Jeg startede i 1.g efter sommerferien. Jeg gik ind til min nye ungdomsuddannelse med følelsen af, at jeg nu skulle bruge de tre næste år af mit liv på at udvikle mig som individ både fagligt og på det personlige plan. Jeg gik ind med formodningen om, at gymnasiet var en platform, hvorfra unge individer var i stand til at gro, vokse og lære.
Nu er jeg så gået til tasterne en anden erfaring rigere. Allerede første dag fik vi malet en vis herre på væggen med sætninger som: »I har det langt hårdere end for bare fem år siden« og andre lettere intimiderende mantraer som for eksempel: »Man kan ikke bruge sin STX-eksamen, hvis man får under 7.« Så efter det, er det klart, at vi 1.g’ere helt grundlæggende sidder tilbage med en følelse af, at karakterkrigen nu er begyndt. Andre gode råd, vi fik med i bagagen, var: »Husk at række hånden op, selv om du ikke kender svaret. Så tror læreren, du ved noget.« Dermed blev tre år fyldt med faglige illusioner skudt i gang.
Så kom uddannelsesvejlederen og begyndte at male billeder af gennemsnit på 12,2 og mange af de profilerede prestigefyldte uddannelser, og hvordan vi allerede i 1.g skulle være parate til at tage nogle afgørende valg for vores fremtid.
Med idealer som medicin og statskundskab (har jeg overhovedet et højt nok snit til bare at nævne CBS?) er vi gymnasielever allerede fra begyndelsen skudt af sted fra startlinjen i karakterkapløbet med en grundpræmis, der dikterer, at alt under 12 og 10 er uacceptabelt. Der er fra begyndelsen sat lighedstegn mellem en lys fremtid og høje karakterer. Krigstrommerne begyndte lige så stille at lyde.
Denne mentalitet får uden tvivl nogle til at løbe hurtigere og hoppe højere, bevares. Men vi står også bare med en hel mængde gymnasieelever, der falder på stribe, som var de landsknægte i 1864. I min klasse har vi allerede sagt farvel til de første faldne kammerater, som valgte at forlade slagmarken. De er ofre for det ustandselige pres, der ligger på skuldrene af dem.
Stress og dårligt selvværd
Der er jo så også dem, som kommer helskindet ud på den anden side af denne blitzkrig af tal. Dem, der klarer sig igennem, men for hvilken pris? En af mine klassekammerater sagde til mig: »Jeg er dybest set ligeglad med, hvad jeg lærer. Så længe det ligner, jeg har lært noget, så jeg dermed får gode karakterer.«
Er vi som samfund virkelig tilfredse med en uddannelsesinstitution, der presser elever til at tænke på den måde? Hvis man både vil opretholde den sociale dimension af gymnasiet og samtidig kravle op i den høje ende af karakterskalaen, er man ganske enkelt nødt til at hoppe over, hvor gærdet er lavest. Det er altså ikke kun huen, der bliver presset ned over vores hoveder efter de tre år. Vi bliver vant til en mentalitet, der konstant sigter efter at få den højeste karakter for så lille en faglig fordybelse og indsats som muligt.
Her er ikke tale om et eller andet sokratisk mantra, der dikterer, at ungdommen nu til dags er for dovne eller dvaske. Nej, der er tale om et uddannelsessystem, som brolægger vejen til de gyldne 10- og 12-taller med stress, koncentrationsbesvær og dårligt selvværd. Alt sammen bare på grund af et tal. Et tal, der dikterer ens fremtid, vel at mærke. Men er det virkelig det værd? Har vi virkelig råd til flere og flere gymnasieelever med stress? Det virker for mig som en mere eller mindre forfejlet samfundsinvestering. Vi unge gymnasieelever skal ikke blot fanges som kanonføde i konkurrencestatens krydsild.
Jeg er virkelig ked af at sige det, men for dælen da, nogen bliver jo nødt til det: Gymnasiet handler ikke om at lære. Det handler ikke om almen dannelse eller udvikling. Det almene gymnasium har udviklet sig til en institution, der centrerer sig omkring præstation og er blevet til en fadæse, der handler om at snyde læreren til at tro, at man ved mest muligt. Det handler dybest set om karakterer.
Hvis man googler karakterer i gymnasiet, bliver man mødt af sider, der proklamerer: »Snyd dig gennem gymnasiet«, og »Sådan får du 12 i alle fag«. Jeg mener, det illustrerer den usunde tendens.
Afgrunden åbner sig
Endnu et symptom på den karaktervirus, der har bredt sig på landets gymnasier, er et spørgsmål, jeg har stillet mig selv gennemsnitligt en gang om dagen, siden jeg begyndte på gymnasiet: »Tæller det her egentlig med i mit snit?« Når man så endelig har fået klarlagt, hvilke fag der tæller, begynder man så nøje på strategisk vis at tilrettelægge sin faglige indsats som et andet spil Stratego.
Det er da også fuldt ud forståeligt, at folk er så opmærksomme på karakterer. Hele vores opvækst har vi fået at vide, at hvis man vil blive til noget, skal man tage sig en uddannelse og få gode karakterer. Gymnasietiden bliver derfor tre lange år stående på en faldlem, ustyrligt bange for, at dårlige karakterer vil åbne afgrunden under os. Hvis man har drømme om en uddannelse med et snit over 10, er selv over middel-karakteren 7 fuldstændig uacceptabel, da den hiver en i den modsatte retning af det, vi gymnasieelever har fået banket ind i hovedet er en lys fremtid.
Alt dette foregår i en tid, hvor gymnasielærere generelt har mindre tid til evaluering af opgaver med et større antal gruppeafleveringer til følge. Vi elever får altså generelt ringere vilkår at blive bedømt på.
Midt i denne hektiske tid, har vi så virkelig tid til at hive hinanden fagligt op i en kollektiv søgen efter ny viden? Eller prøver vi egentlig bare at uddele ansvaret, så vi kan hive minimum et 10-tal hjem? Den potentielle udvikling af sociale kompetencer og teamarbejde bliver ofte amputeret til en kamp for karaktermæssig overlevelse.
Jeg kalder til modstand
Og nej, det er ikke udelukkende gymnasiernes eget ansvar at gøre op med dette urimelige tempo. Det er hele samfundet, der skal give os unge plads til at lære og udvikle os og ikke hele tiden præstere og bevise, at vi kan noget.
Hvert år kører medierne de samme historier om superstudenter med gennemsnit på 12, ja, nogle sågar over. Ranglister over de institutioner med de højeste og ikke mindst dårligste gennemsnit florerer også hyppigt i den danske medieflade. Selv i flere af vores online undervisningsredskaber er der statistik over de bedste og dårligste gymnasier. Det er da om noget at trykke på speederen i karakterræset. Siden hvornår blev alting en konkurrence? Giv dog os unge lov til at trække vejret i den altoverskyggende evalueringssmog.
Så jeg kalder til modstand mod det massive fokus på karakterer. Jeg vil have gymnasiet til at stille skarpt på lysten til at lære. Vi elever skal motiveres af andet end frygten for dårlige karakterer. Elevers faglige motivation skal ikke defineres af ydre skræmmebilleder, men derimod af indre ønsker om ny læring og højere indsigter.
Jeg håber inderligt, at vi kommer tilbage til kernen af det, uddannelse bør handle om, nemlig individets potentiale, det hele menneske og almen dannelse.
Efter jul afslutter jeg grundforløbet i gymnasiet, og jeg skræmmes af det, der venter forude. Hvor jeg dog inderligt håber, at jeg ikke bliver endnu et offer for det slag om karakterer, der huserer på landets gymnasier.
Tre år i en skyttegrav bombarderet af tal fra højre og venstre er bestemt ikke et scenario, jeg ser frem til. Jeg vil have fred. Derfor maner jeg til besindighed i det danske uddannelsessystem.
Lad os få stoppet karakterkrigen.
Emil Sondaj Hansen er gymnasieelev
Karakterkrig, karrierehunger, bonusløn, pension ...ups, nåede mine børn mon, at lave nogle børnebørn? Nå, de går allerede i skole...
Problemet er ikke så meget, at man får noget andet at vide nu end i tidligere tiders skole, men at det i alt for høj grad bliver taget for pålydende af en mærkeligt autoritetstro ungdom, som ikke har haft brug for at gøre oprør som tidligere tider, og som derfor forbliver mærkeligt umoden, de høje karakterer, fliden og alt det - ikke til trods, men netop som forklaring.
Modenheden kommer af at gå imod, at kæmpe for at finde sit eget fodfæste, implementere sine egne normer for sit eget liv, alt imens man suger den viden til sig, man tilbydes, og som er anvendelig.
De eneste der kan stoppe præstationsræset, er jer. Os. Vi. Allesammen.
Ved at holde op med lade præstationer og tal bestemme, hvem vi gerne vil være venner med i håbet om, at succes smitter af.
Jeg må som underviser skuffe den unge mand: Vi er faktisk et par stykker, der godt kan gennemskue, når I ikke aner, hvad I taler om. Men vi hører ofte din kritik. Især fra 1.g'ere og dem, der ikke helt får det snit, der gerne vil.
Stop stop stop - der forelægger en misforståelse. Det er en fejl at tro at uddannelse handler om erhverve sig ny viden. Hele konceptet opstod under den industrielle revolution, og handler udelukkende om at forberede unge mennesker på et langt og produktivt liv på arbejdsmarkedet (set med samfundets øjne). Det er derfor at der sættes så meget fokus på mødetider, samarbejde, udenadslære, fremmøde/fravær, konformitet etc. som er de ting der oftest er basis fra de karakterer der bliver delt ud. Og grunden til at ting som individualitet og kreativitet er næsten ikke eksisterende. Vi producerer arbejdsbier. Jeg er personligt ikke fan af det - men det er et nødvendigt onde hvis vi ønsker at opretholde vores nuværende samfund. Vi kan jo ikke have at folk går rundt og har selvstændige tanker.
Gode pointer om en følelse af at være underlagt konkurrencestatens behov og ideologi, som desværre kan opleves på både gymnasie- og universitetsniveau.
@Søren Geckler - jeg vil slet ikke anfægte, at flere undervisere er i stand til at afsløre, når skinnet bedrager. Men måske må jeg alligevel bryde den snu lærers illusion. For snyd virker vel kun, når den, der snydes, ikke aner uråd? Måske har du følelsen af at blive ført bag lyset en gang om ugen eller flere, men hvem ved, om det bare er toppen af isbjerget? Jeg har selv været der og ved, hvor let det kan være. Behøver ikke kræve mere end at sætte sig blandt de berygtede "12-talspiger" i en overgang og komme med en kommentar i ny og næ.
Tænkning (på KVUC) er en degradering, en diskvalifisering, især til eksamenerne. Lærere og sensorer er ikke istand til at begribe tænkning og kan ikke give det værdi for de har enten glemt det eller aldrig erfaret den selv i sit professionelle liv. Det er et studie i sig liv.
Det er et studie i sig selv (sku'dar stå)
Lad os endeligt skyde karakterer til højre og i stedet sigte efter et samfund, hvor middelmådighed er målet. Gymnasiestuderende er nærmest per definition luddovne - det kræver en gulerod, at få studerende til at tage ansvar for deres fremtid. Det glæder mig at høre, at de studerende endeligt har lært, at deres gennemsnit har betydning for deres fremtid. Det er bestemt en positiv udvikling fra da jeg selv gik i gymnasiet, hvor de fleste studerende var ligeglade med både snit og læring.
Som Mads siger, er uddannelse ikke kun et spørgsmål om at forbedre sin kunnen inden for diverse akademiske discipliner. Det er et spørgsmål om at forberede sig til arbejdsmarkedet - konkurrence, samarbejde, disciplin, ambition. Det at sætte sig et mål (karakter) og arbejde efter det, er nok den vigtigste lektion du kan tage med fra gymnasiet.
Det er vigtigt, at de studerende er klar over i tide, hvilke konsekvenser det har, hvis deres snit ikke er godt nok til at komme ind på deres drømmeuddannelse. Jeg er glad for at høre, at den er sevet ind - en af de instanser, hvor danske medier rent faktisk har gjort noget nyttigt for samfundet. Men der er ingen, der tvinger dig, Emil. Det er for folk som dig, at universiteterne har en kvote 2. Vær glad for at den øges, og nyd din gymnasietid.
Det handler jo ikke om - unge mand - klogskab, indsigt, viden, selvstændighed og personlig integritet. Det handler om at lære at slikke røv på de rigtige personer på det rigtige tidspunkt.
Den videnskabelige forskning på området karakterer er entydig: det er i enhver henseende et ubrugeligt redskab til hvadsomhelst - undtagen at bevare og uddybe den samfundsmæssige elendighed.
Mads Djervig, hvis man ikke ved noget, kan noget og vil noget, kan man hverken være kreativ eller nyskabende. Så vil man gentage, hvad andre allerede har gjort, og man vil heller ikke kunne kritisere det eksisterende på en grundlæggende og grænsesprængende måde.
Karakterer er kun et problem, når man tager dem til indtægt for noget andet end det, de kan: berette om et afgrænset tidsbillede af en præstation. Men det er det også helt fint til, for både lærer og elev, og variationer fortæller også den enkelte om, hvorhen man måske bør gå i sin efterfølgende virksomhed.
Hvis ikke politikerne var forhippede på at styre befolkningen i stedet for at styre landet efter befolkningens ønsker og interesser - ved f.eks. at sikre dem, der ikke gider alt for meget bogligt, muligheden for et langt og lukrativt manuelt arbejde - så det hele meget bedre ud. Og det kan måske undre mange yngre mennesker at høre om, men det var faktisk den vej, vi bevægede os, indtil Nyrup-regeringen begyndte demonteringen af velfærdsstaten, fordi han ikke helt forstod, hvad den gik ud.
Dog skal man huske, at det på det tidspunkt, hvor Nyrup kom til, var afgørende vigtigt, at den banebrydende nye teknologi, som computeren udgjorde, blev udrullet til hele befolkningen. Måske var det her, man lidt ikke kom langt nok, når vi nu tyve år efter diskuterer, om det er et overgreb på gamle mennesker, at de skal kunne betjene sig selv med digitale tjenester. Det var nok, før de blev gamle, at man skulle have gjort det arbejde.
Omvendt er det meget nødvendigt, at man ikke lader undervisningen ligge under for den digitale revolution: hvis man ikke lærer noget uafhængigt af maskinerne, kan man heller ikke bidrage til den fornuftige brug af dem.
Det kan undre en, at højskolebevægelsen over hovedet havde nogen betydning. At stor viden kunne skabes i oldtiden. Hvordan kunne de vide, at folk havde lært noget, når de ikke kunne se det på karakteren?
Peter Knap, det handler her først og fremmest om, hvorvidt man tillægger viden nogen rolle, I Oldtiden - afhængigt af hvilken Oldtid, vi taler om - var det enten demokratisk common sense som i Athen eller en oplæring fra barndommen i en særlig kaste som i Ægypten, der besad viden. Det er først, når viden udbredes fra de besiddende til i princippet alle, at karakterer bliver vigtige. De er en del af den moderne retfærdighed, hvor folk kan meritere sig i stedet for at gå i deres forældres fodspor.
Da jeg gik på studenterkursus med et "ikke egnet" stempel i rygsækken, i et dødsdømt forsøg på at overhale mine bedre begavede venner fra kliken, var det så at sige med en falsk bevidsthed om at jeg på vej til at overkommernoget stort, for sagen var jo den, at jeg ikke havde forudset fremtidens gymnasium, som ikke kun giver plads til alle, men også til at alle, der vil, kan få høje karakterer. Den gode nyhed er at de unge er begyndt at spørge sig slev om hvorfor de så gerne vil det.
Der er nogle bestemte holdninger til befolkningen, som forholder sig til "massen", og som af en eller anden grund overføres på befolkningerne i små lande, hvor man slet ikke har en masse.
Dette går ud på, at man tror, at folk gerne vil springe over, hvor gærdet er lavest - mens al praktisk erfaring tilsiger, at man er nødt til at skære ned på, hvad folk overhovedet må præstere, uanset arbejdets art, når man tænker i profit.
Det er selvfølgelig usundt med en sådan sammenkobling af at få til dagen og vejen i forhold til, om man udfylder en rolle i samfundet. Al erfaring tilsiger, at folk vil udfylde deres job optimalt, når de får muligheden. Hvis man derfor vil sikre, at alle funktioner i samfundet bliver udført, skal man afkoble indtægt og arbejdsindsats, så alle har en rimelig andel i velstanden. Så vil der også blive brug for alle på arbejdsmarkedet, fordi grundighed vil kræve flere hænder.
Det topstyrede karakterræs skaber grundlag for en kultur af egofikseret behagesyge og karrierefokus videre i arbejdslivet, en kultur som understøtter vinder/taber-mentalitet og ideen om en konkurrencestat. De studerende burde i højere grad spores ind på samfundets behov for samarbejde og vidensdeling, end på erhvervslivets vækstbehov. Det ville give en større forståelse for at samfundet er langt mere end indtjening i erhvervslivet, samt - ikke mindst - at erhvervslivet er fælles ejendom.
Argumenter imod karakterer er naive og eftergivende overfor modpartens modsatrettede naivitet. Vi kan ikke forfalde til højrefløjens værdirelativisme, så vil det aldrig være muligt at skabe social bevægelse.
Hvis de dygtige og begavede børn fra de lavere sociale lag ikke kan få lov at blive belønnet for deres talenter, vil de for tid og evighed være henvist til ikke at kunne gøre sig gældende. Som samfund er det i ingens interesse, at den dårlige til et arbejde opfordres til at fremture og måske blive ulykkelig ved aldrig i virkeligheden at kunne slå til, for man ved jo godt selv, hvis man laver noget, man ikke er dygtig nok til. Vi har haft tilstrækkeligt med ordblinde dansklærere.
Peter, jeg ved ikke om din kommentar 10:54 er til mit indlæg, men hvis du læser hvad jeg skriver så skriver jeg - nu uddybet - at det er et ensidigt karakterræs uden samfundsfoståelse "live togethers" (Dolores 1996), der skaber små erhverssoldater. Selvfølgelig skal talent udvikles, man samarbejde og vidensdeling er heller ikke at foragte, hvorimod opløsningen af sammenhængskraften er en katastrofe. Vi har haft nok lærer der der terper regler og for få der læser hvad de studerende skriver og mener og som er i stand til at give modspil ...
http://www.unesco.org/new/en/education/themes/leading-the-international-...
Terperi er en absolut nødvendighed som baggrund for stort set al udvikling. Lige netop nu fortæller Steen Nepper Larsen i radioen om, hvordan "læring" har korrumperet undervisningen.
Peter, tak for link. Jeg hørte godtnok begreberne imitering og læring nedefra, men absolut også 'markedsgørelse af undervisningen' og 'et fravær af evnen til at sige fra'.
Tillad mig at konstatere at karakterræset i virkeligheden er en god forberedelse til et job nu om stunder. I et job nu om stunder vil man til stadighed blive målt og vejet. I en iver efter at fremelske det der på managemensk heder "performancekultur", reducere man relationerne mellem leder og medarbejder til noget der ligner en karakteruddeling. Og i den sammenhæng vil ens evne til at fremstå som man præstere tælle mere end den faktiske præstation.
Og ja, det fremelsker stress, hvis ikke man selv indser at det at se ud som tæller mere end at være, og selvfølgelig handler der efter.
Generelt tendere man mod at få hvad man måler, hvilket også betyder at man bliver dummere af at måle dumt. Og kollektivt tror jeg ikke at vi er på vej til at blive klogere med alt det målerri.
Elever/Studerende, søger naturligvis at tilfredsstille systemets krav og idealer. Og hvis lyset og vejen består i 12 taller (13 taller i min tid), ja så sætter man alle sejl ind på at opnå dette.
Jeg var selv god til 13 taller, i eksamenssammenhænge, men de var ikke altid funderet i flid og faglig interesse, men snarere noget med at skære til benet, og gerne springe over hvor gærdet er lavest, alle kneb gælder.
Det er jo hverken noget at være særligt stolt af, endsige særligt nyttigt på sigt.
Systemets krav og idealer (fokus), kunne med fordel ændres til noget omkring selve arbejdspro-
cessen, opfattelsen og anvendelsen af den tillærte viden, i bredere forstand.
Jeg havde engang en klog lærer, der sagde, bare hold jer fra yderpunkterne på skalaen.
Både 03 og 13, kan være skidt, hvis i får et ottetal, og i ved i har gjort et godt stykke arbejde,
så kan i alle være stolte.
Et stort problem ved karakterræset er det er karakterer i mange tilfælde ikke er specielt præcise. Ved mundtlige eksaminationer kan personlige kompetencer i mange tilfælde præge karakteren i begge retninger, og evnen til at præstere i en eksamens situation kan være lige så vigtig som faglig viden. Års karakterer i gymnasiet kan være meget relateret til fravær, og lærerens sympatier og antipatier for eleverne, både bevidst og ubevidst. Desuden er har undersøgelser vist at lærere har en tendens til at belønne ekstroverte elever frem for introverte elever med højere karakterer.
Jeg synes det er en skræmmende tanke at vi i sammenfundet bruger et så upræcist system til at udvælge hvem der skal have hvilke uddannelsesmuligheder.
Jeg er enig i det sidste, du skriver, Jeppe Hansen - problemet er ikke karaktererne, men den betydning, de bliver tillagt, ligesom det er problemet med alle mulige andre målinger, samfundet er degenereret til at basere sine beslutninger på.
Alt for mange mennesker er for optaget af, hvad andre synes om dem, i stedet for at søge egen tilfredshed, det er det modsatte af, hvad man hører - men ikke desto mindre er det denne optaget af flokkens og især flokførerens vurdering, som de fleste i dag tager alvorligt.
@PH: Jeg tog MD's kommentar for sarkasme - især baseret på den sidse sætning;)
Jeg er helt sikker på, at hans sidste kommentar er sarkastisk ment. Men ikke resten - og det er ganske farligt, hvis man tror, at der er en genvej til magten i eget liv, som bare går ud på at undgå at erhverve sig viden om verden, som den bliver forstået, og evt. også, som den er. Det er som bekendt ikke dem, der gør det arbejde, der ender med at have et arbejdsliv, prisgivet andres luner - i hvert fald i mindre grad og ikke hele tiden.
JEG HAR DET, JEG HAR DET: En sund ææøøøøhhh - hvad fanden var du nu? nå, men i hvert fald i et sundt legeme. Når overfladen er god, er alting godt bare spørg plastikkirurgen, modeskaberen og gadgetproducenten.
Kære Emil Sonday Hansen,
lang hen ad vejen er jeg meget enig med dig og hvad du beskriver, minder mig, måske lidt overraskende for dig, ikke så lidt om min egen gymnasietid.
Så du er utilfreds med situationen, og set fra min vinkel, har du fuldstændig ret og ikke mindst også ret til at være utilfreds.
Sagen er bare at der er intet nyt i det. Også i min generation var vi mange der var utilfredse med stort set det samme som du nu er utilfreds med. Nogle tilpassede sig, nogle bukkede under, og nogle ville ikke finde sig i det og prøvede at gøre noget ved det, og et rums tid så det ud som om det var lykkedes og at samfundet var på kurs mod mere og andet end hjerne- og formålsløs konkurrence, alle mod alle og hver for sig.
Men åbenbart, meget åbenbart, var det ikke godt nok og vi nu er tilbage hvor vi kom fra.
Så spørgsmålet er:
hvad vil du gøre ved det?
Det er din og din generations verden. I skal leve i den, og I skal indrette den efter jeres ønsker og behov. Det vi nu har, det er jeres arv. Det er hvad I har fået til at arbejde med:
En masse løse ender og uløste problemer, helt enig. Udfordringer.
Man kan nok diskutere langt og længe om den verden din generation har fået i arv er bedre eller værre end den verden der var. Men lige meget - det er den eneste verden I har til rådighed.
Så værs'go, gør den bedre.
Gå bare i gang.
Hvordan skal man ellers motivere en naturfaglig elev til at en indsats i de sproglige fag? Eller omvendt? Karaktersystemet som udgangspunkt dræber ikke læring, men karakterjagt gør. Til gengæld dræber læring ikke karaktererne. At en elev rent faktisk er interesseret i læring er jo ikke ensbetydende med at eleven får ringere karakterer. Det er kun nødvendigt at 'snyde' læreren, hvis ikke man rent faktisk engagerer sig i faget.
Så kommer snakken om fremtidige jobmuligheder. Da mine lærere i 1.g fortalte om alle de ting vi kunne blive, så snakkede de ganske rigtigt om fysikere, ingeniører, læger, kemikere og andet godtfolk som vil gøre verden til et bedre sted. Jeg så det ikke som en trussel og som et 'andet er ikke godt nok'. Jeg så det som motivation. Som et mål. Og så kan det godt være, at dem der ikke når i mål får nedtur og stress, men hvordan ville det være, hvis der ikke var et mål?
Jeg tror, at mennesket har brug for nogle retningslinjer og nogle konkrete mål. Hvis vi udvisker begreber som 'et godt job', 'en rigtig mand', 'en god mor' osv osv, hvad er der så at stile efter? Mine lærere fortalte os ikke, at vi ville blive til værdiløse mennesker, hvis ikke vi fik gode karakterer. Men de fortalte os hvilke storartede ting man kan udrette, hvis vi fik.
Hvis alle var som dig, kunne man måske afskaffe karaktererne. Hvis alle havde et mål om at være på gymnasiet for at lære noget, bare for at lære noget. Men sådan er det ikke.
Heldigvis venter de videregående uddannelser rundt om hjørnet ;)