Kommentar

De overhørtes klassekamp

Den offentlige debat styres af 100 debattører med en ensartet erfaringsbaggrund, der ikke rummer oplevelser fra livet på bunden af eller i udkanten af samfundet. Det brede flertal ytrer sig ikke i den offentlige debat, og det lægger kimen til en ny og temmelig alvorlig klassekamp
22. december 2014

Juletid er listetid. Ikke kun fordi nisserne lister rundt bag panelerne, men fordi året er ved at være omme, og så skal magten defineres. Herligt. Politiken skar stærkt igennem med en top-100 debattørliste, og DR2’s Deadline fulgte op og spurgte, hvorfor der ikke var flere kulturfolk på listen. Yahya Hassan er den eneste.

Jeg synes, der er et andet spørgsmål, der trænger sig på. For hvem er egentlig repræsenteret på den liste ud over dem, der går og deler magten mellem sig?

Hvorfor ikke en liste med de 100 stærkeste hjemmehjælpere i landet? De er nede i materien hver dag, og en dag skal selv Martin Krasnik hjælpes, når han har haft tyndskid i sin voksenble. Det menneske, der skal skifte den, bliver stensikkert en person, der aldrig ville komme i nærheden af hans studie. Det er der naturligvis masser af saglige grunde til, men hvem definerer sagligheden? Hvem siger, at den politiske samtale, der foregår i hjemmeplejen eller i skurene rundtomkring på byggepladserne og i de små virksomheder, ikke er lige så afgørende for meningsmaskinen? Hvorfor er den samtale ikke repræsenteret? Hvorfor er magten og dens repræsentanter så pissehamrende glade for sig selv og de logikker, der er deres?

Hvorfor lever vi et samfund, hvor der ikke er nogen, der når til tops i debatten, der ved, hvad det vil sige at blive slidt ned fysisk, fordi man begyndte at arbejde med sin krop allerede som teenager. Hvorfor er der ingen af dem, der selv har følt de reelle, sociale problemstillinger, som Dansk Folkeparti tager patent på? Hvorfor har ingen af dem erfaring med de oplevelser, der bliver diskuteret ved kaffebordene, på havnene, i værkstederne og skurvognene. Måske er udelukkelsen af nærværende dagsordner en medvirkende årsag til den protestbårne højredrejning, der skubber masser af fremmedgjorte fra den lavere middelklasse og den voksende underklasse, for ikke at tale om de ensomme ældre, væk fra midten og venstrefløjen, fordi de ikke kan kende eller se sig selv i samfundet.

Listetænkning

Fornemmelsen af at være fremmed i den offentlige debat er med til at redefinere en ny og temmelig alvorlig klassekamp. Denne gang er det bare ikke venstrefløjens, men Dansk Folkepartis mod de hundrede jakkesæt m/k og alle os, der ligger i deres slipstrøm.

Ville det ikke være interessant, hvis journalisterne forsøgte at omdefinere deres kriterier, så det ikke bare var Klub 100 og vedhæng, det kunne falde dem ind at ringe til?

Når man laver lister, ender man med at fremme den modsatte effekt.

Det handler i den grad om at klargøre en ambition og en metode for den debat, der i forvejen kører, defineret af dem, der har limet sig selv fast til rorpinden. Den blindhed, der virkelig er udtalt i forhold til den verden, vi lever i, bliver naturligvis reproduceret af listetænkningen. Dermed udebliver forståelsen af de komplekse forhold, og mange føler sig ikke repræsenteret, medmindre de er akademikere og bor i en større by.

Det er ikke alle, der har taletid i vores samfund. Dels er der den voksende, økonomiske underklasse og de ældre, men også en række andre grupper i fællesskabet: indvandrerne, de kriminelle mænd, der kommer fra familier med generationer af ubehandlet ADHD. Fortsæt selv listen.

Jeg deltager af og til i den offentlige debat, men det gør mange af mine venner og tidligere kollegaer ikke. Det er dem, der har det godt med fysisk arbejde. Det er sceneteknikere, snedkere og bådebyggere. De er kranførere på havnen og bude, der kommer med materialer, når man sætter nye køkkener op, skal bygge en væg eller lægge et gulv.

Hvis man skal blive en del af den offentlige debat, handler det om at kende nogen, og det gør man ikke, når man har gået på Erhvervsskolen Hamlet og ikke har læst jura, journalistik eller statskundskab.

Det kan godt være, vi går og bilder os ind, at vi ikke har et elitemiljø, der definerer sig selv som magten og handler på det, tager jobbene, inviterer hinanden, men naturligvis har vi det, og Politikens liste er vel et udtryk for denne tænkning? Den oplister mennesker, der er på fornavn med studieværten, og som hyggesnakker med hinanden i sminken. De bliver nervøse, hvis der kommer fremmede ind på deres domæne: den offentlige mening.

Fremmedgjorte

De 100 meningsdannere på Politikens liste er i mine øjne fuldkommen fremmedgjorte. Listen og hele dens logik er fremmedgjort. Jeg afviser ikke, at der er seje og bevidste folk, som jeg har respekt for hver for sig, men listens logik er domineret af ideen om magt og det tilfredsstillende ved at kunne pege på sig selv, sin klasse og sine venner og sige: Se, hvor vigtige vi er! Vi er så vigtige for samfundsudviklingen, at vi lige understreger det og i samme åndedrag fuldkommen glemmer realiteterne, for reelt set er de store meningsdannere jo ikke dem, der sidder og lukker varm luft ud i bedste sendetid. Det er jo ikke der, samfundet forandrer sig.

Til gengæld er det sådan, at man øger sine chancer for at blive en af dem i toppen, hvis man bosætter sig det rigtige sted, går på de rigtige barer, følger undervisning på de rigtige studier osv. Det er absurd indspist og selvgenererende. Yahya, der er digter fra indvandrermiljøet, og Mattias Tesfaye, der er faglært, er klart typecastet som undtagelserne, der bekræfter reglen.

Resultatet af alt dette så vi ved europaparlamentsvalget tidligere på året, og vi vil se det ved det kommende folketingsvalg, hvor DF sandsynligvis vil løbe med sejren og fra da af stå som de eneste ærlige repræsentanter for de udsatte.

At det så er en stor fed løgn, er en anden sag.

Peder Frederik Jensen er forfatter og bådebygger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dennis Berg
  • Vivi Rindom
  • Kurt Nielsen
  • Holger Madsen
  • Michal Bagger
  • Marianne Christensen
  • Carsten Søndergaard
  • Kjeld Hansen
  • Benny Larsen
  • peter fonnesbech
  • Henning Pedersen
  • Per Torbensen
  • Henrik Christensen
  • Daniel Henriksen
  • Rasmus Kongshøj
  • Erik Nissen
  • Andreas Trägårdh
  • Christian Mondrup
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steen Sohn
  • Bill Atkins
  • Erik Jensen
  • Grethe Preisler
Dennis Berg, Vivi Rindom, Kurt Nielsen, Holger Madsen, Michal Bagger, Marianne Christensen, Carsten Søndergaard, Kjeld Hansen, Benny Larsen, peter fonnesbech, Henning Pedersen, Per Torbensen, Henrik Christensen, Daniel Henriksen, Rasmus Kongshøj, Erik Nissen, Andreas Trägårdh, Christian Mondrup, Lise Lotte Rahbek, Steen Sohn, Bill Atkins, Erik Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Hvis du leder efter SOLIDARITET?
Så finder du svaret på dine spørgsmål om den offentlige debat, der hvor du finder den!

Eliten er ligeglad, med dig og mig og folk som os der har både hænder og hoved skruet rigtigt på.
Det er ikke det de lærer på de fine anstalter. So to speak.

Godt brølt!

God dag der ude

Rune Petersen, Lene Christensen, Per Torbensen, Helge Sørensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Det er jo det, vi altid har haft: det tavse flertal. Forskellen er, at der ikke længere er partier, der repræsenterer dette flertal - men at flertallet først nu begynder at opdage det. I dag viser en undersøgelse - og de er altså begyndt at vende tilbage, de socialpolitisk værktøjer, som forskerne giver os - at dagpengeforringelserne får over halvdelen af lønmodtagerne til at mene, at det ikke er godt og trygt nok.
Der er helt sikkert vidt forskellige synspunkter på, hvordan arbejde foregår bedst i samfundet: nogle af højrefløjens helte er dem, der vil selv og skaber virksomheder. De italesættes typisk som de store helte, som vi alle sammen lever af; men det er jo næppe ganske rigtigt, for uden alle dem, der propper pengene ned i virksomhedsejerens lomme ved at give deres tid og arbejdsindsats, blev det jo ikke til noget.
Jeg tror, at vi må indse, at der ikke er råd til den slags overmod og overskud fremover - og det er også kun i en ganske kort periode, at vi har set det! Tidligere tjente den erhvervsdrivende solidarisk nogenlunde det samme som de ansatte - i hvert fald ikke 4 til 10 gange mere. Der vil ikke gå lang tid, før økonomien virkelig i højere grad vil være en balance, hvor indtægterne igen deles ligeligt af de, der arbejder i virksomheden - og på den måde skaber ægte konkurrencedygtighed, hvor ingen passiv partner rider på ryggen af de andres arbejde, alene i kraft af et ejerforhold.

Lene Christensen, Rasmus Kongshøj, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Størstedelen på borgen ligesom i debatten, er kimærer, som gerne vil være. Således blev det forudsagt allerede i 1960erne da tidens samfundskundskab blot var stået ud af sin krybe i slut 1950erne. Det som ses er, at debattørerne er en uadskillelig del af den moderne professionsideologi, hvor sociologer og andre godtfolk, gerne skal holdes langt væk fra magten - have mindst mulig taletid. Der er i mangel af et bedre ord, tale om nivellering. Det vil sige, for at holde den offentlige mening i ave, reproducerer den ‘incestuøse’ debat en politik som prikker til vreden eller empatien, i stedet for, vækker følelsen ængstelighed, det er dette som kort fortalt er sket siden 1980erne. Hvor eksempelvis, for nu at give et eksempel, Ronald Reagan, ophævede Fairness-doktrinen, som siden 1940erne ellers havde pålagt radiofolk at give en fair dækning af modstandersynspunkter på emner af offentlig interesse.

I øvrigt tak til forfatteren af denne artikel. Han kan tydeligvis andet end bygge både, hans ord bygger mellem linjerne bro mellem de modsætninger som har vokset sig stærke siden oliekriserne i 1970erne.

Karsten Aaen, erik winberg, Lene Christensen, Anne Eriksen, peter fonnesbech og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

Krasnik opfattes som aggressiv og derfor underholdende, og det bliver han hædret for, og ikke hans manglende evner til at samle op på det som hans gæster bringer frem (!) Prøv at ligge mærke til det. Han ambuterer det ene anker efter det andet, i stedet for at gribe det - og undersøge det. Selv når det er dybt begavet, relevant og måske afkoder en højere oktav i debatten, så afslører Krasnik at hans principfasthed overgår hans egen forstand.
- Hvordan kan der være tale om debat når man som Krasnik så åbenlyst foragter modpartens argument at man vælger at overhøre det? Er det ærlig talt ikke bare den forfængelige selv-iscenesættelse man med en top 100 dyrker?

Kurt Nielsen, Kristian Rikard, Vibeke Rasmussen, Lene Christensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Forleden var der en debat om rådighed og ledige i Deadline mellem tidl. formand for socialrådgiverne Bettina Post og integrationsborgmester Anne Mee Allerslev. Sammen med den charmerende studievært opførte de to smukke kvinder en klassiker vi har set mange gang før: den ene kanoniserede debattør mener groft sagt at det er synd for de ledige, mens den anden kanoniserede debattør mener at der skal flere sanktioner i spil. Under debatten popper navnet "Dovne Robert" op og man tænker, ja hvorfor har de ikke inviteret ham, i stedet for bare at tale om ham? Svaret er selvfølgelig at Debatten, som så mange andre højtprofilerede for ikke at sig højpandede debatprogrammer, er et underholdningsprogram som følger en skabelon, hvor der lægges vægt på at de medvirkende har en vis intelligens, ser godt ud, har er pænt sprog og ikke er alt for kontroversielle i deres opfattelse af virkeligheden. Den bedste studievært i så henseende er Clement Kjærsgaard, som formår at integrere selv de mest kontroversielle synspunkter og lande enhver diskussion, så man efterlades med en følelse af om ikke konsensus så dog en vis forløsning, alene derved at han tør sætte ord på uhyrlighederne. Men om de flytter noget, disse Tordenskjolds soldater? Det føles ikke sådan.

Herdis Weins, Lene Christensen, Henrik Christensen, Lise Lotte Rahbek og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

" Almindelige mennesker har absolut intet at frygte lige bortset fra"

At de bliver manipuleret i hoved og røv fra morgen til aften, skal se og høre på udvalgte repræsentanter, som påstår at de kender det store flertal ønsker og interesser og som ifølge eget udsagn ved, hvad der er bedst for os allesammen. Det skal disse meningsdannere naturligvis lønnes fysteligt for, og regningen bliver i al beskedenhed betales af det store flertal, som også i den sag absolut intet har at skulle have sagt.

Set fra fra de professionelle meningsdanneres synspunkt et ganske fortræffeligt arrangement.

Og skulle enkelte seertal, radiolyttertal, eller avislæsertal gå lidt ned , kan man altid justere lidt på procenterne ved at lefle lidt mere for den laveste fællesnævner eller finde et ny udsat social gruppe som kan mobbes i den offentlige debat.

Opskriften her har vist sig brugbar i årtier efterhånden.

Vibeke Rasmussen, Kurt Nielsen, Benny Larsen, Henning Pedersen, Lene Christensen, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Magt og penge er helt enkelt den vigtigste ambition for mange mennesker, det fylder mere - og desværre også i politik.
"Kendisser" er et andet begreb, som er en svale der hurtigt flyver ud i det blå. TV værter og journalister i vælten er ikke dygtigere end andre - af forskellige grunde kan nogle dog "være på" i årevis?

Daniel Henriksen

Fantastisk indlæg. At vi har et ægte fællesskab er den største løgn om vores samfund som vi forsøger at bilde hinanden ind. Vi har højest et tålt fælleskab, som magthaverne af historien har lært udsætter revolutionen længst muligt.

Kurt Nielsen, Peter Knap og Lene Christensen anbefalede denne kommentar

Men, Anne Eriksen, derfor er det vigtigste i et demokrati, at magt og penge adskilles.

Kurt Nielsen, curt jensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Jeg kommer sådan til at tænke på ”the hitchhiker's guide to the galaxy” og specielt indledningen hvor der skrives om tiden, hvor man stadig troede at det var fedt at gå med digitale ure og klynge mennesker op på et kors for at opfordre til næstekærlighed.

Lennart Kampmann

Indflydelse: Meld dig ind i en fagforening. Overbevis dine kolleger om det samme. Støt et politisk parti.

Alene = uden indflydelse.

Med venlig hilsen
Lennart

Glimrende analyse af vores aktuelle situation, og ret deprimerende er det.

Endnu mere deprimerende bliver det når man tænker på at det nok aldrig har været anderledes, bortset måske fra korte overgangsperioder.

Yderligere deprimerende bliver det når man tænker på at de fleste af disse folk der styrer meningsdannelsen er håbløst uduelige til alt andet end skue- og rænkespil og i bedste fald er harmløse narcisister. Og at det er dem der sætter handling-rammerne for politikerne.
Intet under at vi nærmer os ragnarok i ustandselig fart.

Løsningen?
Aner det ikke. Men jeg kan mere og mere forstå hvorfor menneskeheden har brug for en gud og guddommelige bud. Så snart menneskelige ego'er har mulighed for at placere sig mellem gud og befolkningen er det allerede ved at gå galt.

Måske ville det bedste være en guddommelig maskine der styrer os uden menneskelige mellemled.

Daniel Henriksen

Sandt Curt, og at tro at videnskaben og teknokrati er den nye messias som kan redde verden er nok også lidt naivt, eftersom det også består af viden skabt af ego der vil forklare/bestemme hvordan tingene hænger sammen. Glædelig jul :-)

Vibeke Rasmussen

Hvorfor nu tage udgangspunkt i Deadline? Et program – der i lighed med dagbladet Politiken vist nærmest har et politisk ståsted omkring Det Radikale Venstre med hældning mod S – som hovedsageligt kun bliver set af en lille (elitær?) del af befolkningen, og som i det hele taget ikke ligefrem er overbefolket med hverken studieværter, gæster eller – er jeg ret sikker på! – seere fra 'DF-segmentet'.

Deadline er som så meget andet fra DR underholdning!

Når Bettina Post fx offentligt kritiserer DR, for måden de portrætterer arbejdsløse på, og Anna Mee Allerslev derefter, ligeledes offentligt, kritiserer Bettina Posts udtalelser, jamen så er det da oplagt, at de bliver inviteret i Deadline-studiet. I håbet om en 'cat fight' er jeg sikker på. Men dramaet udeblev. Deadline var for sent ude.

Og når Christopher Arzrouni og Jørgen Carlsen ryger ud i en heftig debat alle andre steder, bliver de naturligvis også inviteret i Deadline-studiet. Igen lidt forsinket for der sker så det helt fortryllende, at de to kamphaner på det tidspunkt har mistet pusten og taler pænt og høfligt til hinanden. Men lyt fx til de tos besøg i Cordua & Steno nogle dage tidligere! Wow! Dér blev der godt nok smidt med det oratoriske porcelæn. Ikke mindst af Jørgen Clausen. Wow! Men det gik Deadline så glip af, hvilket jeg er sikker på, at de begræder.

Det er muligvis rigtigt, at der mangler et offentligt debatforum for andre end eliten. Et forum hvor fx Peder Frederik Jensen kunne få lidt modstand og ikke som hér kun bliver strøget med hårene. Et sted hvor han ikke upåtalt kunne slippe afsted med så kategorisk og vedholdende at dømme og fordømme DF. Men det forum er ikke Deadline.

Og måske er menneskene bag de røster, som Peder Frederik Jensen savner, i virkeligheden godt tilfredse med bare at kunne ytre sig på Facebook?

Jesper Frimann Ljungberg

Tja... ja.. jeg mener nu igen at forfatteren her klinger sig til et lidt romantisk billede af samfundet, med den tapre tavse bund og den kvidrende overklasse.
Jeg personlig mener at tingene er lidt mere nuanceret.
Den herskende elite har for det meste samme uddannelsesmæssige baggrund. De har en Samfundsvidenskabelig uddannelse, de er uddannet i reglerne i samfundet, i kommunikation med medierne og magt spillet generelt.
Vi andre har for at sige det lige ud ikke en chance med mindre vi finder fælles fodslag. Hvis 'vi' bliver ved med at tro på at fattig Karina og dovne Robert er normen. Hvis 'vi' bliver ved med at tro at mindre personskat (og skat generelt) så absolut skal ramme 'varme hænder', så bibeholder vi status quo, hvor magt eliten bliver ved med at flæske sig på vores regning.

Det det kræver er at de social liberale og den rigtige venstrefløj får øjnene op for hvad der foregår og stopper med at blive spillet ud mod hinanden.

// Jesper

Karsten Aaen, Henrik Christensen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det første ord på lystavlen efter jeg læste overskriften er ØSTERGAARD ;-)

Men ellers HØRT. Det er de helt forkerte mennesker der soler sig som vidende og intellektuelle i den offentlige debat og deres ord er ofte ikke mere værd ind parpier jeg skylder ud i mit toilet efter endt brug.

- Debatten drejer sig i dag ikke om rigtig eller forkert, men udelukkende om hvad der lyder "moderne" og "smart".

Hvis rumænske og litauiske læger og ingeniører kommer til Danmark for at plukke jordbær kan det godt blive lidt svært på bunden af det danske arbejdsmarked...

- Lidt off topic måske, men det er vilkårene som udstødt dansker i Danmark, som bliver lagt for had som dovne samfundsnassere af den politiske elite.

Mange af debat eliten har kun til formål, at iscenesætte sig selv... Uden at de er i stand til, at tilføje debatten substans.

- Disse personer er direkte skadelige for den offentlige debat.

Hver dag kan man læse en masse "billig" ligegyldigheder på landets online nyhedsmedier. "billig" fordi artiklerne er klippet og klistet uden nogen videre journalistisk omkostning.

- Hvad med at begynde på opsøgende journalistisk arbejde med værdi? Tag dog af sted ud i landet og beret om almindelige menneskers tanker og ve og vel, samt bekymringer frem for ALTID, at berette fra kultur eliten.

Vibeke Rasmussen

Det kunne være interessant at høre Peder Frederik Jensen – hvor debatterer han egentlig selv, nu da det åbenlyst ikke er her i dette forum – give et bud på, hvordan han mener, man kan give de stemmer, han savner i debatten, en platform.

Det er ikke i Deadline – her er jeg overbevist om, at de pågældende er langt bedre tjent med at lade fx Bettina Post repræsentere sig, frem for at risikere at blive 'klædt af' af en eller anden selvpromoverende Karl Smart-debatvært – og i det hele taget ikke i tv-mediet. Tænk bare på hvor medietrænet man behøver at være, for ikke at risikere at blive helt til grin, eller at komme til at fremstå stik imod sin egen hensigt. Og tænk på hvor let det er for tv-mediet at redigere og/eller manipulere den ønskede virkning frem. Som en lang række doku-dramaer og reality-tv på DR jo på det seneste med al ønskelig(!) tydelighed har vist.

I øvrigt vil jeg nu ikke tillægge Politiken og Deadline stor magt og betydning rent nationalt. Begge dele er hovedsageligt et 'circle jerking' Københavner-fænomen. Se nu bare ikke alene på Politikens liste, men også på dommerpanelet, der står bag listen. Mon ikke de fleste af de 'udvalgte' har mere end blot et par nære venner og kolleger med i udvælgelseskomiteen? Hvor de fleste vist i øvrigt også er enten journalist- eller kommunikationsuddannede. Circle Jerk. Jeg tror de fleste, udvalgte som udvælgende, når det kommer til stykket, har størst værd og betydning … i egne og hinandens øjne.

Måske var det meget mere relevant og væsentligere at se på, hvad der sker i lokalmiljøet, og meget mere betydningsfuldt, hvis man fik etableret debatter dér? Med andre ord: Fuck Krasnik og fokuser i stedet lokalt og på de lokale medier?

Det burde jo være Debatten, hvor DR tidligere har haft programmer med bidrag fra det deltagende/indbudte publikum
Vi mangler Højlunds Forsamlingshus.

Johnny Hedegaard

Retfærdigvis indleder Politiken selv sin artikel om de 100 meningsdannere med følgende ord:

"Undersøgelsen er ikke videnskab. Vi har ikke nødvendigvis fundet de meningsdannere, der rent faktisk har flyttet den offentlige opinion i året, der gik. Undersøgelsen er heller ikke objektiv, da det er Politikens opinionsredaktion, der har nomineret 100 debattører, som dommerpanelet har skullet vurdere."

Det ændrer dog ikke på det faktum der er beskrevet ovenfor. Nemlig at det er ovenud svært at være meningsdanner som almen borger. Vi kan allerhøjst få lov til at kommentere de på forhånd udvalgtes udsagn og holdningstilkendegivelser.
Personligt har jeg oplevet netop på Politiken at få afvist indlæg med ordene " meget velargumenteret og - formuleret, men vi må desværre afvise, da det ikke er tidsaktuelt".
Korrekt.........bortset fra, at samme emne ikke længe efter blev taget op af én, der var noget ved musikken, og derfor havde nemmere adgang til den offentlige talerstol.

"Meningsdannere" er personer der på forhånd er udvalgt til at udfylde rollen. Det er medierne der bestemmer og beslutter hvilke emner og hvilke historier der er interessante, og hvem der skal fremføre dem.
De egentlige "meningsdannere" er derfor medierne og ikke de personer, som de måtte vælge ud som repræsentanter. Og hér kommer underholdningskriteriet på banen. Reality-begrebet har sneget sig ind i både Deadline og DR1's juleshow. Det handler om underholdning, mine damer og herrer.

I det lys kunne det måske være interessant at diskutere begrebet ytringsfrihed. Hvad er det for en størrelse? Hvad skal/kan man bruge ytringsfriheden til, hvis der ikke er nogen platform at komme til orde fra?

Og et eller andet sted er "vi" jo alligevel gode kunder i underholdnings- og manipuleringsbutikken. Hvordan skal man ellers forklare, at det bedste bud på en statsminister, er en person der af partikammerater er blevet bedt om at skære ned på forbruget af fadøl og iøvrigt har en privatøkonomi der gør, at han ikke har råd til at købe sit tøj selv.

Jesper Frimann Ljungberg

Det grundlæggende problem er jo stadig, at der er et gap mellem 'den herskende' klasse og resten af samfundet.
Og med hele den her 'new public' management regime med hård centraliseret topstyring af offentlige institutioner og en politik hvor man sørger for at visse private virksomhedder er så afhængige af tilskud m.m. at de defacto også er under semi politisk kontrol, så har man fra folketinget/centralmagten IMHO for stor magt, i forhold til hvad man IMHO burde have.

Vi kan jo se, hvad der sker hver gang, at der er for meget kritisk journalistik i DR, så går politiske valgte bestyrelsesmedlemmer ind og blander sig, med trusler m.m.
Vi kan se at man højt og flot 'skider' (pardon my french) på love fra folketingets side, der ikke lige passer ind i

Igen jeg ville men at en vend stemmesedlen protest ved næste folketingsvalg måske var noget der kunne sende et signal.
(Altså at man stemmer på det parti man normalt ville, men stemmer personlig på den sidste hvis man bor i jylland, den næstsidste hvis man bor på sjælland og den 3sidste hvis man ikke bor i jylland eller på sjælland)

// Jesper

Johnny Hedegaard

Jesper Frimann anbefaler, at man vender stemmesedlen på hovedet.
Min påstand er, at i det øjeblik man stemmer, uanset hvor krydset placeres, viser man at man anerkender og respekterer gældende regler, normer og omstændigheder.
Kun ved at lægge en blank stemmeseddel i urnen viser man sin inderlige og overbeviste aversion mod et system man ikke sympatiserer med.

Iøvrigt er det interessant, at på omtalte rangliste over meningsdannere har Margrethe Vestager en placering som nr.8. og Helle Thorning Schmidt har en placering som nr.25.
De har ført en politik, der har flyttet befolkningens mening om fædrelandets politik mod højre.

At det ikke kvalificerer til en højere placering på manipuleringslisten forstår jeg ikke.

Hvis man ikke ved, hvem man skal stemme på, kan man lade være med at sætte kryds på stemmesedlen. Det kaldes at stemme blankt. Selv om stemmesedlen er blank, har den alligevel en betydning. Man viser, at man gerne vil stemme og interesser sig for vores demokrati.

http://www.ft.dk/Demokrati/Valg%20og%20afstemninger/Folketingsvalg/Stemm...

Afgivelsen af en blank stemme er et signal om opbakning til demokratiet i almindelighed, men samtidig fortælle magthaverne, at valgmulighederne ikke er gode nok. De tælles adskilt fra de øvrige ugyldige stemmer og tæller med ved opgørelse af den samlede stemmeprocent.