International kommentar

Du må ikke slå ihjel - eller må du?

Det er svært at diskutere Danmarks aktuelle engagement i verdens krige. Især er det urovækkende at diskutere vores skyld i drab på uskyldige civile. Så er det meget lettere og mere ufarligt at diskutere en likvidering af en skyldig generalkonsul i Hamburg i 1971
Debat
12. november 2014

Panikken om Jan Stages angivelige chaufførjob i forbindelse med likvideringen af en boliviansk generalkonsul i Tyskland i 1971 er overraskende. Måske især, fordi den kommer på et tidspunkt, hvor der næsten ikke bruges kræfter på at diskutere, hvilke uskyldige liv den stadig stærkere danske krigsinvolvering også koster.

Krigens regler er anderledes end fredens. I krig må begge parter vist gerne dræbe. Men der er unægtelig grænsetilfælde. Det holder naturligvis ikke, når chefredaktør Christian Jensens leder i Information (den 3. november) i anledning af Stage-Ellegaard-sagen skriver, at Information er imod drab og medvirken til drab, såvel i fortiden som i nutiden. Dagbladet Information er et gammelt barn af modstandskampen.

Den danske samarbejdsregering kaldte frihedskæmperne for terrorister. Men i 1945 var de helte.

Information har haft flere redaktører, der var aktive modstandsfolk, og på side 249 i Ole Lange og Alex Frank Larsens bog Outze kan man se Børge Outze med skarpladt pistol på det illegale Informations redaktion.

Der blev skudt, og der blev dræbt, og drab – blandt andet stikkerlikvideringer – blev anset som et nødvendigt element i krigen.

Nogle gange var det de forkerte, der blev dræbt. Krigen har mange ofre. Et af dem er retssikkerheden.

Danmark var besat, og kampen foregik især på dansk grund. Ret til at ramme de forkerte. I dag foregår krige langt fra hjemmet, og det kan være svært at få udenrigsminister Martin Lidegaard (R) til helt klart at sige, at Danmark overhovedet er i krig. Men det er vi jo.

De mennesker, der oplever bombardementerne i Irak oplever det givetvis som krig. Ligesom mennesker har gjort det i Afghanistan og i Libyen i de senere år. Ikke et pænt ord om IS, men det er svært at forestille sig, at der ikke også er uskyldige ofre for de vestlige – og danske angreb.

Jeg er hverken krigsrets- eller folkeretsekspert, men det er min opfattelse, at det er almindeligt erkendt, at der altid er uskyldige ofre i en krig. Det kan ikke undgås, og de krigsførende parter skal derfor ikke ’dømmes’ for utilsigtede uskyldige ofre. De politiske beslutningstagere dømmes heller ikke for det hovedansvar, de kan siges at have, for at uskyldige mennesker slås ihjel.

Den nuværende krig i Syrien og i Irak har langt flere end to kæmpende parter. Den er grusom og uoverskuelig. Vi er – med rette tror jeg – parate til at dømme mennesker, der med de forkerte motiver og metoder kæmper imod en syrisk diktator, som vi i øvrigt gerne selv vil have afsat og dømt.

Samtidig bomber vi i Irak i et forsøg på at bekæmpe IS og påvirke krigen både her og i Syrien. Vi håber også, at kurderne klarer sig, selv om vi har været med til at sige, at PKK er terrorister.

Vi ved, hvem vores hovedmodstandere: Det er IS overalt, og i Syrien er det Assad og hans styrker, men fronterne er uklare, og der er både slyngler og bange uskyldige voksne og børn mange steder. Der er mennesker, der er nødt til at skabe deres eget billede af krigen.

Der er givetvis modstandere af den danske krigsindsats, som føler, at hvis danske fly som led i krigen har en eller anden ’ret til’ utilsigtet at komme til at ramme de forkerte, så har de den samme ret til at slå ’rigtige’ og sommetider ’forkerte’ ihjel her hos os. Hvis de i øvrigt er uenige med os om vores hovedsigte.

Vi vil kalde det terrorisme. De vil nok kalde det krig. Derfor svinger terrortruslen op og ned, men befinder sig næsten altid på et temmelig højt niveau.

Den lette debat

Der er forskel på at dræbe skyldige og uskyldige. Med eller uden retssikkerhed.

Drabet på den bolivianske generalkonsul i Hamburg var, efter alt hvad der foreligger af information om sagen, et drab på en meget skyldig person. Han var general og ansvarlig for tortur og henrettelser af mennesker i politisk opposition. Det var samtidig et helt fokuseret drab. En præcis likvidering. Der var ingen tilfældige eller uskyldige ofre, som når droner og bombefly trods alt rammer langt mere upræcist.

Jeg er imod, at folk skyder hinanden uden ret og dom. Jeg er også imod dødsstraf, også selv om de skyldige har været gennem et retssystem.

Men jeg mener, vi bør være forsigtige med vores domme på et tidspunkt, hvor vi fører krig med uklare dagsordener langt hjemmefra, og hvor den overordnede betragtning synes at være, at vi trods alt håber, det gavner freden lidt mere, end det skader – men sikre er vi langtfra.

Vi taler ustandselig om globaliseringen og dens konsekvenser.

Vi lader os underholde med myrderierne i 1864. De var forfærdelige, men meget lokale. Anden Verdenskrig var netop en verdenskrig. Nu blev skyldige og uskyldige mennesker dræbt stort set over hele verden. Siden har globaliseringen og september 2001 som bekendt ændret verden endnu en gang.

Nogle krige er blevet så abstrakte og foregår så langt hjemmefra, at de knap giver hjemlig debat, men det hindrer næppe, at nogle af svarene i form af modangreb kommer her. Sker det, vil vi naturligvis fordømme det. Det vil jeg også. Men vi kan roligt fastslå, at uskyldens tid er forbi. Det samme er de enkle løsningers tid. Det er vel blandt andet derfor fortrængning er blevet så udbredt.

Når det hele er blevet svært, er det lettere og mere ufarligt at diskutere en likvidering af en skyldig generalkonsul i Hamburg i 1971 .

Knud Vilby er journalist. I 1970’erne var han en af Informations redaktører

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er jo sådan det er. Kun en konklusion er mulig: De dybereliggende årsager til væbnede konflikter må afdækkes og i videst mulige omfang bekæmpes, hvis verden skal blive et fredeligere sted. Er kampen om olie en årsag? Så må afhængighed af olie minimeres. Er påståede religiøse rettigheder årsagen? Så må afhængighed af religion bekæmpes. Osv. Osv.

Lad os nu ikke gøre det mere indviklet end det er:

Militæret er en anakronisme i forhold til et demokratisk styresystem og derfor er krig ikke en option for et demokrati. Krig mod terror er en selvmodsigelse eftersom krig pr. definition foregår mellem stater og eftersom terror pr. definition udøves af individer uden en statslig anerkendelse. Terror skal således bekæmpes via politi og retssystemet.

Skyld og uskyld er vel derimod knap så enkelt at afgøre. F.eks.: Er borgerne i Syrien uskyldige i forhold til at have anerkendt Assad i tilstrækkeligt omfang til, at han har kunnet blive siddende ved magten – og for så vidt stadig gør det. Hvem er skyldige i at vi (i princippet) har demokratisk styreform i Danmark?

Rene Karpantschof

Gud ske lov (og jeg er endda ateist), at der stadig findes tænkende mennesker i Danmark som Knud Vilby!

Den kolde krig forenkelede og gjorde mange konflikter til polære. Denne forenkling er væk idag og vi har efter den kolde krig som haft et vesten som på mange måder var utopisk i sit syn på konfliker og årsagerne til dem- specielt krigene efter 9/11 og de fejlfortolkninger af det "arabiske forår" har udstillet denne grundløse optimisme. Vi står overfor en tid hvor den måde vi har opfattet konfliker på siden 17-tallet i Europa er meningsløst fordi disse krige handlede om soverignitet -de krige som kommer nu vil handle om legitimitet og vil blive mere langvarige og næsten uløselige.