Kommentar

Spanien viser vejen til en demokratisk revolution

I årevis har catalanerne været underlagt nødvendighedens politik: flere turister og flere nedskæringer. Men nu er Spaniens politiske elite under pres fra demokratisk opfindsomhed, der kan revolutionere både Barcelona og vores ideer om demokrati
21. november 2014

Siden juni har titusindvis af Barcelonas indbyggere støttet en ny politisk bevægelse, Guanyem Barcelona (’Lad os vinde Barcelona’), som med 30.000 vælgererklæringer indsamlet på rekordtid og græsrødder i alle bydele, har realistiske chancer for at vinde byrådsvalget.

Bevægelsen taler ikke om at skabe enighed og enhed, men satser i stedet på at skabe et »sammenløb« af sociale bevægelser i byen. I stedet for at præsentere et færdigt partiprogram fastlægger åbne arbejdsgrupper og borgermøder linjen igennem deltagerdemokrati. Guanyem vil bekæmpe det politiske systems korruption og bankernes magt og gøre op med den såkaldte ’turistificering’, der pumper boligpriserne op og tvinger mange lokale ud af deres egen by.

Guanyem er en del af en bredere bevægelse i Spanien, hvor den økonomiske krise har bragt det politiske system i krise. Siden Francisco Francos død har Spanien været noget nær et topartisystem, hvor de konservative og socialisterne skiftevis har haft magten. Dette system er nu i frit fald. Således står Guanyems søsterbevægelse, det tværnationale parti Podemos (’Vi kan’), ifølge meningsmålinger til at blive landets største parti.

Guanyem og Podemos vil gøre op med den forfatning, som blev vedtaget i 1978 efter fascismen. Det bliver ikke fremsat som et krav, for som de siger, kan man ikke kræve af det politiske system, at det skal afskaffe sig selv. At afskaffe topartisystemet og monarkiet og udvide demokratiet er noget folket selv må gøre. Der bliver altså lagt revolutionære demokratiske planer i Spanien.

Kriserne i Spanien

For at forstå hvorfor det sker netop nu, må vi tilbage til 2007.

I årene op til krisen mindede Spanien om Danmark på speed, med byggeboom, afdragsfrie lån og ekstrem stigning i boligpriserne drevet af politisk deregulering af banksektoren og boligmarkedet. Det blev politisk besluttet, at flere skulle have muligheden for at låne, hvilket betød stigende huspriser, så flere blev nødt til at låne.

Ligesom i Danmark sad både banker og boligejere allerede i dyb gæld, da krisen ramte. Og også i Spanien prioriterede regeringen at redde bankerne. Pludselig stod staten med en stor gæld, som man forsøgte at redde sig ud af gennem nedskæringer på velfærd og salg af offentlige virksomheder til spotpris. Arbejdsløsheden eksploderede. Siden 2007 har der været over 350.000 tvangsauktioner i Spanien, hvor almindelige familier er blevet sat på gaden. For flertallet betød udviklingen ikke blot, at de blev fattigere, men at den samfundsmodel, som skiftende regeringer og den økonomiske elite havde opbygget gennem årtier, havde spillet fallit. Med ét var mange overbevist – ikke blot om elitens inkompetence, men om dens onde vilje: For regningen blev sendt videre til befolkningen, mens bankerne blev reddet.

Revolutionens værktøjskasse

I denne kontekst opstod de store folkelige bevægelser, som Guanyem bygger på. I 2009 blev PAH, en ’platform for folk ramt af boliglån’, grundlagt. PAH, som nu har over 150 afdelinger, opfandt en ny form for organisering, hvor gældsatte boligejere begyndte at tale om deres fælles problemer og om at komme over den skam, der ofte følger med gæld. De begyndte at modsætte sig tvangsudsættelser, blokerede banker og besatte tomme bygninger med henblik på genhusning af boligløse. Disse taktikker gav en kollektiv magt til at forhandle gældssanering og nedsat husleje med bankerne.

I maj 2011 opstod Indignados-bevægelsen (’De forudrettede’) og pladsbesættelserne. Her udviklede man en værktøjskasse for direkte demokrati gennem eksperimenter med rådsdemokrati på pladserne og i bydelene samt webplatforme, der muliggør løbende demokratisk deltagelse. Guanyems forkvinde, Ada Colau, var en af PAH’s stiftere, og mange Guanyem-aktivister kommer fra pladsbesættelserne.

Den økonomiske tumult og de sociale bevægelser har kastet det etablerede politiske system ud i dyb krise. Borgfreden fra 1978 mellem de to store partier og mellem den catalanske og madrilenske elite er opsagt, og korruptionshistorierne er begyndt at sive. Kongefamilien er p.t. skandaliseret af en korruptionssag, mens andre står under anklage, herunder den catalanske landsfader Jordi Pujol og 51 medlemmer af den politiske og økonomiske elite, som for nylig blev anholdt i Madrid.

Det unikke ved situationen i Spanien er, at den sociale og økonomiske krise har sat gang i en politisk og national identitetskrise. I modsætning til f.eks. Danmark er der i Spanien en bred folkelig forståelse af, at et politisk systemskifte er nødvendigt. Det er hverken ønskeligt eller realistisk at vende tilbage til det system, man kendte før krisen – noget helt nyt må skabes. Det åbner døre for demokratisk opfindsomhed.

Her står Guanyem for politik baseret på reel folkelig medbestemmelse i stedet for passiv tillid til den politiske elite. Projektet stopper ikke ved et forsvar for velfærden og modstand mod nedskæringer og privatiseringer. I stedet søger man offensivt at demokratisere det offentlige, som opfattes som en ’fælled’, altså en ressource, som bør ejes og administreres i fællesskab.

Bue Rübner Hansen er ph.d. fra Queen Mary University i London, og Andreas Møller Mulvad er ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab på KU. Begge er de medlemmer af Selskabet for Kritisk Samfundsforskning, som er et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at sætte spørgsmålstegn ved det aktuelle samfund og dets udvikling. Selskabet skriver for Information hver fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Jens Thaarup Nyberg
Kurt Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu