Klumme

Jeg ser toget køre forbi

Fra Kairo til Vordingborg Station. Den hjemlige udsigt kan give udlængsel. Men man får kun blik for både det fjerne og det nære ved at flytte sig
Debat
27. november 2014

Min faster, der som barn boede på landet, fik i skolen stileemnet: »Udsigten fra mit vindue«. Hendes fem ord lange besvarelse lød: »Jeg ser toget køre forbi.« I horisonten kunne man nemlig ane Odense-Kjerteminde-Martofte-banen, når damplokomotivet kom tøffende. Ellers var der jo kun Aksel Jørgensens røde køer på marken og stenhøjen til højre for sommerpæretræet.

Ikke noget at skrive om.

Jeg kender udsigten, fordi jeg selv er vokset op dér, og selv kunne skimte toget i horisonten. Min bror og jeg løb ned til vores udkigspost, når vi hørte toget fløjte. Vi løb også ud og kiggede op, hvis vi hørte en flyver.

Jeg kommer i tanke om min faster nu, fordi jeg mange år senere selv sidder ude på landet og kigger ud ad vinduet. Jeg kan se Stege Nor, kirketårnet, og i forgrunden to forsytiaer i de nederste vinduesvinkler. Denne sene novemberdag er de stadig fuld af gule og enkelte grønne blade. Resten er gråt, noret også.

Ikke noget at skrive om.

Hvis jeg ikke for få uger siden var vendt hjem fra Egypten og Etiopien, ville jeg sikkert blive grebet af udlængsel. Nu tænker jeg i stedet fredsommeligt på min fasters og vores egen barnlige længsel mod det fjerne, eftersom det nære var en selvfølgelighed. Måske er man nødt til at flytte sig for at få øje på det?

Siden barndommens jernbane har jeg kørt med mange tog, fløjet med mange fly og kørt med mange busser. Senest da min mand og jeg, efter en lang, men ukompliceret flyvetur fra Addis Abeba til København, steg på bussen til Stege på Vordingborg Station og blev mødt af en pissesur buschauffør, der forlangte, at vi bar vores 50 kilo bagage ud igen (vi havde bugseret den ind ad midterindgangen) og bar den op til den smalle indgang foran, hvor man én efter én lige kunne klemme pakkenellikerne op ad den stejle trappe ved siden af gnavpotten. En far, der havde formastet sig til at bære sin klapvogn med børneindhold op midt for, blev udsat for samme krav.

Når man et døgn tidligere havde befundet sig i et ufatteligt venligt land – jeg har vist aldrig oplevet en så hjertelig omgangsform som i Etiopien – betød det en eftertrykkelig tilbagevenden til dansk novembermentalitet. (I Kastrup havde jeg til overflod haft et skænderi med en rengøringsdame, der ville spærre mig udgangen med sin rengøringsvogn, fordi jeg havde formastet mig til at tisse på et af hendes toiletter, mens hun rengjorde et andet.)

Det her ikke for at idyllisere det fjerne, hvor idyllen langtfra altid hersker, men som smagsprøver på, hvordan dette at flytte sig i glimt kan åbne ens øjne for et steds mentalitet. Således på Vordingborg Station, således i Kairo, hvor vi skulle have en natbus fra busstationen, der er på størrelse med Københavns Hovedbanegård, men gabende tyndt bestykket med busser. Og vores befandt sig ikke dér, hvor den ifølge den nydeligt trykte, forud indkøbte billet med pladsreservering, sæde 29 og 30, skulle være. Den blev fundet ved hjælp af vedholdende udspørgen, der gav svar, som »den er kørt«, »den kører ikke i dag« eller »kom med mig«, en opfordring det ikke altid er klogt at følge.

Vi fandt den i tide, kun for at opdage, at sæderne inde i bussen ikke var nummererede. Alle passagerer havde pladsbillet, der var en art underliggende orden, men oven på denne herskede kaos: en stiv halv klokketimes ophidset råben, gestikuleren og flytten rundt på alle, indtil enhver var blevet sat på en ny plads efter et system, som i hvert fald vi ikke længere kunne gennemskue.

Problemet kunne være løst med en speedmarker på sæderne, men måske vil egypterne hellere have det på deres måde? Eller mere nærliggende er det måske bare ikke tillokkende at påtage sig et ansvar i et land, hvor præsidenten med et pennestrøg kan afgøre, at militæret, som sidder på 40 procent af Egyptens økonomi, skal være fritaget for skat; at en ny Suezkanal skal være færdigbygget i løbet af kun ét år, og hvor man kan lukke Kairos internationale lufthavn i timevis, fordi luftvåbnet skal øve opvisning til nationaldagen?

Vi kom af sted.

Odense-Kjerteminde-Martofte jernbane blev nedlagt i 1966, samme år som jeg flyttede til København for at studere.

En musvit lander på foderautomaten uden for mit vindue og pikker i foderhullerne. Kan den virkelig huske maden fra forrige vinter? I det mindste får dens inkvisitoriske blik gennem ruden mig op af stolen og ud med en spand solsikkefrø.

Jeg er hjemme igen.

Karen Syberg er kulturskribent og forfatter

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her