Læserbrev

Julen kan samle os på tværs af tro

Som mennesker har vi alle et grundlæggende behov for tilfredshed, for uselviskhed og kærlighed
Debat
9. december 2014

December er begyndt, og julen nærmer sig. Mange har travlt med at købe gaver til de nærmeste, pynte op i stuerne og få købt juletræet. Jeg elsker julen og den gode stemning, der hersker i landet. Gaderne er pyntet op, og mange steder hænger hjerter og minder os om, at julen er hjerternes fest. Men det gør ondt, når man år for år læser statistikker over den stigende ensomhed og fattigdom i Danmark. Det gør ondt, fordi julen særlig handler om det stærke fællesskab og næstekærlighed.

Siden jeg var barn, har jeg haft et ønske om, at julemåneden skulle vare hele året. Dengang måske mest på grund af risengrøden, gadebelysningen og gaverne. Nu mere på grund af den gode stemning og påmindelse om det store fællesskab, som samler os mennesker. Samler os på tværs af etnicitet, kultur og i virkeligheden også på tværs af tro.

Troende så vel som ikke-troende bør kunne være fælles om noget så smukt som næstekærlighed og fællesskab. I alt for mange år har vi haft en tendens til at tale om samfundet på en opdelende måde, hvor flere og flere føler sig ekskluderet af det større fællesskab. Julemåneden er oplagt til at minde hinanden om, hvor meget mere, vi har til fælles. Det er mere, end vi umiddelbart tror. Også selv om julen for mange er en religiøs fest.

Møde på tværs af kultur

Som mennesker har vi alle et grundlæggende behov for tilfredshed, for uselviskhed og kærlighed. Og tilfredsheden afhænger næppe af mængden af gaver eller antallet af retter på bordet. Den afhænger af, at vores hjerter mødes på tværs af kulturer.

Derfor må mit juleønske i 2014 være, at vi alle tager julens budskab med os ind i 2015 og fokuserer på det større fællesskab i vores dejlige nation, tænker på dem, som vi savner eller har mistet og husker på dem, som er ensomme.

Hvis vi alle forsøgte at efterleve det, ville det uden tvivl gøre Danmark til et endnu bedre sted at leve. Glædelig jul.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her