Kommentar

Den folkelige kirke

Fyldte kirker juleaften kan måske ses som udtryk for en vis kollektiv erfaring af, at der er noget helt elementært menneskeligt og metafysisk på færde i kirken. Måske kan kirken ligefrem symbolisere et slags korrektiv til horisontindsnævring i form af nykapitalisme, materialisme og vækstideologi
Debat
22. december 2014

Nu er det snart jul, og juleaften vil folk strømme til kirkerne for at høre fortællingen om barnet i stalden i Betlehem og synge de gode gamle julesalmer.

Kirkegang er jo normalt ikke et tilløbsstykke, men juleaften er det legalt at gå i kirke og for en stund synke ind i sin egen fortælling – og transcendere den. Det er hyggeligt, det er tradition, men måske også udtryk for en folkelig forståelse for, at kirken har blik for noget helt fundamentalt.

Kirken er ellers på flere måder i krise, og må derfor gøre sig mange anstrengelser for at matche moderniteten i vid betydning.

Nogle vil nok sige, at den dermed svigter sit eget ideologiske grundlag. Men det hævder de som regel bare, fordi de tænker førmoderne og ikke vil indse, at kirken og teologien er udfordret – både af ateisme og af velstanden, individualiseringen, globaliseringen og den multikulturelle kontekst.

Kirken har altid skullet matche samtiden, og helt naturligt prøver den også at komme det moderne menneske i møde med en række tilbud som babysalmesang, minikonfirmander, spaghettigudstjenester, natkirke, klatrevæg på kirketårn, forsøg med nye bønner og salmer og meget andet. Faktisk er kirken indstillet på dialog.

Gud sidder ikke deroppe

Også på den teologiske bane tænkes der nyt med henblik på at formulere ’sekulær kristendom’. Niels Grønkjær har forsøgt at tegne et billede af ’den nye Gud’, og Lars Sandbeck har markeret sig med bøger som Fantasiens Gud og Afsked med almagten for nu bare at nævne et par debattører, der nørkler teofilosofisk med at opdatere kristendommen.

Man kunne godt ønske sig, at kirke- og gudskritikerne kendte til moderne teologi og ikke kun omtalte kirken som en gammel kulturinstitution, man skylder en vis historisk respekt – eller det modsatte.

De højst råbende kritikere er som regel meget dårligt informerede og opstiller rene karikaturer af det religiøse projekt. De tænker næsten altid meget gammeldags og naivt bogstaveligt om Gud og læser de religiøse tekster og dogmer, som om der var tale om historiske og naturvidenskabelige udsagn og ikke om allegorier, symboler, metaforer og fortællinger.

Det er helt ude af trit med nutidens teologi, selv om der også findes konservative teologer inden for kirkens egne rækker. Det ville klæde kritikerne at gribe i egen barm og indse det tidsbestemte i deres egen filosofi. Teologerne har for længst set i øjnene, at der ikke sidder en Gud deroppe. Det er netop moderne teologis største udfordring.

Gådefuld virkelighed

Måske gemmer der sig trods alt nogle menneskelige og filosofiske indsigter i det gamle kirkelige sprogunivers og dets dogmer og ritualer, som end ikke med djævelens vold og magt lader sig afskaffe – f.eks. en erfaring af, at virkeligheden ikke er så enkel, som man lige kunne tro, men at den som minimum er dobbeltbundet for ikke at sige gådefuld.

Måske er det rent faktisk den moderne tænkning, der har et forklaringsproblem, når den så entydigt ser bort fra transcendens og metafysik. Mennesket bliver altså ikke Gud af at erklære Gud for død.

Vel har religionskritikken ret i mangt og meget, og både dum og livsfjendsk religiøsitet, som hverken respekterer naturvidenskab, historisk bevidsthed eller psykologi, findes. Men der forekommer jo også naiv og destruktiv modernitet f.eks. i form af naturødelæggelse og kynisk økonomi, uden man dermed straks sætter spørgsmålstegn ved hele det moderne projekt.

Fyldte kirker juleaften kunne man måske se som udtryk for en vis kollektiv erfaring af, at kirken som institution ikke bare er levende fortid og teologi ikke bare filosofisk dilettanteri, men at der er noget helt elementært menneskeligt og metafysisk på færde i kirken. Ja, måske kan kirken i dag i kraft af sin blotte eksistens ligefrem symbolisere et slags korrektiv til horisontindsnævring i form af nykapitalisme, materialisme og vækstideologi.

Kunne tilstrømningen til kirkerne juleaften ikke ses som et udtryk for en folkelig instinktiv anerkendelse af, at kirken ikke er helt på vildspor, når den bryder livet i et prisme, som sender stråler langt udover den menneskeskabte og politiske virkelighed?

Måske står kirken på sin egen måde for et perspektiv, som selv moderne mennesker faktisk erfarer.

Peter Holm er forhenværende provst for Frederiksberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Så vidt jeg husker har Peter Holm haft et par kronikker før i Inf. indenfor de senere år med samme emne og interessante som debatoplæg. Da jeg står uden for den religiøse indhegning, vil jeg ikke blande mig, men gerne se, hvad der sker indenfor. Hvor ville det være spændende, hvis flere fulgte i P.H.s spor og diskuterede de grundlæggende forhold. Først og fremmest har vi jo en fremtid sammen (i den grad vi altså har en), så alene det burde for alle til at interessere sig for spørgsmålene.
Tak til P.H.

Mere tom snak fra endnu en forvirret nisse - det havde været komisk hvis ikke det var så sørgeligt.
Peter Holm og alle I andre åndssvage stakler - modtag min dybe medfølelse og kærlige ønske om at også I en dag, måske i det ny år, vil evne at transcendere skyklapperne og den mentale spændetrøje I af årsager hinsides normal forståelse har iklædt jer selv, og mødes med os andre her i den virkelige verden der mere end nogensinde før har brug for mennesker med mod og forstand.

Overtroen er den enorme megalomani, der helt ubeføjet har grebet tidens dyrkere af "videnskab", som dog stadig står med det grundlæggende problem, at hvert svar rejser 100 nye spørgsmål.

@Peter,
Det er kun et problem for de religiøse der søger absolutte svar på ikke valide spørgsmål.

For ateister og andre tænkende væsener er universets og tilværelsens skønhed netop et produkt af den ufattelige kompleksitet og de rige mulighed.
Religion fungere her som en reduktion af kompleksitet, reduktion af muligheder og i sidste ende en reduktion af den menneskelige oplevelse.
Det er sørgeligt uanset hvilken vinkel der lægges.

Du ved ikke, hvad religion er, kan jeg høre. Religionen er netop en hyldest til kompleksiteten og det uforståelige. Religion er ikke en årsagsforklaring, den er en forpligtelse på en ansvarspådragende virkelighed.

Lennart Kampmann

For nylig i forbindelse med en bisættelse fik jeg bekræftet at jeg er ateist, men dog en kristen ateist.
Store dele af min kulturelle baggrund er forankret i barndommens søndagsbesøg i kirken.

Vel, moderne mennesker kan godt gennemskue at der ikke findes en gud, men moderne mennesker har stadig brug for trøst og ritualer til at få livets ubehageligheder til at passere lettere.

Det er lidt for letkøbt at benytte den ateistiske platform til at se ned på religiøse mennesker. I stedet bør man forstå at ens valgte forklaring på alting er med til at afgøre hvorledes man reagerer på livet. Tror man på Gud og oplever stor glæde ved det, og er det inspiration til at være et godt menneske, så må man holde fast i værdien af det. Tror man på Gud og vil omstyrte verdenen er man til fare for alt og alle og må spærres inde/nægtes adgang til våben.

Da det er umuligt at føre bevis for religiøse synspunkter, ateismen inkluderet, må lakmustesten være de handlinger der udføres. Med andre ord er den arrogante ateist ikke nødvendigvis et positivt bidrag til debatten.

Julens budskab om kærlighed og omsorg for næsten, kæmper for ørenlyd mod gaveræs og julefrokoster.

med venlig hilsen
Lennart

Der er alt for meget, som videnskaben ikke kan forklare, og som videnskaben ikke engang vil kunne udvikle begreber for.

"Teologerne har for længst set i øjnene, at der ikke sidder en Gud deroppe. Det er netop moderne teologis største udfordring."

Så Peter Holm påstår at den nye teologi i virkeligheden er en ateistisk teologi? Jeg er absolut ikke kender af moderne teologi, men det lyder altså alligevel lidt mistænkeligt. Det er trods alt ikke længere tilbage end 2004-2007 at vi havde Thorkild Grossbøll sagen.

"Måske er det rent faktisk den moderne tænkning, der har et forklaringsproblem, når den så entydigt ser bort fra transcendens og metafysik. Mennesket bliver altså ikke Gud af at erklære Gud for død."

Nej, det er teologen i dig der har problemet. Langt de fleste af os som for længst har lagt gud i graven føler ikke trang til at sætte en ny despot i stedet. Det synes som om det mest er teisterne som har svært ved at se ud over deres egen forklaringshorisont og forestille sig en verden uden en "højere magt" at klamre sig til, være det usynlige overnaturlige væsener eller mennesker.

En troende er én, der ikke tror på sig selv ...og det er der jo ikke noget galt i. Problemet er dem der udnytter situationen.

Niels-Simon Larsen

@Peter Holm: Kom over og deltag i Ejvind Larsens tråd i dag.

Ved afskrivelsen af Gud kommer despoten helt automatisk, Bill Atkins. Det er som med kongehuset - en symbolsk øvre magt holder fascisterne borte.

Peter, du lyder meget profetagtig, men jeg ser ingen evidens i det du skriver...

Så se dig om i verden og hvad der sker, når mennesker tiltager sig troen på, at de er de øverste. Hvis almindelige mennesker skal have en ordentlig tilværelse, skal magtens trone holdes tom, og det gør en almægtig Gud og en repræsentativ kongemagt. Uden dem kommer de værste sider af menneskelig havesyge og magtbegær uhindret til og vi får Hitler, Stalin og hvem har vi. Eller bare den amerikanske eller franske præsident. Eller det italienske galehus. Alt hvad der kan sikre samfundets kontinuitet og hvilen på institutionerne er til alles gavn, og just derfor er liberalisterne så forhippede på at slippe af med dem, for de kan ikke tåle, at de ikke kan blive ham på toppen helt for sig selv. "Konen i muddergrøften" handler om det.

Og nu er evidens altså et belastet begreb, Bill Atkins, da man kan finde beviser på alt, hvis man bare er lidt fiffig med kuglerammen.

Peter, her behøves ingen kugleramme, kun en historiebog for femte klasse:

Korsriddere, inkvisitorer, conquesters, heksebrænding, Mussolin, Franco, og Pinochet i audiens hos paven, Gott mit uns på de nazistiske soldaters bæltespænder, Nixon der afsluttede sine tv-taler om krigen Vietnam med en bøn, Bibelbæltet i USA, der støtter op om krige og miljøødelæggelser som værende guds vilje. Selv den store satan, Putin, er i partnerskab med kirken og gud...

Der er dum og naiv religion og teologi - ligesom der er tilsvarende dumme og naive negative synsvinkler på religion. Det interessante er imidlertid ikke det dumme og naive, men det substantielle - dvs. kernen i den religiøse tænkning og i den ikke-religiøse tænkning. Aggressive kommentarer bidrager ikke det mindste til afkodningen af livet og verden. Religion har altid - på godt og ondt - været menneskers forsøg på at begribe virkeligheden. Den der ikke forstår det, bør ikke ytre sig om religion. Helt bortset fra det, er det nu også sin sag at frakende alle, der bruger kirken, sund fornuft og erfaring - ligesom det er uhyre unuanceret at gøre op med religion pga. alt det umenneskelige, der er sket under dække af religion. Isisbevægelsen f.eks. er i mit univers slet ikke religion, selvom de bruger religiøse udtryk. Jeg har med mit debatindlæg villet antyde, at der i den religiøse substans (måske) er noget reelt menneskeligt - en erfaring af metafysiske grænser, pligter og indsigter, og at virkeligheden ikke pr. definition skal forstås så snævert, som det moderne projekt lægger op til. Ikke alt med navn af religion er af det gode. Det samme kan man sige om moderniteten. Det kunne sagtens uddybes. Skal vi diskutere, må vi se bort fra forudfattede meninger og have fokus på sagen, nemlig spørgsmålet om, hvordan vi bedst forstår livet og verden. Idiosynkrasier er kun psykologisk interessante, ikke filosofisk. Bille Atkins har ret i sin kritik. Men er han klar over, at der faktisk er en del mere at sige om religion? Ved han f.eks., at det er kirken i Tyskland, der driver størstedelen af de sociale og sundhedsmæssige institutioner? Ved han, hvad kirken har betydet for Europas oplysning, for individualismens fremkomst, for forskning, for undervisning, for parlamentarismen og for, hvad kirken i dag betyder for enkeltmennesker og for samfundet ? Er han klar over, at der er noget mere at sige, end han har forstået?

Peter Holm
tidligere provst

Niels-Simon Larsen, Bill Atkins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Peter Holm, jeg er ikke i tvivl om at kirken påtager sig mange opgaver, som staten og markedet ikke løser, og jeg er ikke i tvivl om, at der findes masser af gode opofrende mennesker i kirken. Mit problem er, at jeg mener at det er samfundets opgave at løse mange af de ting du nævner.

Jeg ved også, at der er nogen mennesker, der har brug for både tro, håb og vejledning, som kun kan finde det i kirken. Men så lidt kirke som muligt, og så megen tro som folk har behov for, det er mit udgangspunkt. Når jeg vender de religiøse spørgsmål med min kone, så får jeg ofte at vide, at jeg "sparker" til folks følelser på et private område: "tro" (hun har været ansat i psykiatrien), og der er det min trøst, at inden for kirken, har der historisk altid været en kamp, også blodig kamp, om den rette måde at tro på.

Så masser af tro og meget lidt form og så et samfund, der løser sine opgaver, det er min holdning. Og en respekt for de personlige spørgsmål.

Ps. Min lidt aggressive stil som du bemærker, har jeg fra biblen. Øje for øje, Tand for tand... så ved folk hvor de har én fra start, og jeg føler at jeg næsten altid kan føre mine aggressive udfald tilbage til en ligtorn, der er blevet trådt på. Noget andet er, at Øje for øje, Tand for tand, skal man lære, at beherske - for alt i verden.

God solhvervsfest til alle.

Hej Bill

Både modernitet og kirke/religion har to ansigter - et dæmonisk og et humant. Moderniteten har skabt gaskamrene, atombomben, klimatruslen, ensomheden, behovsdyrkelsen m.m., og derfor må vi alle prøve at tage parti for det andet: Velfærd, retfærdighed, ligelig fordeling af goderne, solidaritet med de svage, ansvar for naturen og dyrene osv. Jeg er helt enig i, at det er en samfundsopgave at skabe det humane samfund. Men kirken har løst (og gør nogle steder stadig) opgaver, som samfundet burde tage sig af. Kirken skal have ros for, at den ofte har løst sociale o.l. sager, før samfundet tog over. På Frederiksberg, hvor jeg var provst, stod Folkekirken indtil kommunalreformen i 1974 (sic! ) for al hjemmepleje, hjemmesygepleje, socialhjælp m.m. Det hed Frederiksberg Menighedssygepleje, og den blev oprettet af provst Glahn ca. år 1900. Han begyndte med én sygeplejerske - betalt af velmenende folkekirkemedlemmer. På lignende måde har kirken f.eks. p Vesterbro gjort en kæmpeforskel på det sociale område, længe før samfundet tog opgaven på sig. Man må passe på ikke at tænke historieløst, som m nutiden var alt. Du må altså også lære at skelne mellem Gammel og Ny Testamente. NT er virkelig et skridt i human retning. Husk på at den bog ikke er et samlet hele, men består af diverse skrifter, som er blevet til over mindst halvandet tusind år. Du ser tro som et helt privat anliggende. Det er "følelsen" vel også, men ISIS-tro f.eks. er da ikke et helt privatanliggende. Jeg ved godt, at nu om dage tænker man "tro" på amerikansk vis - som noget man uforpligtende kan forestille sig - noget som hverken kan bevises eller modbevises. Men det er et helt særligt trosbegreb. Troen har nu altid et indhold, som - hvis man tager sin tro alvorlig - påvirker praksis og kan diskuteres. Luther sagde, at det ens hjerte hænger ved, er ens Gud. Mener slet ikke man kan gøre op med religion på din måde. Du har et for unuanceret religions- og trosbegreb. Jeg har gennem mange år mødt mange mennesker, som ikke havde brug for nogen Gud, men som alligevel kom i situationer, hvor det eneste adæquate var skrig eller stille "råb" til Himlen: Bøn, ritualisering, overgivelse, tilgivelse og meget ofte lovsang. Jeg tror, man gør klogt i at betragte religion som livsudtryk -udtryk for erfaringer af umådelig glæde, af livsunderet, sorg - af at se sig fanget i både eksistentielle og filosofiske paradokser og blindgyder og gåder. Religion i moderne teologisk forstand er ikke overtro, som du vist tror, men udtryk for liv-tag.

At jeg har et for unuanceret religions- og trosbegreb skyldes måske, at jeg ikke har haft brug for "troen", men, som du indirekte skriver, "Det kan jeg få".

Det er jeg ret bevidst om, og jeg har da også tænkt over hvordan jeg ville reagere, hvis jeg blev ramt af en stor personlig sorg, og jeg tror ikke, at jeg ville råbe om hjælp, som du beskriver det, nærmere resignere, og derfra forsøge at rejse mig igen. Jeg er heldigvis ikke gået igennem et 62 årigt liv uden, at opleve sorg og personlig krise, så jeg ved, at nogenlunde, sådan ville min reaktion være, men jeg har, som jeg skriver, en overordentlig stor respekt for de personlige spørgsmål, og hvert menneske har sin måde at reagere på. Nogle vil have brug for, en tro, en gud, en biblen, en præst, en tillidsmand, en kollega, en ven, en livsledsager, eller en kombination. Præsten er der altid, og derfor har jeg, trods mit ateistiske og politiske ståsted, ikke meldt mig ud af folkekirken, og jeg kan også finde på at sætte mig i et af byens store kirkerum og nyde roen. Jeg har også haft en god samtale med en præst engang. Hvis jeg skal følge Luther, så er min gud, det frie personlige valg af livtag. Og solidaritet er, blandt andet, aldrig at afvise en samtale om de ting. For at citere Kim Larsen: Da jeg gik ud over Langebro en tidlig mandag morgen da så jeg en der stod og græd. Hvis du tør - så kom med mig

PS
Lige med hensyn til bjergprædiken hvor Jesus forkaster DGT: "Øje for Øje, Tand for Tand" og beder os "Vende den anden kind til", der må man konstatere at Jesus har tabt.

"Øje for Øje, Tand for Tand" er et vilkår, personligt og globalt, vi mennesker må lære os selv at kende igennem, og det gør man kun ved at bruge begrebet, for derigennem, at lære at kende egen styrke og svaghed, herunder tilgivelsen og resignationen.

»Guden selv findes kun i fantasien, i sproget, i kunsten, i kulten...og derfor bliver han til just det, de gudeproducerende mennesker ønsker.« Således har Jens-Andre Herbener og Mikael Rothstein kommenteret den nye oversættelse af bibelen, hvor guds status ændres fra ›almægtig‹ til ›gavmild‹. En sådan fleksibel forståelse af gud behandles også af teologen Lars Sandbeck i dennes bog fra 2012 »De gudsforladtes gud - Kristendom efter postmodernismen«. Et citat herfra: »..Gud er endnu ikke blevet det fremtidige selv, han har intenderet at blive....Guds egen fremtidig(e) væren som den Gud, han ønsker at være, er betinget af, at kirken bliver den fuldkomne kirke«. (s. 213) Dette vil iflg. Sandbeck ske den dag »...hele menneskeheden, er blevet indlemmet i den guddommelige familie, først da er Gud blevet det selv, han anticiperer og ønsker at blive«. (s. 214)

Hvordan skal jeg som religiøs ateist forholde mig til disse tendenser indenfor den kristne kirke? I min optik er de 3 monoteistiske religioner, kristendom, islam og jødedom, i øjeblikket - på meget forskellig vis - involveret i destabilisering af en lang række samfund verden rundt, fra USA til mellemøsten til Israel. En situation som ret åbenlyst er uholdbar og som må have sin rod i ›funktionsfejl‹ ved de pågældende religioner. De har alle tre forsømt at promovere det hellige, deres egentlige eksistensberettigelse.

Som religiøs ateist tror jeg på, at der er noget helligt ved den menneskelige tilværelse. Dette hellige kom til verden sammen med og i mennesket. Der er to grundlæggende elementer i det hellige: respekt for den natur, vore forfædre og -mødre i en vis udstrækning var trådt ud af, samt respekt og omsorg for det nye væsen, man udviklede sig til.

Det skal nu være min påstand, at de vestlige monoteismer i vor tid stiller sig i vejen for en respekt for det hellige, en respekt som efter min mening er tvingende nødvendig, hvis vi skal kunne håbe på at finde løsninger på de enorme problemer, som den globale udvikling stiller os overfor. Den væsentligste årsag til dette svigt, er den afmægtiggørelse, som troen på en gud kan forårsage.

Thorkild Bjørnvig udgav i 1975 et lille skrift »Det religiøse menneskes ansigter« hvor han gjorde sig lignende tanker om kristendommen. Således skriver han (s.78): »Det har altid været en af religionens nærliggende opgaver: at befæste og ritualisere religiøse erfaringer, og det har den kristne kirke før gjort - hvis den da ikke lige har fordømt dem som kætterier - og det er måske en af de opgaver, moderne kristendom mest har forsømt, ja nærmest ser ud til at have gjort en dyd af at negligere.« Og han kritiserer at vi er blevet gjort til »...partigængere, ikke blot i politik, men også i religion...«

Det er kun vi mennesker, der kan tage hånd om det hellige og indrette vore samfund efter de påbud, som respekt for det hellige indebærer. Det er kun os, der kan sikre vore fortsatte eksistensmuligheder. I den henseende er det ansvarsforflygtigelse at forlade sig på overjordiske magters styring. På den anden side er det en kendsgerning, at der også i verdens mange religionssystemer, såvel som i filosofi og etik, ligger indkapslet overleverede erkendelser af det hellige og det helliges virken blandt mennesker. Erkendelser, som vi alle har brug for, og som har deres oprindelse i menneskehedens historie fra dag 1 for millioner af år siden.

Derimod er der ikke brug for nogen guder i fremtiden. Men måske noget i retning af det, de kristne kalder helligånden. En kraft, som de - efter min mening - har tilsidesat til fordel for en strid om definitionen af en tredelt guds karakter og udlæggelse af en tekst bygget op af en, jfr. den nye bibeloversættelse, åbenbart flertydig tekst forfattet under yderst forskellige forhold af personer med åbenbart afvigende hensigter.