Kronik

Mænd er nogle svin – og det er kvinder også

Det er totalt hyklerisk at basere et feministisk projekt på problematisering af mandens seksualitet som beskidt i modsætning til kvindens neutrale. På en lidt besynderlig måde reproducerer man hermed blot den sexistiske fantasi om kvinden som uskyldig
En progressiv feminisme må have blik for, at seksualitet pr. definition er en svinsk og objektiviserende formel. Ellers vil det feministiske projekt om seksuel emancipation få en skinger puritansk klang, mener dagens kronikør. På billedet optræder Robin Thicke sammen med Miley Cyrus med sangen ’Blurred Lines’. En kontroversiel sang og en kontroversiel optræden – som han hovedsageligt blev kritiseret for. Arkiv

Lucas Jackson

18. november 2014

KRONIK – I den raserende kønsdebat fremføres objektiviseringen af kvinder ofte som et problem. Det er ingenlunde min intention at benægte problemet. Tværtimod er det min intention at vise, at problemet er langt værre, end anklagen antager.

Anklagen lyder: Mænd objektiviserer kvinder. Mænd tror, de ejer kvinder. Mænd er hverdagssexister, de er lystne, de taler seksuelt nedsættende om kvinder, de befamler kvinder – nogle voldtager endda kvinder. Kort sagt: Mænd er nogle svin.

Som hovedmanden bag sidste års kæmpehit »Blurred Lines«, der blev kritiseret for at anspore til voldtægt, er Robin Thicke blevet lagt for had som et ultimativt eksempel på en sådan womanizer. Thicke er for flere såkaldte feminister blevet kardinaleksemplet på, hvor beskidt det mandlige begær er, og han er blevet udsat for en veleksponeret Twitter-(shit)storm med kommentarer som: »When you’re not busy objectifying women, making light of rape and justifying sexual violence, how do you like to relax?«

Et andet udskældt og forargeligt eksempel på, at mænd er nogle svin, er de såkaldte pickup artists, hvis berømmelse tog fart med Neil Strauss’ bestseller The Game, hvori kunsten bag forførelsen og erobringen af kvinder eftersigende afsløres. Disse pickup artists er blevet kritiseret for at betragte kvinder som intet andet end seksuelle objekter og for at forsøge at vinde deres begær ved hjælp af subtile angreb på deres seksuelle værdi.

Desuden vil mange sikkert også have bemærket bevægelsen I Need Feminism Because … på de virale medier, hvor især unge mennesker fuldfører sætningen med et argument for, hvorfor vi har brug for feminismen i dag. Blandt de mange selvindlysende argumenter for kvinders rettigheder figurerer imidlertid også en kommentar som: »I need feminism because we [women] are subjects, not sexual objects.«

Hvad kvinder vil have

Men der er en indre modsætning i denne logik, der dæmoniserer det (mandlige) objektiviserende begær. Det forklarer nemlig på ingen måde, hvorfor det virker. Hvorfor kan det overhovedet betale sig at være et svin? Hvordan kan en pickup artist overhovedet få succes? Hvis disse objektiviserende, liderlige mænd er så interesserede i kvinders gunst, ville det så ikke være smartest at gøre det, kvinder ville have, at mænd skulle gøre? Altså være flinke og ikkeobjektiviserende? Problemet er bare, at det netop ikke er, hvad kvinder vil have. Sådan fungerer begær ganske enkelt ikke.

Begær er nemlig attrå efter det umulige, ikke det tilgængelige. Seksuel spænding står og falder med fantasien om at få adgang til det tilsyneladende umulige: Måske, måske ikke, kan jeg, narcissistiske lille jeg, være genstand for den andens begær. Hvis ikke denne tvivl indtræder, hvor man ikke ved, om man har den andens attrå, mister denne anden ganske enkelt sin seksuelle relevans og værdighed – det ville være for let og ligegyldigt og dermed slet ikke aktivere begæret.

Men hermed skal det altså også blive tydeligt, at ikke alene er begær og seksualitet netop udtryk for et ønske om rent faktisk at blive gjort til genstand (dvs. objektiviseret) for den andens seksuelle attrå. Det er tilmed et ønske, der selv gør den anden til genstand for seksuel attrå, idet man begærer den andens seksuelle anerkendelse. I en forstand er selv den dom, hvorved en person bliver afgjort som seksuelt uinteressant en slags objektivisering blot med negativt fortegn. Med andre ord, så længe man gerne vil beskues seksuelt af én person, men ikke af en anden person, har man netop objektiviseret denne sidste person – blot negativt. Den såkaldte tabermand, der ingen seksuel kapital besidder, er netop et eksempel på en sådan negativ objektivisering.

Reaktionært hykleri

Seksualitet er altså pr. definition en reciprok objektivisering. For hvis ikke seksualitet handler om at gøre eller ikke gøre den anden til objekt for sine lyster, fantasier, nydelse og så videre, er det slet ikke seksualitet – og her kan ingen være uskyldige.

Som Søren Kierkegaard skriver: »Det er overhovedet nonsens og lefleri og fornærmelse mod kvindekønnet at tænke en forførelse, hvor pigen aldeles ingen, ingen, ingen skyld har«.

Når jeg derfor siger, at kvinder ikke bare vil have flinke, ikkeobjektiviserende mænd (bare spørg disse pickup artists), betyder det ikke, at der er et bestemt mandligt eller kvindeligt begær, eller at de hver især vil have noget bestemt. Det er blot for at slå fast, at seksualitet pr. definition indebærer objektivisering. Kvinder vil objektiviseres, og selve denne vilje til at blive objektiviseret er i sig selv en objektivisering af mænd. Og det samme gælder indlysende nok også mænd, der på tilsvarende vis nyder kvinders seksualiserende blikke.

At benægte denne reciprocitet af objektiviserende svinskhed er at fortrænge den ene parts seksualitet. Det er dermed ikke blot sexistisk over for mænd, men også over for kvinder.

Min pointe er derfor ikke, at Robin Thicke, pickup artists og andre mænd ikke er svin. Min pointe er blot, at det er kvinder også. Eller måske endda, at kvinder også er mænd. Det er totalt hyklerisk at basere et feministisk projekt på problematisering af mandens seksualitet som beskidt i modsætning til kvindens neutrale. På en lidt besynderlig måde reproducerer man hermed blot den sexistiske fantasi om kvinden som uskyldig. Og dette er i virkeligheden en enorm fornærmelse mod kvinder – som om kvinder kun lader sig forføre ud af mangel på moralsk dannelse, selvværd eller intelligens.

Denne anskuelse er i det hele taget udtryk for reaktionært hykleri, hvor man implicit eller eksplicit forestiller sig en ren, harmonisk og uskyldig tilstand, der på den ene eller anden måde er blevet forpurret af en syndebuk. Ligesom racister fantaserer om en ideal tilstand før de fremmedes indtog, er der en fare for, at vi i feminismen projicerer alle seksuelle problematikker over på mænds begær.

Vi er svin

For nyligt holdt Emma Watson en tale for FN, hvor hun gjorde det klart, at feminisme ikke skulle være synonymt med mandehad – no shit, Emma! Men den opgave kan kun løftes, hvis vi ophører med at betragte objektivisering, og dermed seksualitet som sådan, i dets forskellige mere eller mindre svinske afskygninger som et problem, vi kan fjerne – ellers er vi dømt til hykleri.

En progressiv feminisme må have blik for, at seksualitet pr. definition er en svinsk og objektiviserende formel. Ellers vil det feministiske projekt om seksuel emancipation få en skinger puritansk klang, der drømmer om en dag, hvor vi som smukke engle kan svæve over seksualitetens objektiviserende svinesti. Det projekt vil lykkes the day pigs fly – for vi er svin, ikke engle.

Kun ved at acceptere seksualitetens iboende svinske funktionsmåde kan vi begynde at drømme om en tid, hvor vi kan føle os hjemme i snavset. En genuin accept fjerner nemlig aldrig problemets årsag, men det forandrer aldeles forholdet til problemet, og dermed den måde problemet er et problem for os på.

Jeg har desværre ikke noget svar på, præcis hvordan en sådan accept skal se ud. Måske bør vi seksualisere, objektivisere og kneppe, til vi segner og gisper efter muligheden for bare at drikke en kop te med hinanden. Måske skal vi slet ikke gøre noget bestemt.

Jeg ved det ikke. Jeg siger bare, at seksuel emancipation ikke kan bedrives ved at fornægte seksualisering – vi kan ikke blive frie ved at skære vores kønslighed væk.

Saman Atter Motlagh er cand.psych.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hjalte Jensen
  • Tobias Israelsen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Jakob Clemen
  • Jens Falkesgaard
  • Carsten Mortensen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Kurt Nielsen
  • Trille Hassager
  • Ervin Lazar
Hjalte Jensen, Tobias Israelsen, Robert Ørsted-Jensen, Jakob Clemen, Jens Falkesgaard, Carsten Mortensen, Jørgen Steen Andersen, Kurt Nielsen, Trille Hassager og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Niels Engelsted,

Du har ret. Tolerancen løb af med mig. Jo mere jeg læser denne tekst, jo mindre bryder jeg mig om den. For jeg forstår simpelthen ikke hvorfor skribenten bringer disse 'pick-up artists' og deres sociopatiske manipulationsteknikker ind i diskussionen. Måske er der bare tale om et tilfældigt sammenfald, men jeg kan ikke løsrive mig fra det forhold, at der netop i disse dage er ret stor opmærksomhed omkring netop en sådan 'pick-up' artist og hans metoder. Interesserede kan google 'Julien Blanc'. Det er ikke et kønt syn.

Torsten Jacobsen

Morten Nygaard Christensen,

Skribenten er en mand. Det ødelægger jo en del af din argumentation, men jeg er meget enig i dit sidste afsnit.

@Torsten

Der er noget Frank T.J. Mackie (Seduce And Destroy), over ham. Det mest groteske er næsten hans tilhørere, som helt benovede lytter til en 25 årig "ekspert", hvis hormonbalancer tydeligvis er gået banjo på alle tangenter. Der skal efterhånden en del til for at jeg taber hagen, men holddaop!

"Jeg har desværre ikke noget svar på, præcis hvordan en sådan accept skal se ud. Måske bør vi seksualisere, objektivisere og kneppe, til vi segner og gisper efter muligheden for bare at drikke en kop te med hinanden. Måske skal vi slet ikke gøre noget bestemt."

Glimrende!

Grethe Preisler

Det er det herligste tidsfordriv at agte på dyrenes færden og liv:
Mænd er nogle svin - og det er kvinder også!

(Det skal nok passe, og kan man ikke andet, kan man jo altid være med på en kigger)

A tøws nu nærmest, at det, de to 'kunstnere' har gang i på fotoet, som illustrerer kronikken, har større lighed med den 'seksualpraksis', man kan iagttage ved at studere adfærden hos bavianerne i abegrotten i Zoo, end den man kan iagttage hos frilands-grisebasserne i et økologisk drevet landbrug.

Grethe Preisler:

Det, der foregår på billedet, er en afart af The Double Butterfly, klassisk Jamaican Dancehall praktiseret af ubehjælpsomme hvide mennesker, der helt har misforstået sagen. Nogen vil måske sige , det snarere er Grinding eller noget lignende, men bevægelserne fra de andre danse er allerede indeholdt i The Butterfly. Kan man Butterfly, så kan man også resten. Hvis du selv gerne vil deltage i løjerne, findes der gode instruktionvideoer som denne, hvor man naturligvis først lærer soloen, før man går over til partnerversionen (1:37):

http://www.youtube.com/watch?v=dNy7jzVX618

Grethe Preisler

Claus Jensen:

Tak for linket til youtube, du har reddet min dag ;o)
Findes der overhovedet et emne, du ikke ved en fløjtende klejne mere om end alle de andre spinatfugle i volieren?

Christina Oskjær

Denne nyligt dimitterede psykologistuderende opstiller en klassisk stråfeminist, hvor forskellige udsagn og definitioner blandes sammen og fremstår modstridende. For det første er det fejlagtigt at citere feminister for, at ”mænd” per definition er hverdagssexister. Det er ‪#‎NotAllMen‬, men det er ‪#‎YesAllWomen‬. Alle kvinder har oplevet sexisme, om end ikke alle mænd har praktiseret det.

For det andet er hans definition af objektificering fejlagtig. At begære en person er noget andet end den type objektificering, som feminismen taler om. Selv Wikipedia gør det bedre: ”Sexual objectification is the act of treating a person as an instrument of sexual pleasure, making them a "sex object." Objectification more broadly means treating a person as a commodity or an object, without regard to their personality or dignity.” Når jeg begærer min kæreste, er det altså ikke sådan jeg behandler ham eller ønsker at han skal behandle mig. Og det er heller ikke sådan, jeg ønsker mit køn repræsenteret i medierne. Objektificering er reduktionen af unikke individer til udskiftelige kroppe eller kropsdele, til instrumenter, til middel, til passive redskaber for subjekters nydelse. Og det er sådan, kvinder ofte ”behandles” i medier OG når de (mig) bliver befamlet af unge hverdagssexister lørdag aften i Kødbyen.

Feminismens påstand er, at Robin Thicke, PUA’s, Elliot Rodger og Kødbyens klamme hænder er forbundede. De er udtryk for en kulturnorm med rødder i en patriarkalsk samfundsstruktur, der blandt andet fremmer en idé om mænds legitime berettigelse til kvinders kroppe. #NotAllMen. #YesAllWomen.

Feminismen tager ikke moraliserende stilling til, om seksualitet er ren eller beskidt, eller hvorvidt og hvordan hhv. mænd og kvinder begærer. Enhver humanist vil derimod insistere på, at seksualitet er respekt for genstanden for vores attrå, og at denne genstand forbliver et subjekt i vores begærende øjne. Feminismen kritiserer et fremherskende medie- og hverdagsbillede (afhængigt af geografien) af mænd, der er forbrugere, og kvinder, der er kroppe til forbrug. Feminismen undersøger årsagerne hertil og de konsekvenser, det har for virkelige kvinder. Ingen, hverken mænd eller kvinder, har lyst til at blive dehumaniseret og reduceret til et objekt i betydningen ”passiv” og ”forbrugergode”. Det her er ren stråfeminisme – igen.

Tobias Petersen, Mathilde Hoeg, Claus Jensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Christina Oskjær: Feminisme er forsøg på at gøre navlepilleri til et politisk projekt. Da jeg kan se at der ikke findes skyggen af empirisk belæg for de påstande du fremfører kan jeg vel ligeledes se mig fri for den forpligtelse.

Steffen Stormrose

@Christina Oskjær
"Enhver humanist vil derimod insistere på, at seksualitet er respekt for genstanden for vores attrå, og at denne genstand forbliver et subjekt i vores begærende øjne."

Det lyder meget rimeligt; men hvad skal vi så med feminismen i norden, hvis det den kommenterer på her, er almenmenneskelige problematikker, der netop lige så godt (eller bedre) lod sig håndtere af almen humanisme? Hvorfor splitte verden i et kønsopdelt dem og os, som endvidere fremhæves som et uomgængeligt problem?
Der er da forskelle, både kulturelle og fysiologiske, jovist. Og jeg mener (som humanist) bestemt også at mænd og kvinder selv skal bestemme hvordan de vil leve deres liv, og over deres egen krop, ikke mindst. Mere af det! Men hvorfor skal det være op til femi-etik at vurdere, når det kunne vurderes lige så godt eller bedre med en human-etik?

Ifølge Torsten Jacobsen handler det i virkeligheden om at
We need feminism because we [women] are also subjects, not only sexual objects.
Men hvorfor skal vi have en feminisme til at fortælle os det, når en humanisme så rigeligt kunne fortælle os det samme?

Jeg kan se god mening med feminisme og kvindekamp i en del andre lande (i en del afrikanske og mellemøstlige nationer er kvindekamp decideret heroisk, og de der udkæmper den er vaskeægte helte og heltinder). I norden skygger feminismen i stedet for det menneskelige og femi-etikken bliver lejlighedsvis en decideret kæp i hjulet for human-etik. Ikke mindst når alle konflikter på tværs af køn bliver pakket ind som mænds mere eller mindre velafvidende sammensværgelse imod kvinder, i stedet for at udtrykke social dynamik imellem mennesker.

Når fx Christina oplever at fulde mænd i kødbyens super trendy og iskolde fysiske rammesætning af slagtehal og kødmarked klamt begramser hende lørdag aften, KUNNE det fx betragtes sådan, at en STOR DEL af forklaringen var, at det er fulde mennesker et sted, med høj musik hvor ingen kan høre sig selv tænke, og hvor alle er så vanvittigt trendy, at de ikke har øje for andet (hyggeligt er der jo ikke ligefrem) end sig selv og alle andre som trendy genstandsgjorte størrelser i det rigtige tøj, med den rigtige frisure etc ad nauseam....? At der altså kort sagt, og på godt dansk er tale om et sted og et tidspunkt hvor folk generelt opfører sig som idioter, på stedet tilmed i tætte stimer af flokadfærdsidioti og med de super trendy fortegn måske endda statistisk betragtet har mere idiotisk medløbende og selv-ukritiske tendenser end mennesker generelt, i København... Men nej, ifølge feminismens naglebeskuelse handler det om en sammensværgelse fra onde/dumme mænd imod alle kvinder. Hm, tjah.

Torsten Jacobsen

Steffen Stormrose,

ja, du sætter kniven ind hvor det gør ondt. Når Christina Oskjær skriver, at:

Objectification more broadly means treating a person as a commodity or an object, without regard to their personality or dignity.” Når jeg begærer min kæreste, er det altså ikke sådan jeg behandler ham eller ønsker at han skal behandle mig. Og det er heller ikke sådan, jeg ønsker mit køn repræsenteret i medierne. Objektificering er reduktionen af unikke individer til udskiftelige kroppe eller kropsdele, til instrumenter, til middel, til passive redskaber for subjekters nydelse. Og det er sådan, kvinder ofte ”behandles” i medier OG når de (mig) bliver befamlet af unge hverdagssexister lørdag aften i Kødbyen.

så er det jo soleklart at en konsekvent feminisme ikke kan indskrænke sig til kun at bekymre sig om kvinders ret til at blive anerkendt som unikke, værdige individer. Der er en mere grundlæggende system- og mediekritik på spil her, og i det øjeblik feminismen glemmer dette, undergraver den sig selv.

Steffen Stormrose

Torsten,

jeg tror (ud fra dit valgte citatstykke) at vi er enige om hvor mange ting, og sådan ca hvilke, der egentlig er på spil, hvis snakken (som feminismen aktuelt prøver at tage patent på i vore samfund) skal føres som en seriøs samfundskritik.

Jeg mener så bare at feminismens lejlighedsvise fejlgreb om genstandsgørelsens natur ligger i kortene, hver gang feminismen definerer sig selv som noget mere og anderledes skarpsindigt og vedkommende end humanisme (og fx tror at have fundet roden til alt ondt i samfundets 'patriarkalske' natur). Jeg har oprigtigt indtryk af at sagerne forfalder til filosofiske (franske) klovnerier hver gang det sker.
Hvilket er grunden til at jeg mener feminismen i norden burde gå pension og atter overlade debatscenen til humanismen (gerne med de samme mennesker som fortalere; men altså med en subtilt forandret optik og dagsorden).
Jeg læser naturligvis med interesse gode argumenter for at humanismen i norden alligevel ikke kan klare sig uden feminismens særlige fokus, hvis du eller andre skulle have nogen på lager.

Nu bruger flere af jer ordene humanist og humanisme. Mener i den danske version, eller den "udenlandske" som fokuserer mere på emperi og rationalisme?

Steffen Stormrose

@Morten Balling

Jeg må indrømme, at jeg slet ikke var klar over, at man kan skelne imellem en særlig dansk og udenlandsk humanisme. Vil du delagtiggøre os ignoranter i forskellen?
For min del snakker jeg groft sagt om humanisme i tradition fra Erasmus af Rotterdam... (uden at påstå at han var den sidste der havde noget relevant at byde ind med)

Nu synes måden hvorpå du definerer humanisme dog en anelse speget... Rationalisme er sådan et flot og lidt naivt begreb (som det også gælder for empiri, jf. fx Humes eller Talebs betragtninger). Men vi kan naturligvis næppe holde snuden mentalt oven vande uden at klamre os desperat til begge, hvor de viser sig i håndterlige udgaver. Så det må da regnes med...

Er en særegen dansk humanisme mere irrationel? Det lyder da avantgarde! :)

Sider