Læserbrev

Frihandel gavner Danmark

Debat
5. december 2014

Det er naivt at tro, at en frihandelsaftale mellem EU og USA (TTIP) vil give vækst. Sådan skriver Dan Belusa og Jan Søndergård fra Greenpeace i Information den 1. december. Heldigvis står jeg ikke alene i min naivitet. For vi må samtidig konstatere, at stort set alle tilgængelige analyser viser, at en frihandelsaftale mellem EU og USA vil resultere i øget vækst og velstand.

Det er også, hvad man ville forvente, ikke mindst når man ser på historiske erfaringer med frihandelsaftaler: Når man sænker toldsatser og minimerer unødvendige dobbeltprocedurer i lovgivning og administration, så fjerner man ’dødvægt’ i handlen. Det giver naturligvis vækst. Analyserne er så ikke helt enige om, hvor stort det positive resultat bliver.

Lad mig også gentage, at regeringen ikke kun støtter TTIP grundet det økonomiske potentiale. En frihandelsaftale med USA er et af vores bedste svar på de globale udfordringer, vi står over for. Nye økonomiske magtcentre buldrer frem og forsøger at sætte standarderne for verdens samhandel. Vi kan enten gøre, som Belusa og Søndergård foreslår – nemlig ingenting – eller vi kan indgå en state of the art-frihandelsaftale med USA, som forsøger at påvirke international handel i en bæredygtig, fair og frihandelsorienteret retning, herunder gennem udbredelse af standarder inden for for eksempel arbejdstagerrettigheder og miljø. Det er i min socialdemokratiske bog aktiv og progressiv handelspolitik.

Samarbejde

Lad mig slutteligt udtrykke et håb om, at civilsamfundsorganisationer vil indgå i den udvidede og åbne dialog, som den nye handelskommissær Malmström og Europa-Kommissionen inviterer til. Her vil der givetvis være gode muligheder for selv at forvisse sig om, at EU ikke vil gå med til at sænke standarder for kemikalier, fødevarer, kosmetik eller klima, sådan som forfatterne ellers hævder.

Hvis Greenpeace og andre vil være med på et konstruktivt samarbejde, så er der masser af muligheder for at sætte præg på TTIP-forhandlingerne.

Mogens Jensen, Handels- og Udviklingsminister

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Fingers crossed - jeg går 100% ind for TTIP.

Jeg har været ikke så lidt bekymret over de amerikanske klorkyllinger, dvs slagtede kyllinger renset i klorovand, som beskrevet i Information. Dog har jeg kunne se en fordel i, at eventuelle salmonellabakterier ville blive aflivet med den behandling.

Nu har jeg hørt, at amerikanerne er lige så bekymret over vores klorrensede salat.

Pu-ha, det bliver vist nogle helt usædvanligt bøvlede forhandlinger tungt lastet med skjulte dagsordener. Og hvis lobbyisterne kan gøre det så bøvlet, at forhandlingerne trækker ud til 2016 eller senere, så kan man vist ret sikker på, at det hele ryger på gulvet.
Tea-Party bevægelsen er noget så ligeglade med TTIP.

Mogens Jensen: Du undgår at komme ind på ISDS både i denne kommentar og i dit indlæg 20. november http://www.information.dk/516355.
Vurderingen af om TTIP vil give økonomiske gevinster er en ting, men vil du ikke medgive, at ISDS Investor-State Dispute Settlement-ordningen - er en udemokratisk, overstatslig voldgiftsinstans, som er en trussel mod offentlig regulering, samfundseje af forsyningsselskaber mv?
mvh Palle Bendsen

Mogens Jensen har nu vil flere indlæg demonstreret, at han er ude af i stand til at redergøre for de mere specifikke årsagssammenhænge, der skulle gøre TTIP så fordelagtig for verden. Han nøjes med at henvise til andres konklusioner, og svarer ikke på de kritiske spørgsmål.

Skal vi gætte på at "... stort set alle tilgængelige analyser ..." er skrevet af økonomer af den samme mere eller mindre neoliberale skole, der i øvrigt også synes at dominere det danske embedsapparat?

Og så er der postulatet om, at begge sider skulle vinde ved en aftale, men hvem er det så, der taber, for der er altid nogen, der taber.

Og hvad med væksten - Hvornår begynder Socialdemokratiet at fatte, at vækst betyder vækst i miljøødelæggelser, vækst i depression og materialisme, vækst i stress, vækst i udbytning, vækst i underbetalt arbejdskraft, osv., osv.? Det er efterhånden virkelig blevet et besynderligt parti.

Og endelig, når vi taler om naivitet, så er det da himmelråbende naivt at forestille sig, at det fagforeningshadende, arbejderrettighedsforagtende USA, hvor mere end 25% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, skulle indgå en aftale, der betød, at de skulle være med til en "udbredelse af standarder inden for for eksempel arbejdstagerrettigheder og miljø". Mogens Jensen tror i ramme alvor, at USA ville tillade noget sådant? Armen altså, hvor godtroende har man dog lov til at være.

Socialdemokraterne satser på den gale hest: det er ikke mere materialisme, men mere frihed, mere indsigt og mere deltagelse, de skal sikre deres medlemmer, det er det, der er kampen.

Rune Stilling og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar