Læserbrev

Læserbreve

12. november 2014

Ingen bryster på min café

Tobias Baadsgaard, Odense

Debatten om amning på privat ejendom som cafeer og restauranter er totalt forfejlet.

Det skal aldrig være staten, kommunen eller en flok ammende mødre, der skal bestemme, hvad man må og ikke må på privat grund. Derfor rammer det også totalt forbi skiven, når betonfeministerne mener, at et forbud mod at amme er et udtryk for et mandsdomineret samfund.

ISDS-debat fejet under tæppet

Niels I. Meyer, Hørsholm

SR-regeringen må have danmarksrekord i at jokke i de bede, som dens potentielle vælgere sætter pris på. Det seneste udspil til et selvmord inden det snarlige folketingsvalg er fremlagt af handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

Han er hoppet med på en skrivelse fra 14 EU-lande til EU’s tiltrædende handelskommissær om at prioritere fremtidige finansielle særinteresser i handelsaftalen mellem EU og USA højere end medlemsstaternes demokratiske uafhængighed. I tekniske termer udtrykkes det ved støtte til ISDS- princippet, som giver internationale investorer ret til at kræve milliard-store kompensationer af lande, som skærper deres miljø- eller sundhedsbeskyttelse.

De multinationale selskaber kan ifølge ISDS indklage de pågældende lande for såkaldte voldgiftstribunaler med krav om kompensation for deres påståede formindskede profit. Et voldgiftstribunal er hævet over de nationale domstole og består typisk af tre private advokater.

Det er på høje tid, at Folketinget gennemfører en åben og grundig debat og forhandling om problemerne med ISDS, inden EU afslutter de delvis hemmelige handelsforhandlinger med USA.

Hvis SR-regeringen ikke selv vil tage initiativ til en sådan proces, må det være en oplagt opgave for Enhedslisten og SF at tage initiativet. Meget tyder på, at en række af Folketingets partier helst vil feje problemet ind under gulvtæppet for at undgå en bred folkelig debat om ISDS-princippet.

Bevar u-landsstøtten

Lone Frederiksen, bestyrelsesformand for foreningen Cykler til Senegal

Nedskæringen af udviklingsstøtten er både politisk og menneskelig ulogisk.

Foreningen Cykler til Senegal har siden 1996 samarbejdet med en bondeorganisation i det sydlige Senegal. Der har vi set, hvordan vores Danida-finansierede udviklingsstøtte har bidraget til at forbedre levevilkårene for familierne, ikke mindst for kvinder og børn.

Landbrugsproduktionen er diversificeret og produktiviteten øget blandt andet via uddannelse og adgang til veterinærmedicin og ordentlig såsæd. Det har betydet, at det er blevet muligt for unge at se en fremtid i landsbyerne som alternativ til drømmen om Europa. Så også derfor er nedskæring af udviklingsstøtten totalt ulogisk set i et større perspektiv, samtidig med at det menneskeligt set er kynisk og skaber grobund for øgede konflikter.

Rent politisk er det heller ikke let at finde logikken. Regeringen vil med forslaget bevæge sig længere og længere væk fra sin egen målsætning om at bruge en procent af vores BNI på udviklingsbistand. Igennem en årrække er midlerne til udviklingsbistand til stadighed blevet mere og mere udhulede, ved at en del bliver overført til integrationsinitiativer i Danmark.

Udviklingsministeren holder fast i, at det er nødvendigt at flytte midler fra fattige lande og til asylområdet i Danmark. Men det er et politisk valg – ikke et nødvendigt valg – at tage midlerne fra lige præcis fattige lande frem for at skaffe finansiering på anden måde. Politik er også værdier og mål – ikke bare nødvendige tilpasninger.

Hus flygtninge i Auderødlejeren

Jørgen Tved, Hundested

Næsten daglig kan jeg i aviserne læse om store problemer med at huse de flygtninge, der kommer til Danmark.

Jeg kan læse om store omkostninger ved at indrette flygtningcenter, eksempelvis på den tidligere Sjælsmarks Kaserne i Hørsholm. Staten ejer Auderød Lejren i Halsnæs Kommune, en tidligere skole for marinesoldater. Den har til for ganske nylig været center for cirka 700 flygtninge. Dette center er nu ved at blive afviklet på grund af, at et flertal på 11 medlemmer (V og DF) mod 10 (A, SF og Enhedslisten) stemte for lukning. En beslutning, som staten via Udlændingesstyrelsen har taget til efterretning.

Men der er på nuværende tidspunkt ingen aktuelle planer for anvendelse af Auderødlejren. Det vil sige, at lejren vil stå tom og ledig, måske i flere år. Jeg vil godt med denne henvendelse opfordre til, at man kalder flertallet i Halsnæs Byråd til orden. Først og fremmest af medmenneskelige grunde, men naturligvis også af økonomiske.

Det er, efter min mening, totalt spild af offentlige midler at bruge penge på at indrette pladser til flygtningen andre steder samtidig med, at en lejr til 700 mennesker nu skal stå tom og forfalde.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tobias Baadsgaard

Du skriver: 'Det skal aldrig være staten, kommunen eller en flok ammende mødre, der skal bestemme, hvad man må og ikke må på privat grund'

Så når dine naboer bygger en 10 m høj mur omkring dit lille parcelhus, er det naturligvis helt i orden!