Læserbrev

Nu handler det om solidaritet

27. december 2014

En hilsen og et opråb fra en gruppe tillidsfolk, som har holdt sammen siden lærerlockouten i 2013: Nu må fagbevægelsen tage sig sammen!

Der skal i disse dage udveksles overenskomstkrav til OK15. Og der har aldrig før i lignende situationer været mere stille. Det glæder os, at de offentlige ansattes fagforeninger har fundet sammen i Forhandlingsfællesskabet. Og vi bifalder de helt nødvendige udmeldinger så som: »Denne gang efterlades ingen på perronen«. Men lad os sige det, som det er: Vi har været elendige til at sikre fællesskabet og fastholde solidariteten i vores egne rækker.

Det var jo ikke en smutter eller en tilfældighed, at en stor gruppe blev efterladt på perronen sidste gang. Vi har i mange år troet på, at vi hver for sig kunne skaffe resultater hjem til vores egne medlemmer – også gerne på andres bekostning.

I 2013 blev Lærernes Centralorganisation selvforskyldt efterladt frysende på perronen. Eftersom Forhandlingsfællesskabet og Lærernes Centralorganisations formand er en og samme person, kan det ikke have været kommunikationen, men forarbejdet og troen på solidaritetsprincippet, som haltede.

Kom ind i kampen

Men elendighederne sluttede ikke med det. Forhandlingsfællesskabet kunne såmænd ikke engang blive enige om at stille et fælles lønkrav, så Kommunernes Landsforening fik ikke brug for hele den pulje, som de i forvejen havde afsat til lønstigninger.

Vi er derfor nogle som er lidt bekymrede for de kommende overenskomstforhandlinger. Derfor forventer vi følgende af vores faglige ledere: Find for alt i verden en løsning på lønkravet – vi skal være solidariske over for vores lavtlønnede kollegaer i forhandlingsfællesskaberne. Og skulle en af vores grupper blive taget ud til bøllebank, så er princippet: En for alle og alle for en.

Det skal sikres, at vores forbunds tillidsrepræsentanter i løbet af januar måned mødes på tværs i vores forhandlingsfællesskaber og bekræfter vores solidaritet og sammenhold.

Jan Andreasen, Uddannelsesforbundet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu