International kommentar

Spanien viser vejen for Europas venstrefløj

I Spanien har fremmedhadende nationalpopulister ikke samme folkelige appel som i andre kriseramte lande. Derimod står Podemos – en udløber af folkebevægelsen ’de indignerede’ til at blive landets største parti
Debat
18. november 2014

Det er en velkendt politisk kliché: Rammes et land af økonomisk katastrofe, vil dets stadig fattigere borgere i hobetal søge mod den populistiske højrefløj. For når mangel på jobsikkerhed og boliger til overkommelig pris får levestandarden til at falde, blomstrer det rå fremmedhad, og indvandrere bliver bekvemme syndebukke.

Spanien er i disse år kastet ud i voldsom krise med en arbejdsløshed på næsten 25 pct. og en ungdomsarbejdsløshed på 53 pct! Massiv indvandring har Spanien også haft, og den har på to årtier forvandlet landet: I begyndelsen af 1990’erne var færre end én ud 100 borgere indvandrer. I 00’erne steg tallet fra de 924.000 indvandrere, som officielt blev registreret i 2000, til 5.600.000 i 2009. Men trods grasserende arbejdsløshed, fattigdom og usikkerhed har ingen af de partier, der forsøger at slå sig op på en indvandrerfjendtlig dagsorden, kunnet præstere fremgang. I stedet har den folkelige uvilje fundet et andet udtryk i et nyt parti, hvis udgangspunkt er, at de almindelige spaniere ikke skal betale for en krise, de ikke bærer ansvar for.

De veluddannedes parti

Podemos, ’vi kan’ på spansk, vil bygge på ’håbets politik’. Partiet blev kun stiftet i år, men fik 1,2 mio. stemmer og fem pladser ved maj måneds valg til Europaparlamentet. I mellemtiden har det i meningsmålingerne distanceret de to traditionelt regeringsbærende partier i spansk politik, det borgerlige Partido Popular og PSOE, det socialdemokratiske arbejderparti.

Ikke at Podemos er opstået ud af intet. Forud for det spanske parlamentsvalg i 2011 gik hundredtusindvis af indignados på gaden i protest mod den politiske elite. Men uden politisk lederskab og retningssans har sådanne spontane folkebevægelser en tendens til at implodere, uanset hvor gode de er til at mobilisere de utilfredse masser. Som Iñigo Errejón, den 31-årige kampagneleder for Podemos, noterede før valget til Europaparlamentet, »var den sociale mobilisering trængt i defensiven. På store dele af venstrefløjen herskede defaitisme«. Her viste Podemos sig nu som et ægte barn af indignados-bevægelsen og mobiliserede bredt, nedefra og op: Hvor indignados havde folkesamlinger i lokale bykvarterer, organiserede Podemos ’kredse’, der antog lignende former. Finansieringen af den europæiske valgkamp blev stort set klaret ved crowdsourcing, ligesom partiets politikker og vigtigste politiske målsætninger blev besluttet gennem online-afstemninger.

Hvor Spaniens ældre centrumvenstre-vælgere endnu er loyale over for det skrantende PSOE, strømmer de yngre, veluddannede vælgere over i Podemos, der ifølge journalisten Paul Mason er blevet partiet for Spaniens mange »universitetskandidater uden fremtid«. Som Errejón har formuleret det, er Podemos bygget op om den overbevisning, at Spaniens to-parti regime, der blev grundlagt i kølvandet på Francos død i 1975, er havnet i dødskamp, hvilket har resulteret i et »sammenbrud for konsensus og en opbrydning af de traditionelle politiske identiteter«.

Det sociale flertal

Men Podemos’ succeshistorie hænger utvivlsomt sammen med, at partiet har skrottet den gamle venstrefløjs regelsæt. Spaniens traditionelle kommunistisk ledede venstrefløjskoalition, Izquierda Unida, fik ganske vist også fremgang og opnåede 10 procent af stemmerne ved det europæiske valg – nok til at slå selv Podemos.

Men forklaringen på den stærke tilslutning, Podemos siden har oplevet, er, at partiet har gjort op med venstreorienteret standardterminologi. »For at praktisere politik på en ny måde, bliver vi også nødt til at tale et nyt sprog«, som en fremtrædende repræsentant for partiet, den unge filosofiprofessor Eduardo Maura fortæller mig. »Vi må afklare, hvem vi vil henvende os til. Og vi henvender os ikke kun til dem, som i forvejen har en politisk identitet som venstreorienterede. Vi forsøger også at få folk i tale, der ikke nødvendigvis har denne form for identitet.«

I stedet taler Podemos om at redde Spaniens demokrati fra la Casta – magteliten. Det handler om at vinde opbakning fra ’det sociale flertal’, der er imod nedskæringer, herunder også vælgere, der ikke traditionelt identificerer sig med venstrefløjen. Snarere end at tale om nationaliseringer taler Podemos om demokratisk kontrol og ansvarlighed.

Det er en strategi, der giver mening. I Vesteuropa har den gamle industriarbejderklasse – med sine relativt stabile job og sammenhængende fællesskaber bygget op omkring deres arbejdspladser – veget pladsen for en mere fragmenteret og usikker arbejdsstyrke, primært i servicesektoren. Fagforeningernes tilbagegang og den afpolitisering af offentligheden, der skete efter Murens Fald og ’historiens afslutning’, har betydet, at nye generationer er vokset op uden at føle tilhørsforhold til den gamle venstrefløjs traditionelle kultur. Det betyder, at de organisations- og kommunikationsformer, som ofte definerede det gamle venstre og arbejderbevægelsen, er forældet. Podemos har modsat den gamle venstrefløjs kollektivisme også bygget meget af sin appel op omkring sin karismatiske talsmand, Pablo Iglesias, en akademiker, der brændte overvældende igennem som paneldeltager i politiske tv-debatter. Det var en pragmatisk beslutning, til dels også inspireret af den bølge af progressive regeringer, der er kommet til magten i Latinamerika.

Spanien viser vejen for Europas venstrefløj, men Podemos står ikke alene. I Grækenland har Syriza længe overstrålet PASOK, landets socialdemokratiske parti, der vendte sig imod sine egne tilhængere med katastrofale nedskæringspolitikker. Sloveniens nystiftede Forenede Venstre har også fået betydelig medvind i år. Det samme gør sig gældende i Holland for Socialistpartiet. Om disse bevægelser kan skabe den nødvendige politiske fornyelse, er endnu for tidligt at sige, men de viser i det mindste, at der findes alternativer til nationalpopulismen med dens fremmehadsdagsorden.

Owen Jones er fast kommentator ved The Guardian

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her