Læserbrev

LA tror på sund fornuft og frihed

19. november 2014

Der har verseret en debat i Information siden den 18. oktober, da avisen udkom med et debatindlæg under overskriften »Liberal Alliance aner ikke, hvad liberalisme er«. Vi blander os, fordi forfatterne til nu to omfangsrige indlæg, Claus Strue Frederiksen, Xavier Landes og David Budtz Pedersen (FLP), alle forskere ved KU’s afdeling for filosofi, bygger et højst besynderligt luftkastel, når de forsøger at beskrive, hvad LA er og står for.

Debatten har mange spor, og FLP får sagt nogle bemærkelsesværdige ting, for eksempel at Apple eller Nordea har så dominerende en stilling på det danske marked, at ægte liberale politikere burde have travlt med at gøre det umuligt for dem at operere.

Der er nok at komme efter, hvis man påtager sig opgaven at præsentere d’herrer for virkeligheden. I stedet vil vi gøre opmærksom på, at det er meget nemt at finde ud af, hvad LA er og vil. Det står på vores hjemmeside, og det fremgår tydeligt, når vi bliver spurgt.

FLP har fundet et citat,hvor vi siger, at den bedste erhvervspolitik er mindre politik. Det får forskerne til at postulere, at vi er tilhængere af laissez-faire kapitalisme. FLP får også skrevet, at laissez-faire kapitalisme er: den politisk mest populære variant af kapitalismen. Men der er ingen politikere, i hvert fald ikke i Danmark, som går ind for en rendyrket laissez-faire kapitalisme. Det, LA mener, er, at der er for meget statslig indblanding, ikke mindst i erhvervslivet. Vi ser på den konkrete praksis og vurderer, at det på nogle områder er bedre, hvis staten blandede sig mindre. Der er langt fra LA’s pragmatiske position og til en politik, der udelukkende er forankret i en ideologi, som har meget lidt med Danmark i vore dage at gøre.

Europæisk velfærd

Vi er heller ikke tilhængere af »en umenneskelig natvægterstat«. Vi arbejder for, at den offentlige sektor bliver lidt mindre og mere effektiv, og vi arbejder for, at skatten sænkes fra i gennemsnit 49 til omkring 43 procent. Med en gennemsnitlig skat på 43 procent har man et vesteuropæisk velfærdssamfund, som vi er tilhængere af, selv om vi synes, man skal være mere modig i undersøgelserne af, om man kunne skrue samfundet lidt anderledes sammen, så individet vandt lidt magt tilbage fra staten. Vi er en alliance af liberale, der forsøger at se på de udfordringer, vi står overfor, med åbne øjne og sund fornuft. Det er ikke farligt, og det er meget langt fra det billede, som FLP forsøger at tegne.

Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll, politisk leder og gruppeformand, LA

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu