Læserbrev

SF's succesfulde kursskifte

20. november 2014

Det er næppe for meget sagt, at regeringsdeltagelsen var ved at tage livet af SF. Tilslutningen var i frit fald, man skrabede spærregrænsen med 2,4 procent. Den spektakulære udtræden af regeringen ser ud til at have reddet partiet fra definitiv udslettelse. Tillykke med det.

Store annoncer med formandens portræt fortæller, at SF utrætteligt arbejder for at rette op på de forvoldte skader ved dagpengestramningerne og forsørgelsespligten. Det lykkedes i betydeligt omfang med den ’røde’ finanslov. Tillykke med det.

Hvordan det har kunnet lade sig gøre så markant at skifte politik, uden at blive konfronteret med de aftaler SF indgik som regeringsparti, er mig en gåde. Havde det så været en af kritikerne af regeringssamarbejdet, der var blevet sat til at rydde op, ville de være lettere at forstå. Men Pia Olsen Dyhr (SF) var, når vi ser bort fra overløberne, den stærkeste tilhænger af SF’s forbliven i regeringen uanset hvad. Hun lagde ikke skjul på, at hun var rasende på de kræfter i partiet, som fremtvang bruddet. Og i forbindelse med formandsvalget forlangte hun fuld opbakning til sin linje, hvis udtrykkelige mål var snarest muligt at få SF i regering igen.

Ingen spydige bemærkninger

Jeg er ikke i tvivl om, at SF helhjertet går ind for de røde fingeraftryk, de sammen med Enhedslisten fik sat på finansloven.

Det ubegribelige er, at ingen, hverken politiske modstandere, kommentatorer eller studieværter på noget tidspunkt har foreholdt Pia Olsen Dyhr, at det er i strid med, hvad hun forpligtede SF til som regeringsdeltager. Ikke én spydig bemærkning fra de tidligere partnere. Eller fra de borgerlige modstandere af de røde fingeraftryk. Eller fra Enhedslisten, som må have følt sig stærkt fristet, men fornuftigvis har prioriteret anderledes. Hvordan det så ellers er lykkedes – jeg mindes ikke at have set noget lignende. Stort tillykke med det!

Spørgsmålet er, hvor langt denne helt nye håndtering af aftaler og forpligtelser rækker. Hvad med for eksempel skatteforliget i 2012, som fredede boligbeskatningen indtil 2021? Hvad med Danmarks tilslutning til finanspagten, som SF som regeringsparti var medansvarlig for i 2013, og som påtvinger os en neoliberalistisk økonomisk politik?

Preben Wilhjelm, Frederiksberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, men er det egentlig så underligt med de politikere og journalister, der er samlet under osteklokken "1218 København K.". De opfatter sig jo nærmest som kollegaer. De er ikke politiske modstandere eller repræsentanter for den 4. Magt.
Det mest underlige er - hvis man skal tro opinionsinstitutter -, at vælgerne tilsyneladende accepterer bedraget. Så fortjener vi jo ikke bedre.