International kommentar

Løsepenge dræber

Når vestlige regeringer betaler løsepenge for at få gidsler fri fra terrororganisationer, styrker de organisationerne, så de kan slå endnu flere lokale ihjel
Debat
16. december 2014

Medmindre man deler ideologi med Islamisk Stat i Irak og Syrien, vil de fleste af os sandsynligvis kunne enes om, at den militante gruppe begår en moralsk forkastelig handling, når den halshugger mennesker, den holder som gidsler.

Mere kontroversielle er imidlertid de beslutninger, som visse europæiske regeringer træffer i al hemmelighed om at betale denne og lignende grupper løsepenge for at få frigivet deres egne statsborgere.

Selv om Islamisk Stat har taget gidsler fra flere lande, har denne gruppe hidtil kun halshugget statsborgere fra USA og Storbritannien.

Også en enkelt russer, Sergej Gorbunov, skal være henrettet, men ikke meget er kommet frem om hans skæbne og person. Ingen ven eller slægtning er trådt frem, og videooptagelser af hans påståede henrettelse er ikke udsendt. Russiske embedsmænd har desuden offentligt tvivlet på, om han overhovedet var russisk statsborger.

Til gengæld har Islamisk Stat løsladt 15 andre gidsler, herunder statsborgere fra Italien, Frankrig, Schweiz, Danmark og Spanien.

Hvorfor denne forskel?

Europæisk slingrekurs

Den amerikanske og den britiske regering har i mange år fastholdt en konsekvent politik, hvor man nægter at udbetale løsepenge til terrororganisationer.

Da Michael Foley – bror til det amerikanske gidsel, James Foley – privat modtog et krav om løsesum, advarede FBI ham om, at i henhold til amerikansk lov ville han begå en forbrydelse, hvis han betalte terroristerne penge. James Foley blev kort efter henrettet.

Derimod har flere europæiske regeringer i over et årti været villige til at betale terrorister millioner af euro for at opnå frigivelse af tilfangetagne statsborgere eller hjulpet slægtninge og venner til gidsler med at betale løsepenge. Denne praksis fortsætter øjensynligt uændret, uanset at FN’s Sikkerhedsråd i januar enstemmigt vedtog en resolution imod udbetaling af sådanne løsepenge, og uanset at en lignende erklæring blev vedtaget på sidste års G8-topmøde – og underskrevet af nogle af de regeringer, der fortsætter med at betale.

Således har Frankrig betalt flere løsepenge end noget andet land – i alt 58 millioner dollar siden 2008, deriblandt 40 millioner dollar i 2013, der gik til at løskøbe fire franske statsborgere fanget i Mali.

Men Frankrigs linje kan være ved at ændre sig. Efter fransk deltagelse i et luftangreb mod Islamisk Stat i september 2014 bortførte en algerisk jihadgruppe den franske turist og bjergvandrer Hervé Gourdel og truede med at henrette ham, medmindre Frankrig indstillede deltagelse i sådanne operationer. Nu stod franskmændene fast. Premierminister Manuel Valls erklærede, at man ikke ville vige en tomme for ikke at forære jihadisterne en sejr. Gourdel blev halshugget.

De lokale taber

Presset på regeringerne for at udbetale løsepenge eller hjælpe berørte familier til at gøre det er forståeligt. Vi ser det ganske enkelt som vores pligt at gribe til næsten alle midler for at redde et identificerbart offer, såsom en indespærret minearbejder, en såret bjergbestiger eller et barn, der er født for tidligt.

Vi er derimod langt mindre villige til at investere i at redde liv, når vi ikke kan identificere ofrene på forhånd, uanset om antallet af reddede liv dermed ville blive højere – f.eks. ved at bedre trafiksikkerhed eller flere forebyggende sundhedsforanstaltninger.

Følgelig har vi også langt sværere ved at identificere os med det langt større antal lokale, som er blevet myrdet af Islamisk Stat og andre terrorgrupper.

Når så mange af dem har måttet lade livet, er det i høj grad, fordi de anslået 125 millioner dollar, som sådanne grupper har fået udbetalt i løsepenge i løbet af de seneste seks år, har gjort det muligt for dem at bevæbne flere militante til at gennemføre deres dødbringende angreb. Vi burde bruge vores ressourcer der, hvor de kan redde flest liv, og samlet set vil udbetaling af løsepenge sandsynligvis kun føre til, at endnu flere liv går tabt.

Den ekstra militære styrke, som terrorister får fra løsesumsindtægter, er dog ikke den eneste negative konsekvens, som forårsages af at betale løsepenge. Løsepenge for det ene vestlige gidsel skaber incitament for de militante til at fange det næste. Graeme Wood, en journalist med årelang erfaring i Mellemøsten, konstaterer, at journalister i farlige områder altid må regne med at være i fare for at blive kidnappet eller dræbt af ideologiske grunde, men det hjælper ikke på journalisters sikkerhed, når kidnappede vestlige journalister viser sig at være millioner af dollar værd – et beløb, han betegner som »universelt motiverende«.

General John Allen, en tidligere amerikansk øverstbefalende i Afghanistan og i dag præsident Barack Obamas særlige udsending til den internationale koalition, der bekæmper Islamisk Stat, hævder, at vi ikke kan vide noget om, hvor mange amerikanere, der ikke er blevet kidnappet, fordi grupperne ved, at den ikke kommer til at modtage løsepenge for dem. Han påpeger, at vi er nødt til at indregne »det forhold, at der findes amerikanere i området, der aldrig blev taget som gidsler, fordi Islamisk Stat og deres allierede på forhånd vidste, at der ikke var fordele ved at gøre det«.

Regeringer, der betaler løsepenge, redder ganske vist livet for nogle af deres borgere, men de bringer dermed livet i større fare for andre af deres borgere. En konsekvent afvisning af at betale løsepenge til terrorister kan måske virke moralsk afstumpet, men den er i virkeligheden den eneste etisk forsvarlige politik, og enhver regering burde følge den.

Peter Singer er professor i moralfilosofi og bioetik ved Princeton Universitet

© Project Syndicate og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Peter Singer beskriver problemet krystalklart.

Hvis den danske stat betaler løsepenge - og det gør den - så går vi alle sammen rundt med et prismærke på ryggen, hvilket selvfølgelig særligt er i et problem, hvis man vover sig ind i problemområderne.
Man redder én; men bringer alle andre i fare.