Kronik

Nationalbanken lader hjertens gerne bankerne skabe samfundets penge

Banker formidler ikke penge fra opsparer til låntager. De skaber dem gennem udlåning. Nationalbanken forklarer hvordan – men ser bort fra, at det bidrager til bobler, der springer
Banker formidler ikke penge fra opsparer til låntager. De skaber dem gennem udlåning. Nationalbanken forklarer hvordan – men ser bort fra, at det bidrager til bobler, der springer

Josephine Kyhn/iBureauet

14. november 2014

Hvis man fortæller sin nabo, at de fleste af Danmarks penge bliver skabt af private banker, vil hun nok tvivle. For tilkommer dét ikke Nationalbanken?

Og hun vil bestemt tro, at man er gal, hvis man påstår, at når man går ned i banken for at få et lån, tager banken ikke pengene fra en anden konto og låner dem til en. Nej, den skriver bare beløbet ind på ens konto – uden at tage dem noget sted fra. Når banken yder lån, skaber den penge, der ikke fandtes før.

At det forholder sig sådan, bekræfter Nationalbanken i artiklen »Penge, kredit og bankvæsen« fra Kvartalsoversigt, 3. kvartal 2014. Når »en husholdning eller en virksomhed optager et lån i en bank, [vil det] ofte i første omgang føre til, at indlånet i banken og dermed pengemængden stiger«, lyder det på side 63.

Det skal vi lige have oversat fra banksprog. Hvad er pengemængden? Forfatterne Jens Bang-Andersen, Lars Risbjerg og Morten Spange fra Økonomisk Afdeling forklarer, at ud over kontanter, altså sedler og mønter, inkluderer pengemængden indskud i bankerne, det vil sige de penge, der står på vores konti.

Når forfatterne siger, at optagelse af et lån fører til, at pengemængden stiger, er det ikke, fordi banken trykker pengesedler. Den skaber derimod kontopenge gennem selve udlåningsprocessen. Det er ganske lovligt. Men lad os – i modsætning til Nationalbanken – bemærke, at det er noget pjat, når bankfolk kalder det et ’lån’. Banken låner ikke noget ud.

Her er Nationalbankens beskrivelse af processen: »Som bankvæsnet er indrettet, vil det ofte være sådan, at udlån skaber indlån.« Sagt med andre ord skaber banken kontopenge. Nationalbanken fortsætter:»Når en bank yder et lån til en husholdning eller en virksomhed, vil provenuet [pengene] fra lånet i første omgang blive krediteret [godskrevet] låntagerens bankkonto«. Bemærk, at der ikke står, at pengene ’overføres’; de ’krediteres’ derimod, hvilket vil sige, at de lægges til.

Intet trylleri, bare bankvæsen

Hvad betyder det? Hvis jeg låner 800.000 kroner til en andelslejlighed i banken, overføres beløbet ikke fra en anden konto i banken. Det skrives bare ind på min konto, når jeg underskriver lånedokumentet, og bankrådgiveren trykker på en tast. Ingen anden konto fratrækkes de 800.000 kroner, ingen bliver 800.000 kroner fattigere. Nye penge er blevet skabt, og derfor stiger pengemængden.

Keine Hexerei, nur bankvæsen. En bank formidler ikke penge, som bankfolk ynder at sige – altså tager dem fra Olsens opsparingskonto og låner dem til iværksætter Iversen. Banken låner ikke allerede eksisterende penge ud; den skaber dem. Det er svært at fatte, for vi har aldrig hørt andet end formidlingshistorien.

Udlån skaber indlån, altså i ndskud, penge på min lønkonto. Som forfatterne til Nationalbankens artikel anfører: »Et udlån vil derfor ofte i første omgang blive modsvaret af et tilsvarende indlån og dermed af en stigning i pengemængden«. Havde jeg oprindeligt 12.000 kroner stående på min lønkonto, står der efter lånet 812.000 kroner. Pengemængden i samfundet er øget med 800.000 kroner. En bank er således ikke en almindelig pengeudlåner. Hvis man vil låne 10.000 kroner til kokain på gaden, skal pengeudlåneren have 10 tusindkronesedler i hånden, før han kan låne dem ud. Det behøver en bank ikke. Den er meget smartere. Den laver pengene selv; den ’udsteder’ dem. Det er helt lovligt og tilmed reguleret, og de kloge i branchen ved det, bl.a. Nationalbankens artikelskribenter: »Den pengeudstedende sektor omfatter ... penge- og realkreditinstitutterne samt Nationalbanken« (s. 66). Pengeinstitut er et andet ord for bank.

Hober alle de skabte penge sig ikke op? Nej, ikke normalt, for når et lån tilbagebetales, sker det modsatte. Hvis man vil » … indfri egen bankgæld … reduceres pengemængden igen«, skriver Nationalbanken. Pengene tilintetgøres, kunne man sige. Men hvis der et år ydes flere lån end der indfris, øges samfundets pengemængde.

Fremad i takt

Når banken har skabt de 800.000 kroner til mig, ønsker jeg at overføre beløbet til Louise, hvis lejlighed jeg vil købe. Så nu skal banken hoste op med pengene, ikke? Hvor får den dem fra? Nationalbanken nævner i forbifarten, at »bankerne [kan] finansiere deres udlån via indlån, men også ved at låne på penge- og kapitalmarkederne«. Det er en halvkvædet vise. Ordet »finansiere« lader den ukyndige læser tro, at banken skal skaffe 800.000 gode kroner.

Men nej. »Finansiere« betyder pseudo-skaffe. For når banken overfører mine 800.000 kroner til Louises bank, sker det som en ordinær betaling, der lægges oven i alle de andre betalinger, som min bank og Danmarks ca. 90 andre banker gennemfører med hinanden dagligt. Det er millioner af betalinger, og der afregnes hver nat for mange milliarder kroner. I mange andre banker ydes der også lån, der samme nat sendes ud i systemet, deriblandt også betalinger fra Louises bank til min.

Alle disse betalinger udlignes eller cleares mellem alle bankerne af Nets. Kun de små skæve restbeløb afvikles. De overføres ikke engang, for alle bankerne har en såkaldt foliokonto i Nationalbanken, hvor deres mellemværender afvikles ved én enkelt, natlig op- eller nedskrivning af hver banks saldo.

Det er uhyre snildt system. Men clearingens rolle i pengeskabelsen har vi endnu til gode at høre Nationalbankens udlægning af. Clearingen betyder nemlig, at bankerne blot skal skaffe småpenge for at kunne låne ud til højre og venstre, som de gjorde før 2008. Så længe de andre banker øger deres udlån tilsvarende, forbliver marginalerne i clearingen mellem dem små, og de skal ikke skaffe specielt mange penge. Som Keynes skriver i en berømt passage i The Pure Theory of Money, er der, under visse forudsætninger » ... ingen grænser for den mængde bankpenge [dvs. kontopenge], bankerne trygt kan skabe, forudsat de bevæger sig fremad i takt«, det vil sige øger udlånet år efter år lige ambitiøst.

Banker skaber bobler

Det gik strålende for bankerne i 00’erne, lige indtil 2008. Finansboblen sprang, og krise og arbejdsløshed fulgte. Rutsjebanen mellem bobler og kriser forstår økonomer kun dårligt. Med få undtagelser: Den tyske økonomiprofessor Richard A. Werner har i sin bog New Paradigm in Macroeconomics påvist, at de private bankers pengeskabelse er en nøgleårsag til boblernes stadige genkomst.

F.eks. steg Danmarks pengemængde fra ca. 200 milliarder kroner i 1991 til 800 milliarder kroner i 2008, en firedobling. En stor del af stigningen skyldes formentlig de heftige udlån, som bankerne og deres realkreditforeninger foretog, stærkt hjulpet af flekslån og afdragsfrie lån. Bankerne skabte nye penge, og vi boligkøbere blæste gladeligt boblen op med dem. Det har ifølge Rangvid-udvalget kostet Danmark 400 milliarder kroner samt vedvarende krise og arbejdsløshed.

Det er et politisk spørgsmål, om bankerne skal beholde dette privilegium til at skabe næsten alle Danmarks betalingsmidler, givet at de udlåner dem med egen fortjeneste for øje og aldeles uden samfundsansvar. Men at forstå, at det forholder sig sådan, er et demokratisk anliggende, hinsides partipolitik. Uden denne viden kan vi og vores folkevalgte ikke træffe informerede beslutninger. Til denne oplysning har Nationalbanken ydet et vigtigt bidrag.

Ib Ravn er lektor ved Aarhus Universitet og bestyrelsesmedlem i foreningen Gode Penge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sup Aya Laya
  • Hans Jensen
  • lars abildgaard
  • Jørgen Steen Andersen
  • Laurids Hedaa
  • Søren Roepstorff
  • Espen Bøgh
  • Nic Pedersen
  • Kim Nielsen
  • Henrik Christensen
  • Karsten Kølliker
  • Torben Nielsen
  • Dennis Berg
  • Gert Romme
  • Niels Engelsted
  • Erik Jensen
Sup Aya Laya, Hans Jensen, lars abildgaard, Jørgen Steen Andersen, Laurids Hedaa, Søren Roepstorff, Espen Bøgh, Nic Pedersen, Kim Nielsen, Henrik Christensen, Karsten Kølliker, Torben Nielsen, Dennis Berg, Gert Romme, Niels Engelsted og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Ingen anden konto fratrækkes de 800.000 kroner, ingen bliver 800.000 kroner fattigere." siges det bl a i artiklens eksempel.

OK - men der er en "kontostreng" som tilsvarende debiteres hver gang, der ( jf eksemplet i artiklen) trykkes "på knappen" og dermed krediteres en kundes konto . Banken kan hele tiden se, hvor meget den har "krediteret" kundernes konti, og hvis kunderne ikke betaler tilbage, så knækker banken halsen.

I "gamle dage" var pengesedlerne og mønterne "bakket op" af en reserve i guldbarrer, og så længe folk er overtroiske nok til at tro på guldet ( som ikke kan bruges til ret meget i praksis), så kan den model bruges.

Guldmøntfoden blev så erstattet med andre underliggende "konstruktioner", og man kan sådan set lige så godt (og lige så meningsløst) hævde , at det var på det tidspunkt, boblerne blev mulige.

I øvrigt er pengesedler og mønter overflødige" tingester" i et moderne samfund - man skal bare have noget , som afspejler værdien af ens arbejdsindsats og kan byttes til de varer ( tandpaste, mad , husleje, biografbilletter os v), som man har brug for.

Det går først galt, når man i et samfund forbruger større værdier, end der skabes - jf Grækenland m v

Niels Engelsted

Robert
OK - men der er en "kontostreng" som tilsvarende debiteres hver gang, der ( jf eksemplet i artiklen) trykkes "på knappen" og dermed krediteres en kundes konto . Banken kan hele tiden se, hvor meget den har "krediteret" kundernes konti, og hvis kunderne ikke betaler tilbage, så knækker banken halsen.

Det er det her, som vi også har brug for at forstå, nu vi er begyndt at forstå det med bankernes pengeskabelse.

Hvis banken har øget pengemængden med 800.000 ved lånet til kunden og til gengæld har fået et tilgodehavende på 800.000 i form af kundens gæld, hvorfor er pengemængden så ikke blevet øget med 1.600.000?

Og hvorfor helt præcis knækker banken halsen (hvad det iøvrigt konkret sige?), hvis kunden ikke betaler tilbage.

Vi -- eller ihvertfald jeg -- har brug for lektion nummer to. Måske kan du eller Ib Ravn træde hjælpende til?

lars abildgaard, Morten Lind, Per Torbensen, Laurids Hedaa, Thorbjørn Thiesen, Martin Sørensen, odd bjertnes og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Tusinde tak, Ib Ravn (artiklens forfatter) og Information (medie) for en oplysende og meget væsentlig artikel.

Et spørgsmål opstod hos mig : ) .... skal bankerne ikke have/deponere (måske hos Nationalbanken?) en vis værdimængde, for eksempel som guld, til gengæld for at føre udlån udover måske værdien af indlån til enhver tid?

Og er det rigtigt at for eksempel USA end ikke har en statslig bank a la Nationalbanken, men alene a la Rotschild privat ejede banker?

Intet nyt i dette.

Faktisk er det politikerne, og ikke Nationalbanken, der lader borgerne låne penge til bolig eller forbrug, der havner ude i samfundets pengeomløb. Og Faktisk er det borgerne og ikke bankerne, der "skaffer" disse nødvendige penge til samfundsøkonomien. Og derfor er borgerne og ikke bankerne, der i første omgang løber risikoen, for tænk om man bliver arbejdsløs, og ikke kan betale tilbage.

Dette har politikerne faktisk dyrket massivt op gennem 2000-tallet. Og borgerne, altså dem der kan låne, har været tilfredse, for de har følt en vis velstand.

Og hvad så kan man spørge? Jo, det borgere, der har kunne låne, har på den ene side "hjulpet" samfundet med at skabe efterspørgsel, og de borgere der ikke kunne låne samt boliglejerne, har betalt til statskassen, for at statskassen har kunnet substituere lånerne med rabat på skatterne.
- Altså den sædvanlige sociale skævvridning som vi har set gennem de sidste 12-13 år.

Steffen Gliese, Morten Lind og Martin Sørensen anbefalede denne kommentar

Kroll:
Guld er et ekceptionelt materiale. Det forfalder ikke over tid, og er derfor et fantastisk middel til at lagre værdi.
Det er ofte her mange går galt i byen i diskussionen: Guld bør almindelige mennesker ikke se som et investeringsobjekt eller som kapital, men istedet som et sikkert sted at lagre sine penge - en forsikring imod chok kunne man vel sige.

Det er desuden en skrøne, at guld ikke kan bruges til noget. Det bruges både i industrien og til smykker. Ca. 1/3 af alt nyt guld går til smykkeproduktionen.
Sølv, som har lignende kvaliteter og en lignende rolle, bruges også massivt i industrien, faktisk så meget, at vi på lang sigt vil løbe tør for det, hvis det fortsætter som nu.

Per Torbensen, Erik Jensen , Søren Roepstorff, Preben Haagensen, Nic Pedersen, Claus Jensen og Per Larsen anbefalede denne kommentar

>Rasmus Knus
14. november, 2014 - 15:58
Tak for link - der beskrives "Fractional Reserve Banking" princippet ganske godt.

Gad vide om det også er den type, vi (Danmark) benytter, og om den "fraction" (= lille del?) så er stor nok til at vi (folket) alle kan føle os trygge, når eksempelvis landets største bank (de herskende aktionær klasser "bag"?) , lige vil(le) ud og lege bank i Irland eller noget?

Michael Kongstad Nielsen

Men der er noget, der hedder kapitalkrav til en bank. De er skærpet i EU efter krisen, så forholdet mellem kapital og risikovægtede aktiver mindst skal udgøre 8 procent (vist nok). De risikovægtede aktiver er den del af bankens udlån, der sandsynligvis vil blive betalt tilbage. Banken skal altså have mindst 8 kr. selv, hver gang den låner 100 kr. ud, som kan antages kommer tilbage. Afhængig af risikoprofil kan udlånet være betydeligt større end 8 % af egenkapitalen.

Når nu ens lån er opstået af ingenting skylder man vel heller ikke noget til banken, som blot har svinget en tryllestav.
Det er måske endda en dårlig gerning at betale tilbage, da det jo reduserer mængden af dejlige penge.

Per Larsen:

Fractional reserve banking og pengeskabelse af fri luft er ikke det samme. I førstnavnte tilfælde, skal der reelt være noget mønt bag, uanset hvor lille en fraktion, det er. Man har, som Michael Kongstad Nielsen gør opmærksom på, prøvet at sætte nogle skærpede grænser for, hvad der i teorien kunne være uhæmmet elektronisk pengeskabelse. Som f. eks. det amerikanske QE-program viser, er grænserne dog rimeligt løse, men her er det i det midste Federal Reserve og ikek tilfældige storspillere der skaber pengene.

Guld tjener også sådan et formål. Det har fysisk substans, hvad elektroniske penge ikke har. En forankring i guld sætter derfor nogle håndgribelige grænser for, hvor meget man kan jonglere med fantasilionerne på keyboardet.

Dennis Berg, Nic Pedersen og Per Larsen anbefalede denne kommentar

Det kunne være interessant at få Ib Ravns bud på, hvor meget bankerne reelt er styret af EU-kravene om de 8 % , MKN nævner.

Karsten Kølliker

I min optik er dette pengevæsen et pyramidespil, der som bekendt forudsætter en stadig ekspansion. Alle redningspakkerne til bankerne, som blev lanceret kloden over i dagene efter Lehman Brothers kollaps, var at tage pyramidespillet til næste niveau, the bailout bubble. Nu indgik statsfinanserne pludselig på finurlige måder i bankernes kapitalbeholdninger, således at de netop ikke knækkede halsen på bobler der sprang og store mængder gæld, der pludselig ikke kunne indfries. Men de ryggesløse regeringer var jo allerede forinden fuldkommen involverede i pyramidespillet, fordi denne pengeskabelse samtidig finansierede mange landes høje vækstrater og store underskud på statsbudgetterne.

Derfor peger mange analytikere også på, at den næste finanskrise bliver helt anderledes end den foregående, for nu er der ikke flere steder at hente yderligere indskud i pyramidespillet, og så vil det kollapse, som pyramidespil i sagens natur altid gør. Og således kan vi opleve at vores pengemængde kollapser til måske en tiendedel af den nuværende, og således vil de reelle samfundsmæssige aktiver blive revalueret og igen komme til at stå i mere fornuftige forhold til de reelle indtjeningsmuligheder. Det er i sig selv en meget smertefuld omstilling, men det er ikke det værste. Det værste er alle de hovedløse samfundsmæssige beslutninger, der er taget mens dette pyramidespil har kørt. Jeg tror vi vil opdage at vi har overtrukket samtlige reelle samfundsmæssige konti i form af ressourcebeholdninger, fertiliteten af det dyrkbare land og samfundets sociale sammenhængskraft.

I min optik har dette dækningsløse væksttrip været verdenshistoriens største overspringshandling. Vi vidste allerede i starten af 70’erne at vi skulle omstille vores levemåder. Men den pille var for svær at sluge.

Steffen Gliese, Kjeld Hansen, Michael Reves, Laurids Hedaa, Erik Jensen , Thorbjørn Thiesen, Søren Roepstorff og Helmut R. anbefalede denne kommentar

Så har Information endnu en gang trykt en artikel om pengeskabelse, hvilket centralbanker og (gys!) mainstream-økonomer har været bevidst om i et godt stykke tid. Skal vi ikke for en gangs skyld mane nogle af misforståelserne i jorden:
1) Pengeskabelse kræver altid to parter. En bank kan ikke blot skabe et indlån - den skal også skabe et udlån samtidig. Det gør, at pengeskabelse altid vil være begrænset af efterspørgslen efter lån. Hvis danske banker blot kunne skabe penge ud af den blå luft, så ville de jo f.eks. ikke have behøvet et lån på 100 mia. kroner fra den danske stat under Bankpakke 2.
2) Der er regulering (kapital- og likviditetskrav), som begrænser pengeskabelse.
3) Nationalbanken kan ikke direkte styre den brede pengemængde (M2), men den kan kontrollere de pengepolitiske renter, som slår igennem på bankernes ind- og udlånsrenter og dermed pengemængden qua efterspørgslen efter lån.

Niels Engelsted:
Pengemængden er defineret som den ikke-pengeskabende sektors likvide fordringer på den pengeskabende sektor, som kan bruges som betalingsmiddel (den pengeskabende sektor er banker og Nationalbanken). Den sidste del omkring betalingsmiddelsfunktionen er vigtig: aktier kan være meget likvide, men jeg kan ikke bruge dem som et betalingsmiddel, så de er ikke penge. Hvis vi bruger dit eksempel, så skabes der 800.000 kroner af likvide fordringer på den pengeskabende sektor, når kunden får et indskud i banken. Men lånet (bankens aktiv) er en fordring på den ikke-pengeskabende sektor, og det er hverken likvidt eller kan bruges som betalingsmiddel. Det er derfor ikke penge, så pengemængden stiger kun med 800.000 kroner.

Banken knækker kort sagt halsen, når kunderne ikke kan tilbagebetale deres lån fordi den har en masse kreditorer, som skal betales. Den kan nemlig IKKE skabe penge ud af den blå luft (se ovenfor), og dens evne til at betale sine regninger er i sidste ende begrænset af pengestrømmen fra dens aktiver.

Laurids Hedaa, Niels Engelsted og Lars R. Hansen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Til Niels Engelsteds kommentar 15:32 -

Banken har øget pengemængden med 800.000 ved lånet til kunden og til gengæld fået et tilgodehavende på 800.000 i form af kundens gæld, hvorfor er pengemængden så ikke blevet øget med 1.600.000?

Fordi det er de samme 800.000. Man kan ikke få to æbler ud af, at jeg giver dig et, og du giver mig det tilbage.

Videre siger du:
"Og hvorfor helt præcis knækker banken halsen (hvad det iøvrigt konkret sige?), hvis kunden ikke betaler tilbage."

Jeg tror, banken kan knække nakken, hvis:
1) tilstrækkelig mange lånere ikke kan betale, så disse lån må "afskrives" eller "nedskrives", så man nærmer sig egenkapitalen. Hvis nedskrivningerne teoretisk set begynder at gnave af egenkapitalen, nærmer man sig nakkeknækket. Så mister banken "solvens" - også et svært ord, men med til "nakkedraget" hører et tredje svært ord: "likviditet".
2) Hvis tilstrækkeligt mange indlånere stiller op mandag morgen og vil hæve deres penge, og banken ikke har pengene, så har vi en knækket nakke.

lars abildgaard, Steffen Gliese, Laurids Hedaa og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Borgere udgør nyttige "lånekvæg". For nogle år tilbage, ønskede jeg at låne max. 1.3 mio. Kr., til
en ny bolig.
Det blev af bank/kreditforenings-rådgiveren, afvist som noget pjat, da privatøkonomien, sagtens
kunne bære et mindst dobbelt så stort lån. Og sådan blev det.
Det er jo lidt svært at være kontrær, når de sidder og kaster penge direkte i ansigtet på en.

Sådan kan man som borger have oplevet det, men "fra "hens" side" var det måske en "jubii, uuhhh - her er endelig en mulighed fornat komme i mål på de måltal, som "min overordnede" (ja accepteret og formlet sprogbrug = ?) forventer :)

Sådan kan man som borger have oplevet det, men "fra "hens" side" var det måske en "jubii, uuhhh - her er endelig en mulighed fornat komme i mål på de måltal, som "min overordnede" (ja accepteret og formlet sprogbrug = ?) forventer :)

Gert Selmer Jensen:
Dvs. du satte altså dig selv hårdere end du havde planlagt, og valgte at lade bankerne suge dit blod igennem renter?
Det er jo ikke ligefrem gratis at låne penge.

Claus Jensen:
Når Fed (og resten af verden) gennemfører kvantitative lempelser, så sker stigningen i pengemængden via banker, når Fed opkøber obligationer i markedet (gennem primary dealers) og provenuet herfra bliver sat ind på sælgernes indskudskonti i banker. Se evt. denne glimrende artikel af Standard & Poor's cheføkonom, Paul Sheard:
http://ommekeer-nederland.nl/documents/standard-poors-rating-services-le...
I sidste ende er målet med kvantitative lempelser heller ikke at øge pengemængden (centralbanker er typisk ret ligeglade med pengemængden - den er kun en indikator). Målet er at presse de lange renter ned og øge likviditeten af den private sektors aktiver.

Rasmus Larsen:

Ideen er vel også at regnskabet bliver mere eller mindre nulstillet når pengene engang skal hives tilbage igen. Forskellen, i teorien i hvert fald, er, at det ikke er "privat" pengeskabelse for blind profit, men tiltag, der skal gavne økonomi og samfund som helhed.

Peter Ole Kvint

"Det er et politisk spørgsmål, om bankerne skal beholde dette privilegium til at skabe næsten alle Danmarks betalingsmidler, givet at de udlåner dem med egen fortjeneste for øje og aldeles uden samfundsansvar."

Dette spørgsmål er afgjort i grundloven. Og der står at kun kongen kan slå mønt.

Thorbjørn Thiesen

I denne sammenhæng vil jeg gøre opmærksom på en lille bog er skrevet af Anat Amadi og Martin Hellwig begge bankfolk. Bogens titel er: The Bankers' New Clothes med under titlen: Whats wrong with banking and what to do about it. Jeg har købt den i kindle shop for under 100 DKR.
I denne bog gøres der op med myterne omkring bankvæsen og de gør det forståeligt for en pensioneret arbejdsmand. Hyg Jer med den.

Jo, 'man kan jo ikke anholde 500000 hælere og stjælere, hvor skulle man gøre af dem - hvilken faglig kapacitet skulle behandle sagerne .....
Men, det ville klæde bedre at løse problemet her
(som jo er at der i omkring 20 år har været en rutinemæssig falskmøntner-industri kørende i bankverdenen uden at nogen har gjort noget ved det)
med et generelt amnesti til dags dato,
end dette udsigtsløse forsøg fra Nationalbankens side på at smyge sig udenom danmarkshistoriens største 'næse'.

800t ud, og 800t ind giver ikke 1.6m, men stadig kun 800t lyder et svar, mit svar er, at det med renters rente hedder 800t ud, hvilket giver med renters rente over 30 år, indtil de 800t er tilbagebetalt , at jeg vel ender med det 5 dobbelte - altså er de 800.000 kr. blevet til 4.000.000 kr.

Men hvad ved jeg - har de sidste 25 år været 100% gældfri, da jeg som utrolig naiv 18 årig lånte 75.000 kr til en bil, og på den hårde måde lærte hvordan kapitalisme fungere i praksis - renten var iøvrigt dengang 22 %, med pant i bilen i bilen og tvungen dyr kasko naturligvis også betalt af mig.

Det bil eller nærmere pengeeventyr varede naturlig kun et kort år, men gælden slap mig først efter 5 lange år. Siden har jeg aldrig købt noget på kredit...

Grethe Preisler

a propos lovlig handel med derivater:

"Alt det trylleri, der gi's, foregår på samme vis
put en hvid kanin i hatten, træk den så igen op a' den."

Når skiftende tryllekunstnere har trukket den samme hvide kanin op af hatten tilstrækkeligt mange gange til, at publikum i cirkusteltet opdager, at det er en udstoppet attrap, som savsmulden drysser ud af, forlanger de naturligvis de penge tilbage, de har betalt for billetterne til showet. Men så er 'direktøren for det hele' for længst forduftet til Schweiz eller Luxembourg med pengekassen under armen.

Og det rasende publikum i teltet kan gå hjem og øve sig i at koge sparesuppe på resterne af 'kaninen'. Når de har hængt den sidste 'tryllekunstner' i teltet i den nærmeste lygtepæl for 'ulovlig omgang med betroede midler' og 'mangel på rettidig omhu'.

Niels Engelsted

Grethe, du drømmer. Har du nogensinde hørt om et publikum, der har opdaget den udstoppede attrap og forlangt deres penge tilbage?

Grethe Preisler

En gang skal jo være den første, Niels

jeg synes jeg kan huske noget om børskrakket i 1929, hvor de sidste tryllekunstnere i teltet sprang ud af vinduerne i babelstårnene på Wall Street for ikke at blive hængt af den rasende pøbel nede på fortovene.

Kom der ikke andet godt ud af den historie, fik pøblen i Gods own Country dengang i det mindste en 'new deal' med sine folkevalgte ud af miseren. Og når det regner på præsterne over there, så drypper det vel også på degnene over here ;-)

Som vi så det ved krisens begyndelse i 2008, altså den periode hvor; "det gik ufattelig godt"(iflg. AFR), og hvor samme person i øvrigt også påkaldte sig omskrivning af de økonomiske lærebøger, til den ny tid økonomi, men som det atter engang viste sig ikke at være tilfældet, og i fremtiden heller ikke vil være sandt.

Endvidere så vi også, eller lærte(?), så var staten garant for pengemængden, så da bankerne ikke kunne betale selv for deres casino-økonomi, trådte staten til med 5 x 100 mia., de såkaldte "bankpakker", uden at kræve noget særligt igen for ulejligheden, og pengene tog VKO fra statskassen, som indeholdt de skatter og afgifter som borgerne ved deres daglige arbejde havde betalt, og skulle betale i fremtiden med mere arbejde uden øget velstand eller velfærd.

Det ville bankerne aldrig have gjort for sine lånere, hvilket vi også senere så, og tidligere var belært om af bankerne, - og derfor er det også ganske uforståeligt, at staten ikke gjorde større krav til bankerne, hvilket kunne have være bankernes egen medicin, - ja, lad os se på hvilke værdier i har og til hvilken pris(NETS, DANKÒRTET osv.), og betalt for disse i stedet.

Det ville bankerne have lært meget mere af i den pågældende situation, og efterfølgende tager sig noget mere i agt for ikke igen, at bringe sig selv i den samme situation økonomisk, - og selv fået lært at kunne betale for sig selv ved kriser, men vigtigst af alt, undladt at handle så de kom i lige så stor en økonomisk krise igen i fremtiden.

Staten skulle have handlet rent markedsorienteret overfor bankerne, men i stedet nærmest forærede man bankerne disse bankpakker, og DBs bestyrelse var da heller ikke sene til at forøge deres eget honorar med disse penge fra bankpakkerne, - for de ville åbenbart ikke have del eller ansvar for krisen, som de selv havde været med til at skabe med den førte casino-økonomi, der bestod af en "investerings gearing på mellem 35 - 40 %" for lånte penge.

De afdragsfrie lån var et klar idioti politisk, for hvem ved om kunderne kan tilbagebetale om 10 eller 15 år for den sags skyld, - og hvor er garantierne eller hvad er de værd på det tidspunkt.

Læren må være den soleklare, at garantierne er som vinden blæser, og heller ikke i murstenene eller grundværdierne, når kunderne ikke har arbejde eller penge til at betale med, og deres garanter heller ingen penge har.

Det ville klæde nationalbanken at stramme op på udlånspolitikken for bankerne, og evt. følge flere parametre i den forbindelse, for som vi har set er løsagtighed en af kapitalismens svagheder, som lettest lader sig besnære af de såkaldte markedskræfter.

Pristallet og den økonomiske udvikling kunne være nogle af de parametre som kunne anvendes, væksten, i og omkring os, ville også være en fin indikatorer for pengemængdens tilladte forøgelse for landet.

Den store politiske fejl blev dog begået af AFR, der ikke lagde låg på overophedningen af den danske økonomi, og herunder især husprisernes himmelflugt, der blev belånt til tant og fjas i mange tilfælde, og på lånevilkår der var afdragsfri i mange år fremover, - men ÅH, hvor var det dog skønt dengang med luksus safarituren for hele familien, ude og samtalekøkkenet til de købte færdigretter fra supermarkedet, og disse goder ville husejerne ikke dele med andre.

Da tidens glæder var slut og regningen for alle disse VKO goder var slut, så klynkede husejerne over deres gæld, og ville have staten(os andre, dig og mig) til at betale for deres stiftede gæld, som de havde nydt i så rigt mål og festligt, uden vi blev inviteret med!

- De må holde op med deres klynkeri, og selv betale den gæld de selv har stiftet, og nydt glæderne ved i familiens skød, - vi andre satte jo ikke en pistol for panden af dem, og krævede de lånte alle disse penge!

I september 2014 var Ben Dyson fra PositiveMoney i København for at holde foredrag med titlen 'Who creates money - and why should you care?' om præcis dette emne. Han giver en god og letfattelig gennemgang af systemet og dets konsekvenser, og han præsenterer også et interessant alternativ (videoen er på engelsk!):

http://youtu.be/0_nzClP9gsA

@Espen

To ting:

Det var Schlütter som sagde at det gik ufatteligt godt.

Statens største indtægt er, så vidt jeg ved, hverken indkomstskat eller virksomhedsskat, men derimod moms. Jeg skal ærligt indrømme at min påstand bygger på en gennemlæsning af finansloven for et par år siden, og jeg kender ikke tallene for 2014. Finansloven er temmeligt tør, og jeg har ikke gentaget øvelsen siden ;)

Men du har ret i, at der ikke var ret mange af husejerne, som belånte friværdien for at donere dem til statskassen. Du har også ret i, at det ikke var sindsygt højreorienteret at lade staten redde, hvad der ikke kunne stå af sig selv (bankerne).

Ift. artiklen, kan man sige at det er gået ned af bakke for de fleste, ift. at forstå økonomi, siden man droppede guld som betalingsmiddel. Selv guld var lidt uforståeligt, da det sjældent kunne bruges til noget praktisk. Derudover var det tungt at slæbe rundt på, og så var der ham Dick Turpin...

@ Morten Balling

Moms er vel bare en punktskat, der ligger på alle varer, og dermed også en skat man som arbejder skal betale når man køber sine varer.

Dick Turpin skulle vel bare have en "bryggerhest med 8 ben"! :-)

@Espen

Ja jeg kunne følge med dengang man byttede varer for guld, men da de indførte momsen, blev det lidt mere indviklet. Jeg blev overrasket over tallene, men moms var langt højere end skat. Moms er jo en skat på omsætning, så den rammer rimeligt bredt, med mindre man kan trække den fra. Som sagt er det hele lidt rodet ;)

1. Hvor ryger de fiktive penge plus renter så hen, efterhånden som jeg betaler lånet tilbage?

2. Det vil sige, at banken intet mister, når et lån ikke bliver betalt tilbage, da der er tale om lån skabt på fiktive penge?

3. Hvorfor udskrev bankerne ikke disse fiktive lån til sig selv da kassen var tom pga. den såkaldte finanskrise frem for at skatteyderne skulle udfylde de tomme kasser?

Kjeld Hansen:
1. De forsvinder. Pengemængden mindskes.
2. Banken har også en masse passiver. Hvis tilstrækkeligt mange lån ikke betales tilbage, så kan banken ikke betale sine regninger, og den må dreje nøglen om. Det er ganske reelt.
3. Se min første kommentar i kommentarsporet (eller se http://www.bankofengland.co.uk/publications/Documents/quarterlybulletin/...). Det hjælper at tænke på penge som fordringer. De kræver altid to parter før de er noget værd, og man kan som bekendt ikke blive rigere af at udstede lån til sig selv.

Christian Jensen

Tak for en god artikel og mange gode kommentarer. Dette er et meget interessant emne.

Et banklån er mig bekendt ikke gratis. Afhængig af lånets størrelse vil man (forhåbentligt) i løbet af en 30-årig afdragsperiode have betalt lånet tilbage + renter - et beløb der i sidste ende er langt over 100% af den lånte sum.

Lånene holder selvfølgelig gang i beskæftigelsen, og det er jo godt for samfundsøkonomien. Men lånene bidrager også unægteligt til en enorm velstand hos bankerne.

Set i lyset af de politiske diskussioner om at sikre fremtidens velfærd bør man stille spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt, at bankerne skal tjene så mange penge på du og jeg. Det er noget pjat, når politikerne siger, at der ikke er råd til fremtidens velfærd. Pengene er der, men havner tilsyneladende i de forkerte lommer, hvor de hverken kommer du eller jeg til gode. I bedste fald kun indirekte via udlån til investeringer. I værste fald afsættes der færre midler til velfærden når bankerne krakker, og underskudene skal dækkes af statskassen.

Hvis problemet skyldes politikerne og ikke bankerne - så må det også være politikerne, der skal handle. Men vi har også allesammen et medansvar så snart vi optager et lån og dermed tager del i dette system.