Kronik

Arbejderne rejser sig i Egypten

Mens Egyptens præsident Sisi er ved at have styr på sine modstandere i Det Muslimske Broderskab og blandt de unge aktivister, fortsætter kampen for det daglige brød for oprørets rygrad, arbejderne. Det kan blive farligt for Sisi, for det var netop arbejderne, der som de første turde protestere mod Mubarak-regimet
Demonstranter i Kairo viser deres utilfredshed med den egyptiske domstol, der har droppet at tiltale den tidligere præsident Hosni Mubarak for drabene på omkring 800 demonstranter under optøjer i 2011.

Mohamed El-Shahed

29. december 2014

KRONIK – Det er blevet strejkesæson i Egypten igen. 11.000 stålværksarbejdere lægger pres på det egyptiske regime. Siden slutningen af november har de i flere omgange strejket og besat det offentligt ejede Egyptiske Jern- og Stålkompagni.

Det var utilfredse tekstilarbejdere, der tilbage i 2006 og 2008 først turde demonstrere åbent imod den daværende præsident Mubarak, og som gav de unge modet til også at gøre det. Derfor er det værd at lægge mærke til strejkerne, som også dette efterår først begyndte i tekstilindustrien og siden er fortsat i jernindustrien.

Den egyptiske regering erkender selv, at den har et problem. Arbejdsminister Nahed Ashry sagde den 16. december til online-avisen Egypt Independent, at ulovlige strejker og sit-ins er det største problem på det egyptiske arbejdsmarked.

Det er 16 måneders lønefterslæb, produktionsnedgang, mangel på brændstof og en dårlig og korrupt ledelse, stålværksarbejderne protesterer imod.

Selv om det for arbejderne handler om forhold på deres egen virksomhed, stålværket, bliver kravene hurtigt politiske og udstiller den egyptiske regerings og eks-general og præsident Abdel Fatah el-Sisis magtesløshed.

Stålværket er offentligt ejet, og det går virkelig dårligt. Kun én ud af fire ovne kører, fordi værket ikke får leveret kul nok. Når man ikke kan få brændstof, kan der ikke produceres, og når der ikke produceres, er der intet at sælge. Det er en ond nedadgående spiral, der for mange egyptere er et billede på den generelle situation i Egyptens økonomi.

Strejken kommer nu, fordi det er tiden for den årlige udbetaling af lønbonusser. Månedslønnen for stålværksarbejderne er på 500 egyptiske pund; det svarer til godt 400 kroner. I den offentlige sektor blev mindstelønnen sidste år fastsat til 1.200 pund, og selv det er for lidt til at forsørge en familie. Derfor har stålværksarbejderne stærkt brug for den årlige bonus.

Sisi er ingen Nasser

Det Egyptiske Jern- og Stålkompagni ligger i forstaden Helwan, cirka 25 kilometer syd for Kairos centrum. Værket er ikonisk, fordi det var et af flere storslåede udviklingsprojekter, som Gamal Abdel Nasser lancerede for at få gang i økonomien, da han blev præsident i 1954. Bygningen af Aswan-dæmningen og nationaliseringen af Suez-kanalen var også en del af planen. Nasser huskes af millioner af egyptere som den præsident, der skabte social retfærdighed. Almindelige mennesker fik boliger, uddannelse, arbejde, sundhedsydelser og andre velfærdsgoder.

Abdel Nasser opbyggede en autoritær og nationaliseret stat, hvor fagbevægelsen blev underlagt staten i en uformel social kontrakt mellem stat og arbejdere efter princippet: Staten sørger for jer, og I sørger for produktionen. Fagbevægelsen blev en del af staten, og strejker var bandlyst.

Den nuværende præsident Sisi blev båret frem som en ny Nasser, da han som forsvarsminister og hærens øverstkommanderende afsatte det muslimske broderskabs præsident, Mohamed Mursi, i sommeren 2013.

Den egyptiske fagbevægelse støttede også Sisi. Den 10. maj i år underskrev fagbevægelsen sammen med arbejdsgiverne en erklæring om, at de ville stoppe alle strejker indtil et kommende parlamentsvalg, som endnu ikke har været afholdt. Erklæringen blev underskrevet både af den gamle statslige fagbevægelse og en ny uafhængig fagbevægelse, der opstod under demonstrationerne i 2011 som et modstykke til den eksisterende fagbevægelse.

Forleden beskyldte arbejdsminister Nahed Ashry den uafhængige fagbevægelse for at være skyld i strejkerne, men det er faktisk arbejdere, der er organiseret i den statslige fagbevægelse, der siden 2006 har ført an i strejkerne gennem lokale strejkekomiteer. Og det selv om deres faglige organisation, som har støttet Mubarak, nu støtter Sisi.

Ustoppelige strejker

På trods af støtte fra fagbevægelsen har Sisi ikke kunnet skabe den sociale kontrakt, som Nasser havde med arbejderbevægelsen. Det kommer konkret til udtryk i stålværkets problemer med at holde produktionen i gang.

Ingen kan tilsyneladende stoppe strejkebevægelsen, der tog sin begyndelse tilbage i 2006. Dengang gik titusinder af tekstilarbejdere i strejke med de samme krav, som stålværksarbejderne strejker for nu: mere i løn, afsættelse af en uduelig ledelse og mindre korruption. Det satte gang i en landsdækkende strejkebevægelse og flere offentlige demonstrationer.

Da tekstilarbejderne strejkede igen i 2008, tog en ungdomsgruppe navn efter strejkedagen og kaldte sig ’6. april-bevægelsen’. Den var med til at indkalde til de store demonstrationer i 2011, der væltede Mubarak. De unge gav dengang de strejkende arbejdere æren for at være de første, der turde protestere mod Mubarak-regimet.

Mange arbejdere havde tiltro til Sisi som den nye Nasser, og der var roligt på arbejdspladserne fra præsidentvalget i maj og hen til efteråret. Det ser ud til at have ændret sig nu. Ud over Helwan-stålværket har 6.000 arbejdere strejket på Nasser Koks og Kemikalie Kompagni, og flere hundrede tekstilarbejdere i Alexandria gik i begyndelsen af oktober i konflikt for de samme krav som stålværksarbejderne: Udbetaling af bonus og løn, som virksomheden skyldte dem. De blev mødt af politi, der skød og sårede flere af de strejkende.

I Alexandria har der også været sammenstød mellem demonstrerende sundhedspersonale og politiet.

Det er farligt at demonstrere, for en ny protestlov kræver, at man skal have tilladelse af politiet, og det får man ikke, når man er i strejke, for det er i sig selv forbudt. Går de strejkende alligevel på gaden, risikerer de tre års fængsel for at gå med i en helt almindelig fredelig demonstration.

Arbejdere var oprørets rygrad

Efter at Det Arabiske Forår er blevet kompliceret af kaos, tilbagegang og kontrarevolution, er der mange i den offentlige debat, der har mistet håbet for Egypten. Der vil gå 10 år, måske mere, før der sker noget nyt, lyder det. De revolutionære er trætte, og halvdelen af dem er i New York eller i Europa, siger andre. Vi tror, de ser et forkert sted hen. De ser på den unge veluddannede middelklasse, der tændte gnisten til de store demonstrationer i 2011. I stedet burde de måske skele til den egyptiske arbejderklasse, der var rygraden i oprøret, og hvis leveforhold ikke tillader dem stiltiende at vente på, at noget sker.

På trods af milliardtilskud fra Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, på trods af opbakning fra USA og stor og afgørende økonomisk samhandel med EU, på trods af tillid fra størstedelen af befolkningen kan præsident Sisi og hans folk ikke vende den økonomiske situation hurtigt nok – om overhovedet – så folk i job kan få brød på bordet. For ikke at tale om de millioner uden for det formelle arbejdsmarked, der må klare sig med endnu færre midler. Op mod 40 procent af den egyptiske befolkning tjener mindre end eller kun lidt mere end de to dollar om dagen, som er FN’s officielle fattigdomsgrænse.

Når forventningerne brister. Når der ikke længere er tro på, at præsidenten kan indfri løfterne. Når elementære behov som løn, man kan leve af, ikke opfyldes, og håbet for fremtiden svinder, er det før sket, at egypterne har krævet indflydelse. Både på deres egne forhold og på landets. Et nyt opbrud i Egypten kan komme, før vi aner det.

Marie Larsen er cand.mag. i Mellemøststudier. Hun har skrevet speciale om den egyptiske fagbevægelse. Helle Schøler Kjær er journalist og har redigeret bogen ’Egypten på vej mod Demokrati’ om den egyptiske fagbevægelse. (Informations forlag)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den sande revolution er arbejdernes revolution.

Man ville ikke af med Mubarak dengang og af med korrupte ledere nu, bare for at få religiøse bagstræbere til magten.

De religiøse kuppede revolutionen dengang; Kommer der en ny revolution må dette ikke ske igen.
I så fald er det hele igen omsonst.

Sisi er nødt til at hjælpe folket fremad, hvis han vil blive siddende.

"De religiøse kuppede revolutionen dengang; Kommer der en ny revolution må dette ikke ske igen."

Jamen det gør det da. De eneste der har organisatorisk manpower, ud over militæres, er det muslimske broderskab.

Traditionen med partier, organisationer, åbenhed, religionsfrihed, talefrihed og afmontering af underkastelsen for øvrigheden kan ikke kommet til at eksistere i et muslimsk domineret samfund.