Kommentar

Liberalisme er mere end partipolitik

Det er svært ikke at tænke, at filosofferne Claus Strue Frederiksen, Xavier Landes og David Budtz Pedersen mestendels udbreder sig om liberalismens idehistorie på baggrund af personlige fordomme
Debat
18. november 2014

Filosofiens historie er fyldt med glorværdige eksempler på, at man fremsætter specifikke påstande, som så efterprøves med argumenter. Alligevel synes denne metode fremmed for de tre forskere i filosofi, Claus Strue Frederiksen, Xavier Landes og David Budtz Pedersen, der 4. november går i rette med vores indlæg fra 27. oktober.

I vores indlæg skriver vi tydeligt, at vi ikke taler om Liberal Alliance, men om liberalismens idehistorie. Alligevel er de tres svar bygget op om den præmis, at vores indlæg har noget at gøre med Liberal Alliance. Man fristes til at spørge, om det også er sådan, de forsker.

Filosofferne udstillede deres egen idehistoriske uvidenhed, da de i deres første indlæg fik skrevet den klassiske liberalisme helt ud af historien. Samme idehistoriske snublerier genfinder man i filosoffernes andet indlæg, hvor de tre får forvekslet det 18. århundredes liberalisme, som i reglen var åben over for at lade staten varetage en række socialpolitiske opgaver (eksempelvis Adam Smith) med det 19. århundredes liberalisme, som i reglen var mere præget af laissez faire (eksempelvis Richard Cobden).

De tre fik oprindeligt også lagt forskertitler til den påstand, at ønsket om mindre stat »intet« havde med liberalisme at gøre. Som svar på at være blevet grebet i denne besynderlige uvidenhed forsøger de tre nu at blande partipolitik ind i den idehistoriske udredning, vi præsenterede for at hjælpe dem ud af deres misforståelse.

Parlamentarisk virkelighed

Filosofferne synes forvirrede om forskellen på politiske partier på den ene side, og så rene filosofiske og økonomiske betragtninger på den anden. Samtlige af Folketingets partier (inklusive Enhedslisten) tilpasser sig den parlamentariske virkelighed, de befinder sig i. Således er Liberal Alliances realpolitiske position ofte ganske anderledes end partiets idehistoriske rødder, som er at finde i den klassiske liberalisme.

Alligevel synes de tre at tænke, at nutidige MF’eres opgave er at agere en art platoniske vogtere eller sovjetiske kommissærer, der blindt og dogmatisk eksekverer enhver afkrog af den idehistoriske politiske tradition, deres partier udspringer af.

Det er svært ikke at tænke, at de tre filosoffer mestendels udbreder sig om liberalismens idehistorie på baggrund af deres personlige fordomme. Således også i deres omtale af Friedrich Hayek, som de synes at forveksle med Robert Nozick. Eksempelvis skriver de, at Hayek »antog, at markedet altid vil regulere sig selv«. Men her var Hayek faktisk enig med 1700-tallets liberalister som Adam Smith i, at det under visse forhold kunne være nødvendigt, at staten blandede sig i økonomien på en række områder, hvorimod det i det 20. århundrede var folk som Nozick, der anfægtede dette.

Hjemmestrikket forståelse

Galt går det også, når de tre – uden skyggen af argumentation – belærer os om, at det er misvisende at tale om et kupforsøg i forbindelse med 1880’ernes strid om liberalismebegrebet, hvor socialliberalister forsøgte at overtage betegnelsen ‘liberalist’ fra de klassiske liberalister. Selv samtidens kilder, som den britiske jurist A.V. Dicey, omtalte ellers denne strid som en kamp mellem to liberalismer, som var »komplet fremmede« for hinanden. Skal man tro de tre filosoffer, er det altså ikke blot os, der har misforstået liberalismens historie: Samtiden misforstod også sig selv, ligesom en lind strøm af politiske tænkere og historikere lige siden har misforstået, hvad der foregik.

Endelig er der spørgsmålet om det, de tre lidt hjemmestrikket omtaler som modellen for et frit marked (hvilket er fejlagtigt, da det egentlig blot er en model for en specifik konkurrencesituation), og som de tre mener, at vi ikke kender til. Ikke alene kender vi til den, vi irettesatte skam også de tre for deres mangelfulde forståelse af denne model i vor første replik til dem. De tre påstod oprindeligt, at høje profitter i sig selv var et sygdomstegn i markedet. Men hvad filosofferne ikke havde forstået (og stadig ikke forstår), er, at høje profitter ikke er et sygdomstegn, medmindre de er vedvarende.

I en af filosofifagets klassiske tekster tillægges Platon det udsagn, at »personer, der har lært noget og som er fulde af ideer, de kun halvvejs har forstået«, kan være til stor skade for offentligheden, hvis de begynder at udbrede sig om dem på skrift. Vil de tre filosoffer ikke tage ved lære af økonomer, historikere og politiske tænkere, så skulle de måske lytte lidt til et af de store navne fra deres eget fag.

Christian Bjørnskov er ph.d. og professor i nationaløkonomi på Aarhus Universitet, Niels Westy er cand.polit. og folketingskandidat for Liberal Alliance og Ryan Smith er cand.mag., forfatter og redaktør.

Ejvind Larsen Frie Ord er tilbage næste tirsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her