Jeg troede, alle kunne få børn

Jeg ligner en rigtig kvinde. Jeg har hofter og bryster, og selv når jeg er nøgen, kan man ikke se, at jeg er defekt. Men jeg er en kvinde uden en rigtig kvindekrop, for jeg kan ikke få børn
’Jeg troede, alle kunne få børn. Siden jeg var teenager, har jeg lært, hvordan jeg skulle undgå at få dem. Der er ikke nogen, der har fortalt mig, hvordan verden får nye farver, og mennesker taler andre sprog, når den forestilling bliver taget fra en,’ skriver dagens kronikør.

’Jeg troede, alle kunne få børn. Siden jeg var teenager, har jeg lært, hvordan jeg skulle undgå at få dem. Der er ikke nogen, der har fortalt mig, hvordan verden får nye farver, og mennesker taler andre sprog, når den forestilling bliver taget fra en,’ skriver dagens kronikør.

Tomas Bertelsen
22. november 2014

En rigtig kvinde kan blive gravid. Det var jeg for tre år siden, men jeg mistede barnet i ottende uge. Fosteret væltede ud af mig en tirsdag nat, mens jeg sad på toilettet. Jeg havde ikke mulighed for at gøre modstand.

Det lagde sig til rette på bunden af toiletkummen, og jeg kiggede på det uden at forstå, at et liv ser sådan ud, før det får hænder og fødder og et bankende hjerte. Med et enkelt skyl var det væk. Bagefter sagde alle lægerne det samme: »Det er normalt at abortere. Det sker for mange kvinder. Der er ikke noget i vejen med dig.«

Jeg har ikke været gravid siden, og i vinter dukkede to gråsorte plamager op på skærmen, da jeg blev scannet på fertilitetsklinikken.

»Hvad er det på skærmen der?« spurgte jeg og pegede.

»Det er endometriose-cyster,« sagde lægen.

»I det mindste har vi fundet synderen. Det er derfor, I ikke bliver gravide. Du er syg.«

Jeg lå på briksen med mine knæ samlet og en stofble for mit underliv. Lægen slukkede for skærmen og med den for tusinde andre ting. Jeg græd ikke, da han sagde det. Jeg lå på briksen uden at føle noget. Hans ord var så fremmede, at jeg ikke forstod dem. Sådan er det stadigvæk.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forestille mig et liv uden børn, og jeg har ikke lyst til det.

Overvældende sorg

Jeg ved, at jeg ikke har krav på at få et barn; det er ikke en menneskeret. Og jeg ved, der findes mennesker, der har det værre end mig. Jeg har ikke mistet en, jeg elsker, men jeg sørger.

Fra tid til anden overvælder sorgen mig. Når det sker, står jeg ikke op, før solen er kommet og gået mange gange, for udenfor er der gravide kvinder, og jeg ønsker, at verden skal lade mig være i fred.

Jeg ligger i min seng, fordi det er for smertefuldt at deltage i en verden, der fortsætter, som om alting er det samme, når ingenting er det samme.

Hvordan svarer jeg min telefon, når den ringer? Min stemme er en anden. Hvordan går jeg i bad, hvordan tager jeg tøj på, hvordan bevæger jeg mig udenfor? Min krop er en anden.

Verden er en anden, når man sørger. Som en elastik trækker den kroppen ud i en tilstand, der hvert øjeblik nærmer sig bristepunktet, og alting bliver mere intenst.

Med sorgen følger en hypersensibilitet, der lammer mig i dagevis, men den åbner også verden, og når jeg tror, jeg er gået i stå, opdager jeg, at jeg er mere i live end nogensinde: Mit hjerte fortsætter med at banke, ligegyldigt hvor ødelagt det føles, og jeg ved, at jeg bliver nødt til at rejse mig og fortsætte med at prøve, selv om der ikke findes nogen garantier for, at min kæreste og jeg får et barn.

Jeg er overrasket over min egen og altings evne til at fortsætte: Et landskab bliver til et nyt landskab efter en oversvømmelse. Et sår danner ny hud, hvor der engang var gammel hud. Livet er stædigt og insisterende; det findes i alting. Hvorfor kan det ikke findes i mig?

Hjemløs vrede

Spørgsmålet fylder mig med vrede, men jeg har ikke noget sted at placere den.

Jeg bliver vred på mine søstre, fordi de fik børn, da de ville have dem. Jeg kan ikke bestille et barn som en kjole i et postordrekatalog. Hvorfor er det mig og ikke dem, der har fået endometriose?

Jeg bliver vred på min mor og min moster, fordi de fik børn med deres første mænd i 20-års-alderen og deres nye mænd i 40-års-alderen. De har hver især to familier. Jeg har ikke nogen.

Så får jeg skyldfølelse, fordi jeg tænker sådan om mennesker, jeg elsker. De fortjener alt det liv, de har. De fortjener ikke min krop. Ingen fortjener denne krop.

Det nemmeste er at blive vred på mig selv. Det er min egen skyld, fordi jeg mistede et barn for tre år siden. Universet straffer mig, fordi jeg tabte et foster i et toilet.

Så opdager jeg, hvor selvoptaget det er. Hvis Gud findes, tror jeg ikke, han holder specielt meget øje med mig.

Til sidst bliver jeg ramt af meningsløsheden, for ligegyldigt hvor jeg vender min vrede hen, gør det ikke nogen forskel. Den kan bare ligge på gulvet som en desperat guldfisk uden at komme nogen vegne. Min vrede er hjemløs.

Mangler et sprog

Det er isolerende, ensomt og privat at være ufrivilligt barnløs.

Det er så privat, at jeg ikke har udviklet et sprog, jeg kan bruge til at tale med mennesker, der ikke har samme erfaring som mig. Det er, som om der går en kile ned gennem verden: På den ene side står jeg, på den anden står alle de mennesker, der sagtens kan få børn, og jeg ved ikke, hvordan vi skal nå hinanden; vi har ikke et sprog, der rækker.

Jeg tror, de fleste, der kender til tab, har det på denne måde. Verden bliver delt op i dem, der kender til ens sorg og dem, der ikke gør.

Indimellem spørger en af dem på den anden side af kilen, om min kæreste og jeg prøver at få børn. Jeg tror ikke, de gør det i en ond mening. I deres verden er det et legitimt spørgsmål, men for en barnløs kvinde er det en afsløring. Ikke at kunne få børn er som at være en afart, og det er den afvigelse hos mig, der bliver udstillet, når jeg bliver spurgt om det. Som om jeg er verdens højeste menneske eller en slange med to hoveder, og verden peger og lægger sit hoved på skrå i sympati.

Spørgsmålet er et forstørrelsesglas på den sorg, det er ikke at kunne give min kæreste et barn. Min barnløshed er en tyv, der frarøver ham noget fundamentalt, som han let kunne få, hvis han var sammen med en anden, og indimellem siger jeg til ham, at jeg godt kan forstå, hvis han ikke ønsker at være sammen med mig. Jeg siger det, fordi jeg trænger til at høre ham sige mig imod.

»Jeg elsker dig, Sofia. Jeg har ikke valgt dig, fordi du skal opfylde min drøm om at få børn. Jeg har valgt dig, fordi du er den, jeg vil leve sammen med. Du er ikke perfekt, men du er præcis, som du skal være,« svarer han.

Det sidste er jeg ikke sikker på, men det er sådan, det er. Selv om jeg ikke er i stand til det hele tiden, husker jeg, hvor heldig jeg er.

Der findes denne her mand, som sidder lige der, mens jeg sidder og skriver her, og han er et bedre menneske, end jeg nogensinde bliver.

Jeg ved ikke, om jeg kunne blive, hvis han ikke kunne give mig et barn. Er det ikke en frygtelig tanke? Er det ikke egoistisk? Men jeg ved det ikke. Og her er jeg. Det er ikke sikkert, jeg kan give ham det, og alligevel bliver han.

Jeg ved, han altid vil blive hos mig, og på den måde lærer jeg noget nyt om kærligheden hver dag.

Hvis der aldrig kommer et barn, er vi alligevel en familie. Jeg har valgt alt det, jeg har.

Jeg har valgt ham og mine katte og disse ord, der kommer ud af mine fingre. Det er mit, så meget som sådan noget kan være nogens. Får jeg ikke mere, er jeg stadig et heldigt menneske.

Lærer forfra

Jeg troede, alle kunne få børn.

Siden jeg var teenager, har jeg lært, hvordan jeg skulle undgå at få dem. Der er ikke nogen, der har fortalt mig, hvordan verden får nye farver, og mennesker taler andre sprog, når den forestilling bliver taget fra en.

Chokket kan måske sammenlignes med dengang, man opdagede, at Jorden alligevel ikke var flad: Mit verdensbillede er vendt på hovedet, og jeg skal lære mange ting forfra.

Men jeg vil ikke.

Jeg vil tro på, at det lykkes for mig og min kæreste at få et barn. Jeg er ikke klar til at give op, og selv om jeg er bange, fortsætter jeg. Jeg kender ikke andre muligheder end at fortsætte. Det er den eneste måde at være i live på.

Sofia Rasmussen er tekstforfatter

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Ethvert menneske bærer sin egen sorg(er) og sin egen ensomhed.
Selvhad er vist også ret almindelig.

Men jeg forstår ikke, hvorfor dsse tekster med dybt personlige sorger og problemer om klamydia og barnløshad og sugarbabes skulle være særligt godt avis-stof?

Brugerbillede for Steffen Gliese

Det siger jo noget om, hvordan skolens undervisning ligesom uden forståelse for den underliggende nødvendighed er blevet stærkt forringet over de seneste årtier.
Når man har seksualundervisning, er det først og fremmest for at forklare, "hvor de små børn kommer fra", kun i anden omgang er det relevant, hvordan man undgår at få børn.
På samme måde med en masse andre fag, hvor man berøver børn en stor glæde senere i livet, fordi man ikke tænker langt nok. Landet er fuldt af fuglekikkere og lystfiskere, vandrere og haveentusiaster, men den baggrund, som man tidligere i skolen fik for at foretage egne iagttagelser i naturen har man taget væk, fordi man i misforstået medlidenhed med børnene har syntes, at det var synd, at de "skulle lære udenad". Men børn vil gerne lære udenad, og det er faktisk i de senere uddannelser, hvor det er helt uundgåeligt at skulle lære udenad, en enorm blokering hos unge, der ikke har fået trænet denne evne og derfor er hunderædde for ikke at kunne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Harald Johansen

Rent biologisk betragtet er ønsket om at få børn imperativt; det er selve meningen med livet; et instinkt – dvs så indlejret i vort nervesystem, at der ikke kan forhandles om det.

Havde du været en krokodille eller en nytårstorsk, ville du lægge æggene og udspy rognen og svømme videre. Men som menneske er du et evolutionært højdepunkt, hvor naturen kan betragte sig selv og reflektere over trængsel og alarm…. Og dét kan vist gøre enhver stresset.

Personligt er jeg lidt misundelig på krokodillen og torskens mangel på selvoptagethed, mens jeg ligefrem hylder menneskets evne til at betragte naturen og sig selv, idet jeg håber der et eller andet sted findes en mening med al den forvirring og frustration, der følger med.

Helt konkret for dig lige nu: Har du overvejet at adoptere? For planeten har ikke brug for flere børn, men planetens børn har brug for flere forældre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Harald Johansen, både krokodillen og torsken kerer sig om sit afkom.
Germaine Greer diskuterer i øvrigt spørgsmålet om barnløshed ganske udførligt i sin nyklassiker "Køn og Skæbne" ("Sex and Destiny").

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Harald Johansen
Du skriver: "Rent biologisk betragtet er ønsket om at få børn imperativt; det er selve meningen med livet; et instinkt – dvs så indlejret i vort nervesystem, at der ikke kan forhandles om det."

Nå. Hvis det er et imperativ at ønske børn, hvordan kan nogle mennesker undgå dette imperativ? Og hvordan kan du på den ene side hævde biologiske imperativer, men på den anden side bare hive adoptions-tanken op af lommen som et reelt alternativ.
Hvis alle mennesker VIL have børn fordi det er indforskrevet i deres biologi, så er det jo praktisk talt ufatteligt, at alle de mange mennesker i fortiden som ikke fik børn, overhovedet har overlevet dere biologis uopfyldte krav.
Har du selv tænkt over dette her?

Brugerbillede for Soren Andersen

"Rent biologisk betragtet er ønsket om at få børn imperativt; det er selve meningen med livet; et instinkt – dvs så indlejret i vort nervesystem, at der ikke kan forhandles om det."

Sådan er det med mange ting, herunder også kønsroller - her synes sympatien for henvisning til stenaldermanden og dennes rolle dog at være lidt sværere at fremmane.

Så når visse mænd ikke kan finde sig til rette med pludselig ikke at udfylde den rolle som de biologisk set er indrettet til gennem tusindvis af år, så bliver de kategoriseret som "svage mænd" .. men når kvinder ikke kan få børn, ja så er det uden tvivl en personlig tragedie som fortjener spalteplads.

Reaktionerne er jo også lidt nemmere at sluge: kvinder bliver kede af det, det gør mænd også, men det kommer bare til udtryk som vrede.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Harald Johansen

En krokodille er ikke en torsk. Så findes beskytterinstinktet i selv den største reptils nervesystem. Tak for det, Peter Hansen. Dér blev naturen mere forunderlig for mig.

Med beklagelse må jeg fastholde mit synspunkt, Lise Lotte Rahbek: At forvirre sig med trængsel og alarm; juleevangelium, vækst, terminer, uddannelse, hamsterhjul i tvivlsomme religioners fabrik og skyggeklapper til folket.
Så har torsken og krokodillen det nok bedre i kraft af deres manglende selvoptagethed.

Men de drives alligevel af deres natur til at producere afkom.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nic Pedersen

Lise Lotte Rahbek,

"Men jeg forstår ikke, hvorfor dsse tekster med dybt personlige sorger og problemer om klamydia og barnløshad og sugarbabes skulle være særligt godt avis-stof?"

Tja, vi synes jo at læse dem og dermed generere "besøg", uanset hvad vi end synes om "smagen", hvilket nok forklarer en del?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Hvor ville det være rart hvis meningen med livet var lidt mere end blot at bidrage til reproduktionen, men det er det desværre ikke. Jeg har ikke selv børn og derfor er mit liv også fuldstændig meningsløst. Omvendt må jeg indrømme at sådan som verden og jeg selv er indrettet så har jeg ikke de store skrupler ved at være nitte. Det var sikkert noget andet, hvis jeg var både sund, charmerende og rig. Uanset hvad, så gælder det om at blive den du er, selvom det lyder lidt kryptisk. Acceptér din skæbne, for du kan alligevel ikke lave om på den. Og hvis du kan lave om på den, så var det alligevel ikke din skæbne.

Brugerbillede for Christina Franzen

Nu må jeg simpelthen lige komme med et input!
Endometriose er en fuldstændig uselvforskyldt sygdom, den smitter ikke, men er nærmere noget genetisk betinget.
Den giver indre blødninger og sammenvoksninger af organer. Så udover infertiliteten, kan det også være yderst smertefuldt at lide af. Sammenlignet med gigtsygdomme, ligger endometriosesmerter meget højere (fremvist på diagram over lægelige målinger under foredrag om endometriose).
Endometriose rammer hver 10. kvinde, 50% af alle der kommer i fertilitetsbehandling har endometriose. Der findes ingen kur, og det tager gns 7 år fra man opsøger læge, til diagnosen stilles. Dette skyldes bla at læger ikke ved nok om endometriose og at kvinderne derfor oftest ses som hypokondere.
Den eneste sikre måde at diagnosticere endometriose på, er via laparoskopi, en kikkertoperation. Endometriose koster det danske samfund 9 milliarder kroner årligt, bla på grund af tabt arbejdsfortjeneste!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt

Tak for at du delte dette med os, og gode tanker til dig.

Hvor er det fint og smukt skrevet. En stor sorg, og et dybfølt ønske om at fortælle det til alle os, som er/var heldige at have et valg om at få børn, således at vi bedre kan forstå, og så det er forklaret - alle de svære tanker.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Dette er, hvad folk anklager facebook for ikke at give os: historier fra menneske til menneske, som åbner for vores indbyrdes forståelse og på den måde mentalt hjælper den gendemokratisering på vej, som vi hungrer efter.
Det er samtidig et meget velkomment opgør med de mange forsøg på at reducere dyr, planter og mennesker til bevidstløs natur, selvom naturvidenskaben i disse år må indse, at det, der var faste antagelser, viser sig ikke at holde stik: der er bevidsthed derude.
På samme måde med genetikken, der i højere og højere grad udviser tegn på tautologiske træk: reelt er der anlæg for det hele, men hvad der styrkes og udvikles kommer an på påvirkning og betingelser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben  Knudsen

En rigtig kvinde kan blive gravid. Det var jeg for tre år siden, men jeg mistede barnet i ottende uge. Fosteret væltede ud af mig en tirsdag nat, mens jeg sad på toilettet. Jeg havde ikke mulighed for at gøre modstand.

Det lagde sig til rette på bunden af toiletkummen, og jeg kiggede på det uden at forstå, at et liv ser sådan ud, før det får hænder og fødder og et bankende hjerte. Med et enkelt skyl var det væk. Bagefter sagde alle lægerne det samme: »Det er normalt at abortere. Det sker for mange kvinder. Der er ikke noget i vejen med dig.«

Jamen så fik vi den med.
Ellers er du ikke alene, da uddannelse og cafelatteperioden gør at formering udskydes så fertiliteten falder dramatisk.
Før når barnet skulle konfirmeres var mor måske 38 idag 50.
Faldet i nyfødte gør så også at vi skal se med andre øjne end Dansk Folkeparties på indvandring, de bliver opslugte på arbejdsmarkedet p.g.a. uddannelse og cafelatte blandt danskere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Jensen

Jeg ved, at jeg ikke har krav på at få et barn; det er ikke en menneskeret. Og jeg ved, der findes mennesker, der har det værre end mig. Detv er jo sådan set rasende ligegyldigt. Det gør jo ikke din personlige sorg hverken større eller mindre.

Til gengæld tror jeg problemet med ufrivillig barnløshed stiger i fremtiden. Simpelthen fordi vi er blevet så gode til at hjælpe og bypasse naturen og udskyde graviditeter. Så flere kvinder og mænd vil stå i samme situation i fremtiden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kjeld Hansen

Gennem medicin og sygdomsbehandling har mennesket sat naturen ud af kraft. Resultatet vil uomgængeligt være en langsom, men sikker degenerering af mennesket. Fremtidens genterapi vil kun akselerere den udvikling.

- Om 1.000 år begynder mennesket, at falde fra hinanden pga. af kunstig indgriben i naturen...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes

'En rigtig kvindekrop' ?
Ja det er hårdt....
Formålet med livet er i øvrigt ikke at afføre efterkommere, men at udskille affaldsstoffer. CO2 og afkom konkurrerer naturligvis om at være det største problem deraf for kloden. I McDonaldland mest CO2 , i Jihadland mest børn. På toilettet går jeg dog stadig med en vis sindsro.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Signe Hanson

Kære Sofia

Tak for din meget rammende og rørende beskrivelse. Du beretter om tanker og følelser, som man kun til fulde forstår, når man står i din situation. Og måske i min. For du er slet ikke alene derude - det føles bare sådan. Tak fordi du sætter ord på et tema, som vi er alt for dårlige til at tale om.

Hvis du vil snakke mere med andre i samme situation, så læs eventuelt lidt med her: ErDuHerIkkeSnart@wordpress.com

Alt mulig held og lykke til dig, fremover!

Kh Signe

anbefalede denne kommentar