Læsetid 2 min.

Børns værd kan ikke måles

2. december 2014

Hvad er dit barn værd? Det er et dumt spørgsmål. Mine børn er jo værdifulde i sig selv. Som lærer kender jeg også værdien af dine børn; de er lige så meget værd som mine egne.

For mig er det en gave at tilbringe min hverdag med andre folks børn. Men det er også et stort ansvar. Vi taler sammen i min ottende klasse. Om livet, døden, ret og pligt. Vi taler om, at man er en samfundsborger, og at indflydelse er noget, man tager. Vi taler, og vi lytter.

Min klasse er fuld af aktive børn, der deltager i sport, fritidsaktiviteter, passer et fritidsjob, og nogle deltager i den offentlige debat. De er samfundet, og de er værdifulde i sig selv.

Men, flere og flere af mine timer går med at teste børnene. Jeg laver kommunale og nationale test, og test fra forskningsinstitutter, der gerne vil måle børnene. Der bliver registreret i elevplaner og trivselsskemaer for at måle udbyttet af undervisningen.

Men i de grafer og skemaer får mine elever pludselig en anden værdi. De bliver et tal i en statistik. Og mit job bliver at få dem til at tage sig bedst muligt ud i de statistikker.

Hvilke værdier?

Det er på tide, vi tager en snak om værdier. For det er tilsyneladende ikke de samme værdier, jeg og politikerne taler om. Politikerne og erhvervslivet skriger på fantasi, kreativitet og elever med lyst til at lære, men der indføres stadig test, der hverken udvikler kreativitet eller gejst.

Hvordan skal jeg måle værdien af den samtale, jeg igen og igen førte med den elev, der ikke kunne klare sit skolearbejde, men som med hjælp og støtte gennemførte alligevel? Og værdien af at turde stille sig op foran hele udskolingen og spille et instrument til en juleafslutning? Værdien af at få bevaret sin lyst til at lære?

Hvilke værdier skal vores skole overhovedet bygge på? Hvilke værdier er vi stolte af? Og hvilke nye værdier skal med ind i fremtiden? Imens vi venter, lover jeg fortsat at lære mine elever at være det, der i gamle dage kaldtes livsduelige, for jeg kender dit barns værdi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu