Klumme

Ubevidst racisme

Det er en smuk tanke, at samfundet skal forsøge at udligne og kompensere for ulighed og undertrykkelse. Men hvis man forestiller sig et samfund uden strukturel ulighed, er det et samfund uden mennesker
21. november 2014

Engang skulle jeg lave et interview med en ung skuespiller, der medvirkede i en biografaktuel film. Vi mødtes på Café Europa, snakkede, og jeg gik hjem og skrev min historie. Da bladet udkom, sendte jeg det til ham, og til premieren et par dage senere vekslede vi et par ord. Jeg har fortrængt det meste af den samtale. For han kiggede på mig og sagde: »Jeg er palæstinenser, ikke pakistaner.«

Over mig rejste sig en katedral af skam. Palæstinenser, pakistaner, nåh ja, det begynder alt sammen med p og er noget med de varme lande. Der var noget racistisk over den bevidstløshed, hvormed jeg havde sammenblandet kategorierne, mens jeg griflede løs. Ikke nogen intenderet racisme, men en racisme, der boede i mig. Eller også lavede jeg bare en tankeløs fejl.

Er tankeløs det samme som skyldig? Det tænkte jeg over, da jeg læste ugens mest debatterede indlæg, »Hvide, velmenende ikkeracister er også racister«, i weekenden. Her argumenterer Tara Skadegård Thorsen for, at racisme er indgroet i systemer, strukturer og sprog i en grad, så vi alle er racister, uanset hvad vi måtte tro at vide om os selv. Indlægget fik kommentarsporet til at gløde, for læserne vil finde sig i en del, men ingen vil kaldes racist og slet ikke ubevidst racist.

Der er heller ikke nogen, der vil kaldes sexister, og det er en skam, for der er mange, der gerne vil kalde dem det. For eksempel i forbindelse med en meget omtalt viral video, hvor en kvinde går igennem New York og modtager uønsket opmærksomhed, eller senest DR2’s programserie Ti stille, kvinde. Er det sexisme, når håndværkere pifter efter kortkjolede cykelpiger, eller kvindelige politikere udsættes for grov chikane? Eller er der blot tale om – ja, pifteri og grov chikane?

Positionerne er trukket hårdt op. På den ene side sidder de sande liberale og argumenterer for, at intet er samfundets skyld, og hvis det er, skal den enkelte alligevel ændre det selv. På den anden side har vi de krænkede og de moralske, der anerkender de krænkedes ret til at være krænkede.

Forleden fandt jeg en tråd på Facebook, hvor en fremtrædende feminist beklagede sig over at være blevet kaldt racist. Hun havde i en debat om sexisme i det offentlige rum luftet betydningen af kulturel baggrund, hvorefter hun af andre feminister blev beskyldt for racisme. Det ville hun ikke have siddende på sig, men eftersom der var tale om en underliggende ubevidst racisme, som hun pr. definition ikke selv ville kunne få øje på fra sin privilegerede position, blev hun mere og mere kriminaliseret, jo mere hun forsvarede sig. Sådan en argumentation pisser folk af, som man kan se i kommentarsporet til Tara Skadegård Thorsens opsang til de racistiske antiracister.

Det er en smuk tanke, at samfundet skal forsøge at udligne og kompensere for ulighed og undertrykkelse. Men hvis man forestiller sig et samfund uden strukturel ulighed, er det et samfund uden mennesker. Jyder har helt sikkert dårligere kort på hånden end indfødte københavnere i kampen for at opnå betydningsfulde positioner. Bare det at tale dialekt kan ødelægge meget, da der er påvist en tendens til, at vi ubevidst regner jysktalende for mindre kompetente end personer, der taler rigsdansk.

På samme måde er det dokumenteret, at mennesker, der lever op til vores kulturs skønhedsidealer, har det lettere på både ægteskabs- og arbejdsmarkedet og generelt ender med at have større formuer end de grimme. Ja, selve den kropslugt, vi udsender, forråder lighedsprojektet. Forsøg har vist, at vi ubevidst opfatter mennesker mere eller mindre positivt afhængig af deres lugt. Et væld af irrationelle mekanismer står i kø for at udøve strukturel ulighed, og hvad stiller vi op? Kortlægger og neutraliserer dem, én for én? Man bliver træt ved tanken.

På et samfundsmæssigt plan giver det mening at bekæmpe strukturel ulighed gennem lovgivningen. Men når ambitionen er en opdragelse, der skal trænge ind i noget så subjektivt som det enkelte menneskes tankemønstre, nærmer det sig noget totalitært. Desuden risikerer de sidste dages socialkonstruktivister i kampens hede at udvide begreber som racisme og sexisme så meget, at de fuldstændig mister deres betydning. For var en racist ikke én, der rangordnede mennesker efter race? Og er man virkelig sexist blot i kraft af sin kulturelle ballast, sit heterogene begær? Hvis alle er racister, sexister og ubevidste undertrykkere, fristes man til at gabe og sige »and so what?«

Signe Løntoft er journalist og ph.d.-studerende.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Hvorfor, oh hvorfor er det at folk bliver ved med at påstå, at vi mht. racisme og deslige strukturelle problemer kun har de to muligheder:

A) Nedlægge forbud ved lov, og smide folk i fængsel, eller
B) Opretholde dødlignende tavshed, og beskylde folk for at undertrykke os, hvis de pipper noget?

Vi kunne måske prøve med...

C) Tale om det? Som f. eks. Tara Skadegård Thorsen prøver på, og for sit besvær her bliver skudt rædsomme ting i skoende, fordi hun påpeger at vi har nogle lidt bredere kulturelle problemer, der IKKE kan afgrænses til nogle få nazister og KKK'er.

Signe Løntoft.

De forskelle du nævner (racistiske, sexistiske, jyder/københavnere etc.) indgår alle i en magtlogik: Når det er en jyde jeg taler med, så behøver jeg ikke at frygte min position. Når det er en neger jeg taler med, så behøver jeg ikke at frygte for min position osv. osv.

Som jeg forstår dit indlæg, så er det den - efter min opfattelse - barnlige 'leg' du prøver at argumentere for retten til. Og det er du absolut i din gode ret til.

Men måske var det også en mulighed at prøve at møde dine medmennesker på lige fod, der hvor de er, og selv forvente den samme respekt fra den anden, så kunne mødet måske ligefrem få et skær af saglighed og ikke mindst autenticitet.

Min egen erfaring er, at selvom vi alle er jyder for Vorherre, så er de alligevel forskellige. Så det er sjældent (aldrig) hensigtsmæssigt for min interaktion med jyder at forholde mig til dem som om de er jyder. Eller kvinder som om de er kvinder.