Kronik

Kan man få stress i 0. klasse?

Gad vide, om vi ikke ville få en gladere ungdom, hvis politikerne tog ansvar for konkurrencestaten i stedet for at individualisere presset; pædagoger, lærere og psykologer tøjlede deres bekymring for mistrivsel og forældre igen blev opdragere frem for coaches?
Gad vide, om vi ikke ville få en gladere ungdom, hvis politikerne tog ansvar for konkurrencestaten i stedet for at individualisere presset; pædagoger, lærere og psykologer tøjlede deres bekymring for mistrivsel og forældre igen blev opdragere frem for coaches?

Sofie Holm Larsen/iBureauet

12. november 2014

KRONIK – Danmark er på flere måder paradoksernes land. Vi bliver gang på gang kåret som det lykkeligste folk i verden, og alligevel er mindst otte procent af os på antidepressiv medicin. Cirka 12 procent af os har angiveligt symptomer på alvorlig stress hver eneste dag. At vi har et rigt, lige og relativt velfungerende velfærdssamfund burde ifølge sundhedssociologien være et værn mod udviklingen af psykiske problemer, ikke mindst fordi den samfundsmæssige lighed har vist sig at være væsentlig til at beskytte mod stress og depression. Men det lader bare ikke til at være tilfældet i Danmark.

Paradokserne gælder hele samfundet, men viser sig måske særlig tydeligt, når vi taler om de unge. Ungdommen har, lige siden den blev skabt historisk som mellemfase mellem barndom og voksenliv, været projektionsskærm for alt det bedste i livet (vitalitet og kreativitet) og alt det værste (hedonisme og ansvarsløshed). Det er stort set umuligt at sige, hvordan ungdommen er, og jeg er stærkt skeptisk over for de ellers så populære generationsanalyser. For to år siden kårede Politiken danske unge til ’Generation glad’ i kølvandet på en stor FN-undersøgelse af unges trivsel i 39 lande. Bare et år efter kunne Headspace (et initiativ under Det Sociale Netværk) udsende en pressemeddelelse om, at »mere end halvdelen af alle unge har problemer – men ved ikke, hvor de skal få hjælp«.

Ungdomskulturen er så mangesidet, at man kan spejle den, næsten som man vil, afhængigt af hvem der spørger, og hvordan. Så diskussionen om, hvorvidt nutidens unge har det værre eller bedre end tidligere generationer, er særdeles vanskelig.

Men det er nok en kendsgerning, at unges (såvel som alle andres) grundlæggende problemer har skiftet natur.

Fra forbud til påbud

På et overordnet samfundsmæssigt niveau er der næppe tvivl om, at der er vokset et præstationssamfund frem. Da jeg gik i gymnasiet for 20 år siden, skulle man gå meget stille med dørene, hvis man fik gode karakterer. I dag skal man fejre det højlydt, og forældre poster med glæde de gode resultater på Facebook.

Dem, vi er begyndt at kalde 12-talspigerne, præsterer ikke bare med hensyn til karakterer, men også hvad angår krop og udseende, kærester og venner. De tager del i en selvoptimeringskultur uden ende. Det kan man ikke bebrejde dem. De spejler sig naturligvis i den almene samfundsudvikling, hvor f.eks. den såkaldte konkurrencestat fordrer, at skoler og gymnasier offentliggør deres karaktergennemsnit i indbyrdes konkurrence, ligesom hele nationer konkurrerer på PISA-undersøgelser. Konkurrenceretorikken har efterhånden gennemsyret hele systemet fra finansminister til børnehavebarn og skaber konstante påbud om præstation (du skal!), hvilket er markant anderledes end tidligere, hvor vi i højere grad levede i en forbudskultur (du må ikke!), for at citere sociologen Zygmunt Bauman.

I forbudskulturen var den utilpassede den, der ville for meget, mens det i vores påbudskultur er den, der aldrig når nok og derfor udvikler stress og depression.

På et mere institutionelt niveau bevidner vi en markant sygeliggørelse af børns og unges liv. Hvad der tidligere blev opfattet som almindelige livsproblemer, bliver nu begrebsliggjort som stress, angst og depression.

Bekymringskultur

Min datter kan komme hjem fra 0. klasse og fortælle, at hun er stresset (jeg kendte ikke selv ordet, da jeg selv gik i børnehaveklasse). Der ser ud til at være vokset en institutionel bekymringskultur frem, hvor pædagoger, lærere og psykologer leder efter tegn på mistrivsel så tidligt som muligt og ofte betjener sig af et diagnostisk vokabular.

I 2010 viste en undersøgelse på 122 folkeskoler, at lærerne i gennemsnit vurderede, at næsten en fjerdedel af børnene havde individuelle »vanskeligheder eller diagnoser«. Og en undersøgelse af studerende på Københavns universitet har vist, at 33 procent oplever stærke stresssymptomer i hverdagen – et tal, der stiger til hele 75 procent i eksamensperioden. Men måske er det ikke 25 procent af børnene, der er psykisk forstyrrede, og måske er det ikke 75 procent af de studerende, der har alvorlig stress. Formentlig er sådanne tal udtryk for, at grænsen mellem almindeligt ubehag eller problemadfærd på den ene side, og så egentlig psykopatologi på den anden, er brudt sammen. Primært til gavn for behandlere, der får flere at behandle, men næppe til gavn for børn og unge selv.

Unikke problemer

På individ- og familieniveau har vi set en tredje udviklingstendens, som jeg vælger at kalde coachificering. Tendensen gælder selvfølgelig også institutioner, hvor f.eks. gymnasier tilbyder coachingforløb, og erhvervsskoler har mentorer.

Din teenager skal coaches, ikke opdrages hedder en bestsellerbog, som et tydeligt udtryk for denne tendens, der dog handler om meget mere end coaching i snæver forstand. Den handler om, hvordan selvudvikling er blevet centrum i tilværelsen, og om hele risikoen for, at de unges problemer dermed ses som hidrørende alene fra manglende selvværd, motivation eller selvindsigt. Hvor man tidligere ville trøste de unge med, at livet indimellem er svært, men det skal nok gå, vil man nu sige, at hvert enkelt ungt menneske har unikke potentialer, som skal realiseres ved, at de ’arbejder med sig selv’. Typisk normaliserer man ikke længere problemerne ved at almengøre dem, men man gør dem enestående og unikke, hvilket risikerer at forstørre dem. Løsningen på problemerne bliver derfor let mere af det, der måske er selve problemets årsag – overdreven individualisering – nemlig i form af forskellige former for coaching og selvudvikling.

Opgør på mange fronter

Ondet har altså mange rødder, i hvert fald tre: præstationskultur, sygeliggørelse og coachificering – der selvfølgelig ikke er uafhængige af hinanden, men som ofte opererer på forskellige samfundsmæssige niveauer. Det inviterer til forskellige måder at løse problemet på.

Hvad angår præstationskultur og konkurrencestat, må vi jo helt klart diskutere dette på et politisk niveau. Det er ulykkeligt, når unge mennesker bebrejder sig selv for en uformåen, der i mange tilfælde er strukturelt betinget. Når man siger til de unge, at »I har alle muligheder!«, negligerer man al viden om social ulighed og individualiserer dermed sociale problemer. Med hensyn til sygeliggørelse vil det være en opgave for professionelle på de forskellige institutioner at opbygge andet end bekymringskultur. Man skal passe på ikke at tilgå børns og unges liv fra en ren problemfokuseret eller decideret diagnostisk vinkel.

Det er nok angående coachificeringen, at individer selv har det største handlerum. Forældre kan stræbe mod igen at blive opdragere og ikke coaches, og dermed geninstallere ydre pejlemærker for socialiseringen.

Det er faktisk ikke noget overgreb mod børns selvstændighed at give dem en fornemmelse for fordringer, der ikke bare hidrører fra deres indre. I dag tror vi, at frihed er knyttet til at gøre, hvad man har lyst til, men måske handler det først og fremmest om at have en fornemmelse for, hvad der er vigtigt i tilværelsen? Og måske kan man ikke finde mening og retning i livet ved blot at kigge ind i sig selv?

De unges problem er ikke, at der bliver stillet krav, men at kravene er misforståede og handler om, at de først og fremmest skal være ’sig selv’. Det vigtigste må være at blive ’et ordentligt menneske’ (med en arkaisk formulering), hvilket jo indebærer, at man interesserer sig for andet end 12-taller og kropsperfektion.

Svend Brinkmann er professor i psykologi ved Aalborg Universitet og forfatter, blandt andet til bogen ’Stå fast’, som udkom i september på Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maiken Guttorm
  • Peter Jensen
  • Vivi Rindom
  • Peter Taitto
  • Henrik Christensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • lars abildgaard
  • Anne Eriksen
  • Ejvind Larsen
  • Steffen Gliese
  • bente tjeder
  • Niels-Simon Larsen
  • Grethe Preisler
Maiken Guttorm, Peter Jensen, Vivi Rindom, Peter Taitto, Henrik Christensen, Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard, Anne Eriksen, Ejvind Larsen, Steffen Gliese, bente tjeder, Niels-Simon Larsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dr. Edward Bach, d. 1936 skrev:
Forældre bør især være på vagt for enhver trang til at forme den unge personlighed efter deres egne ideer og ønsker og bør afholde sig fra overdreven kontrol eller krav om tjenester til gengæld for deres naturlige pligt og guddommelige privilegium at være den, der hjælper en sjæl til at kontakte denne verden. Ethvert ønske om at kontrollere eller forme det nye liv ud fra personlige motiver er en frygtelig form for begær og bør aldrig støttes, for hvis dette slår rod i den unge fader eller moder, vil dette senere kunne føre dem til at blive sande vampyrer. Hvis der er det mindste ønske om at determinere, bør det standses i starten. Vi må i os selv fremme kunsten at give og udvikle denne, indtil selvopofrelse har udvasket ethvert spor af det modsatte.

Rasmus Kongshøj og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
lærke Grandjean

Kære Svend Brinkmann. Du skriver selv i din bog "Stå fast" om selvudvikling (med negativt fortegn), at du er i tvivl, om du med din bog stiltiende accepterer den individualistiske præmis, der kritiseres. Desværre tror jeg, at din tvivl er berettiget. Stoicismens tanke om at gøre sin pligt fordrer, at vi som lærere, pædagoger og psykologer netop ikke tøjler vor bekymring for mistrivsel - men derimod helt modsat har modet til at stå ved, det vi ser, hører og erfarer: Globaliseringspædagogikken driver rovdrift på børn og unge. Det pædagogiske forhold elev-stof-lærer er ødelagt af tests og målinger, som bange politikere har bygget den nye reformskole på. Politikernes angst for ikke selv at leve op til Pisa målinger har fået dem til at overhøre saglige, ordentlige og vidende indlæg om pædagogik - derfor skal vi da ikke nu tøjle vores bekymring. Tværtimod. Venlig hilsen Lærke Grandjean

Margit Tang, Mette Eskelund og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

'Gad vide, om vi ikke ville få en gladere ungdom, hvis politikerne tog ansvar for konkurrencestaten i stedet for at individualisere presset'

Gad vist om vi ikke er blevet alt for gode til at delegere ansvar for vores egen adfærd rundt til forskellige modtagergrupper.

Gad vidst om ikke folket - i form af de individuelt pressede - skulle give slip på ansvaret for konkurrencestaten, medmindre det er den type stat de ønsker. Det ville i det mindste give politikerne som står bag skabelsen af det - et incitament til at tage det på sig.

- Og det ville give de individuelt pressede et incitament til at lade være med at føle sig forkerte.

Niels Duus Nielsen, Henrik Christensen, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, Steffen Gliese og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

Det fik jeg - stress, i 0'de klasse.
Og så blev jeg tilmed smidt ud efterfølgende (Og måtte gå om.) Det blev jeg så også i 1. kl. hvor jeg endelig blev forment permanent adgang fra iøvrigt danmarks "frie skole" Bernasnobben.

Vi har politikere, der fik i opdrag at sikre verdens bedste og mest tilfredse samfund, men de har misrøgtet dette hverv skammeligt ved ikke at forstå, hvad de havde imellem hænderne. I stedet jagter de det middelmådige og ringere i andre lande at leve ned til.

Niels Duus Nielsen, Henrik Christensen, Lise Lotte Rahbek, Ole Hansen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Politikerne dikterer "konkurrencestaten" og presser dermed befolkningen - de fører jo an med deres "reformer" og vi andre prøver at følge med. Naturligvis hænger det sammen med den historiske udvikling.
Men det er hårdt for børn og unge, og der er ingen aldre, som kan sige sig fri for presset.

Så hvorfor giver vi ikke bare slip for dette "krav"? Det er svært, for hele samfundet belastes af efterdønningerne og spørgsmålet er så, hvornår man indser, at livet er andet end tests, karakterer og succes i erhvervslivet.
I virkeligheden er verden således byttet om...

Kære Sven Brinkmann

Jeg ved ikke helt hvilket ærinde du er ude i her....men set fra mit udsigtstårn har du altså totalt misforstået coaching og selvudvikling. Og det at finde ind til sig selv....

Som psykolog ved du jo udmærket godt, at der er noget, der hedder intuition. Og det er den stille, indre stemme, vi der går ind for selvudvikling mener at vi skal finde. Og for at finde den skal man altså være stille. Og netop her kan mindfullnes mv. hjælpe - at folk så ikke ofte gør, hvad deres intuition fortæller dem, er en en anden sag.

Ang. stress -så Svend Brinkmann - man får ikke stress. Man har stress. Og det ved du som psykolog også udmærket godt. Og man har stress af ikke at kunne de opgaver man skal indenfor den tid der er sat af til det. Er det sat 2 timer af til en opgave som tager 3 timer, har man stress. Og det har intet at gøre med, om din datter er stresset eller ej - ligesom det intet har at gøre med at være deprimeret. En klinisk depression er nemlig noget helt andet end når vi dagligdagen taler om at vi deprimerede. Og det burde du, som psykolog, vide.

Og coachingen af teenageren er i DK i dag ikke andet end udtryk for Grundtvigs og Kolds ord om det levende ord. Og om at gå i dialog med mennesker....opdragelsen handler nemlig om en eneste ting: forbud, forbud og atter forbud. Uden begrundelse. Og det fører intet godt med sig...

Vælgerne stemte ikke for konkurrencestaten og ønskede den vist heller ikke. Den gemte sig i pakken sammen med alle de andre forfærdelige ting regeringens havde i sin Pandoraæske. Der var ikke engang plads til "håbet".
Brinkman vil måske lære folk at leve med det. Men han er en dårlig erstatning for guillotinen.

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Bill Atkins, Michal Bagger, Karsten Aaen, Henrik Christensen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Vores samfund præges af mangel på selvindsigt og egne begrænsninger.
Jeg er for at der stilles krav, så længe man også er parat til at hjælpe de svage elever, men vi som forældre bærer selv en stor del af skylden.
Hvornår har vi sidst sagt til vores barn at deres evner ikke rækker til en given uddannelse og hvornår har vi selv talt med vores værn om fremtiden, og de muligheder og begrænsninger der er.
Stress får du kun ved at bekymre dig over det du ikke når, glæd dig derimod over det du har nået.
Vi vil vores børn så meget godt at vi ender med at bilde dem en masse ting ind der ikke holder.
Når vi peger fingre af andre så er der også fingre der peger mod os selv.
Stop tuderiet og sæt en realistisk målsætning for dig selv og gør det samme sammen med dit barn.

Ole Lund Petersen

Det der undre mig er, at godhedsindustrien har fået så godt fat, "at arbejde med sig selv" hvad vil det sige? man er jo ikke noget i sig selv, men noget i kraft af andre, det er her hele opdragelsesproblematikken er centraliseret og det er her at man lærer den sociale handlingskompetance, hvis der ellers er voksne der vil sætte grænser og dermed skitserer konsekvenser for børn og unge det er for mig hovedproblemet.

Det bemærkelsesværdige er, hvordan vi forsøger at skabe definitioner, som meget bastant fortæller, hvad vi er og ikke er, udfra ideologiske eller andre kriterier.
Jeg er for eksempel rystende uenig i Ole Lund Petersens påstand om, at man ikke er noget i kraft af sig selv, men samtidig anerkender jeg, at man også er noget i kraft af andre. Det er imidlertid problemet, at vi er endt i, at man i så høj grad skal anerkendes af andre for at være noget i vores samfund. Den demokratiske definition på mennesker er ellers, at enhver er noget alene i kraft af sin eksistens, om ikke andet fuldborger med ret til at øve indflydelse på fællesskabet og på at vælge suverænt indenfor lovens rammer at leve sit liv.

Anne Eriksen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Michael Kongstad Nielsen, Karsten Aaen og Mette Eskelund anbefalede denne kommentar

Mit 4 årige barnebarn har en sygedag og passes hjemme hos os. Han sidder i sofaen og ser en tegnefilm med en scene hvor et meget vredt monster farer fra den ene til den anden og råber trusler ned i deres hoveder...
"Hvem er han?", spørger jeg...
"Jeg tror det er chefen", lyder svaret.

Velkommen til konkurrencestaten.

Gert Selmer Jensen, Torben Loft, Elisabeth Andersen, Anne Eriksen, Grethe Preisler, Mikael Velschow-Rasmussen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Ordet coach betyder jo vognstyrer - eller noget i den stil og altså én der for en stund tager styringen, så dem eller den inde i vognen kan slappe af og nyde udsigten. Faren ved coaching er følgelig den kontrast svage sjæle og alt for forkælede børn opdager, når de efter endt "køretur" atter må bevæge sig ud i virkeligheden på egne hånd. Coaching kan på den måde, som alt anden luksus, være farlig, men selvfølgelig også ganske nyttig, brugt med omtanke. Den kloge forældre overlader af og til tømmerne til børnene (under opsyn), så de i trykke rammer kan forberede sig på voksenlivet. Målet er naturligvis, at de selv skal sætte sig i førersædet.

Når der går videnskab i diskussionen er det normalt den længst uddannede, der sejrer med mange ord for problemerne, uden at komme fremad i en forbedring af disse.
Men så er den tid gået.
Helt overordnet og de professionelle vil sige naivt, er der det faktum, at uddannelsen nu mere er til erhvervslivet og meget mindre til livet. Det at få børn f.eks., ja ikke teknikken ,men det, der følger, er det med i uddannelsesforløbet på noget tidspunkt?
Det andet store problem er, at meget store dele af befolkningen/forældre bruger enorm meget tid på passivitet, TV, Iphones, computer, Ipads og har ikke tid!! til et aktiv eget liv med egne ideer og planer og med deres børn 'Flyt lige for far'!.
Det tredie store problem og lad mig nævne kattene. Hvis en kattemor får een killing, så går det galt.
En meget stor del af kattens indlæring går via leg med søskende.
Vi har valgt at sætte vores børn i institutioner før skolen og i skole og efterskoleordninger siden hen. Børnene bliver mast sammen til programmeret beskæftigelse på et begrænset område, nu næsten på fuld tid.
For 50-60 år siden var der kun meget få vuggestuer og børnehaver, mor gik hjemme og var tilstede. Efter skolen havde børnene som kattekillingerne fuldstændig efter eget valg, tiden til leg og samvær og hvad der nu var, hvor børnenes fantasi udmøntede sig i at arrangere lege, udflugter sammen med dem i kvarteret eller hvad ved jeg, helt uden indblanding fra forældre. En social baggrund og udvikling, der er fjernet helt og skaber masser af problemer for nutidens børn.
Ja, jeg var nøglebarn i et skønt kvarter og min mor , der havde fået et deljob i nærheden, jeg var vel 7-8, kom kun hjem i tordenvejr!.
Vi hører nu oprør mod to fuldtidsjob, fuld pasning af børn i institutioner og skole og hvad deraf følger.
Kritik af institutioner, skole etc. som pseudoreaktioner fra forældre, der ikke tager ansvar for det at sætte børn i verden.
Sæt dog forbruget ned og forbered dit barn til et fuldt liv ved at være tilstede ikke fuldtids, men bare som en grundlæggende viden hos barnet, der så kan operere frit sammen med andre børn.

Den bedste måde, at udvikle sig på er, at lade vær med, at udvikle sig, kunsten er, at få sine tanker/ego til at holde kæft.