International kommentar

Er julemanden dansker?

I denne uge gjorde Danmark krav på Nordpolen – ifølge udenrigsminister Lidegaard en vigtig historisk milepæl, men reelt en provokerende og meningsløs gestus
20. december 2014

Julemanden – også kendt som Santa Claus eller Kris Kringle – har i de senere år måttet finde sig i ganske meget. Og efter det seneste anslag er det ikke engang sikkert, han overhovedet orker at dukke op, når det bliver juleaften på onsdag.

Først blev det besluttet, at han skulle være bosat på Nordpolen, hvor temperaturen ofte falder til 50 grader under frysepunktet, og hvor det i adskillige måneder om året er bælgravende mørkt, i al fald i den periode, hvor hans arbejdsbyrde er på sit højeste. Sydkysten af det nuværende Tyrkiet, hvor Sankt Nick plejede at residere og virke, var et langt mere behageligt domicil.

Dernæst – i en reklamekampagne, der kørte op igennem 1930’erne – lancerede læskedrikgiganten Coca Cola Company hans nuværende image som en korpulent, gammel herre med hvidt skæg iført et kostume, der fra et modesynspunkt må betegnes som en ren katastrofe.

Og nu, som det seneste anslag imod hans værdighed, forsøger man så at gøre ham til dansk statsborger.

Mandag fremlagde Danmark således en officiel indstilling, i hvilken man gjorde krav på Nordpolen som dansk territorium. Der var tale om en »vigtig historisk milepæl« for Danmark, udtalte udenrigsminister Martin Lidegaard (R). Der var også tale om en provokerende og meningsløs gestus, men det glemte han at fortælle os.

Canada begyndte

Den danske regering ønsker og behøver i virkeligheden ikke Nordpolen og forestiller sig næppe heller, at det Danmark kan have reelle fordele ved et sådant ’ejerskab’. Den har blot reageret på en lige så grundløs canadisk proklamation fra december sidste år om, at Nordpolen – eller i al fald havbunden 4.000 meter derunder – skulle være canadisk område.

At se nøjere på, hvordan dette territorialkrav kom i stand, kan være ganske lærerigt. Canada har et omfattende rige af arktiske øer, og i mange år har forskere – ansat af Canadas regering – indsamlet data, der skulle understøtte et canadisk krav om eksklusive økonomiske rettigheder til havbunden under Det Arktiske Hav i det område, hvor disse øer ligger udspredt.

Før december sidste år havde Canada ikke fremsat noget krav på Nordpolen, og der var kun få dage, før landets skulle indgive sine endelige krav til FN’s Kommissions for Kontinentalsoklens Grænser, at premierminister Stephen Harpers regering omsider vågnede op.

Et krav på Nordpolen var ikke indeholdt i de oprindelige dokumenter, som Canada ville have fremlagt, for der er sandt at sige ikke noget i international ret, der ville kunne understøtte dette. Selv hvis kommissionen skulle ende med at acceptere påstanden fra enten Rusland, Canada eller Danmark (på vegne af dets grønlandske territorium) om, at den undersøiske Lomonosov-ryg skulle udstrække deres respektive dele af kontinentalsoklen til at række længere ud i Det Arktiske Hav, ville princippet om ’ækvidistance’ med sikkerhed give Nordpolen til enten danskerne elle russerne.

Nationalisme højt mod nord

I de seneste ni år er premierminister Harper rejst til Canadas arktiske region hver sommer for at tilbyde canadiske medier photo opportunities. Så lover han nye isbrydere og en arktisk flådebase, imens hans står på dækket af en ubåd og canadiske jagerfly overflyver scenen, eller sidder i en canadisk F-18 eller affyrer en riffel under en militærøvelse – helt rituelt poserer han hvert år i en ny billedekomposition, hvor han ses forsvare canadisk suverænitet imod en eller anden uspecificeret trussel.

Men der findes selvfølgelig ingen trussel imod det canadiske territorium, og selv når vi taler havbundsrettigheder står Canadas eneste seriøse strid med USA (og drejer sig om en smule havbund nord for Yukon-Alaska-grænsen i Beaufort-havet). Ikke desto mindre tjener Harpers positurer som stålsat forsvarer for Canadas ’rettigheder’ hans konservative nationalistiske agenda og går rent ind hos de canadiske medier.

Så da Harpers håndlangere for sent indså, at regeringens egne forskere og embedsmænd ikke havde inkluderet Nordpolen i Canadas kravliste til Kommissionen, slog Harper bremserne i og forlangte, at de omskrev dokumenterne. Eksperterne har givetvis fortalt ham, at Canada ikke har en chance for at få retligt medhold, men ved også, at når det en dag går op for hans hjemlige offentlighed, vil han for længst have forladt sit embede.

Ikke kampen værd

Det hele endte med, at Canada slet ikke fik indgivet sin endelige kravliste sidste år. De arme æggehoveder i Ottawa brydes nu med at omformulere den, så den også omfatter Nordpolen, alt imens Harper fortsætter med at udbasunere sit resolutte forsæt om at ville beskytte canadiske ’rettigheder’. Og danskerne, som førhen var mest indstillet på ikke at rode op i dette hvepsebo, har nu reageret ved at fremsætte deres eget noget mere plausible krav.

I næste omgang kan russerne stå for tur, for også Vladimir Putin holder at blive fotograferet i Arktis, omgivet af militært grej i tappert forsvar for Ruslands suverænitet. Det er alt sammen ved at blive temmelig latterligt – men kan det også løbe ud af kontrol?

Nok ikke, trods alt. Der har ganske vist været meget snak om de enorme reserver af olie og naturgas, som menes at befinde sig i den arktiske havbund, men reelle boreaktiviteter kommer under ingen omstændigheder på tale, så længe olieprisen ligger under 80 dollar pr. tønde. Den svinger aktuelt mellem 50 og 60 dollar, og det vil den formentlig blive ved med i endnu en rum tid.

Helt ærligt. Der er ikke noget deroppe, som det er værd at kæmpe om.

© Gwynne Dyer og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nic Pedersen
  • Tom Paamand
Nic Pedersen og Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis Danmark vinder de territoriale rettigheder over nordpolen flygter julemanden i skattely til Luxembourg... ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror julemanden er kineser, og Kina har lagt billet ind på observatørstatus i Arktisk Råd, så Kina vil nok også snart blande sig i koret af bejlere til Nordpolens gunst.

Svend-Erik Hansen

Der er noget forfatterinden har misforstået. Alle børn og barnlige sjæle ved da, at julemanden bor på Grønland!

Vibeke Rasmussen

Michael, har – eller rettere havde – ingen anelse! Men det er åbenbart ham her: http://www.kriskringle.com/

Det er første gang, jeg er stødt på benævnelsen. Og det er en ringe trøst, at det i det mindste ikke har noget med bagerens kringle at gøre. :-/

Michael Lomborg

Kris Kringle er da også nævnt i Tom Lehrer's sang fra 60-erne, 'A Christmas Carol', som slutter med linjerne:
So let the raucous sleigh bells jingle,
Hail our dear old friend Kris Kringle,
Driving his reindeer across the sky.
Don't stand underneath when they fly by :-)

Vibeke Rasmussen

Arj, det er han også! Tænk, det har jeg aldrig tidligere bidt mærke i.

Som sagt er navnet helt nyt for mig, så grunden til at jeg instinktivt rakte ud efter lugtesaltet, var at jeg læste navnet som noget i stil med 'Kristian Kanelsnegl'. Og dét kan man da i hvert fald ikke kalde julemanden!

I øvrigt har Tom Lehrer – som altid/ stadig – nogle ret gode pointer, som her om gaveudvekslingen:

"It doesn't matter how sincere it
Is, nor how heartfelt the spirit,
Sentiment will not endear it,
What's important is the price.

Hark the herald tribune sings,
Advertising wondrous things.
God rest ye merry, merchants,
May you make the yuletide pay.
Angels we have heard on high
Tell us to go out and buy!"

http://m.youtube.com/watch?v=TSlpCBek1_M