Klumme

Værdipolitiske vejsidebomber

Race, etnicitet, køn og religion er vigtigt. Men den type debatter eksploderer, så såre de er lanceret. Resultatet er en gentagelse af gamle stereotyper
Debat
10. november 2014

Eric Zemmour – konservativ journalist – er på alles læber i Paris. Hans bog Le Suicide Francais har domineret medierne i ugevis. Groft sagt påstår Zemmour, at Frankrig er på vej i historiens skraldespand, fordi nationens traditionelle byggesten er ødelagt over de seneste 40 år. Fra den venstreorienterede elite har man fået feministiske, pro-homoseksuelle og egalitære ideer, og samtidig er landet blevet underløbet af gentagne bølger af indvandring fra især muslimske lande.

Hopper man over Den Engelske Kanal, finder man en parallel debat om religion og race. I byen Rotherham blev 1.400 helt unge piger – næsten alle hvide – over en periode på 16 år voldtaget, truet og lejet ud til fortrinsvis pakistanske mænd i regulære slaveringe. Politiet greb ikke ind, de frygtede anklager om racisme.

I en lignende sag i Rochdale, en anden by i det sydlige England, blev politiet kontaktet over 100 gange, før ordensmagten greb ind og arresterede Shabor Ahmed – en pakistansk taxichauffør – der i 2012 blev idømt 19 års fængsel for at have voldtaget 47 unge piger. Otte andre mænd – syv pakistanere og en afghaner – blev også dømt. Under retssagen kaldte Ahmed dommeren en »racistisk bastard« og anklagede »det hvide Storbritannien« for at »lære deres døtre at drikke og opføre sig som ludere.«

Debatten har været pinagtig og eksplosiv i det multikulturelle Storbritannien, hvor debatter om indvandring, kultur og identitet i forvejen fylder betydeligt. Højreradikale grupper har demonstreret mod islam og indvandring, og mod »et politisk korrekt politi.«

Man kunne imidlertid også anlægge et køns- og klasseperspektiv på forbrydelserne. Som Nazir Afzal – britiske statsanklager for forbrydelser af seksuel karakter og selv af pakistansk oprindelse – sagde til New York Times i sidste uge, så »ser disse mænd ned på alle kvinder, der er lettilgængelige uanset hudfarve eller religion.«

Ahmed blev også dømt for at have voldtaget en ung pakistansk pige, men det fik meget lidt medieomtale. Britiske tal viser da også, at ni ud af 10 voldtægtsmænd er hvide, og at langt de fleste misbrugssager finder sted i familiens skød, ikke via racistiske slaveringe.

Ikke desto mindre er der en overrepræsentation af ’asiatiske mænd’ (en kategori, de anklagede og dømte pakistanere og afghanere hører til) blandt sexforbrydelser »på gadeplan«. De fylder 33 procent i statistikken, selv om asiater blot repræsenterer syv procent af den britiske befolkning.

Her spiller jobmønstrene imidlertid en rolle. Der er tale om indvandrere, der sidder på dårligt betalte nattejob. I Rochdale var otte ud af ni dømte ansat hos vognmænd eller fastfoodkæder.

Den svære opgave er derfor: Hvordan medtager man den kulturelle dimension i forbrydelser uden at overdrive den? Hvordan inkluderer man elementer som race og etnicitet uden at falde ned i en stereotyp om ’den asiatiske muslimske forbryder’ og det ’hvide offer’?

Vi ser den samme diskussion i USA, når studievært Bill Maher taler om islam som »alle dårlige ideers moder.« På den ene side en vulgær overdrivelse, eftersom 1,6 milliarder fredelige muslimer, ikke har noget at gøre med terrorisme; på den anden side har »islam et problem med ekstremisme i dag … de steder i verden, der har sværest ved at vænne sig til den moderne verden, er altovervejende muslimske,« som den berømte analytiker Fareed Zakaria har understreget. I 2013 blev syv ud af de 10 værste terrorangreb ifølge det amerikanske udenrigsministerium begået af muslimer.

Ifølge tænketanken Pew Research Center var 19 ud af de 24 lande i verden, hvor flest frihedsrettigheder bliver undertrykt, muslimske.

Men vejen frem er ikke at udskamme en hel religion og bede flere hundrede millioner mennesker om at tage afstand fra deres tro. Men derimod med Zakarias ord at understøtte de elementer i islam, der er »tolerante, liberale og moderne.« Altså at tilskynde den samme udvikling, som man så inden for kristendommen, dengang heksebrændinger, korstog og voldelige inkvisitioner var normen. Reform kombineret med respekt med andre ord. Nemmere sagt end gjort, javel. Men den eneste måde, vi i Danmark i det lange løb kan tackle problemerne i udlændinge- og integrationspolitikken.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Kriminalitet er kriminalitet ligemeget hvem der begår den, men det er vanvittigt, at islam for det meste forbindes med vold. I 1200-tallet havde islam sufier, der skrev udødelig filosofi, mens vi her slog hinanden for panden uden at filosofere over det. Middelaldermystikken i islam er lige så læseværdig som vores egen.
Det almindelige, muslimsk opdragede menneske med nøjagtig samme gode egenskaber som alle andre fortaber sig i mediestrømmen. Jeg rejste engang i Tyrkiet. En aften sad vi et par stykker på et bjerg og så udover en by, hvor der blev kaldt til bøn. Pludselig så vi en kvinde på vej op til os. Det tog et kvarter. Hun inviterede os til te nede i hendes hus. En rørende gæstfrihed.
Jeg har undervist muslimer i 13 år og oplevet venlighed, gæstfrihed og mange andre gode egenskaber hos dem.
Det er de færreste, der har gjort sig bekendt med islam som fredens religion, og det siger jeg som ateist. Hvis der er noget, vi kunne trænge til i dag var det middelaldermystikkens poesi. Den er dybt menneskelig.

Race, etnicitet, køn og religion er vigtigt.

Ja, det er det givetvis for ejerne af disse egenskaber. Men hvad skal jeg dog lige bruge det til i mit møde med 'den anden'?