Kronik

Sommerfugle visner i Finansministeriet prangerhænder

Den dag vi ser livet i øjnene, må vi samtidig tilkende Jordens livsformer ubetinget eksistensberettigelse. Så bliver det meningsløst at måle naturens værdi i tjenesteydelser, og så skal naturindsatsen ikke længere legitimeres med, at den for resten også lige skal redde vores røv
Regeringen sovser i god tro naturindsatsen ind i miljøhensyn, klimatilpasning og gustne tjenesteydelser. Men meningen med naturindsatsen bør ikke være at redde vores røv. Vi skal reservere plads til den vilde natur, uden at forvente noget til gengæld.

Henrik Pyndt Sørensen

12. december 2014

Livet har foldet sig ud på vores blå planet. Ikke bare én slags, men myriader af forskellige livsformer. Alene i Danmark kender vi mere end 30.000 forskellige arter af svampe, dyr og planter. Og der er mange, vi endnu ikke har opdaget. Livet har været fænomenalt opfindsomt. Helt uden en masterplan har sommerfuglen sortplettet blåfugl fundet ud af at narre en art af stikmyre til at slæbe sig med hjem i myreboet, hvor larven vokser sig stor ved at æde myrernes yngel. Uden masterplan har stor priksvamp specialiseret sig i at vokse på solbagte hestepærer. Uden masterplan har flodperlemuslingen fundet ud af at leve som parasit på gællerne af laks eller ørred, det første år efter æggene klækker.

Stikmyrer, hestepærer og laksefisk var her jo ikke fra begyndelsen, så man kan sige, at livet har digtet videre på sig selv. Evolutionen er ikke kun historien om, at en bedre tilpasset art har afløst en dårligere tilpasset art, men i høj grad historien om, at eksisterende arter har sluttet sig sammen eller er endt som levesteder for andre arter.

I min lokale skov er bøgetræerne værter for hundredvis af svampearter, hvis fine mycelium smyger sig om træernes rodspidser i en symbiose, hvor svampen får kulstof fra træets fotosyntese 30 meter over jorden, og træet får næringsstoffer, som svampen henter fra jorden omkring rødderne. Og jeg får kantareller! Man behøver ikke engang at gå i skoven efter et eksempel. I vores egen menneskekrop er der langt flere bakterier, end der er menneskeceller. Bakterierne lever på vores indre og ydre overflader, de hjælper os til at fordøje maden, og de er med til at skabe et nærmiljø, som vi kan trives i. Vi får bakterierne i dåbsgave, idet de overføres fra mor til barn under fødslen. Vores forestilling om os selv, som klart adskilte fra hinanden og fra livet omkring os, er lidt af en illusion.

Masseuddøen

Skabelsen har mødt store bump på vejen. Man taler om fem store episoder med masseuddøen på Jorden, og disse episoder har været medvirkende til, at der er langt flere arter, som er uddøde fra Jorden, end dem vi lever sammen med i dag. Blandt de mere spektakulære finder vi dinosaurerne, som tog billetten for 65 mio. år siden. Efter dem blev der plads til pattedyrenes udvikling. Her er vi så, men historien slutter ikke. Mennesket har på forunderlig vis transcenderet den biologiske skabelsesproces, og vi digter nu aktivt med på udviklingen. Samtidig er vi den ultimative årsag til den sjette masseuddøen i Jordens historie. Vores overudnyttelse og kultivering har ødelagt levestederne for en stor del af dens vilde dyr, planter og svampe. I takt med at vi bliver flere mennesker, og vi bliver dygtigere til at fremme naturens nyttige funktioner, forsvinder mangfoldigheden omkring os.

I Danmark findes sommerfuglen sortplettet blåfugl i dag kun på overdrevsbakken Høvblege på Møn. Stor priksvamp findes kun på de grovmalede hestepærer i klitterne ved Råbjerg i Vendsyssel. Flodperlemusling er ikke fundet levende i Danmark i 30 år, men der er stadig et spinkelt håb om, at arten har overlevet i de øverste forgreninger af Varde Å. De tre arter er i selskab med et par tusinde andre arter på den danske rødliste over truede arter – arter som er i fare for at forsvinde, hvis ikke vi gør en aktiv indsats for at beskytte og genoprette deres levesteder.

Vi ved godt, den er gal – for vi har jo fået en selvreflekterende bevidsthed med i bagagen. Så i 1992 fik vi biodiversitetskonventionen, og i kølvandet på den en lang række politiske målsætninger, planer og direktiver, alle med det formål at standse tabet af biodiversitet. Men hvor bekymrede skal vi være for den dér sjette masseuddøen?

Langt fra den kritiske grænse

Den herskende internationale diskurs er, at biodiversiteten er vores livsforsikringspolice. Eller med andre ord: Hvis ikke vi bremser den igangværende uddøen af arter, så vil tabet nå en kritisk grænse, hvorefter økosystemerne kollapser og vi selv går til grunde. Man har sågar beregnet værdien af naturens tjenesteydelser i kroner og øre, og tallet er astronomisk. Tanken er besnærende, for har jeg ikke netop forklaret, hvordan hele verden hænger sammen, og hvordan den ene art afhænger af den anden?

Konklusionen er alligevel forkert. Så længe vi udnytter naturen med omtanke, kan vi nemlig godt erstatte endnu flere af de naturlige levesteder med dyrkede afgrøder og plantager – uden at økosystemerne bryder sammen. Vi er ganske enkelt meget langt fra den kritiske grænse, hvor naturens tjenesteydelser er i fare. Menneskearten har gennem tiderne udryddet nøglearter som løver, elefanter og næsehorn i Europa og Nordamerika uden tab af nytteværdi. De fleste af de truede arter i dagens Danmark er ikke nøglearter, men snarere levende anakronismer. Det er blåhat-jordbi, der kun kan bestøve planten blåhat. Eller dens parasit, blåhat-hvepsebi, hvis larver kun kan udvikles som parasitter på blåhat-jordbi.

Det er særlinge som disse, der er truet, og det har ikke noget med bestøvningen af vores kløvermarker at gøre. Med lidt hjælp fra de mest almindelige humlebier og jordbier vil honningbien snildt kunne klare bestøvningen af kløver, raps og frugtplantager. Det ville være inderligt trist, men uden betydning for nationalregnskabet eller vores gennemsnitlige levealder, hvis vi skulle vinke farvel til 250 af de 283 arter af vilde bier i Danmark.

Nyttig natur

Desværre tror politikerne stadigvæk, at naturens eksistensberettigelse består i, at den er nyttig for os mennesker. De betragter biodiversitetskrisen som et miljøproblem på linje med miljøfremmede stoffer, forurening af vand og luft og klimaændringer. Når politikerne så skal prioritere, taber forarmelsen af vores natur til de farligere trusler. Og så bliver naturens mangfoldighed noget, man taler pænt om, men i øvrigt skider flot på. Problemet er bare, at den sjette masseuddøen slet ikke er et miljøproblem.

Den sjette masseuddøen er åndelig fattigdom. Når vi kun har blik for kultiveringen og væksten, så rammer det violer og perlemorsommerfugle. Men det rammer også os selv: Hovsa, vi glemte lige, at livet var den største gave, og at den gave skulle deles, uden smålighed og egoisme. Kravet om nytte og produktivitet er en grum og smålig livsledsager, og det er næppe tilfældigt, at mange i dag har svært ved at leve op til samfundets endimensionale forventninger om, hvornår man har fortjent at være her.

Så hvor er det dog bittert, at regeringens spritnye Naturplan Danmark ikke skaber den tiltrængte plads til truede arter, men i stedet, og desværre i god tro, sovser naturindsatsen ind i miljøhensyn, klimatilpasning og gustne tjenesteydelser.

Og hvor er det dog åndsforladt, at den nye nationale naturfond skal have vandmiljø og klima som sideordnede formål sammen med naturbeskyttelsen. Det forunderlige liv mister ganske sit sommerfuglestøv i hænderne på Finansministeriets prangere.

Den dag, vi ser livet i øjnene, må vi samtidig tilkende Jordens livsformer ubetinget eksistensberettigelse. Så bliver det meningsløst at måle naturens værdi i tjenesteydelser, og så skal naturindsatsen ikke længere legitimeres med, at den for resten også lige skal redde vores røv. Den dag, vil vi som det naturligste i verden reservere plads til vild natur – uden at forvente at få noget igen. At give Det Unyttige plads vil utvivlsomt smitte af på vores rummelighed – eksempelvis over for børnenes spontane leg eller voksenlivets uproduktive kriser. Kampen for bevarelsen af den biologiske mangfoldighed er således ikke et menneskefjendsk projekt, tværtimod.

Rasmus Ejrnæs er seniorforsker ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Fredsted
  • curt jensen
  • Rasmus Kongshøj
  • Kurt Nielsen
  • Henrik Christensen
  • Katrine Visby
  • Michael Kongstad Nielsen
  • morten Hansen
  • Jens Wolff
  • Anne Schøtt
  • Jens Christensen
  • Benno Hansen
  • Kurt Loftkjær
  • odd bjertnes
  • Peter Knap
  • Marianne Christensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
  • Ejvind Larsen
John Fredsted, curt jensen, Rasmus Kongshøj, Kurt Nielsen, Henrik Christensen, Katrine Visby, Michael Kongstad Nielsen, morten Hansen, Jens Wolff, Anne Schøtt, Jens Christensen, Benno Hansen, Kurt Loftkjær, odd bjertnes, Peter Knap, Marianne Christensen, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vidunderlig artikel.
»Desværre tror politikerne stadigvæk, at naturens eksistensberettigelse består i, at den er nyttig for os mennesker. De betragter biodiversitetskrisen som et miljøproblem på linje med miljøfremmede stoffer, forurening af vand og luft og klimaændringer. Når politikerne så skal prioritere, taber forarmelsen af vores natur til de farligere trusler. Og så bliver naturens mangfoldighed noget, man taler pænt om, men i øvrigt skider flot på. Problemet er bare, at den sjette masseuddøen slet ikke er et miljøproblem.

Den sjette masseuddøen er åndelig fattigdom. Når vi kun har blik for kultiveringen og væksten, så rammer det violer og perlemorsommerfugle. Men det rammer også os selv: Hovsa, vi glemte lige, at livet var den største gave, og at den gave skulle deles, uden smålighed og egoisme. Kravet om nytte og produktivitet er en grum og smålig livsledsager.«
Velsignet læsning. Et sandt juleevangelium

Ole Kjeldgaard, Kurt Nielsen, Michael Kongstad Nielsen, Henrik Christensen, Ib Nord Nielsen, John Jørgensen, Jes Elnif og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Den sjette masseuddøen er åndelig fattigdom. Når vi kun har blik for kultiveringen og væksten, så rammer det violer og perlemorsommerfugle. Men det rammer også os selv: Hovsa, vi glemte lige, at livet var den største gave, og at den gave skulle deles, uden smålighed og egoisme. Kravet om nytte og produktivitet er en grum og smålig livsledsager, og det er næppe tilfældigt, at mange i dag har svært ved at leve op til samfundets endimensionale forventninger om, hvornår man har fortjent at være her.

Den lader vi lige stå et øjeblik! Og endnu et! For min skyld gerne for evigt, som den sandhed der skriger til os fra alle sider i disse år!

Men måske er det lige meget. Måske har de smålige egoister små ører, blinde øjne, og derfor tomme hjerter? Hvad øret ikke hører, hvad øjet ikke ser, har hjertet som bekendt ikke ondt af!

Tak til Rasmus Ejrnæs for denne øjenåbner. Måtte de smålige gennem den finde den hjertets storhed og fylde, den åndfuldhed, der som det eneste lader individet føle sin sammenhæng med verdensaltets totalitet.

Rasmus Kongshøj, Kurt Nielsen, Ejvind Larsen, John Jørgensen og Jes Elnif anbefalede denne kommentar

Der kom det du ikke fik sagt i programmet Eksistens på DRP1. 'Digte videre' siger det hele. Naturen er nemlig også en æstetisk oplevelse. I 4 dimensioner foruden ved.

Naturplanen medtager iflg. Verdens Skove ikke skoven, hvor mere end halvdelen af arterne er hjemmehørende og kun 0,2% af statsskovene er iflg. organisationen sat af til biodiversitet.

Rune Engelbrecht betegner planen som 'forbløffende uambitiøs'. DN håber det bedste, men ret beset er nok de fleste af foreningens aldrende medlemsskare døde inden da. Ny skov udligner ikke tabet af artsrigdom ved skovdrift i den eksisterende.

LA - ekstremister eller ej - fik med 'mørkelygten' partiets forespørgsel om prisen for ophør af drift i statsskovene belyst uden at vi af den grund vist blev en døjt klogere.

Søren Fosberg, Ejvind Larsen og John Jørgensen anbefalede denne kommentar

Naturen er under fortsat pres

Naturen taber efter min opfattelse i næsten alle sammenhænge.

Hvis man kan opføre en bygning i et temporært vådområde, så gør man det. Vi taler om en naturtype, som er særlig attraktiv for padder.

Hvis man kan omdanne hævdvunden natur- og kulturområder, så gør man det. Det planlægger Gladsaxe Kommune, nabokommunerne, eliteidrætten og herunder roerne og FISA, staten. Man ønsker at omdanne området omkring Bagsværd Sø til et internationalt rostadion og endda med Danmarks Naturfredningsforening åbenlyse accept. I horisonten ser samvittighedsløse politikere et OL i Danmark.

Hvis man ønsker at spare bilisterne lidt tid i bilen, så gør man det. Udover de nævnte veje i debatindlægget, så er truer motorvejsprojekter i hovedstadsregionen områder ved Mølleådalen.
Hvis man vil tjene penge på friluftsintersser i naturen, så gør man det. Den form for aktiviteter indbringer tilsyneladende 30 milliarder til landets nationalprodukt (hørt forleden i morgennyhederne på DR P1).

Hvis man kan tjene penge ved at undlade at rydde op efter sit produktionsaffald, så gør man det. Aktuelle eksempler er Shell og Cheminova.

Hvis man kan spare penge ved at ignorere vores stadig fattigere natur, så gør man det. Danmark har i årevis bevidst trukket opretning af natur i langdrag på trods af, at EU har et vågent øje med Danmark. Og hvad der sparet er tjent.

Hvis man kan øge landbrugsproduktionen (det danske statsautoriserede svineri) på trods af overgødning og pesticideoverøsning af omgivelser, så gør man det. Den kommende borgerlige regering har i lighed med den nuværende stillet i udsigt, at der skal produceres flere svin samtidig med at man flytter bearbejdning til udlandet. Samtlig eksperimenter man med livets biomasse under jorden.

Jeg tillader mig at konkludere, at Danmark som helhed grundliggende anser al natur som en ressource, som ikke er begrænset af vækst eller andet.

Blot glemmer man, at vi er en del af den natur, som man bruger uhæmmet og uden omtanke og tanke på bæredygtighed. I den forbindelse falder mine tanker på tidligere Venstrefinansminister Thor Petersen, som mener at være stor naturelsker. Det smukkestes, han mener at kende, er en bølgende kornmark.

Ak!

curt jensen, morten Hansen, Rasmus Kongshøj, Søren Fosberg, Kurt Nielsen, Katrine Visby og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Smukt. Hvis vores etik ikke rækker, kunne man supplere med ret, og i den førstkommende revision af Grundloven indføre en paragraf, der hedder ca.:
"Naturen er ukrænkelig. Den kan aldrig tilpligtes at afstå sin diversitet".

morten Hansen, Søren Fosberg, Kurt Nielsen og Ursula Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Mon ikke den vinkel med at betragte biodiversitetskrisen som et miljøproblem alligevel mest er interessant for fagfolk, for når almindelige hårdtarbejdende danske bilister sender donationer efter tigre i Indien, Pandabjørne i Kina eller sommerfugle og eksotiske planter i Amazonas er det jo ikke først og fremmest miljø og medicinalindustri det drejer sig om eller frygten for Jordens undergang, men netop dette overordnede hensyn som grundlæggende tiltaler de fleste med eller uden Fjellräven: at selvfølgelig skal disse fantastiske dyr op planter, som vi kender fra tv, have lov til at være her. Vi skal alle være her. At bestemte arter, med knap så markante facinations/cute-kvaliteter som dem vi oplever på savannen med Animal Planet, samtidig overlever på den bekostning er vel bare en bonus - som kan/kan ikke vise sig at være essentiel, fx. i behandling af sygdom, for hvor skulle vi vide det fra og derfor heller ikke om der i fremtidens hjemlige medicinal- eller anden overlevelsesindustri lige præcis bliver fatalt brug for blåhat-jordbi eller blåhat-hvepsebi, og derfor er det også de færreste der bekymrer sig om biodiversitet på det niveau der lægges op til her. Sandsynligheden for at hr. og fru. Danmark får brug for en ny og bedre bil, for ikke at sige en ny motorvej, til næste år, er sikkert, i deres egen selvforståelse, umiddelbart større end at de får brug for blåhattens iboende egenskaber. At familien dk. så måske burde bekymre sig om biodiversiteten, både indlands og udenlands, både ud fra et (æst)etisk - og et overlevelsesperspektiv der rækker længere end til børnebørnene, det kan være. Men den diskussion ligger ikke lige til højrebenet, når familien ud over bilferien også gerne vil have nye billige teaktræmøbler fra Ikea til sommerhuset. Man kan næsten høre hvad de tænker, derinde i boblen: skal vi gå ned, kan vi lige så godt gøre det i et ordentligt møblement og til en god kop braziliansk kaffe. Er det ikke sådan det er?

Hele denne klamamse er vist bare for at sige, at skal der etiske argumenter ud til folket herunder deres politikere, skal der mindst et reklamebureau ind over og allerbedst en tv-station. Men respekt for artiklen, for et eller andet sted skal man jo begynde: Red naturen. Det koster et paradigmeskift.

Enig at det er en smuk artikel, og enig at vores cigarkassetænkning ikke viser naturen den respekt den fortjener.

En lille, men muligvis ganske alvorlig fejl har dog sneget sig ind i ræsonnementet, nemlig her:
"Med lidt hjælp fra de mest almindelige humlebier og jordbier vil honningbien snildt kunne klare bestøvningen af kløver, raps og frugtplantager."

Rasmus Ejrnæs glemmer åbenbart det alarmerende faktum at honningbien også er ved at uddø.

Globalt er bestanden af honningbier ved at skrumpe i alarmerende hast og vil snart nå et kritisk punkt hvorefter bestøvningen af (for os) livsnødvendige afgrøder ikke længere kan sikres. Dette er allerede tilfælde i nogle regioner hvor fx. frugtavlere i Californien er nødt til at bestøve frugttræer manuelt.

Der findes lige så lidt en plan B for denne truende katastrofe som der findes en for klimakrisens kommende katastrofer. Også her sover vores politikere. Kun på grund af massiv folkeligt pres har EU for nylig forbudt salg af de pesticider som menes være årsagen til den globale masseudryddelse af honningbien. Men denne lov er allerede under massiv angreb fra farmaindustrien. http://gylle.dk/bayer-vil-gennemtvinge-eu-accept-af-bidod/

Så problemet er langt værre end æstetisk-etisk.
Det kan meget hurtigt udvikle sig til et spørgsmål om overlevelse-vores overlevelse som art.

Et holdnings skift i den omfang som det er nødvendig kommer ikke af sig selv. Der er to muligheder:
1) et Wake-up call i sidste øjeblik igennem eksistenstruende katastrofer af massiv omfang
2) et Wake-up call i sidste øjeblik for vores politikere som så sætter et globalt holdningsændrings projekt i gang.

Da mulighed 2 er ekstrem usandsynlig idet vores demokratiske samfund er både gennemsyret af korruption og magtbegær som fastholder politikerne i evige indbyrdes slåskampe om magt og penge, bliver den 3. mulighed mere og mere sandsynlig:

Vi uddør som art for dumme til at kunne overleve. Vi kan simpelt hen ikke tilpasse os de nye realiteter hurtigt nok da ingen er indstillet på at tage nødvendige skridt der opleves som en "tilbagegang af livskvalitet" - de meget konkrete Ikea møblerne, den nye opvaskmaskine og en bil der passer i farve til datterens studenterhue er trods alt vigtigere end noget så vagt og diffust som "artens overlevelse"

Det bliver vist nok også til naturens bedste.
Syndt bare, at der så ikke vil være nogen der kan nyde æstetikken med den nyopblussede arternes mangfoldighed om et par tusinde år.

Lise Lotte Rahbek og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Den fortsat fraværende naturforståelse kan delvis tilskrives TV2 og DR. Kun på TV2s lokale kanaler finder man noget om dansk natur.

De fleste af TV2s regionale stationer, bortset fra TV2 Fyn og Lorry, sender magasinet Kryb og Kravl. TV2 Bornholm har naturmagasinet Ekko. DR foretrækker BBCs stort opsatte naturunderholdning der næppe rykker en tøddel hos seerrne.

Havet omkring Danmark har slet ingen bevågenhed. Kun TV2 Øst linker til Havmiljø, et program som fik afslag fra begge de landsdækkende kanaler og som nu kan ses på nettet, uanset at biologer roser det om ikke til skyerne så til de højeste skumtoppe.

På nettet skulle der efter sigende være et site der kræver mere dansk natur på DR, men altså uden gehør øst for bakken derovre, hvor naturen modsat mange andre steder er lige for hånden.

Men de store drenge på redaktionerne finder den kedelig, hvad den jo sådan set også er de fleste steder i Danmark. For pokker! Det er jo det fjernsyn også kan. Bibringe og formidle interesse, så vi kan få reddet og genskabt natur ud fra en folkelig forståelse.

Hvornår fiser den ind?

Hvorfor er livet en gave (eller den største gave)? Hvis ikke ligefrem en religiøs påstand, så er det i det mindste en kvasireligiøs en af slagsen. Hvad et udagn som "jeg føler/synes, at livet er en gave" derimod ikke er. Og distinktionen er aldeles ikke ligegyldig: Kunne udsagnet "Livet er en gave", som det florerer i moderne, vestlige eller vestligt orienterede samfund, ikke netop være en af de primære årsager til overforbruget i disse? For hvis man føler sig ked af det, og livet nu morgen, middag og aften påstås at være en gave, kunne det så ikke mon føre til, at man tænker, at der er noget, man mangler? Og kunne dette ikke være netop den kulturelle/mentale muld, hvori reklameindustrien stortrives?