-redaktion.
Klummen er udtryk for klummistens egne holdninger
Lidet flatterende sådan at skyde stråmænd i skoene på Brian Mikkelsen. Hans lidt tvetydige udmeldning til trods, skriver Dall jo at han alligevel blev i politik, på trods af tabet af regeringsmagten.
Måske BR er en af de som føler sig kaldet, og dermed en af dem som Dall efterlyser. Så er det sgu ikke en køn afslutning på et ellers ok debatindlæg..
Problemet er det åbenlyse, at folk bliver politikere som en karriere, ikke som velmeriterede borgere, man trygt tør overlade styrepinden i bevidsthed om, at de vil regere ud fra de samme synspunkter, som man selv har. I dag er politik nærmere et springbræt til noget andet, og det er totalt uantageligt.
Han er snarere, Christian C., én, der ikke har en chance udenfor Christiansborg.
I det mindste er Brian Mikkelsen tro mod sit parti! Det er mere end man kan sige om en lang stribe andre folketingspolitikere, der skiftede deres parti ud, da der ikke længere var en ministerpost til dem. Var de ikke også værd at nævne i denne sammenhæng?
Nu er det jo sådan, at man stemmer på en kandidat og ikke et parti i det danske valgsystem, så hvis de mener, at de bedre kan varetage deres vælgeres interesser og få nogle synspunkter igennem i et andet parti, der ligger på linje med, hvad deres vælgere kan forvente, er det da absolut helt i orden at skifte.
Peter Hansen - det er jo ikke helt rigtigt. Man kan jo stemme på partilisten, of så er det surt for ens stemme, hvis karrierepolitikeren skifter job/parti. Skifter eller forlader man partiet, fordi det har fjernet sig (for) meget fra det partiet egentlig stod for, så er det efter min mening o.k. Så har man ikke forladt partiet - partiet har forladt sin politik. Noget andet er når det drejer sig om mere eller mindre personlige ambitioner. Det er derfor at jeg ingen respekt har for 'børnebanden', da ingen af dem kunne forklare, hvilke politiske argumenter der var for pludseligt (!) at opdage, at man alle dage har ment noget andet end det parti man har stillet op for. Det synes jeg er forkasteligt.
Man ligge som man har redt. Det er svært at se, hvordan det politiske miljø kan blive anderledes.
De påviselige fejl i valglov og styrelseslov vil politikerne ikke ændre på.
Skidt for folkestyret.
Den løsgående socialdemokrat starter en debat, som kommer længere end blot hans enegang. Spændende.
Preben Vilhjelm kalder miljøet på Christiansborg for infamt.
Politikerleden er voksende hos befolkningen, de får oftere og oftere betegnelsen levebrødspolitikere.
Nogle politikere skynder sig langt væk fra politik og ind i andre erhverv.
Det er blevet til et skindemokrati, der ikke længere tjener folket. Måske der er noget i gære?
Og forresten, var det ikke Brian Mikkelsen, der lavede bankpakke 3, 4 og 5? Too big to fail - men befolkningen kunne få lov til at sejle i deres egen sø.
Jeg synes vi har nogle gode og modige politikere, især når man tænker på alt det de står model til, herunder fx. rollen som fotomodel eller medvirkende i Vild med dans. Men jeg kan godt forstå dem der ikke gider være på Christiansborg, hvis de ikke kan være i regering.