Kommentar

Her tilgives alt

Er det ikke fair, at utilgivelige fejl lægger en karriere i ruiner? Er det ikke retfærdigt, at inkompetence straffes med isolering frem for endnu et velbetalt job i den branche, man tidligere skandaliserede? Jo. Men sådan er det ikke i Danmark
15. november 2014

For nogle år tilbage skrev forfatteren Gretelise Holm en kronik i Politiken, der under overskriften »Skiderikker og stortabere« gennemgik en række mandlige mediepersoners professionelle og personlige fadæser. Hendes pointe var, at intet tilsyneladende kunne diskvalificere disse mænd, der alle fik chance på chance, lige meget hvor vanvittigt og uansvarligt de havde opført sig: Hans Engell og hans personlige karriere overlevede mødet med betonklodsen. Claes Kastholm, der defækerede på en kollegas kontor, er ligeledes stadig en agtet kommentator – og sådan kan man blive ved.

Gretelise Holm har ret i, at tilgivelsen er påfaldende. Men hun har ikke nødvendigvis ret i, at den er kønsbestemt. I et velformuleret karaktermord på den tidligere konservative leder Lene Espersen – ved hendes afgang som formand i 2010 – opremsede partiets tidligere pressechef, Niels Krause-Kjær, den ene skandale efter den anden, som kvinden havde overlevet: uregelmæssigheder om boligforhold, tåbelige reklamestunts, nepotisme, korruptionslignende sager samt alle de mange ferier på upassende tidspunkter. Som Krause-Kjær konkluderede oven på den sidste skandalerejse:

»Mallorca-ferien har kun fået den massive gennemslagskraft, fordi den pludselig indrammede historien om en smådoven toppolitiker uden kvalifikationer til at være nået så højt, som tilfældet var. Den udstillede 10-15 års selvsving, som ikke mindst medierne har haft en stor del af ansvaret for.«

I sidste uge fik Lene Espersen så nyt direktørjob. Heller ikke hun kan tilsyneladende diskvalificere sig selv.

Og nu vi er ved de seneste uger. En tidligere fremtrædende journalist på Information, Jan Stage, har tilsyneladende haft en central rolle i likvideringen af en boliviansk politiker. Men en lang række forhenværende kolleger bagatelliserer det – for det var jo en anden tid.

Historien ligner så mange andre historier, som vi siden murens fald har været kortvarigt oprevet over for så at glemme igen. Ole Wivel og Simon Spies flirtede med nazismen. Ole Sohn kindkyssede med Honecker. Andre fremtrædende totalitære kommunister har været alt fra tv-direktør i DR til minister. For her tilgiver vi alt.

Skam er et godt ord

Sidste uge var også ugen, hvor en af de centrale personer i en af danmarkshistoriens største medieskandaler, Henrik Qvortrup, fik ubeskåret medieopmærksomhed. Den sigtede, tidligere chefredaktør udgav en ny bog fik masser af taletid hos blandt andet DR. Samme mediehus, som brugte Qvortrup som politisk kommentator i foråret, kun en enkelt uge efter at sigtelsen var rejst imod ham.

Som kronen på værket annoncerede den storsvindlende charmetrold Kurt Thorsen i sidste uge sit snarlige comeback.

Faktisk ihukommer jeg ofte selv den smilende og syngende Thorsen, der med et »her har i mig tilbage!« selvsikkert konfronterede pressen efter sin varetægtsfængsling i 2000. Jeg prøver i mit hoved at sammenligne det med, hvordan chefen for Toyota græder, når deres biler tilbagekaldes på grund af en bremsefejl.

Prøv engang at smage på det lille ord: skam.

Det er et godt ord. Det er godt at skamme sig. For er det ikke fair, at utilgivelige fejl lægger en karriere i ruiner? Er det ikke retfærdigt, at inkompetence straffes med isolering frem for endnu et velbetalt job i samme branche, som man tidligere skandaliserede? Burde det ikke være sådan?

Men sådan er det ikke i det her land.

Hvem har eksempelvis tal på, hvor mange nye forretninger Klaus Riskær Pedersen efterhånden har åbnet og lukket? Og de mange meter spalteplads, pressen altid har kvitteret med?

Ingen finder det tilsyneladende særligt påfaldende. Og måske skyldes det et element i vores kulturelle karakter? Skamløsheden.

Fugl Fønix

Da man på Zürichs Universitet for nogle få år siden undersøgte, hvor mange mennesker, der var nervøse for at blive offentligt til grin, opdagede man, at Danmark var det sted i verden, hvor færrest bekymrede sig om den slags. Ud af 72 lande var Danmark det land, hvor skamløsheden tilsyneladende havde det bedst.

Derfor tror jeg faktisk, at alle de ovennævnte tilfælde skyldes et uheldigt karakteristika ved vores kultur. Vi tilgiver, fordi vores forventninger til hinanden og os selv er så uendeligt lave i dette land. Her kan man sagtens blive statsminister, selv om man tidligere har måttet forlade en ministerpost på grund af kreativ bogføring. Her tilgives alt. Sig undskyld og kom hurtigt videre. For dette er de hundrede chancers land. Ingen forventer andet end middelmådighed af vores politikere, journalister og forretningsfolk. Af alle.

’De er jo også bare mennesker,’ siger vi og glædes over, at det betyder, at barren således også kan sættes tilsvarende lavt for os selv. For her er intet middelmådigt nok til at blive bemærket, og intet er katastrofalt nok til at udelukke et senere comeback.

Smag på ordene: ære og skam. Vi opfatter det som middelalderligt. Som noget selvoptagede mennesker i de varme lande går vældig meget op i, mens vi, i selvironiens moderland, har hævet os over den slags. For her kan alle være til grin og blive til grin, og alt er alligevel som før.

I næste uge vil nye skandaliserede personer rejse sig som fugl Fønix af asken og indtage endnu en medieplatform.

For sådan er livet i de hundrede chancers land.

Dennis Nørmark er antropolog og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Andreas Trägårdh
  • Kurt Nielsen
  • Jette M. Abildgaard
  • Nic Pedersen
  • Henrik Christensen
  • ulrik mortensen
  • Jan Weis
Andreas Trägårdh, Kurt Nielsen, Jette M. Abildgaard, Nic Pedersen, Henrik Christensen, ulrik mortensen og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heller ikke hun kan tilsyneladende diskvalificere sig selv. – ved nu ikke, alene hendes anstrengende organ burde være forbudt for skolebørn og andre sprogfølsomme sjæle – men ”kvæle-lyd-knappen” på TV-remoten kan nu, uden skam at melde, ånde lettet op – tak herfra …

Michael Kongstad Nielsen

"Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere..."

Andreas Trägårdh, Henrik Christensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

"Det Virkelige Menneske – sjælens og kulturens naturhistorie"
" Cultural Inteligence for Stone-Age Brains"
Tjah - han mener det vel godt nok. Men ´fair´ og ´naturhistorie´ forbinder vi gernetil ´survival of the fittest´.

Børge Rahbech Jensen

" Vi tilgiver, fordi vores forventninger til hinanden og os selv er så uendeligt lave i dette land. "

Det er jeg ikke enig i. Jeg er ikke engang sikker på, tilgivelse er det rigtige ord. Jeg mener, fejltrin accepteres, fordi begge parter ved, at fejltrinnene er kendte og kan tages op efter behov. Det er værre at fremstå som ufejlbarlig. En typisk adfærd i forhold til mennesker, der fremstår som ufejlbarlige, er observation på afstand for om muligt at finde fejl og særheder, så der kan skabes en form for balance, hvor alle har noget på hinanden.

Det er ikke ubetinget korrekt, at vores forventninger til hinanden er uendeligt lave. I nogle tilfælde er vores forventninger til andre uendeligt høje. Hvis begge parter ved, at fejltrin er kendte og kan udnyttes efter behov, kan en konsekvens være stræben mod perfektion for at undgå, at de kendte fejltrin trækkes frem.

Majbritt Nielsen

Eller måske efterlever vi efter bedste evne mundheldet.

Ikke at kaste med sten, når man bor i et glashus.

Underforstået, vi dummer os alle. Spørgsmålet er bare hvis du ikke kan tilgive andre. Hvor tror du så du selv ender, den dag du tramper grundigt rundt i spinaten???
(NB bare rolig. Jeg er ikke frelst. Jeg bære stadig nag til forskellige mennesker. jeg har netop fundet en hjemmeside med wodoo-dukker, til salg og på postordre. Så nu skal jeg bare samle nogle og fyrre hårlokker ind fra familie, venner. ekskærester og bekendte. )

Vibeke Rasmussen

"Man" skal skamme sig, skal "man", og "man" skal undskylde, skal "man" …

Skyld og skam? Personligt savner jeg nu snarere mere ydmyghed. Det er også langt mere klædeligt.

IMHO ;)

Kurt Nielsen, Lene Christensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Helt syg tankegang der forsøges introduceret her, skal den være en slags kulturberigelse ?
Men han får da svinet et par mennesker til på deres blotte personlighed. Hvad med de netværk, kunder, vælgere etc. som deres eventuelle skændigheder hviler på.
Nå det er de 'skyldige', det taler vi ikke om ?
Det er og bliver skylden der er det interessante.
Skam er en privat sag.

Andreas Trägårdh og Lene Christensen anbefalede denne kommentar
Henrik Christensen

Anstændighed bygger på etik, og ude over etikkens grænser bør skammen bo for fælles opretholdelse af konsekvens.

Skam er ikke på sin plads altid - tolerance er en god ting, grænseløs tolerance er idiotisk. Hvem synes eksempelvis vi skal tolerere nazister...

Og så handler det om menneskelige fejl, etiske eller respektmæssige fejl. Det handler ikke om fejl i forsøget på at blive bedre, vide mere, bygge noget, hvor intentionen driver initiativet og fejl naturligt opstår.

Eller med andre ord - skam få den, der med en rådden intention har handlet eller talt uden for etikkens grænser.

Som når man snyder fællesskabet, for eksempel...

Kurt Nielsen, Jette M. Abildgaard, Lene Christensen og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar

Koden til genrejsning af utilgivelige og ligefrem strafbare fadæser hedder netværk. Er du med i inderkredsen af magtens korridorer på stort eller lille plan stor alle døre åben for dig helt uden grænser og konsekvenser. Fuldkommen renset for hvad du end har gjort.

- Vejen til succes er at få foden indefor i denne svært tilgængelige kreds. Så er du sikret hele livet igennem.

Er du derimod en af de mange, som står udenfor kan du godt glemme alt om en karriere uanset dine kvalifikationer og kompetencer. Det samme gælder tillige i dag i de små mere almindelige kredse. Bliver du f.eks. ledig og er du uden et godt netværk er der intet fornuftigt job at få.

- Samfundet er foralvor ved at blive opdelt i "enten er du med eller er du ude"

David Zennaro, odd bjertnes, Kurt Nielsen, Tino Rozzo, Elisabeth Andersen, Lene Christensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Daniel Henriksen

Fantastisk artikel. Ydermere, hvorfor går eksempelvis en minister af, efter vedkommende har begået en fejl? Er det at tage ansvar at man smutter fra ansvaret? Personligt forsøger jeg, når det er muligt, at rette en fejl som jeg har ansvaret for - men måske har jeg en forkert opfattelse af hvad det vil være at have ansvar.

Grunden til dette, vil jeg mene er mangel på interpersonel konkurrence og en generel høj velstand i Danmark som gør det acceptabelt at personer i høje stillinger kan genopstå efter de har begået en fejl med umiddelbar konsekvens for deres karriere. Jeg er glad for at der er personer som gider at stille op til at være statsminister, direktør for Mærsk osv. for jeg har ikke lyst til at være i deres sted, for så kunne jeg ikke være i mit sted. Til tider har jeg nærmest ondt af dem for det de må ofre for at nå der til, men jeg håber det er deres valg og de er glade. Jeg tror mange af os har det på den måde, og vi kan acceptere at de er inkompetente i deres stilling, så længe det ikke har katastrofale konsekvenser for vores magelig. Hvis det hænder, må vi jo til at gøre noget.

Johnny Hedegaard

En eller anden græker har engang sagt at :
'Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det'.
- Og det der tilsyneladende sker er, at mange af de nævnte personer gentager deres fejl.
Ifølge ovennævnte citat, er deres særkende derved, at de på visse iøjefaldende måder opfører sig som tåber.
At tåber gentagne gange vælges til fremtrædende poster kan man så undre sig over.
Det virker tåbeligt.

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Måske har det noget med landets størrelse eller rettere lidenhed at gøre. Vi har kun den samme talentpulje at vælge fra og så kommer genbrug og tilgivelse hurtigt på tale.

Lise Lotte Rahbek
17. november, 2014 - 13:12

Og nej Lise Lotte Rahbek. Det er ikke bare medierne, som "manipulere" med vores virkeligheds opfattelse. Det er fakta og ved at blive dagligdag selv i det forhenværende smørhul Danmark. Jeg er ikke en af de blinde.

- Tværtimod.

Lise Lotte Rahbek

Kjeld Hansen
Muligvis.
Delv er jeg af den opfattelse, at jeg - i det omfang jeg nu er bevidst om det - nægter at acceptere at være en modsætning til en mand, bare fordi jeg er kvinde,
at være nassenyder, bare fordi arbejdsmarkedet ikke har brug for mig,
at kaldes asocial, fordi jeg godt kan lide mit eget selskab,
og at være halvgammel når jeg føler mig halvung.

Vibeke Rasmussen

Det har altid virket lidt unødigt på mig, det dér med at forvente, eller snarere at forlange, at en offentlig person skal give en offentlig undskyldningen, hvis vedkommende efter offentlighedens/ mediernes vurdering på den ene eller anden måde har forbrudt sig mod gældende regler, normer, love, etik eller moral.

Det er lidt, ligesom når en voksen formaner et barn, der netop glædesstrålende har modtaget en gave: "Og hvad siger man så!". I den første situation ville jeg stille mig tilfreds med, at personen viste lidt ydmyghed i forhold til sin brøde, og i den sidste er barnets åbenlyse glæde alt rigeligt.

Seneste eksempel på et ønske om offentlig udvist anger og undskyldning, er, om ikke et krav så i hvert fald kollegernes gentagne spørgsmål til Henrik Qvortrup, om han vil undskylde eller fortryder. Intet kunne vist ligge ham fjernere. Godt så. Men når jeg så hører ham deltage i Radio24syvs nye sladderprogram, og han næsten går i selvsving af begejstring over igen uhæmmet at kunne svine navngivne personer – især politikere – til, så ville, efter min mening, også dér lidt ydmyghed – og lidt lavere profil – være så meget mere 'klædeligt' end 'bare' en undskyldning.

Vibeke Rasmussen - at forvente ydmyghed eller anstændighed, endsige selvindsigt af Henrik Qvortrop er vist at skyde helt over målet.
Jeg får KVALME af, hvor forgabte en del af journalisterne er i ham.

Vibeke Rasmussen

Hæ! Nej, jeg vil næppe selv nogensinde få respekt for ham, men alligevel ville jeg trods alt have kunnet respektere det, hvis han havde udvist lidt ydmyghed. Faktisk tror jeg også, at det bedre ville have kunnet hjælpe ham tilbage som en del af Christiansborg-pressekorpset. Hvis det da var dét, han ønskede, men sladderbranchen virker måske, når det kommer til stykket, mere tillokkende på ham?

Men selv dér … fx har Poul Madsen udtalt, at han hjertens gerne ville ansætte Henrik Qvortrup, for "Denne branche er meget til tilgivelse. Men synderen er nødt til at gå bodsgang, før vi kan komme videre." Hm, så for ham ville en undskyldning altså åbenbart være nok! Jeg synes, de to har fortjent hinanden. Men lad os nu se.