Interview

Er nærværet druknet i teknologi, eller har vi bare glemt, hvad nærvær er?

Vores onlineadfærd gør os til asociale mennesker, der tilbringer mere tid bag skærmen end med de mennesker, vi fysisk omgiver os med. Nærværet er forsvundet, og det er teknologiens skyld. Eller er det? Måske er det i virkeligheden vores opfattelse af nærvær, der er forældet?
Vores onlineadfærd gør os til asociale mennesker, der tilbringer mere tid bag skærmen end med de mennesker, vi fysisk omgiver os med. Nærværet er forsvundet, og det er teknologiens skyld. Eller er det? Måske er det i virkeligheden vores opfattelse af nærvær, der er forældet?
4. december 2014

I gamle dage samledes familien om et veldækket bord og konverserede i timevis. Vi nød hinandens selskab uden at blive forstyrret.

I dag spiser familierne aftensmad med deres smartphones i hånden. Børn lærer at like, før de kan sige hej, og de fleste venskaber er primært holdt sammen af en internetforbindelse. Den moderne teknologi har kortsluttet vores kredsløb og givet os twitter-hjerne.

Vi er overfladiske junkier på konstant jagt efter det næste digitale fix med øjnene fæstnet på smartphoneskærmen. Det går ud over vores sociale relationer. Vi har mistet nærværet.

Eller har vi? Information har bedt en evolutionspsykolog, en forsker i digitale medier og en journalist om at gå forestillingen om det forsvundne nærvær efter i sømmene.

Jill Byrnit

Evolutionspsykolog

Hvordan forholder du dig til myten om, at vi er blevet mindre nærværende efter, at smartphones er blevet allemandseje?

»Når vi har den her diskussion om, hvad smartphonen gør ved middagsbordet, så har vi et billede af nærvær som noget meget statisk. At alle mennesker på Kloden lever ligesom os. Man skal have en aftale med folk, før man møder op, og der er stilhed, fordi vi sidder og spiser sammen. Men det er jo ikke sådan, det foregår. Den måde, man er nærværende på i Mexico, er jo helt anderledes end den måde, man er nærværende på i Danmark, som er helt anderledes end den måde, man er nærværende på i Grønland. Vores forståelse af nærvær er en ny historisk ting. Når det er sagt, så er der selvfølgelig en social forskel i koncentrationsniveauet. Alle rundt om bordet har mulighed for at deltage i det sociale fællesskab, men når du sidder med din telefon, er det meget privat. Det er noget, du har med din telefon, og dem, du sidder og interagerer med.«

Ud fra et evolutionssynspunkt, hvad betyder moderne teknologi så for vores sociale relationer?

»Generelt kan man jo sige, at evolutionen går ret langsomt hos mennesker. Vores sociale programmer er ikke gearet til moderne social teknologi. Hverken fastnettelefonen, da den kom frem, eller internettet i dag. Mennesket er skabt til, at kontakt foregår ved, at vi kan se folk og være i sådan nogle grupper på en 80-100 individer, som alle sammen kender de hinanden, fordi de personligt og fysisk har oplevet, hvem de andre er. Når vi bruger Facebook eller bare sender e-mails, så bevæger vi os ind i en sfære, som er meget bizar fra et evolutionspsykologisk perspektiv, men det er ikke ensbetydende med, at vores hjerner ikke kan vænne sig til at tackle det.«

Nogle forskere taler om, at vi ikke længere kan fordybe os, fordi visse centre i hjernen bliver sløve, når vi hele tiden bliver stimuleret af teknologi. Er det rigtigt?

»Vores hjerne er også enormt plas-tisk. Det vil sige, alt efter, hvor du vokser op, har hjernen potentiale til at kunne leve med mange forskellige ting. Derfor er det heller ikke så enkelt med synspunktet, at det var bedre dengang, vi var stenaldermennesker.«

Så forestillingen om, at nærværet er forsvundet, er måske i højere grad en generationskløft?

»Man kan i hvert fald ikke sige, at nærvær er en eller anden objektiv ting. Jeg tror, at hvis vi giver det et par generationer, så vil det være en anden måde, vi definerer nærvær på.«

Carsten Jessen

Lektor ved Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier

Du har beskæftiget dig med børn og sociale medier. Hvordan forholder du dig til forestillingen om, at vi er blevet mindre nærværende?

»Jeg synes, at hvis man sætter det op på den måde, så sætter man en bestemt måde at være sammen på som ideal. Det er at sidde face to face måske oven i købet ved et bord og tale sammen, og det er altså noget, der stammer fra den borgerlige verden i 1800-tallet, og det er nogle idealer, som vi i virkeligheden sjældent opfylder. Jeg tror ikke, børn har så svært ved at håndtere det. Men rigtig mange voksne har travlt med deres arbejde, og så er det, som om det ideal bliver sat op til noget, man skal opdrages til, fordi man ikke selv har nemt ved at overholde det.«

Hvad er det så for en type nærvær, vi har i dag?

»Når børn kommer lidt op i alderen, så kommer forskellige typer af medier ind i billedet. Det er en form for nærvær, som er meget vigtig. Går vi bare et par generationer tilbage, var det jo ikke typisk, at man sad alene, så havde man søskende og venner og kammerater lige uden for døren. I dag sidder de enkelte børn og unge isoleret derhjemme, og der er de sociale medier og mobiltelefonen med til at bryde den isolation og den ensomhed, som man ellers kan udsættes for.«

Men mister de nye generationer så ikke evnen til det fysiske nærvær?

»Nej, det synes jeg bestemt ikke. Det kan de også. Men hvis forældre sætter sig ned ved middagsbordet og siger, at nu skal vi alle sammen være nærværende, så er det jo på forældrenes betingelser, det er jo ikke noget, børnene beder om. Hvis vi går historisk til værks, så vil vi se, at børnene jo kom ind for at spise, og så var det ellers om at komme ud til kammeraterne hurtigst muligt igen. Det var typisk, at børn var meget sammen med børn tidligere, de voksne var ikke nogle, man legede med.«

Hvis det ideelle nærvær er en nyopfindelse historisk set, hvorfor har vi så den forestilling om, at nærværet er forsvundet netop nu?

»Jeg tror, det ideal kommer af, at man tror, det er meget vigtigt, at man sidder sammen med børnene. Det er sådan et pædagogisk ideal, vi får lagt ned over hovedet. Det er nærmest, som om vi alle sammen skal være pædagoger eller lærere, der hele tiden skal være sammen med børnene, og det passer jo ikke helt ind i, hvordan forældre og børn har det. Rigtig mange familier sidder og ser tv, når de er sammen. Det betyder ikke, at de ikke taler sammen, men man bruger ofte medier til at skabe et samvær.«

Har de nye generationer så en anden forståelse af nærvær, end man havde tidligere?

»Det kan man sige. For dem er det også nærvær at være en del af den on going-dialog, der ligger på de sociale medier og på mobiltelefonen. Det er også en del af et nærvær. De kan gå lige hjem fra skole, hvor de har været sammen med vennerne, og så kan de begynde og sms’e med hinanden eller skrive på Instagram – det er jo en fortsættelse af det nærvær, de har med deres kammerater.«

Tor Nørretranders

Journalist

Hvordan forholder du dig til myten om, at vi er blevet mindre nærværende i takt med den teknologiske udvikling?

»For det første var der jo samme diskussion, da telefoni opstod, at det ville erstatte almindelig samtale, når man nu fik telefonen. Det, der viste sig at være erfaringen, var, at den vigtigste anvendelse af telefonen var, at folk brugte den til at aftale fysiske møder. Sådan er det i vid udstrækning også med den moderne telefon og de sociale medier. En anden pointe er, at hvis man går 10 eller 20 år tilbage, så var mobiltelefoni jo en pest, fordi folk snakkede i tide og utide. Der er jo helt klart sket en tilpasning. Vi har fået en masse tavse aftaler, det er ikke noget, vi lægger mærke til, det er bare en måde, vi kollektivt har indrettet os på. Det skal vi selvfølgelig også finde ud af med smart-telefoner og Facebook.«

Hvis vi så forestiller os, at mennesker udvikler en kultur, som matcher det, der sker teknologisk. Hvorfor har vi så den her forestilling om, at nærværet er forsvundet?

»Det tror jeg ikke er smart-telefonens skyld. Det er, fordi de fleste mennesker oplever, at de har meget travlt. De her moderne telefoner giver jo nogle fantastiske muligheder for at være nærværende, selv om man skal noget andet.«

Er det en ny form for nærvær, der er ved at udvikle sig som konsekvens af den her teknologi?

»Det umiddelbare nærvær, hvor man bare er sammen med andre mennesker, det er jo grundlæggende det samme. Men jeg tror, vi skal leve med to former for nærvær. Et, som er meget lokalt og meget materielt, der handler om mad børn og venner, og så skal vi leve i et andet netværk, som er meget globalt og virtuelt og handler om nogle informationer, vi udveksler med folk, som er interesserede i de samme ting som os selv.«

Men har den nye form for nærvær ikke erstatte en form for nærvær, som tidligere tilfaldt det nære fællesskab?

»Den niche, smart-telefonen har invaderet, vil jeg kalde nichen for cigaretter. Tidligere var det sådan, at vi havde en masse huller i vores hverdagsliv. Så røg man en smøg, og man syntes, det var rart at få den lille pause. Nu trækker man i stedet sin smart-telefon op af lommen og undersøger et eller andet, man har lyst til. I en urbanitet er der jo sindssygt mange menneskelige kontakter, som er helt uden kvalitet, fordi vi bare er i samme s-togskupe. Vi har ikke en skid tilfælles, og vi kommer aldrig til at snakke sammen. Så kan man enten sidde og glo eller købe en burger, eller også kan man finde ud af, om den e-mail, man venter på, er kommet. Jeg mener, det er lavkvalitetsnærvær, som vi i vid udstrækning erstatter. Der, hvor det bliver farligt, er, hvis det så også ødelægger vores nærværs nærvær. Det er et tilbud, vi har, og vi skal lære at sige nej til, når det ikke er et godt tilbud.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Freddie Kirk Nielsen
  • Torben Loft
Niels Duus Nielsen, Freddie Kirk Nielsen og Torben Loft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er så ganske enig i, at teknologien har gjort rigtig mange mennesker er mere og mere fraværende fra "det virkelige liv. Det er er meget trist udvikling.

At være tilstede i nuet og være nærværende kræver selvdisciplin. Og det kræver i langt højere grad selvdisciplin, at minimere brugen og afhængigheden af de teknologiske sutteklude.

bente-ingrid bruun

Uønskede Bivirkninger
Tor Nørretranders skriver, at vi skal lære at sige Nej til det, der ikke er et godt tilbud", og jeg er ganske enig. Der er uønskede bivirkninger ved både gammeldags og on-line nærvær i form af f.eks. mobbing, men ved sidstnævnte er der også andre skadelige virkninger.
Hvornår indhenter storforbrugere at on-line nærvær viden om skadelige bivirkninger ved f.eks. den WiFi teknik, som får smartphones og iPads til at virke?
Et online-nærvær skal sættes ind i en større sammenhæng i de trådløse samfund.
Kig ind på www.iemfa.org og læs om løbende appeller og advarsler ud fra biofysisk trådløs forskning, der er modstrid med Jill Byrnits påstand om, at hjernen er enormt plastisk.
Når forældre og andre giver børn lov til at lege med iPads og smartphones, så øger de børnenes risiko for at blive helbredsskadet på forskellig vis.

Lise Lotte Rahbek

Hvorfor bliver børnefamilien omkring middagsbordet brugt som normen?

Der findes faktisk en masse veninde-netværk, vennenetværk, fitnessnetværk, frivillignetværl, arbejdssituationer, familesammenrend osv osv osv derude, som er skideligeglade med de familier, som ikke kan finde ud af at smide deres teknologi i en kurv, mens de spiser eller laver andre ting sammen.

Find de andre fællesskaber. De er der skam endnu, hvis man vil.

Niels Duus Nielsen, Martin E. Haastrup, Carsten Svendsen, bente-ingrid bruun, Anne Eriksen og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg mener, som de adspurgte, at der har været en udvikling i nærværsbegrebet, og den form for nærvær som der tales om her er forældet. Det er en norm fra svundne tider at man kun kan være nærværende ved at være fysisk sammen. Rigtig megen af min omgang med mine venner og bekendte sker igennem min telefon eller facebook-profil. Det erstatter ikke nærvær på den gamle facon for det skal der også være plads til, men i en travl hverdag er det et kalender bingo at finde tidspunkter at snakke om de små ting der fylder i hverdagen, det sker over facebook eller pr sms. Mht til børn, så forgår meget leg på tværs af køn med teknologien som medie, enten igennem samspil over computeren, optagelse af Video-Star-musikvideoer, spil man spiller sammen på den samme iPad eller sms og Facetime. Som det er i dag er det ofte forældrene der overtager børnenes sociale relationer, men det er heldigvis på tilbagegang med den nyeste teknologi, som sætter børnene i stand til selv at varetage deres kontakter, lave aftaler, spille med hinanden mm. Teknologien tilbyder en anden form for nærvær som vi ikke har haft tidligere, vi kan altid lige chatte med nogen, vi ved hvad vennerne lytter til på Spotify, vi har en samtale over Facebook, eller kommenterer en status opdatering på hvad der forgår i andres liv lige NU, og så bruges den tilmed til at lave aftaler om at mødes og udøve gammeldags nærvær. Det er i dag meget almindeligt at skabe og holde kontakt over de sociale medier; "du kan bare finde mig på Facebook", lyder det tit, og det gør man så og kan altid vende tilbage og er altid opdateret på hvordan det går vedkommende. Når man så mødes igen starter samtalen ofte; "Jeg så på facebook at du........". Efter min bedste overbevisning erstatter teknologien ikke den gammeldags nærvær, den udvider den.

Søren Kristensen

"De her moderne telefoner giver jo nogle fantastiske muligheder for at være nærværende, selv om man skal noget andet."

Ja, og i så fald en ret krævende form for nærvær, især for den halvdel af befolkningen der er mindre gode til at multitaske: den oscillerende proces når det nærvær smartphonen tilbyder bliver til fravær og omvendt. Ikke så mærkeligt at kvinderne er i fremgang.

I denne nye mere individualistiske verden giver itk-teknologien os mulighed for at få de informationer vi ønsker – og at kommunikere med dem vi ønsker. Det betyder naturligvis at nærvær bliver noget andet i dag end det har været, men det er ikke teknologien i sig selv der er problemet – hvis der er et problem.

Dermed ikke sagt at de nye ikt-teknologier ikke har ulemper. Det ser fx ud til at de lettere skaber afhængighed end ældre medier som fastnettelefon, radio eller avis. Men grundlæggende er de til stor fordel – bl.a. fordi de gør det muligt at finde flok-fællesskaber på kryds og tværs – og her-og-nu.

Man kan fx sagtens begræde at vi ikke alle så ’1864’, og at vi ikke alle diskuterede det dagen efter i frokostpausen. Men det er kun på overfladen teknologiens skyld; i dag er vi så forskellige at kun noget helt ekstraordinært kan samle os om det samme på samme tid.

Naturligvis lærer børnene det, de ser og hører i hjemmet.
Men nærværet har langt videre konsekvenser. Ikke nok med en stille undren over, i hvor høj grad man kan bevæge sig (cykel - bil), strigle hesten, kondiløbe og spise - mens man malker sin mobil for nyt.
Selve digitaliseringen af alle handlinger, effektiviseringen i alle dagligdags emner som arbejde, skole og f.eks sundhedssektoren gør efter min mening mennesker til forbrugere og objekter, som ikke finder genklang i et socialt fællesskab med andre - end måske egen familie, kolleger og venner.
Så meget nemmere bliver det også at videreføre et "konkurrence- og forbrugersamfund" på politikernes manglende nærvær og interesse for svage og ikke-højtråbende borgere, som derfor lades i stikken.

Martin E. Haastrup, bente-ingrid bruun og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Nærvær er for mig ikke et foranderligt begreb. Nærvær vil altid handle om at at være til stede i sin krop og mærke det rum og de mennesker man er sammen med med alle sine sanser.
Nærvær er således i sagens natur særdeles vanskelig at praktisere gennem en kold glasplade med to-dimensionelle billeder bagved - det er ihvertfald en fattig og udvandet version hvor kun vores øjne bliver stimuleret, mens vi "padler" igennem vores Facebook nyhedstrøm i vores evige søgen efter det næste dopamin nyhedskick.
Nærvær er, for mig, en universel størrelse og har intet at gøre med om man er i Mexico eller Middelfart - det har ikke noget med kultur at gøre. Nogen mennesker er bedre til at praktisere nærvær end andre, sådan har det altid været og vil nok altid være. Men som det er nu fordrer teknologien bestemt ikke mere nærvær - den skærer kun forbindelsen mellem krop og hjerne mere over og er med til at degradere vores sanselige kroppe til blot et transportmiddel for vores store hoveder.

Troels Brøgger, René Arestrup, Vibeke Rasmussen og bente-ingrid bruun anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Jeg synes, at hvis man sætter det op på den måde, så sætter man en bestemt måde at være sammen på som ideal. Det er at sidde face to face måske oven i købet ved et bord og tale sammen, og det er altså noget, der stammer fra den borgerlige verden i 1800-tallet, og det er nogle idealer, som vi i virkeligheden sjældent opfylder." Carsten Jessen

Så må jeg nok tilstå, at jeg, min familie og mine venner stadig befinder os i noget der kan sammenlignes med 1800-tallets borgerlighed og stadig opfylder de "idealer". Ofte oven i købet også ved et bord! Og gusketakoglov for det!

Samme Carsten Jessen tager også et, belejligt, tigerspring fra et historisk "børn var meget sammen med børn tidligere, de voksne var ikke nogle, man legede med" til et nutidigt "Men hvis forældre sætter sig ned ved middagsbordet og siger, at nu skal vi alle sammen være nærværende, så er det jo på forældrenes betingelser, det er jo ikke noget, børnene beder om". Hvor jeg bare stilfærdigt vil gøre opmærksom på, at vi faktisk er nogle, der både i egen og vore børns opvækst har siddet til bords med vores forældre og søskende – foruden bedsteforældre, venner, kammerater … – og haft både nærvær, øjenkontakt og har ført en livlig debat. Og endnu engang: gusketakoglov for det!

Vibeke Rasmussen

Og Tor Nørretranders udsagn om, at:

"I en urbanitet er der jo sindssygt mange menneskelige kontakter, som er helt uden kvalitet, fordi vi bare er i samme s-togskupe" …

sammenholdt med hans ligeledes "bare", når det drejer sig om det lokale nærvær: mad, børn, venner (fornemmer man et gaaab dér!) i modsætning til det globale og virtuelle, hvor man kommunikerer med "folk, som er interesserede i de samme ting som os selv", finder jeg, må jeg ærligt indrømme, både trist … og ret indskrænket. På den arrogante måde.

Vibeke Rasmussen

Kursiveringen til sidst skulle have været:

hvor man kommunikerer med "folk, som er interesserede i de samme ting som os selv", finder jeg, må jeg ærligt indrømme, både trist … og ret indskrænket. På den arrogante måde.

René Arestrup

Den konstante distraktion, den mentale støj, 24-7 tilgængeligheden, forventningspresset og en krop, der er løsrevet fra enhver form for sanselighed. Ok, teknologien har givet os nye muligheder, men der er altså også ret evidente vrangsider.

Martin E. Haastrup, Niels Duus Nielsen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Et par spørgsmål:
Kan din telefon trøste dig på en bedre måde end et fysisk tilstedeværende menneske når du er ked af det ? Ville det være fint for dig med en Ipad med billeder af dine venner og familie ved siden af dig når du ligger på dit dødsleje ?
Hvor mange smartphones vil du gerne have med til din begravelse ?
Kan du forresten få din kæreste til at smage om der er nok salt i sovsen via Facebook ?
Skal du betale for din kammerat på billedet på telefonen når I sammen skal op i rutschebanen i Tivoli?

Troels Brøgger

Jeg glemte et: Kan man stole på selvfede psykologer og eksperter hvis bankkonti er afhængig af at de ikke gøre sig uvenner med for mange eller mener noget umoderne ?

Martin E. Haastrup

»Den niche, smart-telefonen har invaderet, vil jeg kalde nichen for cigaretter. Tidligere var det sådan, at vi havde en masse huller i vores hverdagsliv. Så røg man en smøg, og man syntes, det var rart at få den lille pause. Nu trækker man i stedet sin smart-telefon op af lommen og undersøger et eller andet, man har lyst til. I en urbanitet er der jo sindssygt mange menneskelige kontakter, som er helt uden kvalitet, fordi vi bare er i samme s-togskupe. Vi har ikke en skid tilfælles, og vi kommer aldrig til at snakke sammen. Så kan man enten sidde og glo eller købe en burger, eller også kan man finde ud af, om den e-mail, man venter på, er kommet. Jeg mener, det er lavkvalitetsnærvær, som vi i vid udstrækning erstatter. Der, hvor det bliver farligt, er, hvis det så også ødelægger vores nærværs nærvær. Det er et tilbud, vi har, og vi skal lære at sige nej til, når det ikke er et godt tilbud.«

En omgang fuldkommen værdiløse intetsigende useriøse prentetiøse populistiske idiotiske fordomsfulde kaffe-sladder-floskler.

Ja, præcis - og heller ikke dengang forstod folk værdien af fri-rummene, åndehullerne, freden - I deres sygelige hjernevaskede tvangsneurotiske forjagede manpulerede enøjede forestillinger om effektivitet, at-være-nogeet, at-blive-til-noget, altid gøre noget - Den der typiske overfladiske kræmmer-mentalitet, rastløsheden, altid på jagt efter en ny ydre tilfredsstillelse. Men fordi man ikke evner, tør, vil kan, hvordan det nu end forholder sig, så er det som slangen som æder sin egen hale : Fordi man ikke vover at søge dybden i stilheden, i sig selv, i omgivelserne - så finder man aldrig roen og tilfredsstillelsen i nogeeet overhovedet. Og derfor er man selvsagt tvangsindlagt til i døgndrift at æde sin egen hale, gå på jagt efter nye kick, nye adspredelser når kedsomheden banker på - Indtil det tidspunkt hvor man har ædt sig selv op og er på vej ud ad sit eget røvhul...

Det Tor taler om er netop beviset på at det folk frygter allermest idag er K E D S O M H E D. Det er det største TABU idag. KEDSOMHED. Det er uden at nogen overhovedet har sagt eller brugt ordet blevet til TABU!!! - Praktisk talt på samme niveau som D Ø D E N og S Y G D O M - A L D E R D O M. Der hvor det går L A N G S O M T.

Det hverken kan eller vil nogen forholde sig til idag. Og heller ikke Tor, som mener at "...i urbanitet er der jo sindssygt mange menneskelige kontakter, som er helt uden kvalitet, fordi vi bare er i samme s-togskupe. Vi har ikke en skid tilfælles, og vi kommer aldrig til at snakke sammen. Så kan man enten sidde og glo eller købe en burger, eller også kan man finde ud af, om den e-mail, man venter på, er kommet. Jeg mener, det er lavkvalitetsnærvær..."

Der beviser Tor med eftertryk at han ikke har fattet en brik hvad nærvær og tilstedeværelse i nuet betyder i praksis. 'Lavkvalitets-nærvær' ??? Hvilken kynisk arrogance og distance. Hvilken hånlig foragt! Hvilken mur og sort sky den mand sætter op foran sig selv og en togvogn fuld af muligheder for kontakt og mennesker - Han har det halve DK indenfor rækkevidde, men foretrækker at isolere sig selv i sin egen lille fantasi-verden og fordrive sin V E N T E T I D med at halvirriteret rastløst og utålmodig, forklædt som effektivitet, at være noget, at blive til noget, at bruge sin tid konstruktivt you name it, alle omskrivninger for vanviddet gælder idag, når det handler om at fordreje en sindssyg adfærd og forskruet virkeligheds-opfattelse til at være den herskende norm - HERSKER-TEKNIKKERNE : Hvis du vil have succes, er det ikke nok at have succes, du må hele tiden signalere at du er villigtil at hoppe ppåå tungen og dansk mazurka på albuerne, slå hvilke som helst intellektuele kraftspring og flik-flak du kan, for at FOREGIVE AT DU BÅDE HAR OG ER SUCCES - uanset hvor TOM OG TRIST OG TRIVIEL DU SÅ END FØLER DIG INDENI når du ikke engang kan finde ud af at være mønster-bryder og normbryder at konversere din sidemand i en togkupe i dagens DK og på den måde give dig selv og dine medpassagerer chancen for at få en oplevelse ud over det sædvandlige i dagens selvdøde trummerum, at både du og dine medpassagerer aldrig ville ønske den sluttede.

Sålænge folk lytter til og tror på og hylder falske profeter, så kan jeg godt forstå at de sidder fast som i den elektriske stol i deres jagt på deres lavkvalitative IT-nærvær som også er FRAVÆR af IT-industrien fordrejet til sin modsætning.

Og TOR's forsøg på at løfte den manende pegefinger med at det kan blive farligt hvis det ødelægger vores nærværs nærvær, er på samme måde en fuldkommen meningsløs indholdsløshed som bare er en leg med ord og skal lyde smart, så dem som er dumme nok rent ud sagt, tror der bliver sagt noget meget klogt, mens der er virkeligheden intet siges.

Det er som ved cirkus med de ord som Tor udgyder : De er som de papmache-vægte der bruges : De ser ud til at veje en masse, men hvis man vejer efter selv, hvis man tænker selv, vil man opdage at det er TOMT, HULT, og fuldkommen blottet for nogen som helst åndelig vægt. Og det er den ÅNDS-FATTIGDOM jeg frygter mere end noget andet.

For tilsidst vil folk være at sammenligne med de rene halv-hjerner, ja undskyld mig, men sådan er det altså. Der kommmer en eneste selvstændig tanke ud af hovedet på dem længere. Og når hovedet er tomt, bliver sjælen det også, og tilsidst er folk reduceret til levende selvdøde tomme mannequinner, som er tvangsindlagt til at søge indhold, alle de steder hvor det netop ikke er.

Men som Lise-Lotte Rahbæk anfører ovenfor, så tror jeg også på det bedste og sundeste i mennesker, og de fleste har gudskelov ikke det sorte-syn på sine medmennesker som Tor N lægger for dagen i sin slutrepli, for så ville alt da se fuldkommen håbløs ud for os allesammen. Lavkvalitets-nærvær???!! A hvaffor en fisk? Fy for en stinker...!

Tor N kan selv være lavkvalitets-nærvær kan han så gu og tak.

Niels Duus Nielsen

Er det ikke bare et spørgsmål om at tage kontrollen over teknologien?

"Den konstante distraktion, den mentale støj, 24-7 tilgængeligheden, forventningspresset og en krop, der er løsrevet fra enhver form for sanselighed." - skriver Rene Arestrup, og beskriver dermed meget præcist medaljens bagside.

Selv har jeg opdraget vennekredsen til at acceptere, at min telefon for det meste er slukket, og at de derfor må sende mig en mail, hvis de vil mig noget. Når jeg selv har behov for øjeblikkelig kontakt, tænder jeg så telefonen og belemrer mine omgivelser med mit nærvær. Resten af tiden er jeg dejligt fri for mental støj, forventningspres og ligegyldige distraktioner.

Jeg ved godt, at denne løsning måske ikke er så smart, hvis man har små børn, eller er gift. Der kunne jo være sket noget vigtigt.

Og så på den anden side - da jeg var barn, var jeg og mine kammerater ofte uden kontakt med de voksne i mange timer ad gangen, uden at de voksne bekymrede sig særlig meget om det. Og det opreklamerede nærvær over middagsbordet var jo netop noget, der skulle overstås, så man kunne komme ud at lege igen.

Hvis man synes, det er et problem, kan man jo bare slukke sin egen telefon. Om andre skal slukke for deres telefon er vel strengt taget ikke noget, jeg behøver at blande mig i. Hvis de hellere vil glo på deres telefon end tale med mig, gider jeg bare ikke være sammen med dem mere. I grunden ret simpelt.

René Arestrup

Problemet er vel, at teknologien i stigende grad dikterer - og definerer - menneskelivet. I vores almindelige fascination over fagre nye muligheder har vi sat os op på ryggen af et uhyre, som buldrer afsted, mens vi klamrer os til bæstet af ren og skær skræk for at blive smidt af, sat udenfor og være dømt til evig fortabelse. Teknologiens velsignelser er blevet modernitetens uomgængelige dogme og al modstand bliver affejet som reaktionær primitivitet. Vi skal hele tiden fremad, opad og det skal helst gå hurtigere og hurtigere. Spørgsmålet er, hvor lang tid, der går før vi når den grænse, hvor vores 'plastiske' hjerne står af og vi oplever en kollektiv, mental nedsmeltning.

Troels Brøgger

Det er i virkeligheden ret simpelt: Man kan bare holde op med at bruge lortet, og så blive behageligt overrasket over hvor lidt det egentlig betød.