Klumme

Klamydiaens comme il faut

Jeg sidder med min klamydia og fornedres. Jeg ville gerne kunne have ringet og sagt: ’Anders, vi har fået klamydia’, men den fortolkning var du ligesom ikke med på. Det var ligesom kun min skyld. Og der synes jeg måske ikke, at du tager ansvar for egen penis
19. november 2014

Det kunne i hvert fald ikke være Helene, du havde fået klamydia fra. Helene var jo hende, du skulle til at være kæreste med, og jeg var jo mig. Mig, der havde været sammen med to siden sidst, vi var raske, og dig, der kun havde været sammen med He-le-ne. Det satte mig bagud, eller faktisk foran på point. Der stod 2-1 til mig, men det bliver bare aldrig fedt at føre i den her leg.

Helene og Anders sidder i et træ, og Amalie sidder på klamydiaklinik. Ja, jeg havde klamydia. Jeg gik rundt i lykkelig, symptomfri uvidenhed, indtil jeg ikke gjorde det længere, og en sms tikkede ind: »Føler du dig sikker på, at du er clean?« Jeg syntes, det var en pragmatisk sms. Der var ingen grund til at løbe til lægen, hvis ingen af os havde været sammen med andre siden sidst, jeg var blevet testet klamydiafri.

Men mænd var løbet under min bro i mellemtiden, så jeg skrev det, som det var. To mænd, nul kondomer, så må du selv vurdere oddsene. Jeg tænkte, at jeg havde barberet min del af geden, og resten måtte blive op til dig. Dine symptomer, dit lægebesøg.

Det var en fejlagtig antagelse. Du blev ved med at skrive. Jeg burde nok have fat i mine to, for der var efterhånden helt sikkert noget galt hos dig. Og det kunne ikke være Helene. Hun var jo Helene. Jeg lagde mig fladt ned og tog til lægen.

Jeg blev liggende, da jeg en uge og en underlivsundersøgelse senere havde fået konstateret min første kønssygdom. Jeg skrev til dig og undskyldte. Jeg luftede ikke den teoretiske mulighed for, at det kunne være dig, der havde smittet mig. Jeg gik bare med på din præmis. Jeg understregede, hvor ked af det jeg var.

For jeg var virkelig ked af det. Der skal to til en tango og to til at fortrænge et kondom, men kun én enkelt hentydning til mine ’en for mange mænd’ til, at jeg glemmer, at din penis er din penis og dit ansvar, og at jeg ikke er klam, fordi jeg kom til at bringe klamydia til bordet.

Jeg tænkte, at jeg nok havde været uheldig. At jeg havde haft et fatalt sammenstød med den ene mand i Danmark, der var for inderligt akavet til at tackle #klamydiagate på en moden måde.

Men jeg tog fejl. Mine veninder havde prøvet det, der lignede. Og det, der var meget værre. En var blevet skældt ud til tårer, da hun fortalte, at hun var blevet testet positiv for klamydia. En anden var blevet presset til at tage til lægen, fordi han var for doven, men bestemt mente, at hun måtte fejle noget – sådan som hun væltede sig i mænd. Skoleeksempler på det, vi vist i vore dage vil kalde slut- shaming.

Deres historier efterlod mig godt gammeldags 70’er-style skedesur. Man skal ikke skældes ud for at agere anstændigt i kølvandet på en kønssygdom. Hvis en mand vil testes for klamydia, behøver han ikke en kvinde som medium.

Grundlæggende forstår jeg ikke ønsket om at placere skyld. Vi er lige gode om at have ubeskyttet sex. Lige dumme og lige uansvarlige, og du er uegnet til samleje, hvis du ikke står ved din uagtsomme penis.

Jeg forstår heller ikke vreden. Hvor kommer den fra? Er det, fordi mænd reagerer sådan på sygdom? Eller er det, fordi klamydia er et uomgængeligt vidnesbyrd om, at du ikke er den første? Måske er du ikke engang i top ti – måske findes du intet sted i 10-tabellen. Og det kan godt fornærme dig. Den forklaring hælder jeg til.

Måske fordi du lider af et jomfrukompleks. Måske fordi du hænger en del af din maskulinitet op på at være den erfarne kvindebedårer – og så slås der skår i dit selvbillede, når du møder en overlegen mandebedårer. Jeg ved det ikke helt, men lad mig sige det til dig, som det er: Hvis du er her for at pisse territorium af, er jeg allerede gedigent gennemblødt. Og jeg er ikke alene.

Uanset hvad er klamydia altså ikke en kærkommen chance til at fortælle din sexpartner, at du for øvrigt synes, hun er en skøge eller en inficeret skank. Det er et fejt kort at spille.

Du hensætter mig til præsexrevolutionær tilstand, hvor jeg får lyst til at drukne mig i en kødgryde af skam. Det er ikke rart. Det er ikke god klamydiastil.

Amalie Langballe er journaliststuderende

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Janus Agerbo
  • Jens Thaarup Nyberg
Janus Agerbo og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christina Søs Guldhammer

Hvorfor er dette her interessant?

Grethe Preisler, Morten Pedersen, Tino Rozzo, Gert Selmer Jensen, Morten P. Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Paul Peter Porges anbefalede denne kommentar
Harald Johansen

I min pure ungdom - 21 år gammel – fik jeg en dryppert. Det sved når jeg tissede, og der kom hele tiden noget ud (Udflod). Til lægen, podning, penicillin og en angivelse af min sexuelle historik.

Hos os mænd viser en kønssygdom sig hurtigt, hos kvinder kan den skjule sig indtil det er for sent i forhold til frugtbarheds-evne.

Mit eget problem blev løst med den ene antibiotika-kur, men det var mig magtpåliggende, at min partner - en 9 år ældre kvinde - som havde inviteret og lyksagliggjort mig igennem en længere periode, fik budet om en eventuel infektion.

Hun var mit livs elskerinde nr 2. Siden havde jeg en onenighter og ellers mine børns mor; i alt 4 stk indtil nu, hvor jeg er 51 år gammel.

Sex er ikke en olympisk disciplin, hvor det drejer sig om længst, højst og flest.

Er skilt fra nr 4, så nu fantaserer jeg om nr 5, og holden i hånd vil være fint til en start indtil jeg har fundet hende tillidsværdig.

Tiilad mig at skøjte henover emnet med en meta-betragtning.

'Interessant' hvordan dagbladene eftehånden har udartet sig til læserbrevsklummer.
Og havde det blot været det - men læserbrevene er i stigende grad blevet en ventil for helt personlige kvababelser og mudderkastning - ofte indpakket i sofistikeret analyse og sprog.

Tendensen er efterhånden tydelig.
Og så kan man i øvrigt mene om den, hvad man vil.

/O

Tino Rozzo, Christian Harder, Daniel Henriksen, Morten P. Nielsen og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Velskrevet historie fra det virkelige liv - amalie burde måske mere skamme sig over, at have ligget i med et topmålt fjols. For selvf skal man da give den slags info videre - og glemme al klam moralisering. Vor frue på lokum.

randi christiansen

Hvad er der nu galt med nynnes dagbog? Æggehoderne har også brug for sex og samtaler om følelser. Tænk på, at bag ethvert magtmenneskes facade, er der en hel, lang og ofte skræmmende historik, som det er klogt at kunne genkende og om nødvendigt sige fra over for. Selverkendelse er den første vej til forbedring.

"Skoleeksempler på det, vi vist i vore dage vil kalde slut- shaming.''

Jeg synes det tarveligt at hun kalder sin veninde en "slut"

Javel. At bede Amalie om at kontakte to potentielt smittede partnere er slut-slamming.
Hvem er det der ikke tager ansvaret for sine könsorganer her?

Jeg synes, Amalie har en vigtig pointe. Jeg synes, Anders er en kedelig type, og jeg håber ikke, min datter nogensinde kommer i kontakt med hans slags.

@Ole Jensen

Anders er en kedelige type, men det lader Amalie da også til at være. Jeg synes højst der kan blive tale om at gradbøje begrebet fjols i denne her historie.

Matias Rohrberg

Da jeg så læste artiklen kunne jeg virkelig forestille mig hvordan Amalie havde det i den urimelige situation hun var i. Situationen var ikke urimelig fordi Amalie havde klamydia - det fik jeg heller ikke indtryk af at hun syntes. Situationen var urimelig fordi vi i dagens ligestillede samfund forventer at kvinder stiller informationer til rådighed om deres STD-status for samtlige tidligere seksuelle partnere indenfor et overskueligt tidsrum mens vi synes hun er en "slut" fordi hun kunne finde på noget så groft som at tilrage sig en kønssygdom. Det er dét jeg får ud af dette "læserbrev" og jeg synes det er en finurlig måde at komme frem med den pointe som alternativ til en tør artikel med overskriften: Slut-shaming - et stigende problem for ligestillingen. Og ligeledes er jeg glad for at undvære de ligegyldige kommentarer fra psykologiprofessorer og ligestillingseksperter/ministre. Nej, Amalies historie den giver mening for mig fordi jeg er blevet opmærksom på hvordan man kan have det når man sidder i en situation som hendes - og hun er nok ikke alene om at have prøvet det.