Læserbrev

Kenneth Rosenby Christiansen, 41 år: Fortravlede forældre

»Jo flere valg og muligheder, vi som mennesker og forældre får, jo mere usikre bliver vi på, om vi har valgt rigtigt, og jo mere lider vores børn under, at vi forældre ikke er nærværende nok.«
11. november 2014

I dag er én af de helt store forskelle i forbindelse med forældrerollen, at i min egen ungdom var oplevelsen af stress ikke et særlig nærværende tema. Der var heller ikke i nær samme grad som i dag samme mængde af valg i forhold til at skabe sig selv. Dengang var man skabt ind i den samfundsmæssige kontekst, man nu engang befandt sig i. For mig var det den nederste del af den danske middelklasse.

Mine forældre var ikke stressede over deres arbejde, de var ikke stressede over at være forældre eller for den sags skyld over at være til. Dengang var det nok for folk som dem at være forældre og være en del af en familie. I mit arbejde indenfor det pædagogisk felt siden 1999, først som pædagogmedhjælper og siden hen som leder, har jeg haft muligheden for at følge den udvikling forældrerollen har gennemgået. Jeg har fulgt denne udvikling i et klassisk arbejderkvarter på Amager og nu på det mondæne Østerbro. Et gennemgående tema blandt de forældre jeg har samarbejdet med, har været oplevelsen af manglende tid. Tid til at være en familie. Men oplevelsen af manglende tid er ikke den eneste forskel på min egen opvækst og nutidens normer og værdier i relation til opdragelse.

I dag er der blandt mange forældre en udpræget usikkerhed i relation til om de nu også gør det rigtige for deres børn. Og denne usikkerhed er kun blevet mere og mere udtalt siden jeg startede inden for det pædagogisk felt.

Min påstand er, at jo flere valg og muligheder, vi som mennesker og forældre får, jo mere usikre bliver vi på, om vi har valgt rigtigt, og jo mere lider vores børn under, at vi forældre ikke er nærværende nok til at fremstå tydeligt, kærligt og som en autoritet.

I modsætning til de glade 80'ere har forældrene i dag måske alt for travlt med at skabe sig (selv), og måske var det meget godt, at mine forældre nøjedes med bare at være forældre og gå på arbejde.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu