Folkepartistens filosofiske fjendebilleder

Medlem af Europa-Parlamentet, cand. jur. Morten Messerschmidt, mener, at Europarådets konvention til beskyttelse af menneskerettigheder er skrevet med så bred en pensel, at den næppe er retsstaten værdig (Information, den 26. november). Uden belæg fremsætter han den påstand, at konventionen har skabt en kultur af frygt ved de danske domstole, som gang på gang får danske dommere til at vige tilbage »fra at træffe en bestemt afgørelse – af frygt for at blive underkendt af storebror i Strasbourg.«

Det er for groft, fordi Morten Messerschmidt godt ved, at danske dommere følger Strasbourg, fordi de ved lov nr. 285 af 29. april 1992 vedtaget af Folketinget er pålagt at kigge i den retning. Den næste grove urimelighed består deri, at Morten Messerschmidt beklikker dommerstandens professionalisme og integritet uden at nævne en eneste sag, hvor danske domstole bare antydningsvis har skelet til andet end de relevante paragraffer. Da Morten Messerschmidt hverken er dum eller uvidende, så tillader jeg mig den opfattelse, at han er helt derude på det agitatoriske overdrev, som hedder propaganda, og at metoden ikke generer ham.

Europa-gylp

Morten Messerschmidt forsøger at opbygge et fjendebillede omkring det internationale samarbejde om menneskerettigheder. En analyse af hans argumentation viser, at han støtter sig mere på følelser for den nationale suverænitet end på fortrædeligheder skabt af domstolens afgørelser. Faktisk nævner han ikke én eneste dom, og så er det jo svært at se, om det nu også er så galt.

Det er rimeligt at læse Morten Messerschmidt som politikeren, der er irriteret over at blive mødt med argumenter om, at det ene eller andet forslag strider mod internationale forpligtelser. Morten Messerschmidt har ret til at være irriteret, og Dansk Folkeparti har ret til i folketingssalen at foreslå Danmarks udtræden af en, flere eller alle konventioner. Flertallet kan forlade EU, Europarådet, FN, OSCE. Da partiet næppe får flertal til at gøre Danmark til en ø i den internationale retsorden til beskyttelse af menneskerettigheder, kan sagen i stedet bruges til Morten Messerschmidts polering af sine europæiske fjendebilleder. Det er det, han gør, og i årevis har hans politisk allierede ladet ham slippe alt for godt fra sit filosofiske Europa-gylp, fordi man skal bruge Dansk Folkeparti i en anden sags tjeneste.

De onde, fjerne og fremmede

Helt i overensstemmelse med sin EU-kritiske debatform forsøger Morten Messerschmidt at skabe det indtryk, at det internationale samarbejde styres af nogle fjerne og fremmede, som vil Danmark, nationalstaten, retssamfundet og retfærdigheden ondt.

Han lader, som om konventionerne er udanske, selv om de er indgået med danskere ved forhandlingsbordet og efterfølgende godkendt af Folketinget, stort set altid i enighed.

Med hans debatindlæg skal vi forledes til at mene, at konventionernes tekster er forvredet ud over det rimelige af en udvalgt »skare af dommere i Strasbourg efter fransk teleologisk (formålsrettet. red.) fortolkningsstil«.

Men han nævner ikke en eneste afgørelse, der er mere fransk teleologisk end fornuftig. Det er svært at tro, at 50 lande i Europarådet finder sig i den form for galskab. Måske Morten Messerschmidt ikke tegner et retvisende billede?

Lær ikke af Cameron

Morten Messerschmidt fremhæver, at den britiske konservative regering ikke kan udholde tanken om, at der træffes afgørelser i Strasbourg, som går den imod. Jeg husker nogle af de første afgørelser, som var krænkende for den britiske selvforståelse; nemlig den umenneskelige behandling af modparten i konflikten i Nordirland.

Hvorfor vil Morten Messerschmidt have os til at lytte til briterne på retssikkerhedsområdet, blot fordi han er enig med de britiske konservatives EU-skepsis? Og hvorfor ikke nævne en retsafgørelse eller to, som fremstiller David Cameron som retssikkerhedens ypperpræst i felttoget mod de vantro i Strasbourg? Hvis Cameron virkelig er så stærk en rollemodel, kan det ikke være en voldsom opgave.

Morten Messerschmidt noterer, at Danmark altid har fulgt dommerne i Strasbourg, og ser det som et problem, fordi »ingen mennesker med sikkerhed kan sige hvad indholdet af denne konvention egentlig er, før dommerne har erklæret det«. Jamen, her har vi den skinbarlige vidtløftighed båret af politiker Messerschmidts fjendebillede og ikke af jurist Messerschmidts ræsonnement. Når dommerne afsiger en dom om forståelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, ved vi præcis, hvad konventionen gå ud på. Nemlig dommens afgrænsning indad eller udad.

Når Danmark derpå følger afgørelsen, sker det baseret på realiteter, ikke på Morten Messerschmidts skræmmebilleder om, hvad der måske sker næste gang. Og det gøres af en regering, der ikke har et flertal imod sig. Politik kræver lederskab, troværdighed og retning. Det bør stå i enhver regerings grundlag, at vi respekterer de internationale forpligtelser, som Folketinget har taget på sig; at vi retter ind, indtil folketingsflertallet melder os ud; og at vi er troværdige partnere, indtil et flertal i Folketinget har bestemt, at vi ikke længere vil være partnere.

Poul Smidt er journalist og cand. jur.