Kommentar

Tilbage til almissestaten

Ideen om, at alt skal kunne betale sig i økonomisk forstand, er blevet den højeste politiske værdi i samfundet. Derfor kan en længere dagpengeperiode ikke legitimt begrundes med idealet om, at alle mennesker – også arbejdsløse – skal have et godt liv. Så længe folk kan overleve, er vi i mål
28. november 2014

Med Dagpengereformen fra 2010 blev dagpengeperioden halveret til to år, og siden 2013 har ca. 40.000 mistet dagpengeretten. En del overgår til den lavere kontanthjælpsydelse, en del forsvinder ud af det offentlige system og en forsvindende lille del kommer i reelt arbejde.

Med de nyligt overståede finanslovforhandlinger er der kastet en redningsplanke ud til en del af dem, der før faldt helt uden for offentlig forsørgelse i form af en såkaldt kontantydelse. Tilbage står imidlertid en voksende gruppe mennesker, der i en periode med lavkonjunktur og strukturel arbejdsløshed ikke kan få job og derfor må leve for kontanthjælpen på mellem 7.000 og 14.000 kroner om måneden, alt efter alder og forsørgelsesansvar.

I sommeren 2014 var flere socialdemokratiske Vestegnsborgmestre ude med en kritik af dagpengereformen, der ifølge dem fører til fattigdom. Kritikken viste sig ikke helt at holde, da en del af de omtalte borgere ikke var faldet ud som følge af de strammede regler. Men borgmestrene havde altså følt sig nødsaget til at trække ’folk går fra hus og hjem’-kortet for legitimt at kritisere halveringen af dagpengeperioden.

Episoden er meget sigende, for det er nemlig ’overlevelsestemaet’, der fylder debatten. Det er lettere at finde politikerdebatter om Fattig-Carina end om det principielle i sikringen af folks levekår under krisen.

Knap var vestegnsborgmestrene blevet sat på plads af partiledelsen, før den offentlige debat handlede om, hvorvidt man kan overleve ernæringsrigtigt med et madbudget på 15-20 kroner om dagen. I en situation som i dag, hvor krisen har bidt sig fast, og dagpengeperioden er historisk kort, er kontanthjælpen ikke en midlertidig ydelse, men et langvarigt forsørgelsesgrundlag for mange. Man kan givetvis komme langt med hvidkål og havregryn, men er målet virkelig et system, hvor man kan overleve, men sandsynligvis ikke holde fødselsdag for sit barn?

Gradvis udhulning

Dagpengesystemet blev grundlagt med de første arbejdsløshedskasser i fagforeningsregi i 1880’erne, og i 1907 blev staten medfinansierende, da et egentligt lovfæstet system blev indført. Formålet var at sikre arbejdernes levekår i tilfælde af ledighed – og fra fagforeningernes side at modvirke løntrykkeri.

Op gennem århundredet udbygges systemet, men med krisen og den stigende arbejdsløshed i 1970’erne begyndte stramningerne. Siden 1990’erne er dagpengeperioden blevet forkortet flere gange: til syv år i 1993; fem år i 1996; fire år i 1999; og altså til to år i 2010.

Det har været gradvise skridt, som er blevet lanceret som nødvendige tiltag, bestemt af udefrakommende omstændigheder. Kriser og længerevarende lavkonjunktur har været et argument, men også den udbudsøkonomiske tese, at folk fastholdes på ydelser, blot fordi de er tilgængelige, er blevet brugt.

Det er ikke kun dagpengesystemet, som er blevet udhulet, det er også de værdier, der ligger bag. ’Nødvendigheden’ i den politiske styring hænger nemlig sammen med en fremherskende logik om økonomisk nyttemaksimering. Ideen om, at det skal kunne betale sig i økonomisk forstand, er blevet den højeste politiske værdi i samfundet. Det betyder, at en længere dagpengeperiode i dag ikke legitimt kan begrundes med idealet om, at alle mennesker skal have et godt liv (også arbejdsløse). Denne værdisætning er ikke legitim for politiske tiltag. Så længe folk kan overleve, er vi i mål.

Ulighed

Dagpengestramningerne fra 2010, der skulle »presse« folk ud på arbejdsmarkedet, har ikke haft nævneværdig beskæftigelseseffekt. Tilbage står de pressede arbejdsløse. I en længerevarende lavkonjunktur, hvor jobbene ikke står og venter, vil reformen derfor medvirke til at øge uligheden, der har været stigende siden slut 1990’erne.

I samme periode som dagpengene blev forkortet gentagne gange, er samfundet på mange områder blevet rigere. Det er altså politiske prioriteringer, der ligger bag udhulingen.

Der føres på den ene side omfordelingspolitik til gavn for de mest velstillede med skattelettelser i toppen og til erhvervslivet. På den anden side forringes vilkårene for dem, der er på indkomsterstattende ydelser som dagpenge, førtidspension og kontanthjælp.

Samtidig rammer det lave forsørgelsesgrundlag de mindst velstilledes muligheder for at sige fra over for urimelige arbejdsvilkår og underbetaling. Dermed rammes på sigt arbejdstagersidens rettigheder i bred forstand. Har man mindre, er man simpelthen nødt til at acceptere mere, når risikoen for at ende på kontanthjælp er for stor.

Velfærdssystemet blev bygget for at gøre op med et almissesamfund, hvor forarmede borgere måtte troppe op på fattigkontoret med hatten i hånden. Alle havde ret til et værdigt liv – også dem, der aldrig fik mulighed for at betale samfundet tilbage.

Overgangen fra fattighjælp til det moderne understøttelsessystem handlede også om, at velfærdsydelser skal være en ubetinget ret, som ikke medfører skam eller stigmatisering. Ideen om, at det skal kunne betale sig, er blevet en ideologisk barriere for at skabe politisk grundlag for, at mennesker i vores samfund kan leve og ikke bare overleve.

Dagens debat vækker mindelser om det konservative almissesamfund, hvor man skal gøre sig fortjent til velfærd og ikke legitimt kan kræve mere end et eksistensminimum. Men er det ikke for lidt i et velstående velfærdssamfund? Det skulle vi mene.

Pil Christensen og Kia Ditlevsen er sociologer. Begge er med i Selskabet for Kritisk Samfundsforskning, der er et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at stille spørgsmål ved det aktuelle samfund og dets udvikling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
  • Carsten Søndergaard
  • Torben Nielsen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Kim Øverup
  • Toke Andersen
  • Steen Sohn
  • Bill Atkins
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ib Christensen
  • Niels Mosbak
  • Grethe Preisler
lars abildgaard, Carsten Søndergaard, Torben Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Kim Øverup, Toke Andersen, Steen Sohn, Bill Atkins, Lise Lotte Rahbek, Ib Christensen, Niels Mosbak og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars christensen

Vi har ikke en grundliggende samlende filosofi som fundament for vort samfund og de politikker der føres. Udover måske magt for magtens skyld og penge for pengenes skyld.

Det har længe været budskabet om "der mangels penge, der mangles flere penge" der har været politikken.
Men penge er kun et middel, ikke et mål. Er der et mål, så det ikke et befolkningerne i DK/EU høre meget om.

Lise Lotte Rahbek

Krisen og tilbagegangen er skabt af mennesker med magt og penge.
De samme mennesker har fået mere magt og flere penge siden krisens start.
Landets politikere diskuterer, hvor lidt mennesker i underklassen udenfor arbejdsmarkedet kan leve af, for at der kan blive mere til mennesker med magt og penge,
og nu i dag hører jeg, at Morten Østergaard ønsker sig et arbejdsmarked, hvor arbejdsgiverne alene bestemmer løn og arbejdsforhold.

Det er farlige tider vi lever i.

Ulla Holger, lars abildgaard, Carsten Søndergaard, Torben Nielsen, Ervin Lazar, Kim Øverup, Toke Andersen, Bill Atkins og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Kan egentligt godt lide, meget af den diskussion, Pil Christensen som oftest bidrager til. Denne artikel er dog historisk forvanskning, afstandstagen fra det man kender som afskedstagen med det paternalistiske samfund, læs, det artikelhaverne kalder almissesamfundet, skete med den hensigt at “formynderiet” mere skulle lægges i offentlige hænder - end komme fra den private ‘medfølelse’ og/eller jagten på højst mulig profit, altså udbytningen. Det er netop ønsket herom, at det ses, at skattetrykket udviklede sig frem til 1988 - og har ligget forholdsvist stabilt siden da - skammen derimod og stigmatiseringen har af de arbejdsløse dog omvendt som de skriver, været stigende!

Forskellen fra dengang til i dag er den, at overførslerne dengang hovedsagligt var private - i form af eksempelvis gratis kost og logi hos familien - i stedet for det offentlige. Det der er sket med udviklingen i de offentlige overførselsindkomster er det som ses, at disse er dobbelt så høje som eksempelvis i Spanien. Dette indebærer omvendt det, at de private overførelser omvendt hører til de laveste og udgør væsentligt mindre end de spanske. Men en ubetinget ret har der som sådan aldrig været tale om hvis man fortolker grundlovens § 78 og arbejdsløshedslovgivningen i sin helhed - skam og stigmatisering kommer man ikke uden om, dette går begge veje, både op og ned. Til historien hører jo også det, udviklingen taget i betragtning, at mange politiske partier med større og mindre succes arbejdede for, at dem som var på overførelsesindkomst eller anden social ydelse ikke måtte stemme. Så et egentligt arbejde, for en ubetinget ret, som stemmeretten er, har der aldrig været tale om, ønsket om et bedre socialt sikkerhedsnet, gik og blev forankret af, at arbejdsløshed ikke var selvforskyldt. At noget og ønsket om at udbrede forståelsen for at arbejdsløshed ikke er selvforskyldt, er ikke en ubetinget ret, i ordets egentlige forstand i sig selv. Fortolkningen af ret og pligt er en differentieringsbestemmelse - at den er ude af proportioner, er svært at være uenig i.

Et interessant spørgsmål, udover, at dagpengereformen er et politisk makværk, at stille i dag, set i lyset af datidens syn på adgangen til stemmeurnerne er, hvor mange af de folkevalgte i de respektive partier i folketinget der mener, at stemmeretten skal differentieres mere som den var dengang - end den er i dag.

Jeg forstår ikke at fokus ikke i højere grad ligger på den (ofte alt for) hårdtarbejdende person der arbejder for omkring mindstelønnen. At der ikke er større gulerod for dem, for det afsavn de lider ved at arbejde i stedet for at se deres børn mere.
Vi burde lave meget om og gå ned i tid. Men man kunne starte med at gøre guleroden noget større ved arbejde, eks. et meget højt fradrag for folk i arbejde. På den måde undgår man at ramme de svage grupper samtidig med at man får øget forskellen på lavtlønsarbejde og overførsel.

Jens Thaarup Nyberg

@Anders Hede
En øget forskel på lav løn og overførsel vil blot gøre katastrofen større, ved overgang til overførsel.

Hvis det her menneskesyn fortsætter, og det tyder alt på det vil, må ledige danskere i fremtiden forberede sig på, at begår nødvendighedens kriminalitet for at kunne overleve.

Solidaritet og sammenhængskraft i Danmark er presset af materialistisk egoisme, samt af EU's fri bevægelighed og tilsyneladende under opløsning i Danmark.

Heldigvis har alt og alle endnu ikke ret til at eje skydevåben som i USA. Ellers kunne disse horrible amerikanske tilstande hurtigt slå igennem selv i Danmark.

- Men forsøg at tilgive politikerne, for de ved ikke, hvad de gør...

Om Danmark vil have et velfærdssamfund eller ej er ikke en økonomisk beslutning, men udelukkende en politisk bygget på solidaritet. Men da der tilsyneladende ikke kan ses selv den mindste protest fra befolkningen, så må det jo være det folk ønsker.

Martin Sørensen

nekrolog over vores danske flexicurity model.

du sikrede os et liv i sikkerhed, stolt levede du i 115 år, hvor du med OVERENSKOMSTER, og LOVGIVNING der gik hånd i hånd, nu svæver du mellem liv og død i reformes respirator, i varm luft politikeres nåde, politikere som der lovgiver om et område de aldrig har kendt levet i eller været del af dette system. det skal betale sig at arbjde lyder det kækt fra varmluft politikerne, mens de frit sammenligner arbejde uden overenskomst med arbejde med de ydelser som der sikre os et liv mellem jobs i arbejde MED overenskomster, vi i systemet både i dagpenge/kontant hjælp og i arbejde, vores sikkerhed, undermineres af varmluft politkernes venskaber med plutokrater som der under bordet betaler, lovgivere for at lovgive som betalingen forudsætter, vi er uden repræsentanter i vores moderne konkurance samfunds model, og vores danske model med flexicurity, var vores sikkerhed for gode retfærdige jobs, og sikkerhed når vi mistede de jobs.

modellen ligger og svæver mellem liv og død, og desvære ser, det ikke godt ud for vores gamle model, så længe vi ikke er medlemmer af en fagforening, og nu mener jeg en RIGTIG fagforeningen og ikke det gule rakkerpak der snylter på vores overenskomster, og 115 år gamle model. skruebrækkere som der har målrettet kæmpet i samarbejde med den lavedste del af arbedsgiverene for at få ikke overenskomst dækket anarki liberalt kaos, med den stærkes liberale ret til at kanøfte de svage, til at få sin fod på vores danske arbedsmarked med timebanker, lav løn og manglende tillæg, det er et klondyke for snyltere på vores danske samfund, og når de hyldes af politikere med de hånede ord om at det skal betale sig at arbjede efter de vilkår, ja så fortæller det en hel del om den status vi almindelige dansker vi har i deres verden,

jeg stemmer ikke, for der er IKKE noget at stemme på, vores danske flexicurity model er så tæt på død død død død så det er usædelig omgang med lig at sige at den lever og har det godt, jeg stemmer ikke fordi at min stemme er en støtte til et system som der, underminere vores vilkår som lønmodtagere for der ER ikke arbejdere tilbage i folketinget, og selve begebet folketinget er en anakronisme, for der er heller ikke længere folk tilbage i folketinget vi har et firma/finans-ting hvor man køber lovgivning som der passer en bedst,

både demokratiet og vores danske flexicurity model ligger i respierator, mens plutokratiet og det liberale kaos med den stærkes ret til at kanøfe de svage regere,

Vi TROR ikke på representanter, og derfor skal vi ha en reform af hele vores styresystem. for hvad har denne her tid bevist jo velfærds rettigheder som der ikke er grundlovs sikretede er ikke det papir værd som de er skrevet på. DERFOR stemmer jeg og stadigt flere IKKE.

martin sørensen kordinator for podemos sofagruppen danmarks aktive sofavælgere der kæmper for en ny grundlov, med direkte demokrati. Penge skabt uden gæld. Basis indkomst

Den skandinaviske skattebaserede velfærdsmodel gav tre små lande vinger - Uden at kunne noget andet end at slå pjalterne sammen fik daglejerne magten - Nu ejer lønmodtagerne nogle af verdens største fælles kasser det offentlige og pensionsformuerne. Helt konkret går socialisme og planøkonomi hånd i hånd med kapitalisme. Dynamikken mellem socialisme og kapitalisme fungerer kun så længe staten styrer og regulerer kapitalismens drift mod udnyttelse og beskytter natur og menneske ressourcer. Kapitalismen tænker ikke på alles bedste ikke engang sit eget. Balancen skal genoprettes og fællesskabet skal tæmme og ride dyret ikke omvendt