Klumme

Når visitatoren er gud

Hver visitationssamtale om min syge far er som at gå til eksamen. Der er ikke uendelige ressourcer, det er klart. Så vi krydser fingre og samarbejder, det bedste vi har lært. Vi tror på systemet. Vi har ikke andet valg
11. november 2014

Hver gang vi får tilbudt noget, dvs. min far får tilbudt noget, har vi den følelse af, at vi har vundet noget. Det kan være en genoptræningsplads, en ældrebolig, en plads hos det palliative team.

Der kommer denne oprømthed over os. Det bliver godt, siger vi til hinanden, det er det helt rigtige. Nu sker der noget, nu kommer eksperterne på banen, de her mennesker ved, hvad de har med at gøre.

Vi er måske lidt godtroende. Vi tror på systemet. Vi tror på eksperterne. Vi har ikke andet valg. Vi er ydmyge og fulde af håb. Ikke om, at min far skal blive rask eller overleve, men om at han får den rigtige behandling, den rigtige bolig, den rigtige pleje. Og vi er lettede, fordi andre tager over, tager noget af ansvaret.

Så vi føler, at vi har vundet – ikke vundet over nogen, bare vundet, som i lotteriet, vundet en præmie, vi ikke kunne tillade os at sætte næsen op efter.

Som i september, da de ringede fra visitationen og sagde, at min far havde fået en aflastningsplads på et hospice. En aflastningsplads betyder, at man ikke forventes at dø lige nu og her, men at man kan få nogle ugers pleje og ro på hospicet, før man bliver sendt hjem igen, eller videre.

Så vi har været heldige, indtil nu har vi været heldige. For man kan ikke få alt, hvad man gerne vil have. Man kan ikke engang få alt, man har behov for. Det er klart, det er et spørgsmål om prioriteringer. Man har måske brug for genoptræning, men det kan man ikke altid få, i hvert fald ikke i det omfang, man har brug for det. Eller man kan ikke være sikker på at få plads i den ældrebolig, man gerne vil have. Eller på hospice.

Der er ikke uendelige ressourcer, der er ikke nok af alt til alle, riget fattes altid penge. Det er klart, det forstår vi godt, og vi nikker og ryster på hovedet og vrider hænder til visitationsmøderne, for selv om vi godt forstår det, så håber vi bare, at min far kan få det, han har brug for eller ønsker.

Vi håber, at vores bønner bliver hørt. At vi optræder tilpas engageret, samarbejdsvilligt og ydmygt. Vi forsøger at fremstå så kompetente og handlekraftige, at systemet finder det formålstjenligt at tilgodese min far, vores far.

Vi forsøger at være de ideelle pårørende. Jeg forestiller mig, at det har en betydning. Vi tropper op til alle visitationssamtalerne. Er dette tilbud det rette for min far? Ja, det tror vi, det er. Har han behov? Ja, han har behov. Er han berettiget? Det håber vi.

Hver visitationssamtale er ligesom at gå til eksamen, sådan føles det. Det er selvfølgelig ikke sådan, det er. Det er selvfølgelig ikke de pårørendes ihærdighed eller overtalelsesevner, der afgør, hvad den enkelte bliver tildelt af muligheder, hjælp og ressourcer. Det er behovene, det kommer an på, er det ikke? Det er sådan, det skal være, og det er sådan, jeg håber, det er. Men alligevel. Vi gør os umage hver gang. For en sikkerheds skyld. Og bagefter har jeg det, som om jeg har løbet et maraton.

Og når vi så får pladsen. Følelsen af at have bestået den eksamen. Det lykkedes. Vi blev de heldige vindere af en plads på et hospice. Vi fik den! Lige dele held, fortjeneste og behov. Sådan føltes det.

Men min far kan jo ikke blive på hospice. Han er stabil, som det hedder, og skal på plejehjem. Så vi taler hans sag endnu en gang. Det er nødvendigt. Mønsterpatienter møder selvfølgelig større velvilje. Mønsterpatienter er ydmyge, fleksible og ved godt mod. Min far er ingen af delene. Så vi advokerer for ham, forsvarer ham, reklamerer for ham. Vi forklarer hans afmagt.

Og nu krydser vi fingre igen. Denne gang for plejehjemspladsen. At han ikke kommer for langt væk. At det bliver et godt sted. Vi er blevet mere bekymrede og mindre optimistiske. Man hører jo så meget.

Vi har vundet mange andre gange. Fået del i de knappe ressourcer. Været heldige. Vi har ikke noget at klage over. Vi har troet på systemet, vi har samarbejdet røven ud af bukserne, og systemet har vist sig fra sin bedste side.

Måske er vi heldige igen. Vi krydser fingre for sidste gang.

Julie Top-Nørgaard er pædagogstuderende og skribent.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Grethe Preisler
Vibeke Rasmussen, Maj-Britt Kent Hansen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Smukt formuleret men trist læsning.

Og når det selv for en så velformuleret og engareret person som Julie Top-Nørgaard er en stor og stadig kamp at trænge igennem og få blot den mest essentielle hjælp, er det næsten ikke til at bære at tænke på, hvilken hjælp og omsorg ældre og svage med ikke helt så insisterende pårørende – eller endnu værre, slet ingen! – mon må lade sig nøje med.

Kan "vi" ikke snart gøre det bare lidt bedre!

Maj-Britt Kent Hansen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar