Kunst og kultur bliver holdt kunstigt i live

Sådan nogle som jer kan blive, hvad I vil!« sagde institutlederen for Æstetik og Kultur på Århus Universitet triumferende, mens han spjættede med arme og ben.

Herefter viste han os en statistik over alle de brancher, der har brug for kunsthistorikere – det vil sige, de kompetencer, vi kom ud med, efter fem år på universitet. Og vi lappede det i os som katten lappede fløde i sig i natten, alle os håbefulde æstetikere, der snart skulle ud og prøve kræfter med resten af den kreative klasse. Vi tog en kandidatgrad i moderne kultur og de fag, der skulle gøre os til dygtige praktikere i erhvervslivet. Vi skulle ud og brillere med værktøjer i visuel kultur, kreative processer, kommunikation og projektstyring.

Men da vi kom ud som cand.mag.’er i 2012 gik det op for os, at noget var galt. Efter fem år på universitet og et c.v. med alle de rigtige studiejob og selvstændige projekter, stod vi nu med udsigten til at arbejde i et kulturliv, der overlevede på fonde og støtteordninger. Og det var ikke kun os, der ønskede et arbejde, men også de ambitiøse journalister, arkitekter og kulturformidlere i vennekredsen, som var arbejdsløse eller ansat i kortvarige projekter. Efter at staten havde kastet penge efter os i fem år, var karriere­vejen nu brolagt med dagpenge og i værste fald kontanthjælp i en branche, der bliver holdt kunstigt i live af praktik- og løntilskudsordninger.

Systemet hænger ikke sammen, og det har det ikke gjort i lang tid.

’Falske’ stillinger

Nu vil uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) skære 30 procent af optaget på de æstetiske fag væk, fordi de uddanner folk til arbejdsløshed. I den forbindelse er det interessant at se på, hvorfor humanister fra de ’æstetiske’ fag ikke trækker mod plussiden i ministerens beskæftigelsesregnskab. Set ud fra vores erfaringer, ligger fokus i debatten et helt forkert sted. Problemet er ikke vores kompetencer som formidlere, praktikere, iværksættere, projektledere og kommunikatorer. Problemet er det politiske system, der holder arbejdsløs­heden i live blandt vores fagfæller ved at gøre kunst- og kulturinstitutioner afhængige af praktik- og løntilskudsstillinger.

Alle, der arbejder på statens regning, er med til at holde hjulene i gang i maskineriet og niveauet oppe i institutionerne. Desværre er disse ’falske’ stillinger – helt imod intentionen med at give folk udsigt til et rigtigt job – med til at udhungre vores arbejdsmarked og vores faglighed. Og nogle spørgsmål presser sig på. Hvad sker der egentlig med standarden på landets kulturinstitutioner, hvis vi skærer alle løntilskuds­stillinger og praktikker bort? Hvor mange udstillinger kan man producere på et museum om året uden arbejdskraften fra tilskudsstillinger?

Dette er ikke ment som en kritik af det fastansatte personale, men blot en konstatering af, at landets kulturinstitutioner er gjort afhængige af tilskudsberettigede stillinger, der roterer hvert halve år.

Imens står vi med udsigten til en håbløs arbejdssituation, der bedst kan beskrives som et hamsterhjul.

Kulturliv eller markedslogik

Men kunne man forestille sig, at det ikke behøver at gå ud over kulturen, når Christiansborg, igen skal til at spare? At man denne gang måler vækst i kultur frem for tal? I stedet for tilbyde to til tre løntilskudsstillinger hvert halve år kan en institution frigøre en fast stilling med en ordentlig løn, hvor kundskaben forbliver inde på institutionen og skaber merværdi. Kan man skabe en organisation, der er selvforsynende med en fast medarbejderstab? Vi arbejdssøgende kan heller ikke signalere professionalisme med et c.v. fyldt med dagpengeberet­tigede stillinger af to til seks måneders varighed. Men som damen fra A-kassen tørt sagde: »Det er jo vilkårene i jeres branche.«

Når Københavns kulturtilbud lokker i hverdagen, og byen bugner af udstillinger og arrangementer for hele familien, er det oplagt at tænke lidt over, hvad et rigt samfund som det danske skal bygge på? Et rigt kulturliv eller en markedslogik? Så længe danskerne interesserer sig for kunst, musik, film og litteratur er der brug for folk, der kan skabe, komponere, producere og skrive. Men det kræver, at man forstår kulturens betydning i samfundet og finder en langsigtet løsning, der kan give både os og institutionerne stabilitet.

Pernille Rom Bruun og Marte Danielsen Jølbo er cand.mag.’er i moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet