’Den tryghed, som landbruget skabte, er væk. Det er en national tragedie’

Thorkild Kjærgård, du har beskæftiget dig med det, som du kalder gårdmandslinjen i dansk historieskrivning. Hvad har landbruget tidligere betydet i Danmark?

»Landbruget har besiddet en kolossal kulturel kapital, som gav det en særstilling. I gamle dage var der altid sympati for bønderne. Den kulturelle kapital har landbruget også kunnet bruge politisk. Partiet Venstres evne til at slå igennem har været meget stor. Også socialt har landbruget nydt respekt. Landbruget har været en pendant til arbejderklassen.«

– Hvornår forandrede danskernes syn på landbruget sig fra at være præget af nationalpatriotisme og Lurpak-smør til at vække foragt?

»Sympatien for bønderne i sin moderne form er en stor åndshistorisk bølge, der kan føres tilbage til 1700-tallets sidste halvdel. Op gennem det 20. århundrede har bønderne nydt stor, nærmest uantastet sympati, som afspejler sig i film, som Morten Korchs, romaner, tegneserier og skuespil. Tænk bare på Holbergs Jeppe på bjerget. Det har været fint og respekteret at komme fra landet. Bølgen toppede i 1970’erne, men så gik det pludselig ned ad bakke, og i dag er landbrugets, specielt gårdmandsbrugets prestige lig nul. Der er ikke længere nogen normale unge piger, der har lyst til at blive gift med en bonde.«

– Men hvorfor skete det skift?

»I 1960’erne var landbruget i Danmark stadig bæredygtigt, økologisk, socialt og økonomisk. Mekaniseringen var begrænset, antallet af gårde stort, beskæftigelsen høj og belåningen begrænset. Det system skred i 1970’erne. Landbruget fik et nyt produktionssystem, som for alvor slog igennem i 1980’erne og 90’erne. Det blev industrialiseret, og det blev økologisk og miljømæssigt uansvarligt. Der var en voldsom kritik af landbruget i 1970’erne, som gik på, at danske grise struttede af penicillin. Og det var kun begyndelsen. Herefter hobede anklagerne sig op: overgødskning, overmekanisering, overforbrug af energi, af vand og af pesticider.«

–Hvad var det danskerne følte, de mistede med industrialiseringen?

»Det var et tab af sikkerhed. Altså den sikkerhed vi havde for 100 år siden for, at lige meget hvad der sker, lige meget om tyskerne kommer i morgen, så vokser der korn op på markerne, og vi kan altid få mad på bordet. Den form for elementær sikkerhed er fjernet i dag. Landbruget har brug for soja fra Sydamerika, og vi sender svinene til Polen, når de skal slagtes. Vi kan ikke længere klare os selv. Den tryghed, som landbruget skabte, og som vi med rette stolede på, er væk. Det er en national tragedie.«

– Hvordan etablerede det sig i danskernes bevidsthed?

»Hvis du går tilbage til 1975, var landbrugets prestige så stor som nogensinde. Bønderne kunne sådan set gøre lige, hvad de ville og få deres vilje igennem, og det vidste de. Derfor var de fuldstændig ligeglade med kritik. De sagde: ’Vi kan gøre, hvad vi vil’. Det holdt stik op gennem 1980’erne og 1990’erne, men kritikken af landbruget fort-satte og blev bare stærkere og stærkere. Men det fik ikke land- bruget til at stoppe op og tænke sig om. Tværtimod satte de bare farten op.«

– Tidligere så historikerne jo landbruget fra bondens perspektiv. Har den måde at fortælle landbrugshistorie på ændret sig?

»Sympatien er gledet væk fra gårdmændene og over på godsejerne. I 1960’erne var der ingen, der kunne finde på at skrive om herregårde, det var den tabende klasse. Men der er sket en nyorientering, som er meget markant. Vi forsøger at forstå, hvad vi oplever i landbruget, og derfor er der kommet et nyt snobberi omkring herremændene.«

– Hvorfor lige herregårde?

»For at komme på talefod med virkeligheden griber vi fat i en tradition, der kan spejle den. Det er herregårdstraditionen. Det moderne storlandbrug er herregårdens efterfølger, og derfor får herregårdene nu en renæssance. Vi skriver bøger om herregårde, baronesser og adelige. Gård- og husmandsbruget, der har domineret siden 1700-tallets slutning, ses som en historisk parentes. Men det er til dels en illusion. Det er jo ikke de gamle herregårde og de gamle herremænd, der kommer igen, det er helt nye gårde med nye produktioner. En helt ny klasse, der træder ind på scenen.«

– Er det den rigtige fortælling om dansk landbrug?

»Det synes jeg ikke, det er, men det kan det blive. Hvis det er den fortælling, der vinder, så er det i en vis forstand den rigtige historie. I den historiske bevidsthed er forskellen mellem ægte kontinuitet og tilsyneladende kontinuitet ikke særlig stor.«

– Om 30 år, når man kigger tilbage på historieskrivningen om dansk landbrug i dag, hvad vil man så tænke?

»Jeg har de mest dystopiske forestillinger om landbruget i dag. Om 30 år er der måske slet ikke noget landbrug tilbage, kun et økologisk nedbrudt wasteland. Der har været en massiv kritik af landbruget, men det har ikke vundet nogen form for gehør. Nu er landbruget i bundløse vanskeligheder, og det har en meget lille social og politisk opbakning. Det har ikke stået så dårligt til i 200 år.«

– Hvad skal landbruget gøre for at få sit gode ry tilbage?

»Bønderne skal se i øjnene, at det industrielle landbrug ikke duer. Det er ikke bæredygtigt. Vi skal tilbage til en mere arbejdskraftintensiv, mindre ressourceforbrugende, mindre miljøskadelig form for landbrug. Hvis det sker, så vil tilliden komme tilbage, og landbrugets prestige øges. Men det er en lang proces. Det har taget mindre end 40 år at sætte 200 års kulturel og politisk kapital godt og grundigt over styr. Skal den genopbygges, vil det tage tid.«