Interview

Den moderne kvinde er det virkelige barn af konkurrencestaten

Karen Hedegaard Mortensen er 45 år og mor til fem. Hun har haft svært ved at definere en kvinderolle, som både skal være nærværende og karriereorienteret, og mener det er en vigtig pointe i diskussionen om, hvordan vi opdrager vores børn bedst
»Jeg er pisse ambitiøs, men vil samtidig gerne give mine børn samme ro og nærvær, som min mor gav mig. Jeg har kæmpet med følelsen af aldrig rigtigt at slå til. Hverken som karrierekvinde, som mor eller som kvinden i min mands liv,« fortæller Hedegaard Mortensen, der er mor til fem. 

»Jeg er pisse ambitiøs, men vil samtidig gerne give mine børn samme ro og nærvær, som min mor gav mig. Jeg har kæmpet med følelsen af aldrig rigtigt at slå til. Hverken som karrierekvinde, som mor eller som kvinden i min mands liv,« fortæller Hedegaard Mortensen, der er mor til fem. 

Sigrid Nygaard

22. november 2014

»Jeg er født på en gård i Nordvestjylland i en søskendeflok på seks. Min far døde i en arbejdsulykke, da jeg var et spædbarn, og min mor var en af de sidste hjemmegående mødre. Hendes alenetid begrænsede sig til om aftenen, hvor hun gik til gymnastik eller læste et stykke i avisen. Jeg har tit undret mig over, hvordan hun aldrig viste tegn på hverken stress eller depression, som jeg og mange af mine jævnaldrende veninder har måtte gå igennem.«

»Når jeg sammenligner mit og min mors liv, tænker jeg, at jeg er kvinde i en ny tid. Jeg er mor til fem og føler, jeg har skulle genopfinde en måde at være mor, hustru og karrierekvinde på. Jeg har ikke kunne lære ret meget af min mors måde at gøre tingene på. Det har vores livsvilkår været for forskellige til. Jeg har ikke kunne spejle mig i hende og hun ikke i mig. Da jeg var nybagt arkitekt med to små børn og masser af ambitioner og søvnløse nætter, trøstede hun mig og sagde: 'Jeg misunder ikke jer unge mødre. Der er så meget, I skal. Vi andres liv har været meget enklere'.«

»På arkitektskolen fik jeg besked på ikke at få ligeså mange børn som alle andre kvinder, for jeg havde potentiale. Men allerede der var mit liv begyndt at handle mindre om karriere og mere om at holde liv i mine børn. Det blev mig, der tog gik på barsel, og det var mig, der sad ved børnene, når de havde fyrre i feber. Jeg har taget al den orlov, der overhovedet var muligt, på alle mine børn. Jeg har endda taget uddannelsesforløb med den skumle bagtanke, at det ville give en mindre stresset hverdag for en periode.«

Skriften på væggen

»Jeg tegnede en seng til min ældste datter, som solgte godt, men som hun aldrig selv sov i. Hjemme hos os har vi én stor familieseng, som vi har sovet syv mennesker i. Hvad der ikke findes af børnestole, kravlegårde og klapvogne og forældre, der render rundt med deres børn i udstrakt arm og prøver at finde et sted at sætte dem. Det provokerer mig. Ved at sove sammen oplever jeg, at børnene får tanket op af nærvær og kropskontakt. De har også alle fem haft deres egne senge, så hvis de ikke gider sove med os andre, kan de bare gå.« 

»Egentligt bryder jeg mig slet ikke om dogmer og løftede pegefingre. Idealer er pisse farlige og religioner er endnu farligere. Men der er en værdirelativisme i nutidens samfund, som jeg ikke kan døje. Forældres værdier er sjældent særligt tydelige, og det tror jeg er usundt for børnene. For at holde fast i mine værdier – både for min egen og børnenes skyld – har jeg over en dør i huset skrevet: 'Vigtigst af alt er ikke, hvad du kan, men hvordan du er, og hvordan du bruger livet. Over en anden står: 'Det er i hverdagen, du skal måles og vejes.' På en væg i køkkenet stod en gang: 'Vær gode ved hinanden børn, thi kærligheden er alt', men den har jeg malet over igen, fordi den lyder som noget sentimentalt pladder.«

»Mine børn går ud af døren i forskellige sokker og med hul i bukserne, og selv om min mor sagde, at tøj skal være rent, er det heller ikke altid det. De var alle sammen den sidste i klassen, der fik mobiltelefon, og jeg glemte både gaven til Oliver og den ekstra madpakke om tirsdagen, tre gange i træk. Jeg er elendig til at sætte ting i praktiske systemer. Det er en mangel som mor til fem. Jeg tror vi har brugt et halvt liv på at lede efter ting hjemme hos os. Min datter er af samme grund en eminent tingfinder. Det er ikke hos os, man får et perfekt hjem at se, men på andre områder har jeg langt flere idealer for mine børn, end min mor havde til mig og mine søskende. Jeg aner dybest set ikke, hvor de er kommet fra.«

»Mine ældste tre har gået i Rudolf Steiner-institutioner med øko og biodynamisk det ene og det andet. De skal have den rigtige kost, gå på de rigtige skoler, de skal alle spille på et instrument og helst deltage i sport, og jeg tager det som en selvfølge, at de klarer sig godt i skolen. Samtidig kan jeg høre mig selv harcelere over samfundets X-faktor-kultur, der deler folk op i vindere og tabere. ’Det vigtige er ikke, om du vinder eller taber’ – kan jeg høre mig selv sige til mine børn – ’det vigtige er, om man elsker og bliver elsket.’ Men hvordan skal jeg kunne lære dem om ubetinget kærlighed, når jeg selv har så høje krav til både dem og mig selv. Fx til mit udseende. Selvom jeg hader hele fitnesskulturen, underlægger jeg mig selv en kritisk vurdering af min mor-krop. Jeg forguder mad og vejer konstant fem-ti kilo for meget. Alle mænd tror kvinders største drøm er at finde den perfekte mand. Det er forkert. Kvindens største drøm er at kunne æde alt, hun vil, uden at blive fed.«

Desperate husmødre

»For at være en fri og selvstændig kvinde skal man have karriere og tjene sine egne penge. Sådan tænker en del af mig. Men efter fem gange orlov havde jeg pludselig været væk fra arkitektfaget i syv år. Jeg er pisse ambitiøs, men vil samtidig gerne give mine børn samme ro og nærvær, som min mor gav mig. Jeg har kæmpet med følelsen af aldrig rigtigt at slå til. Hverken som karrierekvinde, som mor eller som kvinden i min mands liv.«

»I går var jeg sammen med fem af mine veninder. Vi har en gruppe, vi kalder desperate housewives. Vi har alle fem været ramt af stress eller depression. Dybest set af samme grund, tror jeg. Vi har tårnhøje idealer til os selv og kan ikke slå til på alle parametre. Vi kan ikke være kvinder på samme måde som min mor var. I gennemsnit bliver vi kvinder over firs år gamle. Peter Opsvik, som tegnede Trip Trap stolen er 75 år og har lige tegnet en ny populær barnestol. Nanna Ditzel tegnede møbler til, hun var firs. Det er hul i hovedet , at vi skal nå det hele  i tyverne og trediverne. Det er ikke spild af karriere, at en af de voksne i familien vælger en livsform, der giver mulighed for mere tilstedeværelse i børnenes liv, tænker jeg, men omvendt er tanken om, at jeg er 45 og endnu ikke nogen kendt arkitekt deprimerende.«

»Da min computer med tegneprogram og alle mine projekter ved en fejl blev solgt på et loppemarked, tog jeg det som et tegn. Arkitektløbet var kørt. Jeg tog en læreruddannelse med diverse efteruddannelser og arbejdede som speciallærer, indtil jeg for to måneder siden blev fyret sammen med alle mine kollegaer, da vores afdeling blev på nedlagt på grund af besparelser«.

For mig var fyringen en gave. På en måde satte den mig fri for de dilemmaer, jeg har haft mellem både at være en moderne kvinde og en nærværende mor for mine børn. Jeg var glad for at være speciallærer, og jeg var god til de skæve unger. Men jeg befandt mig i et hamsterhjul af arbejde, rundtenommere, idrætstøj og af og pålæsning, som gjorde, at jeg altid følte mig utilstrækkelig. At blive fyret hjalp mig med at tage det spring ud af hamsterhjulet, som jeg måske selv skulle have taget for længe siden. Måske var det kun mig selv, der holdt mig inde i det. Hvor træt og brugt, jeg end har været, har jeg fået verdens bedste børn, så kan jeg overhovedet tillade mig at pive?«

»Det har taget mig mange år at finde ud af ordsproget 'ydelse før nydelse' ikke dur i en børnefamilie. Det burde hedde 'nydelse før ydelse', for vi er nødt til at hvile i familien, før vi kan gå ud i verden og præstere. Stemningen i hjemmet er vigtig, fordi det er den, vi husker bedst fra vores barndom«.

»Jeg har accepteret, at livet er ukontrollabel, kaotisk størrelse, hvor meget vi end forsøger at få kontrol over det. Jeg tror, mine børn er blevet styrket af at skulle navigere i kaos. De tager i hvert fald de fleste uforudsete hændelser med knusende ro. Det uperfekte er også en ingrediens, man kan lære af elske her i plastikkirurgiens tidsalder«.

»Selvom sætningerne over dørene i mit hjem er skrevet til alle mine børn, er de skrevet lidt mere til min datter. Jeg har haft et godt liv, men jeg ønsker ikke, at min datter skal være kvinde og mor på samme måde som mig. Jeg ønsker ikke, at hun skal føle livet som en lang række af præstationer. Hun synes nok, at jeg lader det regne lidt vel rigeligt ned over hende med gode råd, men jeg vil så gerne fortælle hende, at der måske ikke sker noget ved at vælge hamsterhjulet fra. Jeg vil så gerne sige til hende, at hun ikke skal lade sig manipulere af os – de egentlige børn af konkurrencestaten«.

Fortalt til Lærke Cramon.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marianne Rasmussen
  • H.C. (Hans Christian) Ebbe
  • Martin Åberg
  • Lise Lotte Rahbek
Marianne Rasmussen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Martin Åberg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rigtig godt skrevet og meget slående, det er samme følelse af ikke at slå til som jeg og mange andre moderne kvinder sidder med, hvor stress og depression er mere normen end undtagelsen. Og som Karen skriver er vi nok bare frugten af konkurrencestaten. Vi er de voksne 12-tals piger der ønsker at lykkedes i alle områder af vores virke og lykkedes "på den rigtige måde". Da kvinden i sin tid indtog arbejdsmarkedet fralagde hun sig ikke alle de andre arbejdsopgaver, fordi hun er kvinde og derfor stræber efter at gøre alting bedre end godt, og ser dermed ikke hendes begrænsninger. Vi står nok ikke til at rede, men hvordan undgår vi at vores døtre bliver de samme overpræsterende kvinder som vi er i dag. Hvordan kan vi lære dem at prioritere sige pyt?

Det er vel ok, at vi har en periode med super- jeg kvinder- efter to tre foregående generationer med et læs af børn og ingen uddannelse. Hvad er problemet?
(Hun synes nok, at jeg lader det regne lidt vel rigeligt ned over hende med gode råd)
Når jeg har mulighed for at tale med børn, der er sammen med deres forældre og det er forældrene, der svarer på spørgsmålene til børnene er situationen givet, hamster forever.
Børn blive idag behandlet som institutionelle burhøns med alleformer for elektroniske rangler de kan lege med og helt fritaget for en frihed sammen med andre børn efter skole f.eks. med fri samvær uden indblanding.
Tror fanden at de får problemer.
Var de sidste, der fik mobiltelefoner, så flot så flot.

Majbritt Nielsen

Mand, jeg er glad for jeg er doven. 5 børn? Og en uddannelse der kræver så meget mere end 37 timer.
Nogen burde have fortalt damen at de to ting bare ikke spiller sammen.

Så jeg er glad for jeg var for doven til at få børn. Jeg har også knoklet på job, med skæve tider, mange timer. Men ingen stress. Nu kan jeg se at tilfældet valgte rigtigt for mig og jeg ikke blev gravid.
For så havde jeg sikkert også lydt sådan lidt martyr agtigt over hvor hårdt det var/er.

men helt ærligt 5 børn og en uddannelse som arkitekt? Der var sørme ikke megen karriererådgivning eller også lyttede hun bare ikke. Når hun voksede op med en mor der allerede brugte så mget tid på dem.

Gang på gang undre jeg mig over de der såkaldte 12-tals-piger.
jeg kommer heldigvis aldrig til at forstå dem.
For der har forældrene helt klart fejlet, med ikke at opdrage lidt egoisme ind i dem...

Jeg bliver nu lidt trist, når jeg læser Lærkes fortælling. 45 år gammel, to gode uddannelser, intet arbejde - og som jeg forstår hun heller ikke har lyst til, og så lidt reflektion over sit liv, at hun kommer til at lyde som en forvirret teenager, med fem børn.
Ved at se på både sin mor og sine omgivelser, burde hun have indset, at man må vælge.
Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om Lærke mener, hun er en god rollemodel for sine børn eller ej. Men set udefra må det hendes børn ser, være en kvinde, der hele deres liv har befundet sig i den verden, de som selv skal til at igang med, og som normalt er forbeholdt netop deres aldersgruppe. Uddannelse og etablering. Ud fra det Lærke skriver, fylder et par års erhvervsarbejde nok ikke så meget i børnenes bevidsthed. Det ligger ikke til mig, at være så kritisk overfor Lærkes aldersgruppe, men i denne tid, hvor rigtig mange er henvist til sociale ydelser, og ovenikøbet bliver beskyldt for både svindel og bedrag, vil jeg gerne opfordre Lærke til at se lidt ud over sin egen næse. Det er fint at skrive, at hun er ambitiøs på egne og børnenes vegne, men for mig er ambitioner noget man har for et fastlagt mål, og ikke om de drømme om berømmelse og perfekt image, man har som studerende.
Stadig vil jeg pointere, at jeg egentlig ikke er forarget, for Lærkes historie er jo ikke enestående, snarere "sådan er de jo", men Lærke kunne jo prøve at regne på, hvad hendes vægelsind har kostet samfundet. Som jeg læser teksten har hun som 45 årig stort set levet af uddannelsesstøtte, barsel , dagpenge og børnepenge. Ærligt talt, synes jeg det er synd, det er det indtryk hendes børn får af det samfund, der jo ikke bliver lettere for dem at navigere i.

Sabine Behrmann

Karen Hedegaard Mortensen glemmer, at hendes mor - sådan, som hun husker hende - altså ikke havde nogen mand og heller ikke noget erhvervsarbejde. Det er langt mindre bøvlet med færre kasketter i løbet af en ganske almindelige dag. Både for kvinder og for mænd.