Klumme

Sex, sminke og sikkerhedspolitik

Vi tænker stadig i de klassiske mod-sætningspar krop og intellekt, og det er fortsat – trods 1970’ernes frigørelse og talrige refleksioner over oprørets normsæt – svært at håndtere mennesker, der insisterer på at være begge dele
Debat
3. november 2014

Et af de dominerende temaer i Louise Zeuthens fremragende, meget omtalte og nye bog Krukke, om Suzanne Brøggers tidlige liv og forfatterskab, er den unge kvindes livtag med de forventninger, hun blev mødt med, da hun i 1960’erne og 70’erne forsøgte at finde sin form som forfatter og sin identitet midt i en brydningstid, hvor samfundets normer – ikke mindst når det gjaldt kvinders seksualitet – var i hastigt skred.

Som det vil være de fleste bekendt, eksperimenterede den unge Brøgger heftigt i egen intimsfære som et opgør mod samtidens snærende normsæt, når det gjaldt forventningen til den kvindelige lyst og seksualpraksis. Hun udfordrede også et klassisk vestligt modsætningspar: krop og intellekt. Ved bl.a. at insistere på, at man godt kan begå både reportager om udenrigspolitik og skrive om mode og udseende. Brøgger leverede eksempelvis både reportager fra verdens daværende brændpunkter til især Politiken og artikler til modeblade. Det var banebrydende, og hun blev i intellektuelle kredse mødt med foragt, fordi hun, som Zeuthen skriver, ikke »havde fuldskæg og var akademiker«, men gav den i rollen som nøgenmodel ved siden af arbejdet som forfatter.

Meget har forandret sig siden. Men det slog mig, da jeg læste den velskrevne biografi i sidste uge, at det fortsat er en farefuld færd at inddrage sin seksualitet eller sit privatliv som skribent, hvis man vel at mærke vil tages alvorligt i samfundsdebatten og ikke henvises til en lyserød ghetto i form af et sundheds-, familie- eller terapeutunivers, hvorfra ingen slipper ud igen med forstanden i behold.

Hvor ved jeg det fra?

Fra mit eget arbejdsliv såmænd. Den hyppigste indvending, jeg møder fra uenige læsere, når jeg skriver debatartikler eller klummer, er således ikke blot rettet mod mine synspunkter, men mod mit privatliv. Det er typisk, at det, kritikerne opfatter som en ekstravagant livsstil symboliseret ved effekter som balkjoler, stiletter og hang til champagne, diskvalificerer meninger om eksempelvis samfundsøkonomi. For nogle år siden udtalte en redaktør fra et konkurrerende dagblad til denne avis, at han ikke kunne tage mig alvorligt, fordi jeg »fik al min information« fra min mands »cocktailparties« og »middagsselskaber«.

Som purung i 1980’erne husker jeg også efterdønningerne af det, Brøgger mødte 20 år tidligere: Foragten i mit parti, Venstresocialisterne, fordi jeg brugte øjenskygge, men det er den samme sejlivede dualisme, man oplever, når jeg af venner får at vide, at mine analyser af sikkerheds- og udenrigspolitik (mit speciale som politolog) skæmmes af, at de samtidig kan se mig optræde i dameblade, der inddrager intime erfaringer fra privatlivet. For jo – jeg har, efter at jeg rundede de 40 – også selv droppet berøringsangsten over for ’de bløde emner‘, som det rutinemæssigt hedder i medieverdenen, og skriver nu regelmæssigt også for flere danske magasiner både ALT for damerne, ELLE og af og til også IN. Det gør jeg, fordi jeg nyder at skrive om andet end mit speciale – politik. Men også fordi jeg selv er vild med personer, der ikke er nærige med sig selv, men hvor man kan mærke, at vi taler om hele personer. At man naturligvis godt kan gå op i antiterrorpolitik eller jordens klima, samtidig med at man er opmærksom på kønsroller eller går op i mode.

At få kritik for, at man umuligt kan have noget hjemme på den øverste etage, hvis man interesserer sig for krop eller udseende er i øvrigt en skæbne, der ikke er forbeholdt kvinder. Det er samme modsætning, som er på spil, når Liberal Alliances Joachim B. Olsen har fået tildelt øgenavnet ’kuglestøderen’. Dovent erstattes en kritik af det politiske budskab med en nedvurdering af kroppen som det, der fortæller historien om, at manden ikke er en seriøs politiker.

De klassiske modsætninger mellem ånd og krop lever i bedste velgående. Jeg er også helt sikker på, at det fortsat ville blive set som uacceptabelt i min profession – journalistikken – hvis man som en anden Suzanne Brøgger knaldede sig gennem de seriøse politiske historier, uagtet at det vel ikke kan udelukkes, at det kunne føre til vældigt interessante artikler – muligvis endda marginalt mere underholdende end mange af dem, man kan finde i denne avis til daglig.

Annegrethe Rasmussen er korrespondent i Washington DC.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

A.R. på krigsstien. Det er jeg ked af, for nu havde vi det lige så godt. Man skal ikke yppe kiv for fornøjelsens skyld, bare fordi man keder sig.
Er den da så kedelig, Inf.? Ikke de artikler jeg læser, men jeg læser måske de forkerte. Jeg har ikke fulgt med i Krukke-debatten. Susanne siger mig ikke så meget. Smuk og sød osv., men der er så meget andet at gå op i for mig.
Kan man ikke det hele? Både være for og imod? Om dagen det ene, om aftenen og natten det modsatte? Klimaaktivist fra kl. 8-16 og fornægter resten af døgnet? Nogle kan, og nogle vil også blive rasende, hvis de ikke får lov at bruge alle deres potentialer og kompetencer.
A.R.s klumme virker på mig sådan, at man ikke skal acceptere begrænsninger. Dermed kommer der noget, ja, barnagtigt over det. Det er lige som om, at den ydre verden kun eksisterer som kulisse for ens personlige udfoldelse. Det er faktisk kulissen, der kom først, og nogle andre skal overtage den. Bliver der noget tilbage til de kommende generationer? Det skulle da gerne være til lidt øjenskygge, men det bliver jeg mere og mere i tvivl om, der gør.
Lad os bare få nogle 'vældigt interessante artikler'. Jeg er dog bange for, at det drejer sig om tøj, mode og livsstil ved siden af et lille pip om CO2. Det kan ikke og må ikke vælte humøret. Så hellere vælte verden.

Torben Lindegaard

@Annegrethe Rasmussen

Jeg ville læse dine artikler, hvor du har knaldet dig gennem de seriøse politiske historier, med stor interesse.
Så hold dig endelig ikke tilbage for min skyld!!

Det anede mig - ALT for damerne ...

Annegrethe Rasmussen skriver:
"Jeg er også helt sikker på, at det fortsat ville blive set som uacceptabelt i min profession – journalistikken"

Er der noget som er forbigået undertegnedes opmærksomhed?
Hvilken profession og journalistik taler Annegrethe Rasmussen om?

fedt indspark. Meget provokerende øjensynligt...