Kommentar

Politikerne reparerer universitetssystemet, til det går i stykker

En stadig strøm af små justeringer undergraver det danske universitetssystem. Det går ud over den innovationskraft, som politikerne ønsker sig så brændende
12. december 2014

Da jeg for næsten 20 år siden kom til Danmark fra England for at begynde mit ph.d.-studie, fik jeg et studiekulturchok. Jeg var blandt de første udlændinge, som studiet havde lukket ind. I min begynderiver efterspurgte jeg kurser og anden støtte. Men her var ingen kære mor. Jeg fik straks at vide fra en ældre lektor, at »dette er ikke en børnehave. Hvis I gerne vil være forskere, skal I selv finde ud af det.« Ingen havde fortalt mig om den daværende danske kærlighed for ’selvlæring’.

Jeg er siden kommet til at holde af filosofien om, at det er vigtigt selv at finde sin vej til viden. Faktisk er den en væsentlig vigtigere del af det danske verdenssyn, end jeg have kunnet gætte i sin tid. Den handler om et grundlæggende lutheransk syn på læring, hvor man ikke er afhængig af, at andre (hverken præster eller lærere) formidler viden og sandheden til en. Den må man selv søge efter, bearbejde, tage ansvar for og ejerskab over og forvandle til noget helt personligt.

Den holdning kan spores tilbage til Grundtvig, som insisterede på, at det ’at lære at lære’ – hele livet – var hjørnesten i et oplyst og demokratisk samfund. Og indtil for nylig kunne man se sporene af denne tilgang hele vejen gennem det danske uddannelsessystem, som fremmede netop ansvar for egen læring. Det var genialt og enestående set i et internationalt perspektiv.

Værdifuld arv

Jeg er forundret over de seneste regeringers konstante strøm af tiltag, som er ved at smadre mange af de unikke træk, der har gjort det danske system så succesfuldt. Det er som om, at man fra regeringens side slet ikke er klar over den uddannelsesskat, vi har herhjemme. Man aner ikke, at den er værd at værne om. Men lad mig give nogle eksempler på den arv, som politikerne bør vogte over.

For det først er der på de danske universiteter ingen tilstedeværelsespligt eller løbende evalueringer, som kræver, at man er til stede i undervisning. Man kan i princippet lade være med at deltage i undervisning og alligevel gå til eksamen og få en fin karakter. Antagelsen er, at læring godt kan finde sted andre steder end i klasseværelset under lærerens styring.

Denne selvstændighed er understøttet af, at kurserne normalt er bygget op om et pensum – som ofte består af forfattere med forskellige tilgange til det samme emne – som de studerende skal læse, inden de kommer til undervisningen. De synspunkter skal de selvstændigt bearbejde, inden de møder læreren. Der findes med andre ord ikke kun en sandhed, og læreren har ikke patent på fortolkning af teksterne.

Danmark har også indtil for nogle år siden haft en helt særlig og sjælden karakter at gøre godt med – 13-tallet – som opmuntrede de studerende til at stræbe efter at gøre mere end bare at opfylde forudbestemte krav. Man blev belønnet for at vise selvstændighed og kritisk tænkning og for at udfordre selve præmisserne i undervisningen. Men 13-tallet er blevet afskaffet, og dets tamme erstatning, 12-tallet, kræver kun, at de studerende lever op til nogle helt klare og prædefinerede mål – og det ikke engang på en fuldkommen måde.

Endelig har danske studerende traditionelt kunnet give sig god tid til at studere. De skrev specialer, der lignede andre landes ph.d.-afhandlinger. De havde den nødvendige tid og det intellektuelle rum til at tage chancer og fordybe sig – ja, alt, som ifølge forskningen fremmer udviklingen af kreative og innovative evner. Det tog godt nok lidt længere tid end i andre lande, men den var godt givet ud.

Uddannelseskatolicisme

Det er nemt at glemme, hvor ualmindeligt det traditionelle danske uddannelsessystem er. Men det danske særkende har givet pote. Det danske uddannelsessystem har indtil for nylig været fremragende til at producere kandidater med en høj grad af selvstændighed, nysgerrighed, samarbejdsevne samt innovative og kritiske evner, der var som skabt til nutidens vidensøkonomi. For eksempel lå Danmark på en fin tredjeplads i Verdensbankens seneste vidensøkonomi indeks (Knowledge Economy Indeks) fra 2012. Og i 2014 ligger Danmark på en ottende plads på det Globale Innovationsindeks. Det er vel ikke så ringe endda for så lille et land, og det tyder på, at nogen har gjort noget rigtig i de forgangne år. For det tager lang tid, før forholdene i uddannelsessystemet kan mærkes på arbejdsmarkedet.

I dag er de særlige danske uddannelseskarakteristika en saga blot. Man vil have mere undervisning. Det lyder forførende, men det sender et uheldigt signal til de studerende om, at læring er noget, der foregår i klasseværelset, og at læreren er kilden til viden. Studerende bliver til underviste. Det er den rene uddannelseskatolicisme. Man ofrede 13-tallet, fordi man gerne ville have en karakterskala, der lignede alle de andre europæiske landes. Det fik man – og så alligevel ikke (’minus 3’ må vel stadig siges at være unikt). Herudover vil man tæske de studerende igennem deres studier så hurtigt som muligt. Studietiden er blevet noget, der skal overstås. De nye tiltag tillader ikke opdagelse, selvstændighed, forvirring eller frustration i et læringsforløb. De favoriserer to grupper studerende: Dem, der bevidst vælger pragmatiske løsninger på deres opgaver; og dem, der bare ikke kan tænke anderledes og selvstændigt. På engelsk har vi et ordsprog, der lyder: If it ain’t broke, don’t fix it – på dansk: Man skal ikke reparere på noget, der ikke er i stykker. Gør man det alligevel, er der risiko for, at man ødelægger det. Det vil være tragisk, hvis politikerne reparerer danskernes hidtil fremragende uddannelsessystem til døde. Og hvis I ikke selv forstår at sætte pris på det, kan I jo bede andre om hjælp til det. De politiske tiltag på området får i hvert fald minus 3 af mig.

Maribel Blasco forsker i uddannelsesforhold og kultur ved CBS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Niels Engelsted
  • lars abildgaard
  • Brian Jensen
  • Mihail Larsen
  • Jakob Lilliendahl
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torben Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Lene Houmand Kristensen
Niels Duus Nielsen, Niels Engelsted, lars abildgaard, Brian Jensen, Mihail Larsen, Jakob Lilliendahl, Lise Lotte Rahbek, Torben Nielsen, Steffen Gliese og Lene Houmand Kristensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

TAK TAK TAK! Det er jo præcis sådan, det er! Men det skal man komme udefra for at have blik for. Og desværre er det jo lagt i graven for et par forskningsministre siden. I det hele taget skulle vi aldrig have haft disse særskilte ministre for skole og uddannelse - det var så meget bedre, da det var institutionerne selv, der ledede, med et sympatisk indstillet menneske til at kæmpe deres sag i regeringen.

Mihail Larsen, Niels Engelsted, Brian Jensen, Dennis Berg og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er ærlig talt trist at se denne væsentlige diskussion stort set blive tiet ihjel af alle dem, der burde gribe chancen. KÆMP, for Helvede, det gælder vores åndelige liv, og her er endelig en stemme, der fortæller tingene, just as it is.

Diskusionen er efterhånden gammel i disse tråde. Fordi mange umodne studerende i de senere år har kæftet op om manglende undervisningstimer. Pressen og politikerne har grebet bolden uden at forholde sig til, om det ikke var disse studerende, det var galt med. At de mangler evnen til at tage ansvar for egen læring og med tilsvarende resultater. Mangler forståelse for, at underviseren er en vejleder, sparringpartner og faglig mentor i den proces.

En kritik som ikke har vundet indpas.

Stilen fra det ødelagte gymnasium fortsætter nu i de videregående uddannelser. Kritik og selvevaluering er blevet til spørgsmålet: "Ska' vi ku' det her til eksamen?" -og det er jo vældigt innovativt.

Torben Nielsen, det går videre ned i systemet! Det var jo kendetegnende for den danske folkeskole, at den byggede på samme princip, indtil den blev slået i stykker med overgangen til kommunalt ansvar i '92. Jeg har om nogen været uopmærksom på dette forhold, må jeg indrømme - nok fordi jeg ikke selv har gået i folkeskolen. Men det handlede dengang om nogle klare, veldefinerede myndighedsgrænser, som definerede et grundlæggende ansvar på alle niveauer, herunder børns pligt til at lade sig undervise for at blive til voksne og ansvarlige, selvberoende mennesker. Jeg tror, at det er prisen for at have ofret dette, der giver alle diagnoserne og den ikke så lidt udbredte livslede.

På det institut på Københavns Universitet, hvor jeg underviste i en lang årrække, pressede Studienævn og Studieleder underviserne til at udarbejde yderst detaljerede pensumlister, som ikke måtte fraviges under nogen omstændigheder uden forudgående godkendelse. Det værste var dog, at vi også skulle udarbejde såkaldt rettevejledninger. I min naivitet troede jeg, at en rettevejledning var en rettesnor til censor, som ville sikre en vis ensartethed i bedømmelsen. Men nej, det var en detaljeret opgavebesvarelse, som blev lagt ud på nettet. Så kunne alle de uegnede memorisere besvarelsen af tidligere stillede opgaver og således med hovedet under armen og uden selvstændig tankevirksomhed bestå fag, som de overhovedet ikke havde tilegnet sig i tilstrækkeligt omfang.

Den underliggende præmis var naturligvis, at instituttet skulle have så mange studietrinstilvækster som muligt.

Mihail Larsen, Steffen Gliese, Niels Engelsted og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Ja, det på mange fronter, det er gået galt. For sjov talte vi på Det Kgl. Bibliotek om, da jeg arbejdede der, at den største forbandelse, man kunne være udsat for, var, hvis politikerne kastede deres kærlighed på et område.
Problemet er paradigmeskiftet, hvor alt handler om magt i stedet for formål.

Niels Engelsted

Helt enig, flot beskrevet. Tabet er enormt, men spørgsmålet er, om det ikke var uundgåeligt?

Danmarks kamp for at blive en vidensøkonomi og holde sin plads i den internationale konkurrencekamp til døden, tvang regeringen til at indføre en kommandoøkonomi med femårsplaner og det hele. Fra børnehave til universitet skulle alle marchere mod dette mål. Og som folkeskolen bragte alle over i gymnasiet og gymnasiet alle over i universitetet, fulgte sprog og tænkning med, og snart kaldte de universitetsstuderende sig selv elever, med klasser og lektier og frikvarter og det hele. At overlade universitetet til dets forskere og dets studerende, som havde været tradition i hundredvis af år, kunne naturligvis heller ikke længere komme på tale. Man kunne ikke lade folk søge i alle mulige retninger, som Maribel Blanco så smukt beskriver ovenfor, når folk tværtimod skulle gå i takt mod allerede udstukne mål om eksportindtjening, produktivitetskraft og bruttonatinalprodukt. Her skulle rigtig virksomhedsledelse til i form af bestyrelser fra det store erhvervsliv, og universitetslederne skulle nu ikke være medarbejdervalgte men ansatte funktionærer med direktørtitler og høje lønninger, og for at alle skulle forstå budskabet skulle enhver enhed, stor eller lille, kaldes en koncern, med egne kontrakter, koncernplaner og koncernregnskaber (nej, det er ikke satire). Innovation talte man meget om, men selvfølgelig var kontraktopfyldelse, ensretning og tilpasning til internationale normer og benchmarks ødelæggende for ægte kreativitet og forskerlyst.

Og således gik en verden og et dansk særkende til grunde. Det eneste, man kan trøste sig med, er, at evigt ejes kun det tabte, og det gamle universitet var virkeligt værd at eje!

Torben Nielsen, Brian Jensen, Steffen Gliese, Frank Hansen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Diskusionen er efterhånden gammel i disse tråde. Fordi mange umodne studerende i de senere år har kæftet op om manglende undervisningstimer. Pressen og politikerne har grebet bolden uden at forholde sig til, om det ikke var disse studerende, det var galt med.
Skrives der.
Interessant at på Uni er det de studerende det er galt med. Kunne det tænkes at der også på universitetet var undervisning der kunne være mangelfuld ?
Når studerende på fx historie synes de får for lidt undervisning, i snit 6-8 lektioner i 14 uger på et semester og med introduktion og afslutning i virkeligheden kun 12 uger, så er det vel ikke urimeligt. Feed back, evaluering og lærde samtaler er nærmest ukendte begreber, så hvis man er 19 og fuld af lyst til faget kunne man hurtigt blive noget ensom og noget desorienteret om hvad det hele går ud på. Selvstændig læring er fint, men måske kunne en omstrukturering af undervisningen, som ligner den der blev praktiseret for 50 år siden, til et langt mere tæt forhold mellem den studerendes eget arbejde og underviserens vejledning være en god ide. Læreren kan ikke ses for bare skosåler når det sidste minut er gået af den sidste lektion. Den fremmedgørelse i alle tilfælde nogle studerende må opleve er ikke befordrende for selvvirksomhed, men får formentlig en del til at opgive ævred. Det kan godt være de studerende er de forkerte, men når afleverede opgaver blot bedømmes med et tal i slutningen af semestret, et tal uden nogen som helst skriftlig begrundelse eller gennemgang af det afleverede, så kan man vist roligt sige at lærerjobbet er for lidt involverende. Næste semester skal den studerende så gætte sig til hvad der var godt eller skidt. De eksterne lektorer gør et stort arbejde på vilkår som havnesjovere for 40 år siden, men der gives ikke tid til den nødvendige feed back, samtale og evaluering. De studerende ønsker ikke mere undervisning de ønsker involvering og nærvær. Og det er noget helt andet.

Torben Nielsen, Brian Jensen, Steffen Gliese, Mihail Larsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Hvis de universitetsuddannede var så enestående for bare 20 år siden og i tiden før, så forstår man jo ikke hvorfor de som embedsmænd er så lemfældige og uduelige.

S/L-ratio

Står for: Antal studerende pr. fuldtidsansat, videnskabelig lærer. Da jeg startede som lærer på uni (RUC) for 41 år siden, var S/L-rationen 13,5 (på humaniora). I dag er den omkring 40. Og følger man lidt med i ministeriets planer for fremtiden, så skal den blive endnu højere.

Med mindre nogen ligger inde med et mirakel-middel, hvordan forestiller man sig så, at der skal blive flere undervisningstimer til den enkelte studerende? Eller en mere tæt vejledning?

Det er ministeriets regnedrenge da også ligeglade med. De tænker jo fortsat i industrielle logikker med både ekstensiv og intensiv udnyttelse af arbejdskraften for - på papiret - at få et større output. At universiteterne igennem årene de facto har været nødt til at skære hér og dér i pensum og slække på kravene, kan ikke længere skjules. Men regnedrengene lever åbenbart i en helt anden verden. De vil have 'fra forskning til faktura' og fodring af erhvervslivet.

Nu er rektorerne (og bestyrelserne) omsider begyndt at sige fra. Hvornår gøre det såkaldte erhvervsliv det samme? De kan vel heller ikke være tjente med discount-kandidater. Eller?

-------
@ Jens Peter Hansen
Embedsmændene er desværre ikke "lemfældige og uduelige". Tværtimod - de er fuldkommen konsekvente og dygtige til at smadre det kritiske og refleksive universitet.

Torben Nielsen, Brian Jensen, Steffen Gliese, jens peter hansen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar

Problemet er jo, at dem, der bliver embedsmænd i dag, bliver det fra nogle uddannelser, der også er forringede - og som i øvrigt har haft en ekspansion, som gør, at det ikke har krævet så meget at komme ind.