Læsetid 4 min.

EU’s nye investeringsfond er en katastrofe

Offentlige penge skal dække tab fra private investorer, der til gengæld skummer al fløden. Det er resultatet af Jean-Claude Junckers nye investeringsfond, som får det skandaløse DONG-salg til at blegne
11. december 2014

Det vakte stor opmærksomhed, da den nye EU-kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, i slutningen af november præsenterede sin nye investeringsfond. Kapitalfonde og pensionskasser slikkede sig om munden, mens politikere og medier jublede. Problemet er bare, at der ikke er grund til jubel. I bedste fald er fonden endnu en gang spild af EU-penge og i værste fald – hvis fonden virker – vil det være en ideologisk og politisk katastrofe med omfattende privatisering af infrastrukturen, som vil få DONG-salget herhjemme til at blegne.

For slet ikke at tale om den store omfordeling fra fællesskabet til private investorer, som burde få centrum-venstre til at vende sig massivt mod planerne. De offentlige penge skal nemlig primært bruges til at dække tab fra private investeringer, mens de private omvendt skummer fløden.

Selve konstruktionen er ikke noget at råbe hurra for. Beløbene er dels gamle penge og dels fromme ønsker. EU skyder otte milliarder euro i fonden af gamle ubrugte penge. Men dem tryller man ifølge Financial Times om til 16 milliarder euro ved at antage, at det svarer til det dobbelte, når man omregner til underskudsgarantier. Dertil kommer fem milliarder euro fra Den Europæiske Investeringsbank og yderligere op til 60 milliarder euro via salg af obligationer. Man håber så at tiltrække 315 milliarder euro i private investeringer, som via en uigennemsigtig ny fondsstruktur skal have underskudsgarantier og lån fra offentlige penge.

Finansieringen via fondsobligationer og lag-på-lag svarer lidt til de berygtede subprime-lån op til finanskrisen, hvor ingen af investorerne reelt anede, hvad der var gode eller dårlige papirer og spekulerede uden skelen til risikoen. Blot har man taget konsekvensen denne gang og forlods indskrevet, at det offentlige skal dække underskuddet.

Endnu mere blå

Der er mange fugle på taget i ovenstående finansieringsmodel. To gange tidligere har EU forsøgt en lignende model: ved EU’s vækstpakke i 2012 og ved forhøjelsen af euroens redningsfond under gældskrisen. Ingen af gangene har den virket.

Man kan da også håbe, at dette forsøg slår fejl. Ikke fordi, der ikke er brug for et opgør med sparepolitikken og brug for (grønne) arbejdspladser, men fordi konsekvenserne for den offentlige infrastruktur simpelthen er uoverskuelige.

Ifølge Junckers plan skal de private investeringer især fordeles inden for infrastrukturprojekter. Det være sig veje, broer, jernbaner, energi, bredbånd og en lang række andre ting. Herhjemme så man store protester mod frasalget af et lille stykke infrastruktur i form af en mindre del det statsejede olieselskab DONG til Goldmann Sachs. Virker planen, vil en lang række infrastrukturprojekter fra starten være privatejet og -drevet, mens det offentlige tager risikoen.

Der har aldrig været tvivl om, at EU’s økonomiske og monetære politik i traktater, direktiver og forordninger altid har været mørkeblå. Med fonden lægges endnu et lag på.

EU binder staterne

Hele planen skal ses i sammenhæng med EU’s øvrige politikker. Med Finanspagt, Europluspagt, Stabilitetspagt og alle de andre pagter og aftaler har EU bundet medlemslandenes offentlige finanser på hænder og fødder. Og hvert år skal staterne have godkendt deres finanslove under Det Europæiske Semester og ve det land, som ikke makker ret. Denne proces har gjort, at landene ikke længere har råd til rent statslig infrastruktur og opbyggelse af offentlige løsninger. Det dokumenterede DONG-sagen herhjemme helt tydeligt.

DONG havde brug for en kapitaltilførsel, og med statskassen i ryggen – og det ekstremt lave renteniveau – kunne staten meget nemt og billigt som ejer af DONG have tilført penge. Men hensynet til EU’s grænser for økonomien gjorde, at man ikke måtte alligevel. Som finansminister Bjarne Corydon (S) igen og igen fortalte, var der kun én mulighed: nemlig at sælge. Det blev endda helt absurd, da det kom frem, at det garanterede afkast, som man stillede Goldmann Sachs i udsigt, var væsentligt større, end hvad staten kunne have lånt pengene til. Altså en gedigen dummebøde på grund af EU’s regler.

En lang række af de projekter, som antageligt fremover vil finansieres via fonden og private investeringer kunne med de nuværende ekstremt lave renter også have været billigere finansieret af det offentlige – hvis man måtte for EU. I så fald kunne man have bevaret et demokratisk ejerskab over infrastrukturen og fremtidige afkast.

Opgør med EU-centralisering

Herhjemme var vi vidne til massive protester mod DONG-salget. Det er altså ikke lige meget for en stor del af befolkningen, om infrastrukturen er offentligt eller privat ejet. Fra et økonomisk synspunkt er det direkte uansvarligt over for fællesskabets betroede midler at lave en så potentiel stor omfordeling af offentlige midler til kapitalfonde og andre private investorer. Fra et demokratisk synspunkt er det spørgsmålet om, hvem som skal eje det samfund og den infrastruktur, vi vil videregive til vores børn. Og dermed også om infrastruktur er noget, som skal komme fællesskabet til gode eller skabe profit til de få.

Det, der i virkeligheden er brug for, er derimod et skarpt opgør med den ekstreme EU-centralisering og snævre økonomiske bånd, som staterne er underlagt. Det lærte vi af DONG-salget, og det bliver ikke mindre aktuelt af Junckers nye investeringsfond.

Jakob Lindblom er medlem af Folkebevægelsen mod EU

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu