Kronik

Menneskerettighederne er ikke retsstaten værdig

Menneskerettighederne er så vagt og bredt formulerede, at end ikke venstrefløjen længere kan forklare, hvad de indebærer. Ingen ved, hvad vi har skrevet under på, før dommerne i Strasbourg har talt
26. november 2014

Ligeså længe vi her til lands har diskuteret udlændingepolitik, har vi hørt de tyngende ord: ’Vi befinder os på kanten af vore internationale forpligtelser.’ Spørgsmålet er, hvad de betyder?

Også i Storbritannien diskuterer man emnet. Indenrigsminister Theresa May mener, at landet helt skal forlade menneskerettighedskonventionen. Og på dette års partikongres foreslog premierminister David Cameron, at dommene fra Strasbourg alene burde være vejledende. Praktisk kan man her indvende, at det er de allerede.

Der er nemlig – i modsætning til EU-systemet – ingen, som kan tvinge et land til at følge en dom fra menneskerettighedsdomstolen. Danmark har imidlertid altid fulgt domstolens domme. Og det på trods af, at ingen mennesker med sikkerhed kan sige, hvad indholdet af denne konvention egentlig er – før dommerne har erklæret det.

Konventionen indeholder nemlig et rettighedskatalog så bredt formuleret, at ingen aner, hvad de har skrevet under på. »Ret til familieliv« (artikel 8) lyder jo besnærende. Men tænk over rækkevidden. Og betænk da, at med den konventionsbundne ret til familieliv er det ikke længere de danske vælgere, der afgør, hvad vi i Danmark forstår ved familie og familieliv, men et halvt hundrede dommere i Strasbourg. Og hvad med retten til ytringsfrihed (artikel 10) eller forbuddet mod usaglig diskrimination? Alle kan vi blive enige om, at begreberne er vigtige. Men betyder det også, at vi er enige om, hvad der skal lægges i dem? Og hvem der skal nyde disse rettigheder? Selvsagt ikke. At overlade definitionen af deres indhold til andre end vælgerne er en demokratisk amputation.

Borgeren forsvinder

Når vi i disse dage taler om flygtninges ret til familiesammenføring, handler det imidlertid slet ikke om flygtningekonventionen, men om vores ensidigt europæiske forpligtelse. Den europæiske erklæring, som en stribe af ikke-europæiske stater selvsagt ikke har forpligtet sig på, har nemlig gennem årene fået udvidet sin betydning betragteligt. Ikke fordi vi politikere har omformuleret, ændret og udvidet teksten. Men fordi den udvalgte skare af dommere i Strasbourg efter fransk teleologisk fortolkningsstil har ønsket det. De har skabt deres egen ret – langt ud over den oprindelige idé eller folkelige opbakning. Og med den udvidelse anvendes den nu også over for folk, der ikke er borgere i vore lande. Med menneskerettighedserklæringen er borgerbegrebet blevet elimineret.

Det er ikke længere staten, som tager sig af sine borgere. Men rettighedsværneren, der tager sig af mennesket.

Menneskerettighedsbegrebet er i kraft af sin dynamiske udvikling og indholdsmæssige udefinerbarhed blevet til et politisk magtinstrument i hænderne på de få. Vé den, der tør sætte spørgsmålstegn ved menneskerettighederne.

Men måske er det værd at erindre, at masser af denne verdens civiliserede samfund faktisk har klaret sig glimrende uden den franske rettighedsdyrkelse. New Zealand, USA, Canada, Chile, Hongkong eller Japan kan vel næppe kaldes banan-republikker? Faktisk scorede alle disse lande bedre end flere af vore europæiske samarbejdspartnere, da den internationale organisation World Justice Project for nylig udgav deres liste over retsstatens velbefindende kloden over.

Diskussionen for eller imod de europæiske menneskerettigheder er altså ikke et spørgsmål om retsstat eller ej. Den form for logik udspringer af en forloren rettighedsdogmatik, som end ikke venstrefløjen længere kan forklare, hvorfor den henfalder til substansløs formretorik, som »vi er på kanten af … «.

Kuede domsstole

I Storbritannien har man taget konsekvensen af menneskerettighedserklæringens underlødige vaghed. Premierminister Cameron har bebudet, at landet vil udtræde enten helt eller delvist af erklæringen og i stedet indføre et nyt bill of rights, der skal sikre de samme rettigheder, men alene være genstand for de britiske domstoles vurdering. I dag er de britiske domstole nemlig – ligesom de danske – underlagt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som i enhver sag kan træffe afgørelser, der reelt sætter en national domstolsafgørelse til side.

Denne magt har over årene skabt en kultur af frygt ved vore nationale domstole. Gang på gang viger nationale dommere tilbage fra at træffe en bestemt afgørelse – af frygt for at blive underkendt af storebror i Strasbourg. Men det er frygt baseret på formodning. For menneskerettighederne er ikke eksakt videnskab. Netop derfor giver udsagnet om, hvor kanten af menneskerettighederne findes, ingen mening. Og netop derfor er menneskerettighederne næppe den retsstat, de prætenderer at styrke, værdig.

Morten Messerschmidt er medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti (DF)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu