International kommentar

Om klimaforandringer og flugtfantasier

Science fiction-filmen ’Interstellar’ afspejler en tidstypisk illusion om, at det vil være lettere for menneskeheden at tilpasse sig klimaforandringerne senere end at stoppe dem nu
Astronauterne i Interstellar forlader Jorden for at finde en ny planet, hvor mennesker vil kunne flygte til, eller hvor de alternativt kan deponere frosne embryoner. Når man forlader biografen, er det ikke til at tro, at der findes millioner af voksne mennesker, som tager fiktionsfantasier som filmens alvorligt nok til at se dem som realistisk alternativ til at løse de problemer, vi står over for på Jorden.

Astronauterne i Interstellar forlader Jorden for at finde en ny planet, hvor mennesker vil kunne flygte til, eller hvor de alternativt kan deponere frosne embryoner. Når man forlader biografen, er det ikke til at tro, at der findes millioner af voksne mennesker, som tager fiktionsfantasier som filmens alvorligt nok til at se dem som realistisk alternativ til at løse de problemer, vi står over for på Jorden.

Foto fra filmen

17. november 2014

Som mennesker har vi glemt, at vores bestemmelse er at være opdagelsesrejsende og pionerer, ikke viceværter. Det var aldrig meningen, at vi skulle redde verden. Meningen var, at vi skulle forlade den,« erklærer helten i filmen Interstellar, og hvilken replik sammenfatter bedre vores tidsalder?

Interstellar er en visuelt storslået science fiction-film, der lever op til genrens stolteste traditioner, men den kan også ses som en kommentar til to af vores samtids store temaer: teknologisk optimisme og politisk defaitisme.

Jorden står over for en katastrofe skabt af »seks milliarder mennesker, der hver især vil have det hele«. En ukontrollabel plantepest ødelægger verdens afgrøder og suger ilt ud af atmosfæren. ’Plantepesten’ er naturligvis en politisk mindre kontroversiel allegori for klimaforandringerne.

I skildringen af katastrofens civilisationssammenbrud krydsklipper filmen til interviews med veteraner fra dustbowl – de årlige støvstorme, der ødelagde mange midtvestlige landbrug i 1930’ernes USA. De gamle menneskers furede ansigter anslår filmens tema om aldring og tab og minder os om en tid, da det lod sig gøre at træffe store og modige beslutninger for at rette op på elendighedstilstande – tænk her på socialreformerne under New Deal eller på Civil Conservation Corps, et beskæftigelsesprogram for arbejdsløse, der satte fokus på bevarelse af naturværdier.

På mange måder virker hin forgangne verden så forskellig fra vores som de planeter, filmens astronauter besøger.

Engle med ilttanke

Astronauterne i Interstellar forlader Jorden for at finde en ny planet, hvor mennesker vil kunne flygte til, eller hvor de alternativt kan deponere frosne embryoner. Når man forlader biografen, er det ikke til at tro, at der findes millioner af voksne mennesker, som tager fiktionsfantasier som filmens alvorligt nok til at se dem som realistisk alternativ til at løse de problemer, vi står over for på Jorden.

NASA har viet en hjemmeside til at beskrive ideen. Her hævder man, at fremtidige gigantiske rumskibe »vil kunne blive fantastiske levesteder på størrelse med en californisk badeby, udstyret med vægtløse rekreationsfaciliteter, formidabel udsigt og omfattende luksus«. Forlade disse rumskibe kan man ganske vist ikke, højst for at besøge et andet rumskib, og funktionsfejl vil kunne medføre øjeblikkelig udslettelse. Men »bosættelser i kredsløbsbaner vil byde på en af de mest fantastiske udsigter i vores solsystem: synet af den levende, evigt foranderlige Jord«. Synet af det vidunderlige, vi har mistet, med andre ord.

»Med rumkolonisering vil der blive åbnet for en helt ny slags ejendomsmæglervirksomhed,« hedder det videre på NASA-websiden.

»De mennesker, som koloniserer rummet, vil kontrollere enorme områder, mængder af elektrisk strøm og næsten ubegrænsede materielle ressourcer. De vil nyde godt af velstand og udøve en magt, der trodser vores vildeste fantasi. Forhåbentlig vil de vide at bruge den i det gode og ikke i det ondes tjeneste«. Vi vil med andre ord ikke blot lade Jorden bag os, men også os selv. Tilhængerne af disse drømme forestiller sig, at magtsyge, grådighed og undertrykkelse vil medføre undergang for den menneskelige civilisation på Jorden, og tyr til fantasier om, hvordan vi en dag så bare kan undslippe de destruktive kræfter i trykbeholdere kontrolleret af teknikere, hvor vi vil være så fangne som haletudser i et syltetøjsglas.

På samme måde som det er lettere at bede til Gud om et liv efter døden end at konfrontere undertrykkelse og dårligdomme i det dennesidige, stiller denne fantasi os i udsigt, at det vil blive muligt at undslippe kompleksiteten i livet på Jorden til fordel for et stjernebelyst eventyrland, hinsides al politisk kævl. I Interstellar bliver rummet til Himlen, overvåget af godartet teknologi og befolket af engle med ilttanke.

Teknologien ordner det

Rumkolonisering bliver dermed en ekstrem variant af troen på, at det på en eller anden måde er lettere for os at lære at leve med problemer end at løse dem. Eksempelvis hævder økonomen Andrew Lilico i Daily Telegraph, at da vi ikke har råd til at gøre, hvad der skal til for at forebygge de eskalerende klimaforandringer, må vi i stedet indrette os på, at de finder sted. Adspurgt om, hvordan tropelandes befolkninger skal tilpasse sig en verden med global opvarmning på fire grader, svarer han:

»Jeg forestiller mig, at tropeegne må tilpasse sig ved at blive til mere tyndt befolkede ødemarker. Hvorfor skulle dette ikke være muligt?«

Nå Lilico taler om, at »vi ikke kan afværge den globale opvarmning og derfor må tilpasse os, så vi kan leve med den«, henviser pronomenet ’vi’ til to forskellige menneskekategorier. Vi, der bebor den rige verden, kan ikke tåle højere grønne skatter eller lovtiltag til reduktion af forbruget af fossile brændstoffer. Derimod henviser det ’vi’, der skal tilpasse sig, til de befolkninger i troperegioner, som må affinde sig med tab af hjem, land og liv, når deres hjemnationer bliver forvandlet til ødemarker.

Med andre ord har Lilico og ligesindede lige så svært ved at forestille sig det fremtidige liv for klimakatastroferamte sydlændinge, som rumfantaster har ved at forestille sig livet for de fremtidige mennesker, der må jagte en anden beboelig planet eller bosætte sig på en rumstation. Hvad vil klimatilpasning sige? Skal vi flytte vores storbyer, jernbaner og veje til højere beliggenhed, aflede floder, affolke nationer, forlade planeten? Lad os ikke dvæle for meget ved de sindrige detaljer, men blot sætte vor lid til, at teknologien – vores interstellare Gud – en skønne dag nok skal ordne det hele for os.

George Monbiot er forfatter.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Olaf Tehrani
  • Torben Nielsen
  • Torben Selch
  • Flemming Hardy Olsen
Lise Lotte Rahbek, Olaf Tehrani, Torben Nielsen, Torben Selch og Flemming Hardy Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Majbritt Nielsen

teknologien – vores interstellare Gud – en skønne dag nok skal ordne det hele for os.

Hvis nogen tror på den der, så de da vist en tand for overbetalte og naive...
Sådan som det køre, så ender vi med at kløjs i vores eget affald. Der er ikke nogen gyldne og nemme løsninger. Det er hårdt arbejde at rette op på forureningen.
Intet andet...

Det er ene og alene teknologi der kan løse klimaproblematikken - navnlig teknologi til produktion af vedvarende energi. Ingen moderne mennesker vil nemlig kunne overleve én dag under den armod der var normen før den industrielle revolution.

Problemet er i stedet klassisk konservative af den art der netop er stormet ind i den amerikanske kongres ved midtvejsvalget. Disse mennesker lever i en farlig cocktail af fantasmerne Gud (bibeltro) og Den Usynlige Hånd (markedstro). For dem er forbrug nærmest en religiøs pligt. Og bliver man ramt af en hidtil uset kraftig orkan, jamen så er det da bare guds straf for at man ikke har brugt nok.

Henrik L Nielsen

Anmelderen har vist misforstået hvad de gamle fortalte om.

Spoiler alert!

Det var ikke krydsklip til 1930'erne men børn fra starten af filmen der tænkte tilbage. At det så minder om 1930'ernes dust bowles er så en anden sag.

Det ville undre om der i tide opstod konsensus om klimaet. Artiklens perspektiv er snarere en stigende polarisering, når det går op for visse lande at valget allerede er truffet, når løsningen om føje år viser sig i realiteten allerede forpasset.

Så vil flere lande gøre som Australien. Vælge at blive genvalgt. Vælge at lade det komme an på en prøve. Alternativet er for kompliceret og usikkert. Verden vil være stor nok til også at kunne rumme en klimakatastrofe. Og iøvrigt er vi jo døde til den tid, som George Bush senior udtrykte det i anden sammenhæng.

Trangen til fantastiske pionerrejser passer fint ind i denne tro på den hvide mands guddommeliggørelse af sig selv. Myten om ilden som givet ham af hans tro på egne bedrifter. Gud i os skabt i vores eget billede. Nu ved han udmærket at det er løgn, men når myten bliver sand, trykker man som bekendt myten.

Næste gang giver guderne forhåbentlig ilden til kvinderne.

Selvom jeg er stor fan af NASA, er jeg 100,0% sikker på at vi aldrig nogensinde kommer til at evakuere Jordens befolkning. Jeg har (endnu) ikke set Interstellar, men da jeg så traileren, rystede jeg smilende på hovedet og tænkte at det var typisk for abeflokken, at tro på at vi bare kan rejse et andet sted hen. Selv det at få nogle få mennesker "op" på Månen var så dyrt og besværligt, at man først begynder at overveje det igen, nu hvor man har fundet ud af at der er mineraler som kan udnytte$.

Vi bor her på stenkuglen, og den er stadigvæk et af de mere fredelige steder i Universet. Vi kommer ikke herfra, så vi må hellere passe på den. Mange af Apollo astronauterne kom tilbage til Jorden, og havde "set lyset". Når man hang ude i intetheden, i en stor konservesdåse med raketmotor, blev det ret tydeligt at rummet er ekstremt ugæstfrit, og at stenkuglen slet ikke er så tosset.

Hvis man vil vide mere om The Dust Bowl, kan jeg iøvrigt klart anbefale den "gamle" HBO serie Carnivale.

@Evald

Det er efterhånden en ret udbredt antagelse blandt antropologer, at det var kvinderne og ikke mændene, der lærte at beherske ilden. Forklaringen ligger bla. i noget med at lave mad, men i disse dage skal man være lidt forsigtig med at skrive den slags her på Informeren ;)