International kommentar

Vesten har valgt de forkerte allierede i Egypten

Den egyptiske revolution er ikke overstået endnu. Den er bare presset ud af det offentlige rum og de internationale mediers søgelys. Men trods fængslinger og andre overgreb er aktivisterne dygtigere og flere end nogensinde. Hvis vi i Vesten vil vores eget bedste, skal vi støtte dem
6. november 2014

Sanaa Seif er aktivist. Hun har i flere år kæmpet for social retfærdighed. Hun er blot 20 år og har sultestrejket i næsten 70 dage. Hun har siddet i fængsel siden juni og er netop blevet idømt tre års fængsel sammen med 22 andre. Hun er dømt for at demonstrere mod, at folk var blevet fængslet for at demonstrere. Hun er ikke alene; de egyptiske fængsler er fyldt med politiske fanger: medlemmer af det nu forbudte Muslimske Broderskab, sekulære aktivister, kritiske journalister og mange andre grupper.

Sisi-styrets fængslinger, mord, juridiske benspænd for menneskerettighedsorganisationer og andre undertrykkende metoder er ikke nye. Sanaas far, menneskerettighedsadvokaten Ahmed Seif Al Islam, blev fængslet og torteret i 1980’erne for sin politiske aktivitet under daværende præsident Hosni Mubarak. Han døde i august, mens Sanaa var fængslet. Også Sanaas bror, Alaa Abdel Fattah, var fængslet, da faderen døde. Alaa har været fængslet under samtlige egyptiske præsidenter, han har levet under. Han er netop blevet fængslet igen.

Undertrykkelserne foregår nu med hidtil uset intensitet og åbenbarhed. Omverdenen giver da heller ikke incitamenter til at skjule overgrebene: USA har – på trods af korterevarende irettesættende blikke – ikke stoppet strømmen af tåregas, Apache-helikoptere og anden militærstøtte til landets ledere. En hjælp, der årligt beløber sig til over 1,3 milliarder dollar. Danmark har gennem Global Counterterrorism Forum (GCTF) ironisk nok allieret sig med Egypten i bekæmpelsen af voldelig ekstremisme. Men vestlige regeringer ville gøre klogere i at støtte revolutionen, både for egypternes og Vestens sikkerhedsinteressers skyld.

Revolutionen fortsætter

Sanaa og Alaas søster, Mona Seif, er også aktivist. I sommeren 2011 grundlagde hun bevægelsen Nej til militærretssager for civile, som har hjulpet mange ud af fængsler og lagt pres på skiftende regimer. Efter flere års græsrodsarbejde har bevægelsen opnået netværk og anerkendelse, som gør den i stand til at nå – og forbinde – verdenspressen og ofre for militærretssager. Denne bevægelse kan ikke stoppes med fængslinger. Tværtimod.

Mange andre lignende initiativer er opstået de seneste par år. Aktivister har ikke bare lært, hvordan man afhjælper symptomer på tåregas. De er også blevet eksperter i at filme og redigere, holde pressekonferencer, skrive pressemeddelelser, lave kampagner og meget andet. De har opnået viden om, hvordan systemet er skruet sammen, hvordan beslutninger tages og hvordan retssystemet fungerer (eller ikke fungerer).

Under Mubarak blev folk også dømt ved militærretssager, og dengang var der begrænset opmærksomhed og ingen hjælp, medmindre man havde forbindelser. Nu dokumenteres sagerne systematisk af Nej til militærretssager for civile. De sikrer, at der er menneskerettighedsadvokater, der hjælper de anklagede (selv om advokaterne dog ikke får lov til at repræsentere de anklagede ved retssagen); at der er pres på politikerne; at journalister både i Egypten og uden for skriver om sagerne; og at der er demonstrationer uden for militærkomplekserne, hvor retssagerne finder sted.

Tæt forbundne

Men aktivisterne er ikke bare blevet klogere og dygtigere. De er også blevet flere og mere forbundne. Tilbage i 2003-2004, hvor mange af de aktivister, der ledte revolutionen i 2011, begyndte at blive politisk aktive, var der typisk 50-100 mennesker ved demonstrationerne mod regimet. Og hertil et par hundrede kampklædte politifolk. Dengang var det et lille netværk af dedikerede aktivister, der udgjorde revolutionen. Mange af dem var født ind i revolutionære familier.

Masserne, som har været på gaden i forskellige omgange siden begyndelsen af 2011, er ikke aktive i revolutionen nu. Og medierne snakker ikke længere om revolutionen. Men den lille gruppe af mennesker, der arbejdede aktivt for revolution inden 2011, er meget større i dag. Og de kender hinanden bedre end før. Mange har demonstreret sammen, kæmpet side om side mod overgreb fra politi og hær, hjulpet hinanden med at transportere udstyr til improviserede felthospitaler under kampe, været i fængsel eller er blevet arresteret sammen og mødt hinanden i lighusene, hvor de forsøger at sikre, at der ikke bliver dækket over mord ved hjælp af falske obduktionsrapporter.

De er forbundne af fælles oplevelser. Og når de ikke mødes, forbliver de forbundne gennem minder og medier. Telefonnumre, adresser og emailadresser er blevet udvekslet, og folk følger hinanden på Twitter og som venner på Facebook. Før 2011 have Mona Seif et par hundrede følgere på Twitter. I dag har hun næsten en kvart million. Telefonnummeret til Nej til militærretssager for civiles hotline er blevet delt vidt og bredt. Folk kender hinanden, ved, hvem der kan hvad, og hvordan de skal komme i kontakt med dem.

Så Sisi får svært ved at holde revolutionen i kvælertag. Det bør de vestlige ledere notere sig.

De kan vælge at tolke det egyptiske oprør som et overstået kapitel; revolutionen som død og det nye militærdiktatur som et nødvendigt onde. Men om ikke for at stå på den rigtige side af historien, så bør de genoverveje denne tilgang af hensyn til Vestens egen sikkerhed.

Der kommer flere voldelige ekstremister ud af egyptiske fængsler, end der er blevet sat ind, og Sisi er en illegitim og paradoksal støtte i kampen mod voldelig ekstremisme.

Hvis vi oprigtigt ønsker at bekæmpe voldelig ekstremisme, bør vi igen vende vores opmærksomhed mod folk som Sanaa og hendes familie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Helth
Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu